Dk Roleplay

Leon hæver et øjenbryn meget hurtigt, da han hører hvad Julian siger. Han fordrejer hans ord fuldstændigt, han indvender dog ikke med noget, for han er da også glad nok for at være her med Julian og sådan, det har ikke været så forfærdeligt akavet fordi både Julian og Leon var påvirket, dog har Julian fået en del mere. Så det satte en dæmper for den anspændte stemning der ellers har været mellem dem. Alligevel synes han at den kommentar kom meget pludseligt, og da Julian ud af det blå begynder at gå ham helt tæt ind på livet og kysser ham på halsen strækker han bare halsen lidt i den modstridende retning fra Julian. Hænderne har han i lommen. "Julian" siger han blot med et let smil og ryster svagt og knapt så overbevisende på hovedet.

Julian stopper med at kysse ham da han siger hans navn, og han trækker sig så væk fra ham og ser afventende på ham. "Ja skat?" Siger han og trækker på smilebåndet, og trækker så forsigtigt sine arme til sig, dog lader han dem hvile på Leons skuldre, så de stadig står lidt tætte.
"Du ser så godt ud i aften.." Ender han med at sige, inden Leon kan få noget indført. Han løfter sin hånd og fører den over Leons hår, og smiler så svagt. "Jeg er så heldig." Tilføjer han, og lader sin hånd hvile på hans skulder igen.

Han forstår slet ikke hvad der er sket her, eller hvilken indbildning det er, som Julian har. Han spænder en smule i kroppen, fordi han ikke er så godt tilpas med at Julian omtaler ham som om, at de var andet, og at Leon tilhørte Julian. Den tanke kan han ikke lide. Han er ikke meget for at knytte sig til nogen romantisk og han tror det er en dårlig ide at gøre det med Julian især, for han ender bare med at sårer ham så, det ved han. Han gør dog ikke noget ved det, selvom han er en anelse irriteret. "Julian.. hvad laver du? Troede bare at prisen var den cigaret." siger han så en smule dæmpet, da folk omkring dem ikke behøver følge med i deres samtale. Dog stadig højt nok til man kan hører det over bassen.

Julian kigger på ham og blinker lidt med øjnene da han hører hvad Leon siger. Langsomt trækker han sine arme til sig, og han retter hovedet lidt på skrå. "Hvad?" Siger han så, og begynder nu at fumle med sin trøje. Han venter nu på at Leon begynder at grine højt, og siger så at det er en joke hvorefter han trækker ham ind til sig. Men den måde Leon kigger på ham på, og i den tone han snakker til ham på, kan han mærke at det er ret så seriøst det her.

"Ja, du sagde det da selv. At for at tage med herhen, ville du bare have en sølle cigaret. Ikke mere. Så hvorfor begynder du på alt det der?" spørger han undrende, og forstår ikke hvilken grund Julian har til at være så overrasket, som han ser ud til at være lige nu. Han ser ind i hans øjne med et alvorspræget blik, for han mener skam hvad han siger, dog kan han godt se Julian havde andre forventninger til i aften end ham.

Leons ord kommer en del bag på ham, og han ved ikke helt hvad han skal sige til sit forsvar. Leon virkede så kærlig og sød da han spurgte om Julian ville med, at han da regnede med der var mere end bare en cigaret. Ja han regnede slet ikke med at det skulle være en pris, hvis han vil have noget med Leon. Han regnede med der var et eller andet, om han tænker mere tåget fordi han er fuld det ved han ikke. Et fnys kommer fra Julian, og derefter en svag latter hvorefter han ryster på hovedet og retter blikket væk fra Leon. Hvordan kan han være så dum. Så idiotisk. Men på den anden side, hvordan kan Leon være så ondskabsfuld og ligeglad? Han retter blikket på Leon, og bider tænderne sammen, og knuger sine hænder hårdt sammen. Af ren frustration, sorg, og vrede løfter han sin hånd, og giver Leon en hård knytnæve ved hans kindben.

