Dk Roleplay

Julian sidder nede på biblioteket og er ved at læse noget om første verdenskrig, da han skal skrive noget om det i sin stil til historie. Faktisk vil han meget hellere skrive om anden verdenskrig, han synes den virker meget mere spændende og fascinerende, selvom første verdenskrig da også er ret så voldsom. Men han kan godt mærke at på det seneste har han ingen energi eller koncentration. Han kan ikke lade være med at tænke på hvad der skete i mellem ham og Leon, og han er stadig ret trist over det.
Stadig chokeret over Leon slog ham, og stadig chokeret over at de kyssede. Hvis Leon ikke bare skred på den måde, havde han måske ikke været så deprimeret som nu. Julian har bare valgt at lade være med at snakke til Leon indtil videre. Han synes også det bare er ret akavet. Leon er jo ikke homoseksuel. Det har han selv sagt.

Leon skal ned på biblioteket for at finde en ny bog til projektet, nu hvor Leon og Julian nok ikke kommer til at arbejde sammen foreløbigt, så han har tænkt sig at gøre det alene. Han har trukket sig lidt tilbage, distanceret sig en smule fra folk omkring sig, på grund af alt det, som foregår med Julian for tiden. Han har haft brug for at tænke og være for sig selv en del de sidste par dage. Han føler stadig ikke at det er hans skyld, og han overbeviser sig selv om at det var Julian som ville kysse ham og ikke omvendt. Han går ned bagerst til en reol og kigger, tager en bog ud og vender den i sine hænder, til han gennem hullet den manglende bog kreerede kan se Julian sidde omme på den anden side. Hans hjerte banker, men han ved han er nødt til at snakke med ham før eller siden, især nu at der er et vigtigt event forude. Så han går omkring reolen og stiller sig på den anden side af bordet, overfor ham. "Hey" siger han og kører en hånd gennem sit hår.

Julian bladre om på den anden side, og lader sine øjne køre hurtigt ned ad siden. Derefter skriver han nogle hurtige stikord i sit hæfte. Først da han hører en stemme retter han blikket op fra bogen, og han kigger så på Leon. "...Hej." Siger han så, og retter blikket ned i bogen igen. Han ved ikke helt hvorfor Leon kommer og vil snakke. Måske vil han bare snakke om det hele, hvilket nok også er en god idé. Julian har faktisk svært ved at komme igennem dagen nu hvor han ikke har Leon hos sig. De var jo altid sammen engang, men nu er der sket alt det her, der får det hele til at blive anspændt og akavet. Hvis de bare kunne spole tiden tilbage, til omkring en måned.

Det virker meget hurtigt som om, at Julian gerne vil have at Leon går sin vej igen, da han med det samme sætter næsten i bogen igen, trods han står lige foran ham. Han rømmer sig lidt og klør sig i nakken, mens han forklarer. "Kan du gøre mig en tjeneste?" spørger han og vipper hovedet lidt på skrå, så han strækker halsen en smule mens han ser ned på Julian, og håber på, at han vil reagerer pænt på spørgsmålet, trods hvad der er mellem dem.

Julian retter blikket tilbage på Leon og bliver lidt overrasket over hans spørgsmål. "Hvad?" Spørger han om, og ender nu med at lukke bogen og ligger den fra sig, for at vise Leon at han har hans fulde opmærksomhed, fra nu af. Det var ikke lige det han havde regnet med, han havde regnet og håbet på at Leon vil sige undskyld, eller sige noget med at han savner ham. Men nej selvfølgelig kommer han, fordi han skal have Julian til at gøre noget.

Han bider sig let i læben, da han endelig vender blikket op på ham. "Jo ..." starter han og læner sig lidt fremover bordet, så hans albuer rammer træfladen. "Der er den her fest. Vi er blevet inviteret til den. Men man må kun komme i kæreste par. Jeg ville ikke spørge dig om det her, hvis det var fordi det ikke var et fedt tilbud. Men The Smiths (just go with it hahah) spiller der, lige den aften og kun dén. Og jeg vil gerne se dem." forklarer han sig så og sukker lettet ved at have spurgt om det, endeligt. Han ser på ham med kærlige øjne og prøver at charmerer sig ind på ham med et smil. "Jeg vil også vildt gerne have dig med." siger han så og kigger lidt ned af ham, selvom han for alt i verden bare gerne ville undgå Julian.

