Dk Roleplay

Da han har løbet i et stykke tid, og kommer tilbage til sit hus igen, skubber han døren ind, og ved ikke helt om han skal håbe på, om Julian er vågen endnu. Han kalder på ham, men får ikke noget svar. Han træder ud af skoene og skynder sig op af trappen, selvom han iforvejen sveder en smule efter løbeturen. Han går hen til hans værelse og går ind, men kan ikke se Julian ligge i sengen. Hans tøj er også forsvundet, og Leon føler sig med det samme forvirret. Han ved ikke hvor Julian er blevet af. Han går ud på badeværelset for at tage et bad, og tænker at han nok vil kontakte Julian senere.

Vi kan spole???
Men skal lige spise.

Jaa

hvad skal vi spole til?

idc

De skal vel snakke sammen igen. Har bare tænkt mig Julian skal være pissed, wow

Ja, tænker bare om det først skal være i skolen, eller om Leon skulle ringe om aftenen eller noget???

Kan godt være i skolen høhøh.

Yes. Starte du den?

Julian sidder på sin sædvanlige plads i skolen, med blikket ned i bordet. Han synes at det var en fantastisk aften med Leon, men resten af weekenden har været forfærdelig. Aftenen med Leon var faktisk heller ikke så god nu hvor han tænker over det, for det hele blev lidt ødelagt da han vågnede op til en tom seng. At Leon kunne finde på det.
Han sidder og tegner krusseduller i sit hæfte, hårde og tykke streger, for at komme ud med sine frustrationer. Han er virkelig sur på Leon, og han håber faktisk at han ikke kommer i skole. Så han ikke skal glo på ham.

Han når lige at komme ind af døren til klasseværelset, og hører klokken ringe. Han prøver så ubemærket så muligt at komme ned på sin plads, som er bordet ved siden af Julians. Han sætter sig ned på stolen og stiller tasken ved siden af sit bord. Han ser over på Julian, men vender blikket op, da læreren kommer ind af døren. Han forstår ikke, hvorfor han ikke var der dagen efter, og Leon har også haft en del at tænke over. Han ligger sine arme op på bordet og rokker en smule uroligt tilbage i sædet. Han ved ikke hvorfor at Julian og ham ikke har snakket sammen i weekenden, eller hvorfor Julian bare var gået den morgen. Men det fortæller han vel senere.

Julian skæver til Leon, og bider tænderne hårdt sammen, og prøver at lade være med at fyre en eller anden dum kommentar afsted, og det lykkedes da også at beherske sig.
Han kigger op på tavlen, mens han stadig laver krusseduller i hæftet. Han ender med at trykke så hårdt på penslen, at der går hul i papiret. Et suk undslipper hans læber, og han ligger blyanten fra sig, og han læner sig så tilbage og ligger armene over kors, og kigger rundt i klassen. Han venter bare utålmodigt på de får pause, så han kan snakke med Leon. Det regner han vel med han skal, for der er vel noget der skal snakkes om.

Da Julian ikke siger noget, og der fortsat er stilhed imellem det, ved Leon ikke rigtigt, hvad han skal gøre af sig selv, eller hvordan han skal tolke den stilhed. Han ved ikke rigtigt hvad der gik galt, om det var fordi Julian ikke havde været tilfreds med aftenen, selvom han var ret overbevist om, at det var han. Men Leon føler ikke nogen skyld i forhold til det, han synes selv han gjorde det godt, han havde ikke gjort noget forkert ifølge ham selv. Han kigger åbenlyst over mod Julian, som sidder tilbagelænet.

Julian kan godt mærke Leons blik på sig, igennem timen men han vælger at lade være med at kigge på ham. Han føler virklig at Leon bare skred fra ham. Julian havde virkelig håbet på, at det de havde sammen, var en begyndelse på noget nyt. Men det skulle selvfølgelig ende dårligt.
Da timen er slut, rejser han sig op fra sin plads og tager sin jakke, og går ud fra klasseværelset, for at gå udenfor for at få sig en cigaret.

