Dk Roleplay

Da han påpeger at Leon har drukket, ryster han på hovedet, selvom Julian ingen mulighed har at se det, når de ikke engang er i samme rum. "Nej, nej ... jeg vil gerne have, at du kommer her, Julian. Så kan vi lave noget." siger han, og holder ikke den charmerende stemme og åbenlyse flirtende tone gemt væk på nogen måder. Han ånder tungt ud og ser sig omkring, da han spørger hvor han er. "Det ved jeg ikke, jeg er på en bar. Næste gang går jeg på en homoseksuel bar." meddeler han ud af det blå: "jeg er træt af din kæreste." siger han så bare irritabelt og sukker.

Julian fører en hånd igennem sit hår, og har virkelig lyst til at ligge på, men han kan godt mærke at Leon ikke er sig selv overhovedet. "Svært at finde dig, hvis du ikke ved hvor du selv er." Mumler han stille, selvom han ikke ved om han vil mødes med Leon. På den anden side vil han bare sørge for han kommer uskadt hjem.
"Nå. Det da træls for dig.." Siger han lettere ligeglad, for Leon kan være så træt af hans kæreste som han vil, Julian er lidt ligeglad. Det heller ikke fordi han regner med de to vil falde i god jord.

Han har svært ved at opfatte alt Julian siger for larmen, og bevæger sig ned fra barstolen og går med en smule ujævne og ustabile skridt udenfor, og sætter sig på en trappesten. Nu kan han bedre hører, hvad det er han siger, han opfatter også kun Julian virke ligeglad, og sige det er træls for ham. Han knytter sin frie hånd og ser ud i mørket. "Jeg dræber ham" siger han pludseligt, aggressiv i stemmen og tydeligt oprevet. Det fremgår tydeligt at han er ret væk, og ikke rigtig har kontrollen over sine ord længere, så han snakker bare frit, om sine tanker. "Det fik jeg lyst til. Måske gør jeg det også." siger han med en dæmpet stemme.

Julian begynder at gå igen, og kan godt mærke at Leon bevæger sig, så derfor venter han bare tålmodigt på at Leon finder plads et sted, og derved kan snakke igen. Da han hører hvad han siger, stopper han op og spærrer øjnene op. "Nej du gør ej. Nej. Hvor er du henne Leon?" Spørger han pludselig panisk, for den måde Leon sagde det på, og det toneleje så lyder det næsten helt ægte.
Julian sætter farten op, ind i mod en gade hvor de fleste barer befinder sig, og han tror også han ved hvilken Leon er på. Sikkert den på hjørnet, hvor de har været så tit sammen.

Han opfanger godt Julians ændring i toneleje, som om han blev panisk ved hans ord, men han tager sig ikke af det. Han holder ikke tilbage med hvad han tænker nu. "Jeg skærer halsen over på ham. Han tog det eneste jeg havde." siger han, i en kold stemme og strækker benene ned mod asfalten. "Jeg kan godt klare det Julian, og så kan vi være sammen, lige som vi plejede. Jeg skal nok få ham af vejen." siger han og prøver at overbevise Julian om det med en melankolsk tone gemt bag i hans stemme.

Julian ryster bare ivrigt på hovedet, og bryder sig slet ikke om ordene der forlader Leons mund. Han kan se det hele for sig, Kevin der ligger på jorden, og Leon der står over ham med et hånligt smil på læben. Lige indtil han bliver smidt i fængsel, og derefter ødelagt sit liv. Og Julians for den sags skyld. "Nej Leon. Hold nu op, du er fuld. Du er virkelig fuld." Siger han og sætter farten op, og længere nede kan han genkende baren. Han kan se en skikkelse sidde udenfor, og det ser ud til at han taler i telefon, og han gætter på det er Leon.
"Jeg kommer hen til dig om lidt Leon. Jeg er der om lidt."

Han vrisser bare noget utydeligt, da han fortæller ham, at han skal holde op med det. Han kan ikke engang holde styr på sine egne tanker længere, og det hele virker kaotisk og usammenhængende. Han sænker mobilen og ser op, da han ser en komme gående. Der går ikke længe, før han indser at det er Julian, der kommer gående i hans retning. Han ser på ham med store øjne og er ikke sikker på, om han bare hallucinerer lige nu.

Julian kigger sig lidt tilbage, og han ender med at ligge på og stikke telefonen ned i lommen, da han kommer tættere på. Han er sikker på at han kommer til at fortryde det her senere, men alligevel kan han ikke lade Leon sidde der, helt væk, og så sige sådan nogle ting. Han bliver nødt til at følge ham hjem, og sørge for at han kommer sikkert hjem.
Han stopper op foran ham, og kigger ned på ham med et lidt dømmende blik. "Du skal hjem Leon." Siger han lidt irriteret. Irriteret over at hans aften skal ødelægges af det her.
"Kom, jeg følger dig hjem."

