Dk Roleplay

Michael er kommet hjem tidligere, end hvad der egentligt var planen. Han havde en masse business konferencer at skulle til, men den ene blev aflyst i sidste øjeblik, og så vendte han hjemad. Han låser døren op ind til huset og stiller sin mappe fra sig, og går videre gennem stuen, og ind til køkkenet. Han kalder på Leon, men der kommer ikke noget svar. Dog fanger noget uventet hans blik. Julian, den homoseksuelle fyr, som han ellers havde forbudt at se Leon, står i hans køkken. Han kniber øjnene sammen og ligger armene over kors. "Hvad fanden laver du her i mit hus?" brøler han.

Julian tager en mundfuld af vandet, og stiller så glasset fra sig, men han stopper i sin bevægelse, da han hører døren går op. Han kniber øjnene sammen, og skubber så glasset til side, og retter sig op, og ser afventende hen i mod døren, for at se hvem der kommer frem.
Hans hjerte hopper en ekstra gang, da han ser det er Michael, og han bider så tænderne sammen.
"Jeg besøger Leon." Siger han så koldt tilbage, og sender ham et svagt smil. "Jeg har været her længe nu." Siger han igen, bare for at prikke lidt til ham.

Michael bliver først irritabelt anlagt, da han siger han har været der længe. Han sender ham et isnende blik, som kunne dræbe. "Jeg troede vi havde en aftale. Hold dig væk fra Leon, så holder jeg mig væk fra din usle homo familie." spytter han så igen og udviser ingen form for sympati eller medlidenhed, står bare fast og oprejst som en kold statue.

Julian kigger på Michael, og skiller så læberne fra hinanden, og mærker hvordan vreden bobler frem i ham. Han ryster kort på hovedet af ham og fnyser så. "Jeg tager ikke ordrer fra sådan en svans som dig." Vrisser han irriteret, og knuger sine hænder sammen, og før han ved af det, styrter han hen i mod Michael, og skubber hårdt til ham, og giver ham en knytnæve ved hans kæbeparti. Da Julian ikke føler dårlig samvittighed over hovedet, tillader han sig at fyre endnu en knytnæve afsted, men den er dog rettet i mod Michaels næse.

Da ungen pludselig farer hen mod ham, ser han forskrækket ud. Det havde han fandeme ikke lige regnet med. Han tager sig til næsen, da han rammer, så knoglerne næsten siger knæk. Hans hud brænder hvor han ramte ham og han udstøder et klynk af smerte. Han falder sammen på gulvet for et øjeblik, men torner sig hurtigt op over Julian igen. "Hvad fanden bilder du dig ind?" brøler han så højlydt at det må runge i hele huset. Hans øjne er udspilede og store og han viser tænder, så ophidset er han. "Hvis du ved hvad der er bedst for dig selv, så skynder du dig ud af den dør, lige nu!" råber han galsindet.

Inde fra værelset begynder Leon også at undre sig over, hvor Julian bliver af. Han sagde bare han skulle have noget vand jo, men nu er er gået lang tid. Da han pludseligt hører en høj brølen, og kan genkende den højlydte og alarmerende stemme, rejser han sig på fødderne med det samme og løber ud mod lydene så hurtigt han kan. Da han ser Julian og hans far stå tornet op mod hinanden slår han ud med armene. "Hvad har i gang i?" spørger han, helt frustreret. Han ser bebrejdene over på både sin far og Julian, som specielt ser arrig ud.

