Julian kigger på ham og trækker så på smilebåndet, og vipper hovedet lidt fra side til side. "Tjah.. Måske lidt." Siger han så med et smil på læben, og han bliver ved med at kigge ham i øjnene. "Men jeg er også en idiot. Det er der mange der er, men der er stadig nogen der er gode mennesker, ikke?" Siger han så og retter sig lidt op, og lader armene hænge langs siden. "Og du er helt okay." Han nikker så til ham, og fører sin hånd over hans hår endnu engang.
Han ved ikke hvad det er ved Julians ord, men lige præcis de ord, gjorde ham gladere, som om, at han lige havde givet ham en mirakelkur. Han har måske dybest set også bare haft brug for at få det afvide af en eller anden. At han kan stadig accepteres trods han er den han er, og han stadig er et okay menneske. Det havde han brug for. Han ligger armene omkring Julians talje og går så selv helt ind til ham, og læner sig mod hans skulder med hovedet til siden.
Julian ligger armene omkring Leon da han træder hen til ham, og han holder ham godt ind til sig, og han håber at Leons forhold til hans far bliver bedre med tiden. Men han tvivler desværre på det, for hvis hans far ikke kan acceptere hans søns seksualitet, så bliver det ret svært at få et godt forhold på benene. Heldigvis er Leon jo ikke tvunget til at bo hos sin far, men det bliver nok også svært at få en lejlighed. Julian håber at de kan hjælpe hinanden i hvert fald. "Det skal nok gå.." Hvisker han så, og aer ham over håret.
Han slår øjenlågene i, da han fortæller at det nok skal gå og han gemmer sig i lang tid bare ved hans skulder. "Julian?" spørger han stille ad, og er generelt bare mere sårbar og indesluttet her til aften, ikke som han nok normalt ville opfører sig. Ikke så stærk og uvindelig. "Må jeg sove ved dig?" spørger han og føler sig næsten flov over at spørge, men han tør næsten ikke at tage hjem, når han ikke ved, hvad der ville være i vente, hvis han gjorde det.
Julian bliver ved med at fører sin hånd op og ned på Leons ryg i en kærlig og beroligende bevægelse. "Mhmm?" Siger han stille da han nævner hans navn. Da han spørger trækker han sig så væk, og kigger lidt på Leon og trækker på smilebåndet og nikker. "Det må du meget gerne." Siger han så, og nyder at alt det de nu var så sure over er blevet lagt bag dem. Det eneste Julian tænker på lige nu er, at han har Leon hos sig, og at han nyder det.
well, vi kan spole til de kommer hjem til Julian????
De kommer indenfor ad døren til Julians hus, og står hermed i entreen. Der er mørkt og det ser ikke ud til, at hans forældre er oppe, for de måtte selv låse sig ind. Han træder stille ud af skoene, og nyder egentligt at han ikke behøver at være på og vildt opstemt lige nu, men at han bare kan hvile lidt, i Julians selvsskab efter en dag som denne. Han skæver over mod Julian, og venter bare på at han også har fået overtøjet af, så de kan gå ind på værelset.
Julian får låst døren op og træder så indenfor. Han lukker døren bag dem, og låser den så igen. Han får hurtigt overtøjet af, og han bevæger sig så ind på sit værelse ligeså stille, for ikke at vække sine forældre, selvom han tvivler på at han vækker dem. "Vil du gerne sove nu?" Spørger han så Leon om, og da de kommer ind på værelset tænder han lyset og lukker så døren bag dem. Han har en smule sommerfugle i maven. Det utroligt, Leon kan blive ved med at give ham sommerfugle i maven.
Tilbuddet ved han ikke helt, om han skal tage imod eller afvise. For på den ene side vil han bare gerne have overstået den her dag, men på den anden side har han også lyst til at tilbringe tid med Julian, privat, hvor ingen skal blande sig i hvad de går og laver, eller være på nakken af dem. "Det ved jeg ikke, hvad har du lyst til at lave?" spørger han så. Han spørger rent faktisk ind til Julian. Han plejer ellers godt at kunne lide at være i kontrol, og være den som bestemmer, men at have været det igennem som de har til aften har blødgjort ham for en stund.
Julian trækker på skulderende og ender med at sætte sig på sengen i skrædderstilling. "Jeg gider ikke lave det helt store i hvert fald." Siger han så med et smil på læben og kigger lidt ned på dynen. Han trækker den lidt over sig, og retter blikket på Leon. "Bare være sammen med dig vel." Tilføjer han så, og klør sig lidt akavet i håret. Han er glad for at være sammen med Leon lige nu, for han har gået hele dagen og været lidt usikker på om de mon nogensinde kom til at snakke sammen igen.
Da Julian sætter sig hen på sengen, følger Leon efter og sætter sig ned, ved siden af. Han smider sig så ned på ryggen med armene bag hovedet og ser op i loftet. "Det er du i forvejen" siger han bare kækt og smiler lidt. Han trækker så benene lidt op og ånder tungt ud, lukker øjnene i for et kort øjeblik.
Julians blik følger Leons bevægelser og han trækker blot på smilebåndet over det han siger. "Jaja.." Siger han så og ligger sig ned ved siden af ham, og kigger op i loftet. Et kort suk undslipper hans læber, og han vender så hovedet for at kigge på Leon. "Er du okay?" Spørger han så, og ligger sin hånd på sin mave. Han vil gerne have at Leon er okay, og ikke gemmer det hele væk, som han jo har gjort i så lang tid nu.
"Du behøver ikke bekymre dig sådan om mig, du kan jo se hvordan jeg klare mig til hverdag" siger han bare afvisende og slår ud med hånden i luften med en let bevægelse. Han er ikke så meget for at dele følelser, og gå og beklage sig. Den slags gør han bare ikke, nok fordi han et eller andet sted minder om sin far.
Julian tager den anden arm om bag nakken og retter så blikket op i loftet. "Mhm, jeg bekymre mig nok alligevel." Siger han så og skæver til Leon. Han strækker sit ene ben lidt, og lukker derefter sine øjne i. "Jeg vil bare gerne have du har det godt." Tilføjer han så en smule lavt. Han nyder at ligge ved siden af Leon, hvor de bare snakke, uden at skulle lave det helet store. Hvis det ikke var fordi de snakkede, så var der helt stille.
en nær mig er lige død. sorry je g bliver ndø til at gå
Han ved ikke helt, hvad han skal svare til hvad Julian siger, for han er ikke vant til den slags omsorg overhovedet. Ikke efter hans mor forsvandt ud af billedet. Så han kigger bare på Julian efter han har sagt det og ved ikke hvad han skal sige. Han krymper sig en smule sammen på sengen og føler sig underligt nedtrygt efter aftenen. Han er helt tavs, til forskel for i hverdagen.
Moderators: NoahVincent