Dean kommer ned i stuen igen, hvor Bobby og Sam e gået i seng. Han nynner lidt imens han ser fjernsyn, men mister dog hurtigt interessen for det. Som han gør med så mange andre ting. Problemet er bare at det bliver nogle lange nætter, da han jo ikke længere sover.
"Dean. Kom tilbage..." Mumler han svagt, inden han rejser sig fra gulvet. Han ender kort efter i stuen hos Bobby. Han slukker blot fjernsynet, inden han vender sig mod Dean. "Du har ret. Jeg har ondt af mig selv og det er forkert. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, men jeg ved hvad jeg gerne vil have. Jeg troede... bare det var umuligt. Jeg troede ikke, at jeg overhovedet betød noget for dig." Udbryder han så.
Han sukker da Cas igen møder op i stuen, hvorfor kan Dean ikke få et øjebliks fred? Men hans ord overrasker ham, og han kommer med et svagt smil. "Selvfølgelig betyder du noget for mig, det ved du jo godt inderst inde. Det er bare svært når du er så kold og ligeglad med det meste."
"Jeg... Undskyld. Jeg vidste ikke at det så sådan ud..." Svarer han stille, inden han kort gengælder hans smil. Han sætter sig stille ned på armlænet af stolen. "Hvordan går det...?" Spørger han så om, inden han ser på Dean igen.
"Det gør det." Han ser på ham da han sætter sig på armlænet af stolen, og rykker sig lidt så han bedre kan være der. Hans spørgsmål for ham til at smile. "Meget bedre. Hvad med dig?"
Han trækker svagt på skuldrene. "Det lyder godt." Svarer han stille, inden han kort smiler. "Jeg har det okay." Tilføjer han så. Han klarer sig, i det mindste. Han har det dog noget bedre nu, hvor de faktisk taler sammen, i stedet for at råbe af hinanden hele tiden. Det føles... rart.
Dean nikker roligt da han siger han har det okay, det er han glad for at høre. Forsigtigt snurrer han en arm om hans talje og trækker ham tættere på. Cas er en sød fyr, og han er tiltrækkende. Dean er vist blevet helt forgabt i den fyr.
Han ser på ham med et stille smil, inden han blot lader sig rykkes tættere på ham. Han placerer svagt hovedet mod hans skulder, inden et svagt suk forlader hans læber. "Jeg håber virkelig, at alt løser sig. Jeg kan ikke holde ud, at skændes med dig hele tiden. Det føles forkert." Mumler han stille.
Dean nikker bare og stryger ham over håret da han ligger hovedet imod hans skulder. "Det kommer til at løse sig. Vi skal bare vide hvor vi står i forhold til hinanden, det kan komme til at tage længeren tid end man lige tror det gør." Han smiler svagt for sig selv. Han vil virkelig gerne havde Cas.
Han nikker stille. "Ja.." Svarer han, inden han smiler. Han er glad for, at Dean giver ham en chance. Han er trods alt ikke specielt god til mennesker, eller andre engle for den sags skyld. Han kysser ham kort på kinden, inden han rejser sig og bevæger sig ud i køkkenet. "Øl?" Spørger han så om, inden han roligt åbner køleskabet.
Dean ser efter ham da han rejser sig op. Nu havde de det lige så hyggeligt. "Ja tak." Han kunne godt bruge en iskold øl lige nu, for at dulme nerverne og tvivlen. Han ved dog ikke hvad han tvivler på, bare at han gør det.
Han nikker kort, inden han finder to øl i køleskabet. Han lukker det efter sig og bevæger sig mod stuen igen. Han stopper dog i døren. Han ser kort på Dean, inden han retter blikket mod vinduet. Der er et eller andet galt. Dog virker det ikke som noget alvorligt og Cas vælger at lade det ligge. Han kan ikke rende og rydde op efter alle menneskers rod. Han bevæger sig derefter hen til stolen igen, inden han sætter sig ned ved siden af Dean igen.
Dean smiler kort til Castiel, inden han tager imod den ene øl. Han ligger igen armen om ham og trækker ham ind til sig, det er rart at kunne havde nærkontakt med Cas uden de risikere at blive afsløret eller at Cas som altid pludselig for travlt med et eller andet ligegyldigt
Han smiler svagt, inden han åbner sin øl. Han tager en tår af den, inden han sætter den fra sig på bordet. Han sætter sig blot til rette, inden et svagt suk forlader hans læber. Ikke trist eller noget... Nærmere tilfredst. "Jeg var bange for, at jeg ville miste dig forevigt da du blev bidt..." Siger han lavt. "Jeg var næsten parat til selv at... Du ved..." Tilføjer han så.
Dean drejer hovedet imod ham da han siger han var parat til selv at.. "Parat til hvad?" Han er lidt forvirret lige nu, og derfor forstår han ikke hvad han mener. Han stryger ham over lænden med pege og tommelfinger.
Han synker svagt en klump. Han ville ønske, at han ikke havde bragt emnet op, for det gør virkelig ondt. "Gøre det samme som du gjorde." Svarer han lavt. Han har mest af alt lyst til at se væk. men han holder blot blikket på Dean. "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre uden dig." Tilføjer han så. "Hvis jeg gør noget upassende, dumt... pinligt. Er det altid dig der hjælper mig..."
Dean kan ikke lade være at grine lidt og klapper Cas på lænden. "Og du redder altid min røv når jeg allerede er dødsdømt. Vi er et fint par du og jeg." Han smiler og trækker Cas ind til sig igen, for at give ham et kram,
En svag latter forlader hans læber for han kan egentlig godt se, hvor latterligt det må se ud for andre. "I det mindste er der ikke meget der kan skade os nu." Svarer han stille. Han gengælder blidt hans kram, inden han svagt lukker sine øjne. Han føler sig glad. For første gang nogensinde... På denne måde, i hvert fald.
Dean trækker sig fra krammet. "Der er ALTID noget der kan skade os. I hvert fald mig. Måske bliver jeg spist af en varulv i morgen, eller flået af et spøgelse i overmorgen. Sådan er det at være jæger, man er altid i livsfare."
"Du er en engel, Dean. Det eneste der kan dræbe dig nu er en anden engels kniv.... Eller Døden, selvfølgelig... I hvert fald hvad vi ved af indtil videre. Dine monstre ville kunne skade dig, ja. Men de vil ikke være i stand til at dræbe dig." Svarer han stille, inden han svagt smiler.
Moderators: NoahVincent