Dk Roleplay

Han rynker på brynene af Julians ord, som havde han sagt noget afskyeligt og uacceptabelt. Han kommer med et fnys og ligger armene over kors og træder et halvt skridt frem. Han ser ind i hans øjne, næsten helt paralyseret, før han endeligt siger noget. "Troede du seriøst, det var det jeg havde gang i? Det kan godt være, at jeg har mine mangler, men tror du virkeligt, jeg er så skidt en person, at jeg ville gøre det mod dig?" siger han tydeligvis såret og vred over hans ord, og han kniber øjnene sammen, mens han ser på ham.

Julian kigger ham i øjnene og overvejer hans ord godt og grundigt, inden han nikker. "Ja. Det tror jeg Leon." Siger han så, og tager et sug af sin smøg igen. "For ligesom første gang vi lavede noget sammen. Jeg var helt høj på oplevelsen, du aner ikke hvor lykkelig jeg var næste morgen. Men du havde travlt med at komme videre. Du understregede også tydeligt, at det bare var den ene gang. Du udnyttede mig. Så tilgav jeg dig, hvilket nok er min egen fejl. Så hvad skulle jeg ellers tro, når jeg vågner op næste morgen, uden dig ved siden af? Helt ærligt, kommer det ikke bag på dig, at det er det første jeg tænker?"

Han ryster vredt på hovedet, af det Julian står og siger til ham. At han har nerverne og modet til det, irriterer næsten Leon mere, at han bare drager til konklusioner om Leons adfærd. "Du er for meget, Julian." siger han bittert og slår ud med hånden i luften, og ser til siden, for ikke at sigte efter Julian næste gang han skulle få lyst til at hæve hånden. "Hvis du tror den slags om mig, så har jeg ikke noget at bruge dig til. Til din information var jeg også ude at løbe, og ville ikke vække dig. Det var derfor jeg "skred" den morgen, Julian." siger han så, skarp og hård i tonen og træder nogle skridt diskret væk fra ham.

Julian bider tænderne sammen og kigger ned i jorden, og tager så et hiv mere. "Du har ikke noget at bruge mig til?" Siger han så og retter blikket på ham.
"Er det noget der går op for dig nu, eller har du vidst det længe?" Spørger han så undrende, og smider cigaretten fra sig, og træder på den. "For jeg aner virkelig ikke hvor jeg har dig henne.." Siger han så stille. "Jeg vil gerne have dig Leon men jeg.." Han stopper sig selv, og tager sig lidt til hovedet.

Han er lidt for hurtig til at svare ham igen, da han gentager spørgsmålet. "Nej, jeg har ikke noget at bruge dig til. Du var underholdende nok, men det var også det. Kan du ikke stole på mig, og acceptere at jeg er som jeg er, så har jeg ikke en skid at bruge dig til. Så er du lige så værdiløs som den cigaret, du lige har trådt ud, for mig." svare han ondsindet og iltert tilbage. Han er tydeligvis bitter over hvad Julian har sagt til ham, og ser slet ikke situationen fra et bredere perspektiv end hans eget. Dog da han siger, at han gerne vil have ham, bliver hans udtryk anderledes og han ser en smule overrasket og forvirret på ham, og glipper lidt med øjnene. "Hvad?" spørger han, tydeligvis helt rundt på gulvet nu. Først troede han at Julian ikke kunne accepterer ham og var helt færdig med ham, men nu siger han at han gerne vil have ham, efter alt Leon også har lukket ud.

Julian kigger på Leon og blinker let med øjnene, og vender sig helt om i mod ham, og ser målløs på ham. Han ved slet ikke hvad han skal sige til det Leon lige har sagt til ham, for ja han tror da det er sandheden. Leon har sagt noget ligende før. At han er underholdende nok, men så heller ikke mere. Før han ved af det, giver han Leon en flad og hård lussing. Han trækker hurtigt hånden til sig, en smule chokeret over sin egen handling. Så chokeret at han nu står målløs, ikke over Leon, men over sig selv. Han kigger lidt ned på sin hånd. "Leon.." Siger han så stille.

Han regnede med, at Julian ville uddybe sig omkring hvad han talte om før, og få forvirringen til at forsvinde helt fra Leons sind, men da han istedet ser ham hæve hånden og ikke når at reagere, før efter slaget, ser han chokeret på ham. Det kom tydeligvis bag på ham, at Julian ville gøre den slags. Han opfatter også et gisp, ikke langt fra ham, og han føler sig pludseligt meget ydmyggjort og svag. Hans kind brænder fra slaget, som var ret hårdt og bestemt uventet. Han forstår ikke hvorfor han skal straffes. Det plejer hans far kun at gøre. Han ser over på ham, selvom Julian bare kigger ned. Han har ikke rigtig nogle ord, Julian gjorde ham tavs ved hans handling.

