Dk Roleplay

"Jeg bliver nødt til at forsvare mig selv," siger han bare og ryster svagt og opgivende på hovedet. "Forstår du ikke du er min eneste forhindring i at være normal? Jeg siger ikke jeg fortryder alt der er sket, eller at vi har været sammen .. men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre når du står foran mig. Du er mit dilemma, og det har du været fra starten af. Derfor bliver jeg nødt til at forsvare mig selv. Hvis jeg overgiver mig selv til dig igen går det hele i den forkerte retning .." sukker han og ser tomt på Julian.

Julian ryster så ivrigt på hovedet, og knuger hænderne sammen. "Normal Leon? Er de virkelig dét der går dig på? Der er fandeme ingen der er normale i den her verden, og der er fandeme flere tusinde mennesker som er til deres eget køn. Der er jo intet galt i det, og jeg elsker dig stadig ligeså højt. Selv da vi kun var venner, vil jeg da også være ligeglad med om du var til kvinder eller mænd.." Siger han og tager en dyb indånding, og lader armene hænge langs siden.
"..Men jeg er ked af at jeg sådan står i vejen for dig."

Han vidste godt at bringe det her op ville bringe Julian i defensiv. Han er jo selv homoseksuel, så det er klart han vil forsvare sig. Men Leon har længe haft svært ved at accepterer det livsperspektiv og den levemåde, også selvom han selv nød dele af det. Det er en proces, som bare aldrig lader til at slutte. Han ville ønske han var kommet til det punkt hvor han selv følte, at sådan kunne og skulle det være. Men det er han ikke. Han bider sig i læben og slår et lydløst klik med tungen. "Ja, men det var ikke meningen, at jeg skulle være det. Det var aldrig meningen. Men så var du pludseligt tiltrækkende, og jeg kan stadig ikke forstå, at jeg får de følelser når jeg ser på dig .." bobler det ud af ham og han ånder opgivende ud.

Julian kigger på ham og han trækker sås vagt på skulderene. "Jeg kan ikke gøre noget Leon, du skal selv ordne det, hvis du overhovedet har tænkt dig at gøre det. Medmindre du vil leve en løgn resten af dit liv." Siger han så og klør sig i håret. Det er ret hårdt for ham at sige, for han vil selvfølgelig ikke have at Leon skal gå fra ham, men det også svært at få ham til at indse noget, han bliver ved med at skubbe væk.

Han ryster på hovedet. "Jeg har ikke noget valg. Min far vil ikke have mig, hvis jeg er sådan. Det ved du." siger han så med et suk. "Jeg ville ønske, at jeg kunne .. men det kan jeg ikke Julian, jeg er fanget ..." forklare han så, med en tristhed i stemmen. Han ser op på Julian.

Julian ryster så på hovedet, og ender med at dumpe ned i sofaen med blikketf rem for sig. "Du kan godt bo her igen?" Spørger han og retter blikket på Leon, og trækker på skulderene. "Vi kunne måske skaffe os et job, og spare op til en lejlighed?" Foreslår han, og bider sig lidt i underlæben. Han har længe tænkt på at flytte hjemmefra, og han vil hellere end gerne bo med Leon. Det er jo egentlig en ret god idé, for så kan de jo være sammen, uden at Leons far skal blande sig.

"En lejlighed?" gentager Leon og ser pludseligt interesseret ud. Julian har tydeligvis gjort ham interesseret og han lader sig hive ind i land. Han ender med at stille sig foran ham, ved sofaen. Han vil hører mere om hans ide. Han ser ned på ham.

Julian kigger op på ham og han nikker så til ham, og kan godt mærke at Leon nu virker meget mere interesseret, end han var før hen. "Ja. Det jo ikke så dyrt hvis vi skal have en lille lejlighed, og når vi deler om huslejen så kan vi sagtensspare op til en." Siger han og sender ham så et svagt smil, og læner sig tilbage. "Lyder det ikke godt?"

