Dk Roleplay

Skal jeg starte?

tænker jeg nok er klogest i denne situation

Han har hænderne begravet ned i jakkelommen, og kigger lidt ned i jorden. Leon var ikke i skole i dag, og det er Julian egentlig godt tilfreds med, på en måde. Han har været lidt nervøs for at se ham i øjnene, mst fordi han er bange for hvad Leon vil sige til ham, og hvordan Julian skal reagere. Han ved slet ikke hvor han har Leon lige nu, han ved deres venskab ikke er så godt for tiden, men han ved ikke om Leon hader ham eller ikke rigtig tænker over det. Så Julian var sammen med Hazel i dag, og han kunne ikke lade være med at sige, hvad der var sket. Det hårdt at gå med det hele selv, og Hazel er så sød og imødekommende at Julian følte sig tryg ved at fortælle hende det, på trods af at det er hendes kæreste han snakker om. Han ved at Leon ikke bliver glad for at høre det, men Julian er besluttet på han ikke vil lade sig frygte Leon og hans handlinger.

skal lige vide, hvad hazel skrev/sagde før jeg kan svare

Hmm. Tænker at hun skrev til Leon at hun havde hørt fra Julian at de havde lavet noget sammen, og at Leon derefter havde virket truende overfor Julian. Og at Julian har sagt, at Leon egentlig ikke er forelsket i hende. Så hun skrev at hun ikke vil have noget med ham at gøre.. Tænker jeg he

men skal lige spise

yesy

back

Han er gået en tur ud, bare for at køle af. Både hans far og Hazel har været på nakken af ham idag, og en ting er at han ikke har lyst til at være derhjemme, men en anden ting er at han generelt har en følelse af rastløshed siddende i kroppen, efter alt der er sket med Julian og også Hazel, som han er begyndt at tænke en del på siden den sms han modtog. Leon kan ikke lide, at det er ham som blev dumpet og ikke omvendt. Det er pinligt for ham, og han giver Julian skylden for alt. Alle de negative ting som foregår i hans liv lige nu, kan føres tilbage på Julians handlinger mod Leon, derfor er han utroligt vred, og har også bare brug for at gå og gøre noget fysisk, istedet for at tænke videre over det, for ellers var han nok godt i gang med at kvæle Julian lige nu, hvor skræmmende tanken end er, når den siges højt. Han runder et hjørne og tænker, at han nok vil på bar. Også bare for at glemme lidt.

Julian fumler lidt efter sin cigaretpakke, som altid ligger trofast i hans lomme. Han har altid en cigaretpakke i lommen, og det jo ikke fordi han ryger hver dag, men når det hele går lidt skævt trøster han sig selv med en cigaret. Han hiver pakken op ad lommen, og får taget en cigaret ud som han placerer i mellem sine læber. Derefter tænder han den med sin lighter, og han går så fortsat ned ad gaden, dog med blikket ned i fortovet. Han har slet ikke lyst til at kigge op, han har ikke lyst til at opleve noget. Han vil bare gerne gå, og mærke den kulde luft i mod sin hud.
Han drejer om et hjørne, men kommer i stedet til at gå ind i en. Julian stopper op med det samme. "Hov undskyld.." Hans stemme knækker da han opdager det er Leon, og han ved ikke om han bare skal gå videre, eller om han skal stoppe op og snakke med ham

Lige som han næsten har afrundet hjørnet, mærker han en krop mod sin kort. Han træder automatisk et skridt tilbage og ser direkte op på personen. "Se dig lige f ..." hans sætning fordamper brat ud i intetheden, da han opdager, at det af alle personer er Julian, som er gået ind i ham. Hans øjne skifter straks fra at være venlige og upåvirkede til at se flamberende ud, fyldt med inderligt had.

Julian presser sine læber i mod hinanden, da han godt kan se at Leon er rasende på ham. Han ender med at tage en dyb indånding, og han retter sig så lidt op, og tager et sug af sin cigaret. "Du plejer ikke at gå ture." Siger han så, da han helst ikke vil gøre Leon endnu mere vred, ved at fyre en eller anden flabet kommentar af. Han har tænkt sig at holde den pæne tone, hvis Leon altså kan styre sig.

Leon havde regnet med en god forklaring, eller i det mindste noget betydningsfuldt kom fra Julians mund, men da han nævner noget så ligegyldigt, og tydeligvis bare prøver på at lade som ingenting og sno sig uden om konfrontationen, tilføjer det kun mere had til det Leon efterhånden har opbygget til Julian i løbet af dagen. Han hiver hans cigaret fra ham og smider den ned mod asfalten. "Du plejer ikke at gå mig på nerverne, men for tiden laver du ikke andet. Vi bliver allesammen overraskede." svare han bare flabet tilbage med en hvæsende tone og han er bestemt ikke glad for, at være stødt ind i Julian. Han løfter hånden op, for at slå til Julian.

