Da han på den måde beordrer ham til noget, bliver han underlig til mode og føler sig ekstremt underdanig lige nu, overfor Julian, som tydeligvis har overtaget magten i øjeblikket. Hans hjerte banker stadig en del og han kan ikke få sig selv til at se op, mens han siger det. Det ved han på forhånd, han har heller ikke tænkt sig at prøve. Det ville simpelhent være for uudholdeligt. "Jeg kunne lide det, okay? Det føltes godt." siger han så endeligt, men føler sig helt svag efter at have indrømmet det.
Julian falder lidt til ro da han hører hvad Leon siger, og han retter sig lidt op og mærker hans hjerte begynder at banke hurtigere. Tanken om at deres kys faktisk har gjort noget ved Leon giver ham en god fornemmelse i kroppen. At Leon ikke bare var ligeglad, men at han faktisk føler noget lige omkring det. "Hvad er det så, der er så sygt?" Spørger han, da han så gerne vil i bunds til det her, selvom han har mest lyst til at omfavne Leon, og genoptage succesen.
Han ser langsomt op, da han spørger ind igen og ser på ham med store uforstående øjne. "Hvad er ikke sygt ved det? Jeg har været sammen med så mange piger. Det er forkert at tænde på den slags, for mig. Jeg kan ikke være homoseksuel." siger han i benægtelse og ryster på hovedet, meget forvirret.
Julian trækker på skulderende, med blikket på ham. "Hvad tror du ikke jeg tænkte, dengang det gik op for mig?" Siger han så, og kommer med et let suk. "Du kan jo ikke selv bestemme hvem du får følelser for.. Og hvem siger du er homoseksuel? Måske er du biseksuel." Mumler han så og retter blikket på Leon, og trækker svagt på smilebåndet, for at løfte stemningen lidt.
Han kommer med et dybt suk og lader hånden glide en enkelt gang over hans ansigt. Han ser ham så ind i øjnene og trækker på skuldrende. Han kan vel godt se det kunne være en mulighed, det virker bare totalt uvirkeligt for ham, at skulle være andet end hetero. "Bare ret uheldigt at det skulle være for én, som jeg rent faktisk har et forhold til." svare han så til sidst og er lidt mere afslappet nu. Men han mener hvad han siger. Han har aldrig haft et seriøst forhold på den måde, og de han har gået ud sammen med, har altid været nogen han ikke har kendt i forvejen, på det personlige plan som med Julian.
Julian nikker så forsigtigt og kigger lidt væk fra ham. "Ja det er rigtigt.." Siger han så stille, og kigger lidt ned i gulvet, og bider sig i underlæben. Han retter så blikket på ham. "Kan du da.. Godt lide mig, på den måde?" Spørger han så, for han er ikke helt sikker på om Leon bare godt kunne lide kysset, eller om han generelt godt kan lide Julian. Han vil ikke have falske forhåbninger, igen.
Han ryster på hovedet langsomt, selvom han godt ved han er tæt på at sårer Julian, ved at vise det på den måde. Derfor forklarer han også nærmere. "Nej, eller det ved jeg ikke. Jeg har da altid godt kunne lide dig som person, men ikke på den måde. Det føltes bare godt at kysse dig. Jeg ved ikke, Julian. Jeg tændte på det, men det er ikke fordi jeg er forelsket i dig." siger han og bider sig i læben, og ser ind i Julians øjne.
Julian kigger på Leon og han prøver at lade være med at reagerer for meget på det Leon siger. For selvom Leon siger nogle gode ting også, kan Julian ikke lade være med at reagerer på det dårlige. "..O..Okay." Siger han og nikker og retter blikket væk fra ham, og bider tænderne sammen. Han gider virkelig ikke stå og græde foran Leon, ikke nu. Han har allerede haft for meget drama de seneste par dage, han vil bare godt have det bliver ligesom i gamle dage. "Men alt det her, ændre ikke på jeg er sur på dig. Du udnyttede mig, og du manipulerede med mig." Siger han og retter blikket tilbage på Leon. "Du aner ikke hvor ked af det jeg er. Du aner slet ikke hvad du har gjort."
Han trækker på skuldrende. "Nej, det ved jeg vel ikke, fordi jeg er sådan en fucking psykopat. Jeg har ikke empati for nogen eller noget, jeg er forkert udstyret og det ligger bare lettest for mig at manipulerer med folk. Jeg får ikke særligt meget ud af at være ærlig, så ville jeg jo heller ikke være kommet afsted til den fest, for eksempel." siger han og forklare, ligger armene over kors, han er stadig ret stødt over de gange hvor Julian har brugt hans diagnose mod ham på den måde. "Men jeg ville ønske, at jeg var ked af det, at jeg følte mig skyldig, for det fortjener jeg." siger han.
Julian bliver lidt overrasket over det Leon siger, at han bare sådan uden videre snakker om sig selv på den måde. Han kan ikke rigtig finde ud af om det er sarkastisk ment eller ej. "Så du er slet ikke ked af det? Slet ikke det mindste?" Siger Julian lidt overrasket med blikket på ham. "Du vidste godt jeg kunne lide dig, og du vidste jeg vil blive ked af det.. Jeg troede jeg var din bedsteven." Siger han så, og begynder nu at fumle lidt med sin trøje.