Julian tænker slet ikke over hvad han har gjort endnu, hans hjerte banker blot i brystkassen på ham, og han tager dybe vejrtrækninger, men det ikke noget han ligger mærke til. Vreden skygger alt andet, og det eneste han ser er rødt. Han ser hvordan hans far sikkert griner hjemme i stuen, fordi Julian valgte at gå væk fra Leon, bare fordi hans far truede hans familie.
Han ryster bare let på hovedet, han er slet ikke færdig med at være vred, i så mange dage, har han gemt alt sin vrede inde i sig, men nu er der altså prikket hul på boblen. "Jeg er ligeglad" hvisker han nærmest hæst, og træder endnu engang i mod Michael, og skubber hårdt til ham, flere gange, for at få ham ned på gulvet at ligge. Julian sætter sig på hans liv, og placerer sine knæ, ved hans overarme, for at sætte dem i lås.
Han holder sin ene hånd ned i mod Michaels brystkasse, og han hæver den anden hånd. Og han slår ham så i ansigtet igen, Og han gentager det, og han bliver ved. Selv da han ser blod på sine knoer, stopper han ikke engang, "Det din skyld!" Skriger han så. "Det fucking dig, der er skyld i det hele!" Skriger han højt. Hele hans ansigt er rødt af anspændthed og vrede, og hans øjne er helt blanke af tårer.
Først da Leon kommer nedenunder, retter Julian blikket op på ham, og giver så Michael det sidste slag ved ansigtet. Han stopper så, og stirre ned på ham, og blinker let med sine øjne.
Det går langsomt op for Julian hvad han lige har gjort, og han knuger så sin hånd sammen, hvor hans knoer er helt røde af blodet. Han trækker sig hurtigt væk fra Michael, men blive siddende på gulvet. Han hiver efter vejret.
"Jeg ved ikke.." Prøver han, men han er helt tom for ord. Ham der altid skældte ud på Leon hvis han slog nogen. Nu sidder han her, og er ikke en skid bedre selv.

Leon ser forfærdet til, at Julian sidder og banker hans far i gulvet, til han når helt over til dem. Det han lige har været vidne til, er helt sikkert noget han aldrig vil kunne få ud af sit hovede. Julian ser ekstremt opkørt og hidsig ud, han har aldrig set ham se sådan ud. Han ser så gal ud, og han bliver bare uanfægtet ved at slå, selvom Leon er trådt tilstede. Michaels hoved banker hårdt mod jorden og blod render ned fra hans ansigt, fra panden og fra næsen, og fra munden. Julians hænder er blodige, og Leons øjne er store og våde. Han ser på dem begge to, forskræmt og vred. Han kan godt forstå at Julian ikke har noget tilovers for hans far, men at hensynsløst banke til en mand i den alder og få ham til at bløde, når det er Leons far går langt over stregen. Godt nok har hans far gjort lignende ting ved Leon mange gange selv, men det er på ingen måde okay, at folk udenfra hans familie slår på nogen, uanset hvad de har gjort. De skal ikke rører hans far. Michael ligger og bander og svovler og klynker af smerte, mens Leon står med en hævende og sænkende brystkasse, og ligner en, hvis hjerte er lige ved at hoppe ud fra brystet af ham. Og ikke på den gode måde. Han kigger bebrejdende på Julian med et rasende udtryk i øjnene. "Ud, Julian!" runger han og peger med strakt arm mod hoveddøren.

Julian kigger op på Leon med tårer i øjnene, og han ryster så på hovedet, og tager begge sine rystende hænder op til hovedet, og trækker benene til sig. "Undskyld Leon" hvisker han så, og hiver lidt efter vejret. Hvis nogen spurgte ham lige nu, hvad han han har gjort, vil han ikke ane hvad han skal svare. Det sagde bare klik. I et minut tænkte han slet ikke på noget, han handlede bare. Tænkte slet ikke på hvad der vil ske bagefter, og hvordan han vil have det bagefter. Han tænkte bare på hvordan Michael har ødelagt det hele, og hvor meget han bare savner Leon.
"Jeg ved ikke hvad der gik af mig" hvisker han så og kigger op på Leon, stadig blod på hænderne, og nu også i ansigtet efter at have tværet det ud over det hele. "Jeg vil bare gerne have dig tilbage Leon, det var ikke meningen jeg vil slå op med dig fra starten af, det er hans skyld!" Skriger han så, med helt røde øjne, og et forvrænget ansigt. Han bliver siddende op på gulvet, med et bedende blik på Leon.

