Han var helt uforberedt på Julian kom derover, så da han gør det, sidder han tilbage helt uden forsvar og ligner en fortabt hundehvalp. Han ser til den anden side, et helt andet sted end Julians blå øjne, og han tager hænderne nedenunder bordet og knuger dem sammen til en næve, en smule nervøst og anspændt anlagt. Hans skuldre er helt spændte og det er tydeligt han ikke er helt tryg ved det her. Ikke fordi han er bange for Julian, men fordi han virkeligt ikke har lyst til at skulle være face to face med ham og bearbejde det allerede nu. Til sidst kigger han dog op, med samme mixede blik som før. Han fnyser og skiller læberne, ser en smule trist ud. "Han er ikke lavet af gele. Han skal nok klare sig. Men han skulle op og syes efter du var der, at du bare ved det." svare Leon tonløst, bare skuffet.
Julian lytter til Leon, og bider tænderne sammen, og retter hovedet lidt på skrå. "Ja okay." Siger han og presser læberne i mod hinanden, og vender blikket den anden vej. Han overvejer kort at sige til Leon at han ikke selv er en skid bedre selv. For Leon har selv slået en til blods, og brækket hans ribben. Her skulle hans far bare syes jo.
"Undskyld." Siger han så og retter blikket på Leon, og sukker dybt. "Det... Jeg ved det ikke."
"Undskyld." Siger han så og retter blikket på Leon, og sukker dybt. "Det... Jeg ved det ikke."
Skal lige have en pause fra pc. Kommer nok tilbage senere.
Julians ord trænger tydeligt igennem, og runger i skallen på Leon, som ikke ved hvad han skal stille op med sådan et svar. Af alle ord vælger han 'undskyld', som om det var nok til at redde situationen og gøre det hele godt igen. Leon burde tage undskyldningen til sig, men fra hans synspunkt føles det bare som prøvede Julian at gnide mere salt i såret. Han kan ikke finde oprigtigheden i hans ord, og i bund og grund tror Leon heller ikke helt fuldt og fast på, at Julian ærlig talt ville undskylde for den handling han selv fuldførte med egen næve. Julian plejede at være eftertænksom og velovervejet, så han måtte helt sikkert have lagt meget tanke i hvad han skulle gøre ved Leon's far, og det er lige præcis den tankebane Leon ikke kan få sig selv til at spore sig ind på. At Julian kunne finde på den slags. Sådan er Julian ikke, og brikkerne stemmer overhovedet ikke overens i Leons eget hovede. Trods hans egen bitterlighed og dårlige forhold til sin far, ønskede han aldrig det skulle være gået sådan her. Det føltes meget forkert.
Han kigger ind i Julians blå øjne, og prøver at finde ud af, om han taler sandt. Men Leon synes ikke han virker oprigtig. Der måtte ligge grund bag hans akt. Leon vrider kæben en smule tilside i en hård og afreagerende bevægelse og trækker så vejret dybfølt hel ned i maven, af vitterlig anstrengelse for ikke at blive rasende, som altid. "Jeg ved ikke om det er nok Julian." siger han så endeligt, meget besluttet i tonen. "Det er alvorligt, det her.. Jeg kan ikke bare slå det ud af hovedet igen" siger han bundærligt og ligger armene over kors.
Han kigger ind i Julians blå øjne, og prøver at finde ud af, om han taler sandt. Men Leon synes ikke han virker oprigtig. Der måtte ligge grund bag hans akt. Leon vrider kæben en smule tilside i en hård og afreagerende bevægelse og trækker så vejret dybfølt hel ned i maven, af vitterlig anstrengelse for ikke at blive rasende, som altid. "Jeg ved ikke om det er nok Julian." siger han så endeligt, meget besluttet i tonen. "Det er alvorligt, det her.. Jeg kan ikke bare slå det ud af hovedet igen" siger han bundærligt og ligger armene over kors.
Det plejer altid at være omvendt. Leon der har gjort et eller andet galt, men det er det ikke den her gang. Julian kender slet ikke sig selv mere, han ved ikke hvad der er med ham og Leon. Men han kan ikke leve uden Leon, og Leon giver ham sådan set heller ikke lov.
"Jeg ved godt det er alvorligt." Siger han så, og nikker let. Han har selv sygt dårlig samvittighed. Selvom han nu føler Leons far fortjente at få et par slag, efter alt det lort han har budt både sin søn men også Julian.
"Men fuck.. Jeg er bare så sur på ham, undskyld Leon. Men det er jeg virkelig. Han gjorde jo alt for at ødelægge vores forhold, det var ham der fik mig til at slå op med dig fra starten af." Siger han og gnider hænderne lidt i mod hinanden. "Han truede med at ødelægge livet for min familie. Han er syg." Hvisker han stille, og han retter så blikket væk fra Leon.
"Jeg ved godt det er alvorligt." Siger han så, og nikker let. Han har selv sygt dårlig samvittighed. Selvom han nu føler Leons far fortjente at få et par slag, efter alt det lort han har budt både sin søn men også Julian.
