Dk Roleplay

Julian kigger på ham, og han bider tænderne sammen over det Leon siger, og han ender med at træde ind i mod ham og skubber så hårdt til ham. "Du er så fucking åndsvag Leon!" Råber han højt, og ender med at skubbe endnu engang til ham. "Hvis det ikke var fordi du var sådan en psykopat eller hvad fanden det er du er diagnoseret med, så vil du nok godt kunne se igennem dit fede ego og se hvor fucking dum du er!" Råber han, og det kommer faktisk helt bag på ham selv hvad det er han står og råber foran sin bedste ven. For han ved godt at han ikke skal nævne Leons diagnose.

Da Julian først skubber til hans brystkasse vil han instinktivt til at skubbe tilbage, men han hører først på, hvad han har at sige. Vreden er i forvejen en tikkende bombe indeni ham, men da han nævner at han er en psykopat og har en diagnose, går alarmen først af. Hans øjne går meget hurtigt fra bare at være vrede til at være direkte faretruende og dødbringende og han skubber så hårdt til Julian, igen og igen, til han endeligt vælter sammen på gulvet under ham. Leon lader ham dog ikke slippe der og sætter sig selv ned over ham. Han ser ham ind i øjnene men er så vred, at det overskygger alt andet, han kan ikke tænke rationelt. Med en hånd tager han fat om Julians kæbe og skubber den op ad, og læner sig længere ind over ham. "Sociopat." irettesætter han ham så med en bitter og kold stemme.

Julian ved godt at han burde undskylde med det samme, men alligevel ved han godt det ikke vil hjælpe, for han kender godt Leon når han bliver rigtig sur. Dog er det ikke sket før at Leon lige netop bliver sur på ham. Julian træder et skridt tilbage da han modtager skubbet, men da Leon skubber til ham igen ender han med at miste balancen, og han falder direkte ned på gulvet, hvor han ikke kan lade være med at komme med et støn af smerte. Han lander også lige oven på nogle sko som rammer ham i ryggen. Han retter blikket op på Leon da han tager fat om hans kæbe, og han kniber blot øjnene lidt sammen, mens han kigger op på ham. "Det vel næsten det samme. Fra min synsvinkel er der ikke meget forskel fra dig og en psykopat." Siger han så med sammenbidte tænder, og han er uden tvivl rigtig irriteret lige nu, ellers vil han ikke sige sådan nogle ting.

At han har nerverne til at svare ham igen, kommer bag på Leon, som ikke er vant til at folk overhovedet tør være i nærheden af ham, når først han kommer i den tilstand, som han er i nu. Komplet, forblindende, ren vrede. Han trækker vejret hurtigere igen og hans hjerte banker hårdt i brystet på ham. Han er såret inde bag masken af vrede, men han siger ikke noget om det. Han giver ham bare en flad lussing over kinden og når slet ikke at tænke noget, inden han gør det, han gør det bare. Ingen følelse af skyld sidder efter. Så han gør det igen. Læner sig frem over ham og giver ham et slag over kæben. Hans kan dog mærke hvordan hans øjne føles våde og ubekvemte ved situationen. "Julian" siger han bare lavt og ryster på hovedet gentagne gange.

Julian holder blikket oppe på Leon og han trækker vejret dybt for han aner ikke hvad der farer igennem Leons hoved lige nu af tanker. Men han bliver ret forskrækket da han modtager en lussing fra Leon af, og til at starte med gør han ikke rigtig noget, men da han modtager en til, og derefter modtager et slag over kæben vender han hovedet den anden vej, og tager armen op over hovedet for at gemme sig. Det svier helt, og han har en brændende fornemmelse i kinden, og han har fået tårer i øjnene. "Idiot." Vrisser han mens han stadig holder armen op over ansigtet, en del chokeret over at Leon lige har slået ham.

Han sidder helt stille, da han ser hvordan Julian tager armen op for hovedet, som om han var bange for ham. Hvis først Julian er bange for ham, så må han være i farer for alle andre, og den tanke skræmmer ham. "Julian" gentager han sig med en mere sårbar stemme og fjerner forsigtigt armen fra hans hoved. "Er du bange for mig?" spørger han, med et bekymret blik og retter sig lidt op, så han sidder på ham i stedet for at ligge og holde ham helt nede.

