Dk Roleplay

Han kan godt hurtigt se hvor forfjamsket Julian bliver på ingen tid, efter han har fået øje på Leon, hvilket egentligt bare giver Leon lyst til at smile. Hans øjne udstråler rådvildhed, og det er nemt at mærke på ham selvom deres hud langt fra rør, at han er en hel del fra den, bare ved at se Leon igen. Leon ville også lyve, hvis han sagde at han ikke var overrasket over at se Julian sidde der. Men Leon er bedre til at afskærme emotionelt, og trods hans overraskelse aner han ikke hvordan han skal håndterer en situation som denne, så istedet for at reagerer som enhver anden nok ville, står han med korslagte arme og ser bare på Julian uden rigtigt at fortrække sig en eller anden vild eller hverken kejtet fakt. "Hvad får dig til at tro det?" spørger han, med et let smil om læberne.

Julian bider tænderne lidt sammen, og det føles pludselig som bordet er et helt stort rod. Han kan slet ikke finde orden i nogen af tingene, der er bare intet der giver mening.
"Er du startet i dag?" Spørger han Leon og ender med at læne sig tilbage, og fjerner så hænderne fra bordet. Han kan alligevel ikke koncentrerer sig lige nu. Projektet går sikkert i vasken pga. Leon lige nu. Det er trods alt hans første kærlighed, som han slet ikke har sluppet endnu. Han var lige kommet over ham, og så møder han op. Det gør Julian en del sur, og alligevel er det også ret fantastisk at se ham igen.

Trods Julians befippethed, har Leon også kendt Julian længe nok til at kunne gennemskue hans opførsel. Hans blik nærer stadig stor følsomhed og hans blå øjne stråler, selvom Leon godt kan se at han prøver det bedste han kan på at holde sammen på sig selv. Leon selv stopper den ene hånd ned i lommen og kører den anden gennem sine blonde lokker en gang, før han ser direkte på Julian. "Ja, jeg vidste ikke du gik her -" melder Leon bare blankt ud, for han vil ikke have at Julian tror han har valgt det her college på grund af ham, selvom det nemt kunne se sådan ud.

Julian tripper lidt med den ene fod mens han kigger på Leon. Han nikker så bare forsigtigt, og et svagt smil breder sig på hans læber.
"Nej, det er okay." Siger han som om det Leon lige sagde var en form for undskyldning. Men det ved han godt det ikke var, men lige nu føler han at alt det han har bygget op, er blevet revet ned. Han begynder at pakke sine bøger sammen, da han ved det er spild af tid at blive siddende, for nu er hans tanker et helt andet sted. Han rejser sig op, og trækker sin taske op, og begynder at pakke sine bøger ned.

Lige pludselig ser Julian ud til at have travlt, da han begynder at skovle alle sine bøger og ting sammen fra bordets flade, og Leon retter sig en smule op. Han snitter sin underlæbe med sin tænder i et kort strejf og kigger så på Julian. "Hvordan går det så?" spørger han, en anelse flad i stemmen, da det bare næsten er et obligatorisk spørgssmål. Han vipper hovedet lidt på skrå og betragter sin første store kærlighed.

Julian vil gerne stoppe op og snakke med Leon, men på den anden side ved han også det bare forvirrer ham endnu mere. Men Leon har allerede forvirret ham, og Leon ved sikkert godt at hans hoved kun er fyldt med tanker, som omhandler Leon.
"Det går godt. Meget." Mumler han, og han lyner så sin taske, og tager den på ryggen, og retter sig op. Han træder et skridt frem, men stopper sig selv. Han ved ikke om han tør at gå tættere på Leon, så han bliver bare stående ved siden af bordet.
"Og hvad med dig?"

Han lytter til Julians ord og nikker bare tomt for hovedet. Han ved ikke om han tror på Julian, eller om Julian bare står og fyrer de ord af, fordi han er hans eks og gerne vil bevise at han er helt ovre ham. Han betragter hvordan Julian bliver stående kejtet ved bordet og lader spørgsmålet hænge lidt i luften.
"Jeg bider ikke" kommenterer han bare med et sarkastisk lille grin, og fortrækker så en mere seriøs mine. "Det går i en bedre retning nu. Jeg er trods alt kommet ind på et andet college, det i sig selv er vel stort" fnyser Leon med et smil om læberne og ryster, primært over sig selv og hans udsmidelse.