Julian presser sine læber i mod hinanden, og ryster så på hovedet over sig selv, og kigger på Leon med et sorgmodigt blik. "Undskyld Leon.. Undskyld" siger han stille og træder hen i mod ham, og kigger på ham.
"Jeg er ked af det, jeg ved ikke hvorfor jeg slog dig.." Hvisker han næsten, og bider sig lidt i underlæben. "Jeg blev bare så ked af det du sagde og ja, jeg ved det ikke, jeg elsker dig.. tror jeg" siger han og tørrer sine øjne hurtigt, da han har fået tårer i øjnene. Der er alt for mange tanker der kører rundt i hans hoved lige nu, at han slet ikke ved hvad han skal sige først.

Det er skræmmende, at skulle se Julian i øjnene igen, efter hvad han lige har gjort, og efter han har blottet sin hemmelighed til Julian om, at hans far oven i købet slår ham. Han så selv mærkerne fra det, og han kyssede ham selv de steder, hvor han var mest sårbar og forslået. Så at Julian har gjort det, får bare Leon til at tvivle på alt, og han ved knapt hvordan han skal reagere. Det er noget andet de gange Leon har startet med at slå ud efter ham, for da har han selv bedt om det. Men han ved, at Julian ved, hvad der foregår i hans hjem, så at han kan finde på det, forstår han ikke, og det giver ham en panisk og utryg følelse. "Ja" siger han bare efter et stykke tid, for han er næsten helt paralyseret af tankerne om, hvorfor han fortjente det. For selvom Julian siger det sådan, føles det som om der var en mening bag, at Leon på en måde fortjente at blive straffet. Han vender sig om, og har mest lyst til at gå sin vej. Hvilket han også gør. Han begynder i hvert fald at gå. Nu har han ikke lyst til at være der længere.

Julian kigger på Leon, og mærker hvordan hans hjerte begynder at banke hurtigere og hurtigere, og da Leon vender sig om gør det det ikke bedre. "Leon nej.." Siger han, og holder hænderne op foran hovedet og skynder sig så efter ham, og går hen foran ham.
"Leon du må ikke gå. Please." Siger han og kigger ham i øjnene. "Jeg ved ikke hvorfor jeg slog dig, du gjorde mig bare så ked af det." Siger han og kigger på hans kind, som er blevet helt rød efter Julians slag. "Vil du ikke nok snakke med mig? Du må ikke gå." Siger han og ser bedende på ham, og tager forsigtigt fat i hans håndled. "Jeg er en idiot, jeg ved det godt"

Han kigger sig ikke tilbage efter at være gået væk fra Julian, men da han pludseligt haler ind på ham og stiller sig foran ham, er Leon tvunget til at stoppe op. Han ser ikke direkte på Julian, det kan han ikke lige nu, så hans blik hviler bare på Julians skulder, imens han snakker til ham, som om det ikke var meningen. Men det var det nok, der må være en grund til, at dem han kender, slår ham. Hans kind brænder stadig voldsomt efter slaget som lige fandt sted og han har en trang til at dække det til, selvom han ikke rigtig kan. Da han mærker Julian tage fat om sit håndled prøver han at vriste sig fri og ryster svagt over kroppen. "Jeg ville ikke vække dig den dag, du lå bare der og sov og jeg ville bare-" starter han en smule panisk, som om han var bange for, hvad Julian ville gøre ved ham. Det er sjældent at Leon har adfærd, som er direkte bange og han plejer aldrig at føle sig så lille.

Julian trækker sin hånd til sig da han godt kan mærke Leon ikke bryder sig om det. Han ryster blot på hovedet over det han siger, og prøver at få øjenkontakt med ham. "Det er okay.. Det er okay, vi har misforstået det begge to." Prøver han at berolige ham, for han bryder sig ikke om at Leon lige pludselig virker bange. Julian vil ikke have han er bange for ham, for han vil jo ikke gøre ham noget ondt.
"Kan vi ikke godt bare.. Glemme det? Jeg har virkelig brug for dig." Siger han oprigtigt, og prøver stadig at fange Leons øjne.

Godnaaaat.

Godnat!

yas

Kan ikke helt bestemme mig for om han skal være en uretfærdig bitch og gå eller om det allerede skal blive bedre, dilemma :p

det er svært:((((

JA IKKE

jo..

Men vi kan tage den sådan her:
Hvad kan der ske, hvis han bare går, og hvad kan der ske hvis han bliver?