Julian kigger på Leon og han ved ærlig talt ikke hvad han skal sige til at Leon bare spørger ham sådan. Han har mest af at lyst til at slå ham i hovedet med bogen, eller vende sig om at gå. På den anden side ved han hvor meget Leon elsker det band, og han har også lyst til at trække på smilebåndet og sige at det vil han da gerne, på den anden side så ved han at han også er mere værd end det. Leon har såret ham, og han vil ikke bare tilgive ham sådan uden videre.
"Du er dårlig til at lyve Leon." Siger han så lidt irriteret og trækker bogen til sig, og ender med at rejse sig fra stolen, og går hen til reolen for at sætte bogen på plads.

De er også gode heehe

Han rynker svagt på brynene da Julian har vendt sig om, for at gå hen med bogen. Han troede ikke, at det var så åbenlyst. Han troede ikke at Julian ville kunne se igennem det, det plejer de fleste ikke at kunne, men Julian er nok også den han har haft tættest gennem sit liv, han er rent faktisk kommet ind på Leon, sådan rigtigt, som den eneste. En idé former sig dog i hans hoved, så han kan få, hvad han egentligt vil have. Han går over til reolen bag Julian, da han har sat bogen ind og lader en finger løbe ned over hans ryg, kærtegnende. "Lyve? Om hvad? Jeg har savnet dig." siger han med en blid stemme og forventer at Julian vil give sig snart.

Julian sætter bogen på plads, men stopper brat i sin bevægelse da han mærker Leons fingerspids, og han ved lige et kort sekund ikke hvad han skal gøre af sig selv. Bare hans fingerspids giver ham gåsehud, og sommerfugle i maven. "Jeg har også savnet dig." Ender han med at sige, nok i håb om at mærke mere af Leon end bare hans fingerspids.
Han skubber bogen ligeså langsomt på plads ind på reolen, og står nu og kigger frem for sig. Han ved ikke om han bare skal gå med Leon, lade ham komme til den skide fest og gøre ham glad, eller om han skal skubbe ham væk, og derved også fortælle Leon endnu engang, at det han har gjort ikke er okay.

Han smiler tilfredst og slikker sig kort om underlæben med tungespidsen, da han også siger, at han har savnet ham, at følelsen er gengældt. Bortset fra han i princippet kun sagde det, for at få hvad han ville have. Og det er at komme med til den fest - men det har han brug for Julian til, for at det kan lykkedes. Han kan nærmest mærke Julians tvivl udenpå, for han står bare der, som frosset og vender sig ikke om. Det må betyde, at tanker er sat igang hos ham i hvert fald. At han ikke rykker sig, betyder vel bare, at han er okay med det, og Leon spiller bevidst på Julians følelser, men det er ikke noget, som han har det skidt med. "Så tag med mig" siger han dæmpet mod hans ører og tager fat om Julians røv i et kort greb med den ene hånd, bare for at påvirke ham lidt. Det håber han i hvert fald.

Julian kigger frem for sig og bider sine tænder sammen, og kigger frem for sig og han er nærmest helt forstenet. Endnu engang får han de samme følelser frem i kroppen, som Leon gav ham den anden dag. Dengang de lå på gulvet og kiggede hinanden i øjnene, som om der ikke var andet rigtigt at gøre. Men da han mærker Leons hånd omkring sin røv og hans hvisken, skiller han forsigtigt sine læber ad, og kniber øjnene lidt sammen. "Jeg hader dig Leon." Vrisser han så, og ender med at give ham en albue i brystkassen, og han vender sig så om. "Du er skide ligeglad med om jeg har savnet dig eller ej." Siger han så lidt vredt. "Du skal ikke røre mig, okay? Du skal ikke snakke til mig. Du aner ikke hvad du har gjort."

Albuen i hans brystkasse kan med det samme mærkes og en smerte jager gennem hans bryst, lige der hvor Julian ramte og han trækker sig af instinkt et skridt eller to tilbage og ser op på ham. "Slap nu af, Julian. Selvfølgelig har jeg savnet dig, du er min kæreste." siger han bare og smiler kærligt til ham igen, og håber på, at han kan få Julian til at falde ned på den måde, ved at være lidt blidere. Han bliver nødt til at overtale ham på en eller anden vis. Det er kun et spørgsmål om tid, tænker han på. Så skal han nok blive god igen og give ham hvad han vil have. Han blinker uskyldigt med øjnene og rækker ud efter hans hånd.