Han kan godt se med det samme på Julian, at det ikke var okay. Han ved ikke hvorfor, at han bliver så emotionel omkring det her, for så vidt Leon husker, havde de en klar aftale. Julian havde ikke nævnt noget mere end det. Men på den anden side, så spillede han også bevidst på Julians følelser og det kan måske være derfor han troede de skulle være sådan rigtigt kæreste agtige i aften, men Leon havde aldrig lovet ham noget, og han synes heller ikke, at han skylder ham noget. Da næven pludseligt rammer ham på siden ud af det blå vakler Leon et skridt til den ene side og tager sig med begge hænder foldede over hinanden til stedet han ramte og ser op på ham, fuldstændigt i chok. Han havde fandme ikke set det komme, fra Julians side af, at han kunne slå ham. "Hvad fanden Julian?" råber han højt og folk tæt omkring dem glor lidt. Dem der er tætte nok på til at kunne hører det over musikken i al fald.

Julian er selv ret chokeret over sin egen opførsel, men han er efterhånden træt af at blive såret hele tiden af Leon. Han ryster sin hånd lidt, da det faktisk gjorde ret ondt da han slog Leon. Det ikke fordi han er vant til at slå folk, hvilket nok bare er en god idé.
"Jeg håber du havde en god aften, jeg håber du havde en fucking god aften!" Råber han og træder frem i mod ham og skubber derefter hårdt til ham. "For det fandeme den sidste aften jeg gider at tilbringe med dig, psykopat." Det sidste ligger han ekstra tryk på, og han vender sig derefter om og skubber sig ud fra folkemængden, for at komme udenfor, til den friske luft. Her er der færre mennesker, og her er nemmere at trække vejret. Her er der generelt bare meget mere behageligt.

At han pludselig tør at være så voldelig og skubbe så meget til både hans og Leons grænser, kommer meget bag på ham. Det var ikke den slags han forventede fra Julian, som altid virker til at tillade alt hvad Leon er, og alt hvad Leon gør. Da han bliver skubbet til, kan han mærke den varme gammelkendte følelse stige til hovedet, som han har følt så mange gange før. Især på det seneste. Den overvældende vrede som nærmest overtager ham med hel negativ energi, bare ved så lille en ting som et skub. Men ordende som hørte med, var nærmest dem, som ramte hårdest. Det var dog et psykisk slag, men stadig gjorde det ondt. Han står bare tilbage og kigger efter Julian.

Jeg tænker, at hvis Julian går hjem kommer Leon måske senere og har tænkt sig lidt om, er fornuftig igen ))

Julian skynder sig ned ad gaden, og stikker hænderne ned i jakkelommerne, og bider sine tænder sammen. Endnu engang skal han kæmpe for ikke at græde. Han føler sig så til grin, at han faktisk troede at ham og Leon havde noget sammen. Men han regnede da ikke med at Leon, hans bedste ven, vil spille på hans følelser og derefter såre ham med vilje.
Julian har ikke engang lyst til at tage hjem, men han har ingen andre steder at tage hen, så det er det han gør. Turen hjem var lang og kold, end normalt synes Julian. Måske fordi hans krop bare er kold, og hans tanker er alle mulige steder. Da han kommer hjem går han direkte ind i stuen, hvor han smider sig i sofaen, og trækker et tæppe op over sig, og tænder for tvet for at komme på andre tanker. Godt hans forældre er gået i seng.

Sounds fine. <

Efter et stykke tid har han fået overtalt sig selv, til at tage hen til Julian, ville være det menneskeligt korrekte at gøre. Så han har bevæget sig udenfor og er kun en gade fra Julians hjem nu. Han har hænderne i lommen og er generelt nedtrygt efter hvad der skete. Han forstår ikke hvordan alting endte så galt, og han føler at han lige så stille er ved at miste Julian, som han har haft så nær i så lang tid. Han drejer ind mod hans hus og går hen for enden af trappen og op på verandaen, og banker på hans dør, forsigtigt. Han har lyst til at løbe, men han ved også det her ville være det rigtige at gøre.

