Hazel trækker på skulderende med et smil på læben. Nej hun er i hvert fald ledig, så indtil videre er der ikke noget der stopper Leon for at forsøge. Hun nikker blot da han svarer på hendes kompliment. Hazel kan ikke undgå at få lidt farve på sine kinder, da hun ret hvad han siger. Et svagt grin kommer fra hende, og hun fører en hånd igennem sit hår, da hun ikke helt ved hvad hun skal gøre af sig selv.
Julian kigger på Leon da han kommer tilbage, og han skæver tilbage i mod den nye pige. "hva så?" Spørger han undrende, og løfter det ene øjenbryn. Det virkede til at Leon fik et godt indtryk på hende.. Men Leon er også charmere jo..
Julian kigger på Leon da han kommer tilbage, og han skæver tilbage i mod den nye pige. "hva så?" Spørger han undrende, og løfter det ene øjenbryn. Det virkede til at Leon fik et godt indtryk på hende.. Men Leon er også charmere jo..
Han sætter sig ned på sin stol og når kun lige at rykke sig ind, til Julian udspørger ham. Han smiler stort i triumf og læner sig lidt over mod ham. "Giv mig en uges tid eller to, så er hun min." siger han bare selvsikkert og læner sig tilbage mod stolryggen. Det er måske tideligt at sige, men Leon er ret sikker på, at han allerede havde hende ved første samtale, så han tror ikke det kommer til at kræve særligt meget mere for at få hende med hjem. Han fugter let sine læber og retter sit blik frem på hende.
Julian griner bare let og ryster så på hovedet af ham, og er tydeligt en smule irriteret over det. Han ligger armene over kors og kigger op på tavlen. "Hvad hvis hun, tilfældigvis, bare sådan tilfældigvis får af vide vi to er sammen?" Siger han som om ham vil gå hen og fortælle hende det. Fordi så vil hun nok holde sig fra ham, også bliver Julian mere end bare tilfreds. Hvorfor han bliver så sur og irriteret forstår han ikke, og det irriterer ham bare endnu mere. Han ejer jo ikke Leon, og han plejer ikke at blive så irriteret bare fordi han er sammen med en pige.
Med det samme Julian kommer med en sådan indirekte trussel flår Leon sit blik væk fra pigen og retter det istedet mod Julian. "What the fuck Julian? Du ødelægger fandeme ikke det her for mig, du gør ikke." svare han ham tilbage, stadig forholdsvis rolig, men hans temperament kan gå helt galt på kort tid. Hans blik er bestemt og alvorspræget, hvis han ødelægger noget med en pige for anden gang i streg, vil Leon i hvert fald ikke tage let på det. Han forstår heller ikke hvorfor Julian siger det og håber han mener det som en joke.
Julian kigger på ham og trækker bare ligegyldigt på skulderende. Han gider bare ikke se de to klistre sig op ad hinanden, og at han går og bliver irriteret. Derimod hvis nogen ligger mærke til det, så tror de sikkert at Julian er blevet dumpet af Leon til en pige. Julian gider ikke blive set som den taber, der bliver gjort til grin.
"Hvad? Overrasker det dig? Hun får sikkert nogle pige venner, som begynder at snakke om os to og vores lille romance. Så hun finder ud af det på en eller anden måde. Om det så er af mig eller en anden tilfældig. "
"Hvad? Overrasker det dig? Hun får sikkert nogle pige venner, som begynder at snakke om os to og vores lille romance. Så hun finder ud af det på en eller anden måde. Om det så er af mig eller en anden tilfældig. "
Han har virkeligt ikke lyst til at give Julian ret, selvom han godt ved, at det har han. Han ligger armene beskyttende over kors og sænker blikket. "Bare hold din kæft om det Julian, jeg skal nok selv forklare hende det, hvis det er." siger han i en faretruende stemme. Han rokerer rastløst på sig på stolen og har virkeligt ikke lyst til at være ved siden af Julian nu, selvom han aldrig regnede med, at han skulle have det sådan. Han samler sig og ser ham ind i øjnene igen. "Jeg fucking mener det, du gør det ikke." siger han så og læner sig tilbage igen.