Han glemmer stortset alt om sin far, i øjeblikket Julian får præsenteret ideen. Ubevidst smiler han ved ideen og forestiller sig det, i sit hovede. Hvordan de to kunne bo sammen, uden nogen til at sige noget om dem. Han sætter sig ned ved siden af Julian. Han siger ikke noget, men han tænker meget på ideen. Det er jo ikke helt dumt. Måske kunne det fungere. "Hvad med Rebecca?" spørger han dog tilsidst.

Julian trækker selv svagt på smilebåndet da det virker til at Leon rigtig tænker idéen igennem, hvilket nok er et godt tegn. Han læner sig tilbage, og hans blik følger så Leons bevægelser.
"Ehm.." Siger han så stille, og læner hovedet tilbage, og tager så en dyb indånding.
"Du må vel.. Eh sige det som det er?" Spørger han så og kigger på ham. "I har jo ikke været sammen så lang tid, vel? Eller.."

"Nej ..." svare Leon bare tomt og uden engagement og trækker lidt på ordet. Så længe har de jo ikke været sammen igen. Et par uger tops. Leon har heller ikke rigtigt styr på det. Han ved ikke hvorfor han spurgte Julian. Det er vel bare fordi det er længe siden han har slået op med nogen.
Det er utroligt hvor hurtigt de gik fra at være uvenner og på randen til begge to at nedbrydes helt, til at komme på en idé, uden de overhovedet har talt om deres forhold eller at være kærester igen. Leon fumler lidt nervøst med sin hånd mod stoffet på hans bukser og ser ned på den ved tanken.

Julian kigger på Leon, og han ender så med at vende sig om i mod ham. "Det jo heller ikke noget der skal ske nu." Siger han så, og sender ham et svagt smil, for at berolige ham en smule. "Du har jo tid til at tænke over det. Men du skal bare ikke lade Rebecca vente for længe jo.. Det også synd for hende.." Ender han med at sige, og læner sig så lidt frem i mod ham, og kærtegner ham forsigtigt på kinden, inden han trækker hånden til sig igen.

Leon lytter til Julians ord men tager dem ikke rigtigt til sig. Han gør alligevel tingene på sin egen måde. Han ved ikke hvorfor han spurgte Julian, for de to er vidt forskellige, og ville nok se situationen an på forskellige måder. Alligevel ville han gerne have hans syn på det. Han kigger langsomt op, da han mærker Julians hånd mod hans kind, som om, at det var helt normalt at gøre det, to venner. "Men lige nu er vi jo bare to venner .." starter han, "ville vi blive ved med at være det? Hvis vi flyttede sammen?" spørger Leon nysgerrigt og rykker diskret sit ben tættere mod Julians, til de rør hinanden.

Julian blinker let med øjnene, da Leon siger om de stadig vil være venner. Han bider tænderne lidt sammen, for det er selvfølgelig ikke det han havde tænkt sig. Han havde håbet på at de kunne fortsætte som kærester, men det måske også for meget at forlange af ham nu.
"Ja, hvis det er det du vil.." Siger han så stille, og tvinger et let smil frem.

Leon trækker på skuldrene. "Men os to i en lejlighed, 24/7? Tror du vi ville kunne ..." han puster ud og ser med et nysgerrigt og anelse bekymret blik på Julian "overholde det?" afslutter han sætningen og rykker lidt på sin hånd, så den hviler mod sofaens betræk. Han mærker dog hurtigt varmen fra en anden hånd, men han gør ikke noget ved det.

wuuut du har fået billede på, hahaah

Fandt ud af hvordan man gjorde. Wow!

Julian kigger på ham og retter så hovedet på skrå, med begge løftet øjenbryn. "Hvem siger vi skal det?" Siger han så, og trækker svagt på smilebåndet. "Måske kan vi ikke, men jeg vil ikke se.. Noget forkert i det." Indrømmer han så, og trækker kort på skulderende.

Ej du skulle bare have spurgt mig hahaahah

Ja... jeg undrede mig i stilhed.