Julian smiler svagt over Leons ord og han nikker så forsigtigt.
"Nej, men du gør så meget andet." Ender han med at mumle, og han strammer grebet lidt om hanken på sin skoletaske, mens hans blik hviler på Leon. Han løfter sit øjenbryn en smule, og retter hovedet på skrå.
"Hvad skete der med det andet college?" Spørger han så undrende. Julian tænkte til at starte med at det bliver svært at være væk fra Leon, men det var nok også det bedste. Men nu står han her alligevel.

Leon hæver det ene øjenbryn en smule ved Julians mumlende kommentar, men vælger at lade det ligge og ikke påpege noget, selvom han sagtens kunne komme med en næsvis kommentar til den udtalelse. Han har dog ingen grund til at være på den måde overfor Julian. De endte på en uheldig måde, men det er også lang tid siden og Leon vil ikke virke som om han bærer nag. Eks-ting. Han bider sig i læben og ved ikke om han burde fortælle det han skal til at sige. Men på den anden side er det Julian og han kender alt til Leons fortid og hvordan Leon kan være.
"Jeg blev smidt ud" indrømmer han så, og viger lidt med øjnene, væk fra Julians.

Julian ender med at sætte sig op på bordet, da det alligevel virker til deres samtale bliver ved i et stykke tid endnu. Det er stadig vildt mærkeligt for Julian at se Leon stå der. Han håber at de enten får en del at se til hinanden, og at de måske bliver gode venner igen, eller mere til. Han håber nok det sidste. Ellers håber han at de bare holder sig fra hinanden. En ting frygter han dog: Hvis han ser Leon få en anden kæreste en dag, det vil knuse ham helt.
"Smidt ud?" Siger han lidt overrasket. "For hvad dog?"

Leon nikker kort for hovedet. "Jep" siger han så, ikke særligt uddybbende og kigger sig kort over skulderen og ud på gangen, som skulle han se om der var nogen der lyttede. Han bevæger sig så tættere over mod Julian og sætter sig op på bordet ved siden af ham, et godt stykke fra med et rimeligt grundlag; ekskærester burde ikke have nærkontakt. Det vil ikke ende godt. "Omgivelserne blev for meget, lige pludselig. Der var én som gik mig på nerverne ... og en dag fik jeg nok. Det var advarsel et. Skolen og studierne blev stressende, jeg endte med at blive en smule afhængig af stoffer. Nogle sladrede åbenbart om noget på mit værelse. Det var på et hængende hår, men kun nok til den anden advarsel ud af tre. Så begyndte det egentligt at gå bedre, jeg tog mig sammen - for en periode. Men en dag kom jeg til at knalde skolens nye studievejleder, og så smed de mig ud ... så som du nok kan regne ud, var det ikke nemt, at komme ind på det her college." fortæller han hæmningsløst, uden tanke for om ordene kan sårer Julian.

Julian synker en klump i halsen, og rykker lidt til siden da Leon kommer tættere på. Bare det at han sidder ved siden af ham, får hans hjerte til at banke, og han har allerede fået svedige håndflader. Han hader det, han hader at han ikke bare kan glemme Leon, men det er umuligt.
"Wow... Okay." Siger han så en del chokeret. Det kommer ikke bag på ham, at Leon har slået en ned. Men det med stofferne kommer en del bag på ham.
"Vent, slog du din studievejleder ned.. Eller?" Siger han en smule nysgerrigt, og kigger på ham med rynkede bryn.

Da Julian ikke fatter hintet smiler Leon kejtet til ham, og er på grænsen til at grine. "Nej, ikke den slags knalde ... Vi var i seng sammen, Julian, det var det jeg mente" siger han så og ryster på hovedet med et smil om læberne. Det irriterer ham egentligt, at bare at sidde ved siden af Julian kan få ham til at smile over hele ansigtet. Han rømmer sig lidt. "Men jeg har forbedret mig" fortæller Leon så, selvsikker i stemmen, men under fladen usikker på, hvordan året vil komme til at gå her. Også med Julian.