Julian ligger stille uden at sige noget overhovedet. Han ved slet ikke hvad han skal gøre af sig selv, han er helt chokeret over at Leon slog ham bare sådan. Han ved godt at det han sagde til ham ikke var okay, men Leon slog ham, og det var ret hårdt. De har jo slået hinanden før, men for sjov. Men aldrig ment på en voldelig måde. Ikke som Leon lige har gjort. Julian har lukket øjnene, og åbner dem først lidt efter Leon har fjernet hans arm. Han kigge oppe på ham, og der går lidt tid før han svarer. "Ja." Siger han så med en lav stemme, og kigger ham i øjnene. Hans kind er stadig varm, og den er sikkert helt rød af at Leons hånd. Samt er hans øjne også helt blanke.

Han presser øjenlågene hårdt i, da han hører at han er bange for ham. Som han frygtede. Han ved det var et tidspunkt som nu han burde føle sig rigtig skyldig, men istedet føler han sig bare ked af det, at han ikke kan styre sig selv, at Julian ser ham på den måde. Han ser ind i Julians øjne igen og ved slet ikke hvad han skal sige til det. Han kan mærke en varm tårer glide ned over hans kind, og den falder ned og rammer Julians hals. Han kan ikke finde på noget at sige, så han læner sig frem over ham og ned og ligger armene om hans hoved og ligger hovedet ind mod hans brystkasse, som et alternativ for at kramme. Han ved ikke hvordan han skal tackle den her situation, det har han ikke prøvet før, ikke med Julian, en han holder af.

Julian synker en klump i halsen da han godt ved at det ikke er rart for Leon at få af vide at han er bange for ham. Det jo ikke fordi Leon står frem som en skræmmende person generelt, men han kan blive rigtig rasende til tider, det ved Julian og det er det der skræmmer ham. Dog ved Julian godt at han ikke gør det med vilje, og at han nok aldrig vil kunne finde på at gøre Julian fortræd. Eller det regnede han i hvert fald med, men nu ligger han her på gulvet, med en kind der gør fandens ondt, og Leon oven på sig, som sikkert er ligeså chokeret som Julian er. Julian ved ikke hvordan han skal reagerer på tåren der triller ned ad Leons kind, for han har aldrig set Leon græde før.
Han løfter sin arm og tager den forsigtigt omkring Leon og tillader sig at ae ham kort over håret. Pludselig føle Julian at det her er mere rigtigt end noget andet. Ikke at de skændes, og ikke at Leon slog ham. Men at de ligger sådan her sammen.

Hånden over hans hår overrasker ham først lidt, og han forstår ikke situationen. Men han har ingen idé om hvad han skal gøre, eller hvad Julian forventer, for at det kan blive okay igen. Så han bliver liggende og lytter til hans hjerteslag helt stille, og det falder ham ikke engang ind at rykke sig. Der er noget ved det her, som giver ham en varm fornemmelse. Han lukker stille øjnene i og rykker lidt på sit hoved så han læner sig mere op mod hans hals, stadig uden ord.

Julian holder sit blik op i loftet og han aner faktisk ikke hvad der er sket, og hvorfor de bare ligger sådan her. For Julian mistede balancen og slog sig faktisk ret meget, og det var ikke fordi han lå særlig godt. Men nu ligger han ufattelig godt, han har nok aldrig lagt bedre end nu. Hans vejrtrækning er blevet ret så normal og rolig igen, og da Leon bare trækker sig tættere på aer han ham endnu engang over håret, inden han lader sin hånd hvile i mod hans skulderblade.

Han ved ikke hvorfor han bliver liggende, og han prøver at tænke på Hazel og at hun er hans kæreste, og at han er heteroseksuel, og at han synes hun er en virkeligt flot pige, men lige nu, kan han slet ikke rykke sig ud af stedet. Han føler sig paralyseret, og det er som om hans krop ubevidst bare søger tættere og tættere ind på livet af Julian. Han ved ikke hvorfor, for han ved ikke engang om han gider ligge her, hvis det kom til stykket, det giver ham bare en rar fornemmelse, som han ikke forstår. Han prøver ikke engang at rykke sig, da han mærker hans hånd ved hans ryg. Han mærker bare dens varme og ligger helt stille.

Julian presser læberne i mod hinanden lidt, mens han fortsat har blikket op i mod loftet. Det dræber ham bare at tænke på hvor meget han nyder at ligge her sammen med Leon, men at Leon er sammen med Hazel. Det dræber ham virkelig at tænke på at han lige nu er så tæt på Leon, men det nok også er det tætteste de nogensinde vil komme.
"Undskyld Leon." Ender han med at hviske, for han ved godt han selv har en ret stor del i hvorfor det her er sket. Han burde ikke have sagt det til Hazel, men han er jo så fandens jaloux. Og han skulle ikke have brugt Leons diagnose i mod ham, for Julian ved godt han har det hårdt nok med den i forvejen.