Julian åbner øjnene da han hører noget ude i gangen, og han ligger lidt og kigger ud i luften indtil det går op for ham at nogen har banket på døren. Han ender med at rejse sig op, og bevæger sig ud igennem stuen og ud i gangen. Han åbner døren, og bliver slet ikke overrasket over at se det er Leon der står der. Hvem skulle det ellers være, på denne tid?
Han har bare lyst til at lukke døren i igen, men han bliver dog stående uden at sige noget, og ser blot afventende på ham.

Da døren går op ser han øjeblikkeligt over på Julian, som står i døråbningen og ser virkeligt godt og grundigt smadret ud. Sandssynligvis på grund af ham selv og hvad han gjorde i aften, han lod jo Julian blive i en tro om at de var kærester, der på biblioteket, det har han indset. Han bider sig i læben og træder tættere på ham, fordi han føler det akavet at stå så langt væk, hvis han skal tale så dybfølt til ham. Han ser ham ind i øjnene med et undskyldigt udtryk. "Det var ikke med vilje, at jeg skulle lade dig tro det der. Jeg tænkte bare, at ja ... at du så ville tage med. Du ved godt jeg tænker på mig selv og hvad jeg vil have. Jeg har ikke nogen hæmninger, det skulle ikke være gået udover dig. Please bare lad mig komme indenfor?" spørger han med store bedende øjne og presser læberne lidt sammen.

Julian kigger på ham og det ser ikke rigtig ud til at han reagerer på hvad Leon siger. Men han ender dog med at træde sig til side, så han kan komme indenfor. Julian er dog glad for at Leon faktisk kom for at snakke med ham, og ikke bare lod ham ligge på sofaen og græde hele natten. Han lukker døren bag ham, og ligger så armene over kors, og vender sig derefter om i mod Leon, og ser afventende på ham. For han føler ikke at det er ham der har noget at skulle have sagt i den her samtale.

Han går indenfor da Julian træder til side og ved at han ikke skal vente, så han tager bare chancen. Han går et lille stykke ind i værelset, til han hører døren smække og vender sig så rundt og kan godt se hvordan Julian stirrer på ham, som om han forventer mere. Han synker en klump. "Julian.. den dag. Du ved godt at det skræmmer mig. Det ligger ikke i min natur at gøre sådan noget. Det er bare forkert." siger han og sænker blikket lidt, føler sig pludseligt lille igen, når han taler overfor Julian. "Jeg er fucked op i hovedet." siger han så og gør med hånden tegn som en pistol mod hans hoved og lader den så sænke igen. "At kan lide den slags er for sygt." siger han og ryster vredt på hovedet over sig selv.

Julian vender sig om i mod Leon og træder hen i mod ham, og lytter til hvad han skal sige. "Kommer du her hen for at sige jeg er syg?" Spørger han så, og ser afventende på ham. "For det er fandeme den værste undskyldning jeg nogensinde har fået, Leon." Siger han og ligger armene over kors, og han kommer så med et let fnys. "Men det kommer ikke bag på mig. Du er skide ligeglad. Du er så fucking ligeglad, så længe du bare selv er tilfreds." Siger han, og prøver at lade være med at blive alt for irriteret over at Leon faktisk står og siger, at det er sygt, at være til sit eget køn. Ja det i hvrt fald det han regner med han står og siger.

Selvfølgelig misfortolker Julian det, som han lige har stået og sagt. Hvad han ikke ser, er dog det modsatte, at Leon netop lige har indrømmet at han kunne lide den slags. Han bider sig hårdt i læben og prøver virkeligt at holde det inde og under kontrol denne gang, men han kan ikke styrer det nu. "Det er ikke dig som er syg Julian" råber han og ser ham panisk ind i øjnene. At lige have indrømmet det føles så forkert og giver ham en voldsom hjertebanken. Han ser ned i gulvet, skamfuldt.

Julian kigger på Leon og holder blot blikket på ham, og kniber øjnene lidt sammen. "Fortæl mig hvad du mener Leon." Siger han i en bestem tone, og føler sig for engang skyld, hævet over Leon. Han føler det er ham der bestemmer nu, og det gør han ellers aldrig. Han ved ikke hvad der er sket, måske er han bare for træt af Leons pis, til at han gider at lade som ingenting mere. "Fortæl mig hvad du tænker." Siger han så, og ser afventende på ham.