"Men fuck.. Jeg er bare så sur på ham, undskyld Leon. Men det er jeg virkelig. Han gjorde jo alt for at ødelægge vores forhold, det var ham der fik mig til at slå op med dig fra starten af." Siger han og gnider hænderne lidt i mod hinanden. "Han truede med at ødelægge livet for min familie. Han er syg." Hvisker han stille, og han retter så blikket væk fra Leon.
De talte ord slår hårdt, når de rammer. Leon kigger på Julian, som kigger væk. Han siger ingenting, men sidder bare og kigger intensivt og intenst på fyren overfor ham. Han troede han altid kunne regne med Julian, at han var hans tryghed, men nu hvor Julian også viser sig at kunne være utilregnelig, ved Leon ikke hvad han skal stille op med sig selv. Julian var jo den, som altid sørgede for, at Leon holdt begge sine ben plantede på jorden og sørgede for at ikke Leon udslettede alt på sin vej, som han har tildens til hvis man først træder forkert i hans nærvær. Han rynker svagt på brynene og hviler så albuerne mod sine lår og bøjer sig en smule frem, og holder sine hænder sammen, lukket. "Det er min far du taler om Julian.. Han er ikke syg. Hvis han er syg, hvad er jeg så ikke? Jeg er værre end det du ser ham som, du kan bare ikke se det, fordi du er forelsket.." udtaler Leon med et suk
Julian forstår godt at han ikke bare kan sige undskyld til Leon, og derefter blive gode venner med ham igen. Han har gjort noget forkert, noget der er meget forkert. Han hader også sig selv for det, og havde han muligheden vil han spole tiden tilbage og stoppe det.
"Alle folk er syge, så snart de bliver presset nok." Mumler han og han ryster så på hovedet over sig selv. "Jeg forstår godt du er sur på mig. Det skal du også have lov til." Siger han og kigger på Leon. "Men din far har ikke gjort noget godt for dig, overhovedet. Han elsker dig kun, hvis du går efter hans principper.. Jeg elsker dig ligemeget hvad." Siger han stille, og han presser så læberne i modhinanden. Han vil ønske han kunne falde tilbage i Leons arme, og føle sig tryg og tilpas, som han kunne før i tiden.
"Alle folk er syge, så snart de bliver presset nok." Mumler han og han ryster så på hovedet over sig selv. "Jeg forstår godt du er sur på mig. Det skal du også have lov til." Siger han og kigger på Leon. "Men din far har ikke gjort noget godt for dig, overhovedet. Han elsker dig kun, hvis du går efter hans principper.. Jeg elsker dig ligemeget hvad." Siger han stille, og han presser så læberne i modhinanden. Han vil ønske han kunne falde tilbage i Leons arme, og føle sig tryg og tilpas, som han kunne før i tiden.
Leon opfatter sagtens, at det er Julian selv han omtaler. Men Leon havde jo bare aldrig nogensinde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at Julian kunne have sådan en mørk side. Faktisk kom det så meget bag på ham, som noget muligt kunne. Han brummer opgivende og rejser sig halvvejs op fra stolen, men lader alligevel Julian tale færdig. "Han elsker mig. Jeg er hans søn." siger Leon så, som om det ikke var indlysende, men lyder alligevel ikke helt overbevist selv. Han hænger en smule med skuldrende, og tager et kort splitsekund for at tage mod til sig, hvori han kigger ind i Julians øjne, og han sætter så i hastig fart mod gangen. Han kan ikke klare at være på skolen længere.
Julian folder sine hænder i sit skød. Han er slet ikke som Leon. De gange hvor Leon har slået nogen ned, har han slet ikke taget det så tungt som Julian gør nu. Men Leon er jo også anderledes end de fleste mennesker.
"Man bliver ikke født med kærlighed. Det skal opbygges." Siger han så. Bare fordi han er hans søn, er det ikke ens betydning med at han er elsket af ham. Hvis hans far virkelig elskede ham, så vil han acceptere ham. Eller i det mindste prøve.
Julian rejser sig op for at gå tilbage til sin egen stol. Han kan ikke gøre mere, og han vil heller ikke presse Leon.
"Man bliver ikke født med kærlighed. Det skal opbygges." Siger han så. Bare fordi han er hans søn, er det ikke ens betydning med at han er elsket af ham. Hvis hans far virkelig elskede ham, så vil han acceptere ham. Eller i det mindste prøve.
Julian rejser sig op for at gå tilbage til sin egen stol. Han kan ikke gøre mere, og han vil heller ikke presse Leon.
Hmm.. Det er det, jeg ikke er helt afklaret med
Nej jeg ved det heller ikke. :C
Måske får Leons far et flip på Leon??? Så det måske går op for ham hvordan hans far egentlig er.
Måske får Leons far et flip på Leon??? Så det måske går op for ham hvordan hans far egentlig er.
Moderators: NoahVincent