At Julian undskylder efter at han lige har givet ham slag, kommer ret meget bag på ham og han bliver overrasket. Men han blev også ret såret, så på en måde, så gør det ham lidt bedre tilpas, at han har fået udstedt en undskyldning nu. Han tager en dyb indånding. "Nej, det skal du ikke være ked af. Jeg slog dig rent faktisk. Det gjorde jeg, Julian, og jeg stoppede ikke bare ..." siger han og frustrationen sidder stadig i ham, over episoden. Han lader hans læber strejfe hans hals, nu han alligevel er så tæt på, men han kysser den ikke.

Julian kigger stadig op i loftet og han lytter til Leons ord. Dog giver han ham ikke helt ret i at han ikke skal være ked af det. For måske slog Leon ham, men han bedte nok også selv om det. Han skulle ikke have kaldt ham de ting, og han skulle ikke have sagt noget til Hazel.
Da han mærker Leons læber strejfe sin hals, holder han vejret et kort øjeblik, og han kan mærke han får et sug i maven. Et sug i maven han ikke nogensinde har oplevet før, og det giver ham lyst til at grine, smile og alt det der gør ham glad. Men han ligger stadig stille, næsten helt forstenet over at mærke Leons læber så tæt på sin hals. "Leon.:" Siger han blot stille, og lader sine læber være adskilte.

Da han hører hans navn udtalt på den måde, ved han ikke hvad han skal gøre, men hans instinkt fortæller ham at gøre noget, som han kan mærke ville være langt ud over alle hans grænser og på samme tid også ville være så forkert som noget kunne blive. Men alligevel holder han ikke helt igen, og han rykker sig langsomt på sig og kysser ham enkelte gange forskellige steder på halsen. Han ved ikke hvad der går af ham. Men skolen tror alligevel de er sammen. At se hvad det var for noget, kunne vel ikke skade, bilder han sig selv ind, trods han også har en kæreste. Han ser op mod hans øjne, og rykker sig op mod hans kæbe, lige så langsomt og forsigtigt.

Han trækker vejret langsomt og roligt ud igennem sine læber, og han ved faktisk ikke hvad han regnede med Leon vil gøre. Men det kommer bag på ham, at han stadig kan mærke hans læber i mod sin hals, og nu mere end et kys end bare et strejf. Han mærker han får endnu et sug i maven, og det bliver kun ved af at Leon bliver ved med at kysse ham. Julian ligger helt stille, i frygt for at det er en drøm, og at hvis han rejser sig vågner han op helt alene i sin seng. Det helt surrealistisk for ham, at Leon, hans bedste ven, som han har tænkt så meget på de seneste par dage ligger og kysser ham på halsen og kæben. Men ligeså langsomt begynder det at gå op for Julian, og sommerfuglene opstår i hans mave, og han begynder at slappe mere og mere af i kroppen.

Logger lige på mobil.

yesss

Af at Julian ikke rykker det mindste på sig og virker helt slap og rolig i kroppen, gætter Leon på, at det er fordi, han et eller andet sted kan lide det. Eller også er han virkeligt freaked out over Leons opførsel og ved bare ikke hvordan han skal få ham af sig. Han støtter nu hænderne på hver sin side af Julians hovede mod gulvet og han ser direkte ned i hans øjne, tydeligvis meget chokeret i udtrykket selv. Han trækker vejret roligere og roligere nu. Han kigger på Julians læber og har lyst til at kysse dem, men på samme tid, føler han også, at han burde skynde sig ud af døren.

Julian kigger op på Leon og han er helt tom for ord. Han kan stadig mærke Leons hånd i mod sin kind, men derimod også hans varme og bløde kys i mod sin hals. Leons læber virkede blødere end Julian havde regnet med. De ser bløde ud, og han kan virkelig ikke lade være med at tænke, hvor dejligt det må være at have Leons læber i mod sine.
Da han bare kigger ned på ham, løfter han sin hånd og placerer den forsigtigt i mod Leons kind. Stille kærtegner han Leons kind med sin tommelfinger, mens han kigger ham i øjnene. Helt tom for ord.
Han er lige nu,så glad for han sagde det til Hazel. Så glad for de kom op at skændes,ellers vil de nok ikke ligge sådan her nu.