Leon er slet ikke tilbøjelig til at hører på Julians undskyldning lige nu. Han har ramt hans far, og selvom Leon også kan hade hans far for hvad han gør og føle sig undertrykt, så var det ikke Julians kamp at kæmpe. Selv hvis hans far har trådt på Julian et par gange giver det ham overhovedet ikke lov til at slå på ham på den måde. Det fortjener han alligevel ikke. Leon ryster bare på hovedet og ligner en der er rigtigt træt af Julian, hvilket han også er i det øjeblik, og skræmt over, hvad han egentligt var i stand til. Julian var altid den, af Leon og Julian, som havde kontrol og tog de fornuftige valg. Nu Julian også er på den måde kan Leon slet ikke håndterer det. Han er også bange for at hans egen brutalitet har smittet af på Julian. Men han aner jo ikke hvad der gik gennem Julians hoved da han gjorde det, alt han ved er bare, at det er hans far, hans eget kød og blod, som ligger der på jorden og er helt forslået og ødelagt i ansigtet, af hans næreste ven og ekskæreste. "Jeg gider ikke hører på dig Julian, skrid." svare han hårdt og højlydt tilbage og ser på ham, med et isnende og ubarmhjertigt blik.

Julian kigger op på Leon, og rejser sig ikke med det samme. Han håber at Leon måske forstår ham lige pludselig, men nej Leon vil bare have han skrider. Julian får rejst sig op, og bevæger sig så ud i mod gangen, mens han tager sig til hovedet. Han aner ikke hvad der gik af ham. Han er bange for sig selv, han tør ikke engang at være alene nu. Han troede slet ikke at han var i stand til sådan noget, han troede slet ikke han var i stand til at slå en anden mand til blods. En fuldvoksen mand.
Han får trukket i sine sko, og hiver så sin jakke ned fra knagen, og skynder sig ud, og bevæger sig med langsomme skridt, hjem ad. Han tørrer sit ansigt af i jakken, og tørrer derefter også blodet af. Han bider tænderne hårdt sammen, mens han ser frem for sig.
Men han fortjente det. Hans far var selv uden om det. Han havde godt af det, han havde godt af at der endelig var en der turde og slå fra sig, i stedet for bare at falde ned på knæ og adlyde hans ordrer. Men Julian tvivler på, at Leon nogensinde vil se ham igen.

Uhuh, skal de så ses i skolen eller?

Ja, det kan vi godt sige.

Timen er begyndt, men Leon sidder bare og kigger ud af vinduet. Han har haft en hård weekend, efter hvad der skete sidste uge mellem hans far og Julian. Han er stadig ufatteligt vred på Julian over hvad han gjorde, men han kan alligevel ikke lade være at tænke på ham. Og han hader sig selv for stadig at tænke på ham, når det er meningen han bare skal være ufatteligt vred på ham. Hvilket han ikke er, desto mindre. Hans tanker flyder heletiden hen til den blåøjede brunette, selvom han ikke vil være ved det. Rebecca var også helt vildt rystet, da hun så Leons far. Men de fortalte ikke sandheden de to, de ville begge to ikke indrømme at det var Julian som havde gjort det på daværende tidspunkt, for at være ærlig, så havde Leon nok ikke engang fattet det helt selv på det tidspunkt, at det rent faktisk var sket. Det lignede bare overhovedet ikke Julian at være så voldelig og gøre sådan noget. Han havde aldrig set ham sådan før. Han læner sig tilbage i stolen, og er helt i sin egen verden, lukker alle lydende ude, og snurrer blyanten rundt mellem hans fingre, mens han ser ud af vinduet, tomt, uden rigtigt at kigge på noget. Bare op mod himlen.

Julian koncentrerer sig, for engangs skyld om timen. Ikke fordi han er bagud, ikke fordi det er spændende, men det er fordi han skal tænke på noget andet. Han tænker hele tiden på Leon, han er bange for han aldrig vil snakke med ham mere, han er bange for at han har mistet Leon fuldstændig. Og han ser også hele tiden Michaels ansigt for sig, helt forblødt. Men det syn har han ikke noget i mod. Og det skræmmer ham en del, han plejer aldrig at være en der slår på folk, han yder generelt slet ikke vold over hovedet.
Han skriver notaterne ned i sit hæfte, og ligner virkelig en der bare synes det her er det mest spændende de nogensinde har hat om. Men for at være ærlig, første verdenskrig finder han ikke særlig spændende, og når læren begynder at snakke om alt det vold, og drab der skete dengang, føler han bare hele klassen kigger på ham.
Han skæver lidt hen til Leon. Han hader at sidde i samme rum som ham, men ikke have mulighed for at snakke med ham.