Julian kigger på Leon, og han ender så med at nikke forsigtigt. "Ja okay." Normalt vil han nok være mere overrasket over det, grine, og spørge en del ind til det. Men han sidder bare helt stille, og han ender så med at rette blikket frem for sig. Han hader tanken om at Leon har været sammen med en anden, og han har mest af alt lyst til at gemme sig nede på sit værelse.
"Det er vel godt.." Ender han med at sige stille, og han retter så blikket på Leon og nikker forsigtigt til ham.

Da stilheden ligger sig imellem dem, kan Leon ikke helt lurer om det er fordi han lige har sagt noget som har såret Julians følelser, eller om det er fordi Julian bare finder det akavet at Leon taler til ham som om de sidst taltes ved igår, og fortæller ham fortrolige og personlige detaljer om sit liv. Han blinker let med øjnene og kigger over på Julian, som stirrer tomt ud i luften, til han kigger tilbage på ham og han smiler svagt. "Sagde jeg noget forkert?" spørger han så ad, da han godt kan fornemme der er noget i vejen lige pludselig. "Og ja, det er det" konkluderer han bare blankt.

Julian ender bare med at ryste på hovedet, hvorefter han tager en dyb indånding.
"Næh." Siger han så og trækker let på skulderende og kigger så frem for sig. Han har ikke noget at blive sur over, og han kan sådan set heller ikke tillade sig at blive trist til mode over det. For Julian var sådan set også over Leon sidste år, og stod det til at han mødte en ny, så vil Julian jo nok også havde gået i seng med ham.
"Jeg er glad for det går bedre med dig nu." Ender han med at sige, hvorefter han så hopper ned fra bordet, og retter lidt på sin taske. "Jeg håber du falder godt til." Ender han med at sige, med et svagt smil.

Leon kan ikke finde ud af om Julian taler sandt, men han vælger alligevel at tro blindt på hans ord og nikker så bare bestemt. Da Julian rejser sig op, kigger Leon på ham. "Går du nu?" spørger han, og kommer først i tanke om bagefter, hvor desperat og trist det egentligt lød. Men Julian er den eneste, som Leon kender her. Den eneste han føler sig tryg ved, trods omstændighederne. Han er ny på stedet, og en anelse sårbar. Han smiler stille.

Julian kigger på Leo,n og presser så læberne i mod hinanden.
"Ja." Kommer det så ret prompte fra ham, og et svagt smil breder sig på hans læber. Det ikke fordi han vil opføre sig som en idiot. Men han bør også tænke på sig selv, og han ved at hvis han bruger meget mere tid med Leon, så falder han bare tilbage i samme båd. Han ender bare med at have sit hoved fyldt med Leon, og det vil bare ødelægge hans skolegang, og hans sociale liv. Nu vil han prøve at fastholde den gruppe venner han har fået på benene.

Leon kniber øjnene en smule sammen og nikker så, som om han forstår, selvom det gør han ikke rigtigt. Julian plejede at bruge alt sin tid på ham. Men mange ting kan vel ske på et år. "Hvad skal du?" spørger Leon, som er nysgerrig på Julians grund til at gå. Han har på fornemmelsen det bunder i, at Julian måske bare ikke lige har lyst til at være sammen med Leon lige nu. Han kigger ham ind i øjnene, intenst.

Julian kigger ud i mod gangen, inden han retter blikket på Leon igen.
"Jeg skal ned på mit værelse med min taske." Siger han så stille, og stikker den ene hånd ned i sin bukselomme. Han tøver lidt, men han ender dog med at åbne munden. "Du kan komme med, hvis du vil?" Han ved det sikkert er dumt at spørge. Men der sker vel ikke noget ved det. Desuden kan han ikke rigtig få sig selv til at lade Leon blive siddende der, helt alene.