-I-
-
Selv for dem der hverken hører jazz eller blues, må kunne se det den forførende charme hos de helt gamle sorthvid videoer af genrens ikoner. Silkebløder stemmer i cocktail kjoler, alene i centerspottet med musikerne bag sig, uden unødvendig pynt og faren. Tilstedeværelsen er næsten magisk. Lou, en ung mand fra den mest tilregnelige middelklasse, var forelsket fra første gang han så det. Men Lou er ikke det navn man nu kan se synge i mindre klubber og jazzhuse. På scenen er Lou sangerinden Luna. Ikke kun er han stemme lys, Lou mestrer forførelsen, femininetiten der kan tryllebinde. Som Luna er Lou gudesmuk, charmerende, og taler sig elegant til centrum af en enhver samtale. Luna virker som taget ud fra en film. Og Lou er den eneste der ved at det næsten også er tilfældet. Virkeligt er det ihvertfald ikke.
Lou var en af de teenagere der rodede rundt hormonal identitetsforvirring, det er derfra eksperimenteringen med kvindetøjet kommer fra. Han plejede at være meget genert, men som Luna var han en anden, og turde godt synge foran andre. Der kommer karrieren fra. Lou lærte et meget effektivt værktøj at kende da han begyndte at optræde som Luna. At han kunne opstille og udstille. Også som sig selv kunne han bruge dette til at komme af med genertheden og få styr på sit liv. Nogle år senere fortryder han dog inderligt hvordan han markerede sig i musikverdenen. Det er umuligt for ham at rive sig fra af navnet Luna, han frygter han ikke er en god nok sanger i sig selv. For noget af sit publikum er drag-aspektet mere vigtigt end sangen, og derfor kommer han ikke til at blive anset som en seriøs sanger.
Der er stor forskel på hvordan Luna og Lou er. Det tænker andre måske ikke over, men det kræver en helt masse arbejde at kunne være elegant og samtidig helt bekymringsfri 3 tre aftener om ugen, og desuden holde halvdelen af sit liv hemmeligt for alle. Han udstråler stadig elegance og selvsikkerhed, men som sig selv er det ikke på en blød og charmerende måde. Tværtimod virker han kold, småarrogant faktisk, han har ikke overskuddet til andet. Det er et simpelt regnestykke for Lou, hvordan man altid ser tjekket ud, hvordan man gør ens lejlighed lækker, og sig selv lækker, hvordan man har styr på livet, og får andre til at se det også.
Selvom han ikke er genert mere er han stadig meget reserveret, og lukker sjældent andre ind i sit liv. Han synes det er kompliceret at have andre tæt på sig. Det bliver svært altid at skulle være tjekket over for nogen man har en relation til. Lou har øvet sig så meget på det ydre, at han helt har forsømt at være ligeså cool omkring det indre. Han er stadig usikker som en teenager er det, han bliver let stresset og efterfølgende let en smule hysterisk også, kan være forkælet og indbildsk og, hvis der er følelser involveret, sygeligt jalous. Alt dette ved han godt, og det er ikke noget han er specielt stolt over. Selvfølgelig ønsker Lou ikke at være alene på længere sigt, men han pinefuldt opmærksom på at han er bagud, at det bliver meget arbejde for ham at hav tætte venner uden at drive dem til vanvid, og det har han simpelthen ikke overskud til lige nu.