Han sukker dybt. "Jeg er ked af det, men jeg føler mig ikke skyldig. Jeg har ingen ansvarsfølelse og det ved du også godt, Julian. Det er ikke for at være ondskabsfuld jeg er sådan, det er bare sådan, lægerne siger jeg er. Så må jeg vel være sådan." siger han og trækker på skuldrende, selvom han ikke føler det er ligegyldigt på nogen måde. Han hader at han er på den måde. "Det ved jeg godt. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kan opfører mig ordenligt." siger han og ryster på hovedet. "Men du er stadig min bedsteven" tilføjer han dybfølt.
Julian kigger alle andre steder end på Leon for han har svært ved at forstå det. Han ved godt Leon ikke gør det med vilje, men noget så enkelt som sympati og skyldfølelse har han ikke. Og det kan Julian bare ikke forstå, for han får selv så nemt skyldfølelse. Han har det endda dårligt med at slå Leon, selvom han nok delvist fortjente det. "Okay.." Siger han uden rigtig at vide hvad han mere skal sige, han ved ikke hvad han skal gøre af sig selv. Kan godt være han er Leons bedsteven, men hvad hvis han ikke vil være det? Han vil jo godt være mere end det. Et suk undslipper hans læber, og han fører en hånd igennem sit hår.
Han kan godt mærke på Julian at han er skuffet. Det er både til at se og hører. Han går helt hen til ham og prøver at få øjenkontakt med ham, selvom det er så godt som umuligt. Så han tager bare armene omkring ham og krammer ham, uden at give ham et valg. Trækker ham helt ind til sig, og lader hans arme hvile omkring hans arme og om omkring hans ryg. Han læner hovedet mod hans skulder. "Tak" siger han. Og han mener det. At Julian finder sig i alt hans lort, er han taknemmelig for.
Julian står stille og han ved godt Leon prøver at fange hans øjne, men lige nu har han næsten ikke kræfter til at kigge Leon i øjnene. Så han bliver stående med blikket nede i gulvet. Han rykker heller ikke meget på sig da Leon træder frem og krammer ham. Han føler sig pludselig så tom, alt det han gik og drømte om. Om ham og Leon. Den drøm er pludselig faldet helt sammen. For Leon er ikke forelsket i ham, og Julian havde regnet med der var et eller andet. Dengang de lå på gulvet det føltes så rigtigt. Så rigtigt, at det bare skulle være sådan. Men nu står han her, og stirrer ud i luften, selvom Leon har armene om ham.
Da han ikke ligefrem får nogen respons på det, træder han lidt tilbage og løfter Julian lidt op ved skuldrene, så han kan se ham i øjnene. "Hvad er der galt?" spørger han selvom han godt ved, at han har såret ham ekstremt meget. "Jeg prøvede virkeligt mit bedste på at komme her og være ordenlig og fortælle dig sandheden. Hvad gjorde jeg forkert?" spørger han undrende og har læberne skilte en smule, bare fordi han er forvirret.
Julian ryster bare let på hovedet, og gnider sig lidt i øjnene, inden der kommer nogle tårer frem. "Det ved jeg ikke.." Siger han stille, og ryster så på hovedet, og fører en hånd ned over sit ansigt. "Åh forhelvede.." Siger han og placerer sin hånd i mod sin mave. Det gør helt ondt, ondt i hele kroppen. Han føler sig virkelig dum, at han er faldet for Leon. Han har aldrig oplevet noget der gør så ondt, på en helt uudholdelig måde. "Jeg var bare så sikker på at vi... Ja jeg var så sikker."
Han opdager med det samme hvordan tårerne presser sig på og løber ned over Julians kinder og nu er han bare endnu mere forvirret end før. Han tørrer dem væk med tommelfingeren forsigtigt med hånden mod hans kinder. Han ser ind i hans øjne og er bekymret, for han forstår ikke Julians opførsel. At han sådan lige pludselig står og græder. "At vi hvad? Julian?" spørger han og ser undersøgende på hans ansigt.
Julian trækker sit hoved væk da Leon begynder at tørre hans tårer væk, og han ryster på hovedet. "Jeg var så sikker på vi havde et eller andet." Siger han stille, nærmest hvisker. For han føler sig virkelig dum når han indrømmer det, men han har aldrig oplevet noget der føltes mere rigtigt end den dag, hvor han lå sammen med Leon. Han tørrer nu selv sine øjne, og tager en dyb indånding.
Han ved ikke hvad han skal gøre af sig selv, når Julian er på den måde, så han ser bare på ham, med et trist udtryk i øjnene. Han lader armene falde ned langs siden. "Julian. Vi havde noget sammen, men ikke på den måde, som du gerne vil have det. Og det må du accepterer. Det betyder ikke, at jeg ikke kan lide dig, for et eller andet må der jo være gået rigtigt, hvis jeg kunne lide at kysse dig, så meget." siger han med et suk og er ikke meget for at stå og indrømme det her og være følsom på den måde selv.
Julian kigger på ham og ryster så på hovedet. "Det jo ligemeget om du kunne lide det eller ej, når du alligevel ikke kan lide mig på den måde, som jeg kan lide dig." Siger han så nu en anelse irriteret. For ja han er ret irriteret, han er sur over at Leon ikke er forelsket i ham, selvom det ikke er noget han ligefrem kan blive sur over, for det kan Leon jo ikke selv styre. Men han er også irriteret på sig selv over at være forelsket i ham. Hvorfor er han også det? Hans egen bedste ven. "Jeg blev så glad da vi kyssede, og jeg blev så glad da du sagde de ting til mig på biblioteket.. Men de ligemeget nu"
Moderators: NoahVincent