Han forstår ikke, at Julian ikke engang skænker ham et eneste blik, selvom Leon så åbenlyst havde sit øje på ham næsten hele timen. Han fokuserede ikke engang på hvad læreren stod og prædikede om, han prøvede bare at få en eller anden form for kontakt med Julian, men da han ikke fik det, efterlod det ham både med en vred og skuffet følelse. Da han så Julian gå ud af klassen, havde han ikke engang kigget på ham der. Leon rejser sig fra stolen og går også ud på gangen, og ned i den retning, hvor han så Julian gå hen. Han går udenfor og bruger ikke lang tid på at orienterer sig, før han spotter Julian. Han går udenfor og hen til ham.

Julian går lidt væk fra skolen, og stopper så op, og får hevet sin pakke cigaretter op lad lommen. Han placerr en smøg i mellem sine læber, og får den tændt kort efter.
Da Leon kommer, kigger han lidt på ham, men tager så et sug af cigaretten og kigger frem for sig. Et suk undslipper hans læber. "Hvad tænker du helt præcis? Hvad føler du?" Spørger han og kigger så på ham. "For du er fandeme mere forvirrende end en pige er." Tilføjer han, og ser ikke just glad ud. Han er jo oprigtig ked af det, men han holder en facade over lige nu.

Han ryster bare på hovedet af ham, da han straks går til angreb på ham verbalt, da han når helt hen foran ham. Han ryster på hovedet og vifter ud med hånden. "Mig?" siger han mistroisk og peger mod sig selv. "Er jeg forvirrende?" spørger han, meget skeptisk og kan slet ikke forstå, at han synes det om ham, i forhold til hvordan Julian selv opfører sig. "Det er dig, som ikke engang vil kigge på mig, efter vi sov sammen. Så du kan fandeme fortælle mig, hvad det er du tænker på istedet for." siger han en smule opfarende både i sine ord og kropssprog og ligger tryk på 'du'. Han forventer svar, for det er fandeme ikke noget, der kan passe. At han beskylder Leon for det. Han ser ham ind i øjnene, med et tydeligt undrende udtryk.

Julian kigger på ham og han nikker så bare, for han finder i hvert fald Leon forvirrende. Først inviterer han ham ud, kysser ham i bilen, og derefter har de sex samme aften. Men om morgenen er han væk, og lader Julian ligge alene tilbage.
"Du var bare væk næste morgen. Du skred bare, ligesom du gjorde sidste gang." Siger han og puster røgen ud, og ryster på hovedet. "Jeg ved ikke hvordan du bærer dig ad med det.." Mumler han, og retter blikket væk fra ham, og tager et sug mere af cigaretten. Han er faktisk rigtig indebrændt på Leon, men han behersker sig. Indtil videre.

Det som Julian står og siger, prøver han at få overblik over. Også går det langsomt op for ham, hvordan Julian har opfattet hans forsvinden som en ting og fokuseret på det, mens Leon har fokuseret på hans forsvinden og noget andet. De har opfattet situationen helt forskelligt. Han ser overrasket på ham og prøver at genvinde øjenkontakt med ham, selv når han kigger væk til siden og åbenlyst ikke rigtig gider Leon lige nu. "Jeg skred ikke. Du var væk da jeg kom tilbage." siger han en smule roligere og trækker på skuldrene, stadig en smule overvældet og forvirret, selvom han udadtil måske godt kan virke som om, at han bare finder det ligegyldigt, hvad der er sket.

Julian kigger på ham, og han løfter så det ene øjenbryn. "Hvad?" Siger han og vender sig om i mod ham. "Du var væk? Selvfølgelig skred jeg, vil du have jeg skulle ligge i din seng, hvor vi har knaldet, helt alene, efter du har dumpet mig?" Spørger han og løfter det ene øjenbryn og ser overraskende på ham. Han føler i hvert fald at Leon bare var skredet, for han var jo væk. Hvad skulle Julian ellers tro? Det virkede bare underligt, at han var væk. Det var hans jakke også.