Tankerne og sorgen over hvad der skete pulserer stadig i omløbet på Leon. Han kan ikke bare slippe det. Han burde heller ikke bare slippe det. Det der skete er meget alvorligt. Han ligger ikke mærke til hvad der foregår omkring ham, eller hvad emnet er i timen. Han kan overhovedet ikke samle sin koncentration om noget som helst, udover hvad der er hændt. Han ved ikke hvad han skal stille op. Burde han sige noget til Julian? Eller var det nok at sige han skulle skride den dag? Leon ved det simpelhent ikke, og han kommer mere og mere i diskussion om sig selv, om hvorvidt ville være rigtigt og forkert, som han sidder der i sine egne tanker. Han knuger blyanten tættere mellem hænderne, og knækker den ubevidst mellem sine fingre, og kigger overrasket på den da han gør, men kigger så ud af vinduet igen.

Julian kigger op på læren, og tager så en dyb indånding, da hun siger der er pause. Julian har hele timen skrevet flere og flere noter, og nu har han fyldt en hel side op med noter, som han sikkert ikke kommer til at bruge. Han rejser sig op fra stolen, og bevæger sig igennem klasseværelset, og går derefter ud på gangen for at komme ned til toiletterne. Han kan slet ikke koncentrerer sig, han tænker alt for meget på Leon, og Michael, og sig selv. Hvad fanden gik der af ham? Måske er han .. Syg i hovedet?
Han drejer ind på toiletterne og går direkte hen til håndvasken, for at få noget vand i håret.

Da læreren meddeler der er pause kigger han over mod Julians plads, men den er tom og Julian er ingen steder at se i klasseværelset. Leon bliver siddende på sin stol og vifter blot de enkelte væk som kommer over og prøver på at starte en samtale op med korte og kontante ord. Han er overhovedet ikke i humør til det, og det fanger de nok også hurtigt. Han har overhovedet ikke overskuddet til at lade som om. Han er ekstremt påvirket af det der skete stadig, og han kan ikke rigtigt se lyst på tingene som det er nu.

Julian får noget vand i hovedet, og tager så en dyb indånding, inden han kigger sig selv i spejlet. Han ser sig selv, dybt i øjnene, mens han tænker at han er en stor idiot. Det som om der stadig er blod på han hænder, og han ser Michaels ansigt hele tiden. Han bider tænderne sammen, og tager så et frustreret greb i sit eget hår. "Fuck" vrisser han lavt af sig selv, men retter sig hurtigt op da en dreng kommer ud af en af båsene. Julian skæver til ham, og da han finder situationen ret akavet, skynder han sig ud fra toilettet og ned i mod klassen igen.
Han retter lidt på sin trøje inden han træder indenfor, og den første han ser er Leon. Han kigger lidt på ham, inden han går over til sin plads.

Da Julian træder ind i klassen får Leon øjenkontakt med ham for et øjeblik, og hans blik følger ham, helt over til hans plads. Hans blik udstråler tydeligt 'hvordan kunne du?' og had og vrede og kærlighed på samme tid. En vild blanding, som han ingen kontrol har over. Han ved slet ikke hvad han skal gøre med Julian som det er nu. Han bider sig i læben og ånder tungt ud.

Julian bider tænderne sammen da han mærker Leons blik ret tydeligt. Han gnider hænderne i mod hinanden, og sukker så irriteret, inden han rejser sig op, og trækker en stol med hen til Leon og sætter sig overfor ham og kigger på ham.
"..Klarer din far den?" Spørger han så med lav stemme, og det er tydeligt han ikke er særlig stolt over det.