Julian kigger på ham og himler med øjnene. "Du er så åndssvag Leon, og egoistisk. Først så skulle vi være kærester, så du kunne få lidt popularitet og komme med til nogle fester. Men så kommer der en lille trunte, og så tænker du ikke på andet. Jeg er bare en brik i dit lille spil, du irriterer mig. " Siger han og lægger armene over kors og retter blikket væk fra ham og bider tænderne sammen. Han synes i hvert fald Leon opfører dig som en idiot til tider. Han glemmer til at Leon har en diagnose.
Han bider tænderne hårdt sammen om sin underlæbe for ikke at råbe op i klassen overfor Julian. Han synes at Julian opfører sig idiotisk og tager alt for tungt på alt der sker. "Det er ikke et spil, Julian. Og hvis det var, så var det i hvert fald ikke om det du tror." nævner han bare bittert. Han gider fandeme ikke det her mere i hvert fald, ikke nu. Uden videre rejser han sig og skubber hårdt til sin stol så den falder sammen foran ham på jorden og folk vender hovederne, men han er ligeglad, fuldstændig. Han går med hastige skridt ud af klassen og har til mål at komme ud af den her skole. Han kan godt hører læreren råbe hans navn gentagne gange bag ham i en vred tone, men han vender sig ikke om for at kigge.
Julian ryster bare på hovedet af ham. Siden de begyndte at lade som om de er kærester, har deres venskab kørt helt af sporet. Efter kysset, har det været helt anderledes. Julian vil bare gerne have det til at blive normalt igen, men han tvivler på det sker. Han hader sig selv for at have andre tanker om Leon, tanker som han aldrig har haft før.
tænker lidt, mht vores sidekørende straight-romance skal vi så bare spole lidt på en måde så vi ikke skal gennem det eller hvordan, altså mener bare delene hvor de direkte har samtaler og sådan uden julian er der
Det er aften og Leon er kommet hjem, men han har stadig vrede pulserende i sig, når han tænker på tidligere og hvad der skete. Han plejer ikke at være i strid på den måde mod Julian, hans egen bedsteven og han kan ikke forstå hvad der sker. Så han sætter sig på sin seng og ringer Julian op på mobilen, og håber på han tager den. Han kigger ud af vinduet imens, selvom man ikke kan se noget, når der er så mørkt.
http://37.media.tumblr.com/b3e8f6b5d2eb580b2fde5af1b9ca7f5d/tumblr_mtk9xfQ1HT1rb5vl8o1_1280.jpg
i feel like this right one is more leon.
i feel like this right one is more leon.
Julian sidder derhjemme og er ved at rode med en aflevering, han ikke rigtig kan få til at se ordentlig ud. Der skal alt for mange ting med i den, og det gør ham så forvirret.
Da hans mobil ringer rynker han sine bryn sammen, en smule undrende for ingen plejer at ringe til ham, udover Leon. Men ganske rigtigt så er det Leon, hvilket overrasker Julian. Måske er det for at give ham en skideballe. Men Julian ender med at tage den. "hey" Siger han stille.
Da han tager den er det en lettelse for Leon, som måske ikke havde regnet med, at han ville have lyst til at snakke med ham, efter scenen i klassen idag. "Hey" siger han bare tonløst og rejser sig fra sengen og går over til vinduet, mens han overvejer de rigtige ord at sige. "Hvad fanden er det der foregår? For jeg forstår det ikke, Julian." siger han bare direkte og lyder tydeligt en smule nedtrygt og frustreret. Han havde haft brug for at være alene siden han kom hjem og havde ikke haft lyst til at samtale med nogen.
Julian ligger blyanten fra sig og ender med at læne sig tilbage. Han er stille i et stykke tid, og trækker så på skulderende selvom Leon ikke kan se det. "ingenting.. Jeg er bare træt, har det ikke så godt for tiden." mumler han stille og kigger ned på sine papirer. Han kan ikke fortælle ham hvad der sker, det kan han virkelig ikke. Det er for pinligt.
Han trækker gardinet for, langsomt da han alligevel ikke planlægger at blive længere oppe end det her opkald. Det er trods alt ret sent, han fik ringet ham op. "Træt?" gentager han. "Træt af hvad præcist? Mig?" spørger han ind, og læner hovedet lidt tilbage.
Moderators: NoahVincent