Julian kigger ned på sin cigaret som nu pludselig ligger ned på fortovet, og han kniber øjnene sammen og retter så blikket på Leon og ryster så på hovedet. "Næh, du plejer heller ikke at gå mig på nerverne. Du plejer heller ikke at stikke hånden ned i mine bukser, vi ændre os hurtige hva?" Siger han flabet tilbage, selvom han nu havde håbet på de kunne få en normal og stille samtale. Da Leon hæver hånden træder Julian et skridt tilbage, og tager armene op foran ansigtet. "Leon! Vent nu." Siger han lidt hurtigt, da han helst ikke vil have det her ender op i et slagsmål.

At han træder tilbage, får ikke Leon til at stoppe op og tænke han måske burde lade være, og han følger bare ham det ene skridt fremad igen, med en truende fremgang. "Du ved godt, hvad der ville ske, hvis du ikke kunne holde din kæft, og det kunne du selvfølgelig ikke. Jeg har ingen grund til at vente mere." svare han bare hårdt tilbage. Når han ser sig så rødt på en person som han gør nu, har han svært ved at stoppe op igen, og berolige sig selv. Der kommer noget mørkt og aggressivt frem i ham, ved sådan nogle situationer, noget han har svært ved at holde under kontrol selv. Endnu engang hæver han hånden.

Julian træder et skridt mere tilbage, og han ved ikke om han bare skal vende sig om at løbe. Men så virker han bare som den største kujon, og han nægter at flygte fra Leon, han vil godt vise at han godt tør at slå fra sig. Da Julian ser han hæver hånden, løber der en masse tanker igennem Julians hoved, på bare få sekunder. Han ved godt han ikke får Leon til at sænke den. Så han ender med at knuge sin hånd hårdt sammen, og sender derefter en knytnæve hårdt i mod Leons ansigt, og han rammer ham omkring næsen.

Et uventet træk var, da Julian pludselig fyrede en knytnæve direkte mod Leons ansigt, i så hastig en fart, at han ikke kunne nå at rykke sig. Han sænker sig lidt i kropsholdningen og holder sig for næsen et par sekunder. Han havde ikke regnet med at Julian kunne slå sådan, men det brænder, lige hvor han ramte og det tager ham et par sekunder, at komme sig helt igen. Han farer så direkte mod Julian og hæver hånden og slår ham mod siden af hans hoved og rammer ham omkring tindingen med en knyttet næve. Han slår ham endnu engang, og fokuserer kun på at gøre ham lige så meget skade.

Julian ved godt at han ikke burde slå Leon, men alligevel så var der et eller andet der sagde ham, at han skulle gøre det. Leon vil alligevel slå ham. Han kunne se det i Leons øjne, han havde ikke tænkt sig at holde sig tilbage. Så det kommer ikke bag på ham at Leon slår ham tilbage, men det kommer bag på ham, at det faktisk gør virkelig ondt. Han træder et skridt tilbage, og bider tænderne samme over smerten, som langsom begynder at samle sig i hans hoved. Men han kommer i tanke om hvad Leon har sagt. At han tvang ham. Og at han tilhører Leon. Det får ham til gå hurtigt i mod Leon og tager fat ved hans krave, og skubber ham hårdt ind i mod væggen, hvorefter han tager fat i hans hår, og rykker hans hoved tilbage i et hårdt ryk. "Du ejer mig ikke, Leon" vrisser han og prøver at ignorere smerten som Leon har givet ham. "Og snart ender du med at være helt alene. For jeg gider dig ikke, og Hazel gider dig heller ikke."

awww (

:IIII

At han kommer sig så hurtigt over slaget, er alligevel forbløffende for selv Leon, som ellers havde en fornemmelse af, at han slog rimeligt hårdt til. Han når ikke engang at reagere yderligere, før Julian kommer over ham igen og skubber ham ind mod muren på hjørnet. Hans vrænger ansigt af følelsen som skyder gennem hans krop, den fysiske smerte, da han sådan får smasket hovedet ind mod muren. Det gør ondt og hans indre dunker, og hans hoved lige så. Smerten er vedvarende og får ham til at ikke kunne fokuserer for et øjeblik, og det er lige før tårerne presser sig på. Han bliver helt stille.