Julian kigger på Leon og han ryster så på hovedet, og kigger kort rundt i biblioteket. "Leon lad nu være." Siger han irriteret, og da han rækker ud efter ham ender han med at træde et skridt tilbage så han rammer ind i reolen bag sig. "Du har fuldstændig ødelagt mig. Du kan ikke bare komme og lade som om ingenting." Siger han stille, da han ikke er så glad for at indrømme at Leon faktisk har såret ham utrolig meget. Han holder sine arme ind til sig, og tager lidt fat i sin trøje, for ikke at få sig selv til enten at tage armene om Leon eller slå ud efter ham.

Han følger ham med øjnene og trækker hånden tilbage til sig, ned i lommen, da Julian vælger ikke at tage hans hånd og istedet ramler ind mod bogreolen bag ham. Han nikker svagt. "Jeg sagde jeg savnede dig. Hvad er det, du ellers vil hører mig sige, Julian?" spørger han ad og prøver at forholde sig rolig og under et kontrolbart niveau lige nu. Han træder skridtene frem til Julian igen og ser på hans arme, som han holder ind til ham, som om han var bange. "Jeg gør dig ikke noget" siger han overbevisende og laver en sænkende bevægelse med den ene hånd. Han stopper først op helt tæt på ham.

Julian ryster bare så på hovedet og retter blikket væk fra ham, og tager en dyb indånding. "Du skal ikke sige du er min kæreste, når du godt ved hvad det gør ved mig." Mumler han så stille og retter blikket tilbage på Leon, og kigger kort på hans hånd, men retter blikket tilbage op på hans ansigt. "Kan godt være du ikke tror du gør noget, men du aner virkelig ikke hvad du gør ved mig." Siger han så, mens han stadig holder sine hænder indtil sig, og han håber bare ikke de kommer op og skændes ligesom sidste gang.

"Hvad gør jeg så ved dig, Julian?" spørger han, lige så uskyldig som han kan blive. Han tager ikke noget ansvar for at have såret Julian. Det er Julians skyld at han tænker så meget, at han tror hans hoved skal eksplodere. Han tager fat om Julians håndled og tvinger dem ned igen. Han lister sine hænder ind imellem hans og ser ham ind i øjnene med et intimiderende blik.

Julian retter blikket ned da Leon spørger for han ved faktisk ikke helt hvad han skal sige, for det ikke fordi han vil stå her og give ham en hel kærlighedserklæring. Han retter dog blikket op på Leon da han tager hans hænder, og han ved slet ikke hvad han skal sige. Endnu engang formoder Leon at gøre ham mundlam, og han hader det. Julian plejer at være så selvsikker, og frem i skoene, men Leon overhaler ham altid. "..Det ved du godt." Siger Julian så, da han virkelig ikke aner hvad han ellers skal sige.

Han kan godt lide, at han har magten til at dæmpe Julians ego og selvsikkerhed, for han er en stor nok personlighed i sig selv, men Leon gør krav på magten. Om det er fair eller ej, det ved han ikke, og det er han også ligeglad med, så længe han selv bryder sig om fordelingen. Han bider sig bevidst i læben med et smil. "Nej, det ved jeg ikke. Vi kyssede en gang." siger han så og hæver øjenbrynene svagt. Han fletter sine fingre omkring Julians' og stiller sig tættere på ham endnu, så der ikke er meget mere end et par centimeter mellem dem.

Julian kigger ned på Leons læber da han træder tættere på ham, og han retter så blikket op på Leons øjne igen. "Ja, det gjorde vi." Siger han så, og står helt stille, og lader blot Leon flette sine fingre med hans, og han lader ham også bare komme tættere. Selvom han bare burde skubbe ham væk, så står han helt stille. Det føles som om Leon har kastet en besværgelse over ham.
"Jeg tænker på dig hele tiden, du gjorde mig så ked af det." Siger han stille, og retter blikket væk fra Leon da han ikke ligefrem er stolt af at indrømme det.

spiser lige