Han ser op på Julian, med et vantro blik. "Jeg skal ikke hjem." siger han og ryster på hovedet. "Hvor bor ham der .. Kevin?" spørger han og lyder mere rolig i tonen, nu Julian er her. Han læner sig lidt længere tilbage på trappetrinnet, bare for at være trodsig og ligger armene ind til sig. Han ser op i Julians blå øjne, og kan ikke lade være at synes, at de er smukke, selvom han ser sur ud. "Jeg ville gøre det for dig." siger han og blinker uskyldigt med øjnene. "Du er min kæreste, Julian" klager han og ser på ham med et bedende blik.

Julian kigger på ham og fører frustreret en hånd igennem sit hår. "Please Leon.." Siger han lidt irriteret, og ender med at sætte sig ned ved siden af ham. "Jeg siger ikke hvor Kevin bor." Siger han og stikker hænderne ned i jakkelommerne, da han begynder at fryse dem.
"Jeg er ikke din kæreste Leon. Du skal ikke skaffe Kevin af vejen, jeg er glad for ham. Det eneste du kan gøre for mig, er at du går hjem, okay?" Siger han og kigger på ham, og knuger hænderne sammen i jakkelommen.

Da Julian sætter sig ned ved hans side, drejer han lige så stille og langsomt hovedet over mod ham, og ser ham ind i øjnene, med blanke øjne. "Nej, Julian, du skal være sammen med mig" siger han, pludselig helt ødelagt og utrøstelig i tonen. Han læner sit hoved ind mod hans skulder, hvor han begraver sit ansigt. Han kan ikke fokuserer på andet end at det er ham, som skal være sammen med Julian, lige nu. Han trækker vejret tungt og ryster svagt ved kulden.

Julian retter blikket frem for sig, og han er tavs i et kort øjeblik, og prøver at tænke sig frem til hvad mon han skal gøre. Han skæver lidt til Leon da han læner hans hoved ind i mod ham.
"Det skal jeg nok være, hvis du lader mig følge dig hjem." Siger han så, og ender med at rejse sig op, og rækker sin hånd ned til ham. "Kom så. Der er koldt, jeg fryser. Og du skal hjem." Siger han bestemt, for han har virkelig ikke tid, eller tålmodighed til det her.

Han føler sig en smule fortrøstningsfuld ved Julians ord, og ser forbløffet op, da han rejser sig, så Leon næsten når at vippe til den ene side. Han føler sig døsig. Han rækker villigt ud efter Julians hånd og får det allerede en smule varmere, ved at mærke ham på den måde igen. Han rejser sig lige så langsomt op, en smule klodset og svajende, men han klare det. "Julian" siger han bare saligt og fumler lidt, før han endelig finder vej ind i mellem hans fingre, så de flettes.

Julian kigger på Leon og tvinger et smil frem, og begynder så at gå med ham. Men at han fletter fingrene ind i hans bryder han sig ikke om, for det virker lidt for kærligt, og selvom han e sur på Leon, vil han da ikke gøre ham ked af det, ved at tro de har noget sammen nu.
Så han trækker sin hånd til sig, og tager i stedet armen om Leon så han kan støtte ham på den måde. "Nu kommer du hjem, og får noget søvn ikke?" Siger han og kigger på ham med et forsigtigt smil, selvom det egentlig bare er for at berolige ham. Han håber Leon holder sig nede, og ikke gør noget dumt.

Han ser med et lettere skuffet blik på Julian, da han vrider sin hånd ud af hans og får et trist udtryk i øjnene. Igen overhører han helt hvad Julian siger og er optaget i egne tanker. "Jeg troede aldrig jeg skulle miste dig" siger han melankolsk og lyder pludseligt som om, at han er helt nede i kulkælderen. Han synker en smule sammen i sin kropsholdning og vender blikket ned mod jorden. Hans øjne er blanke og han har næsten lyst til at græde. Ikke noget han normalt ville gøre overfor nogle i dagslys. "Men så kom Kevin" konstaterer han og går frem ad, lige så forsigtigt.

Julian kigger på Leon da han begynder at snakke, og han kniber øjnene lidt sammen over det han siger. For det var ham der gik den dag, og Julian prøvede virkelig at sige undskyld til Leon. Men Leon må vel have fortrudt det, efter lidt tid.
"Du finder en anden." Siger han så og kigger på Leon, og sætter farte en smule op, for han er virkelig ved at fryse. "En der er meget bedre, og en du elsker højere." Konstaterer han så, og giver Leons skulder et klem, selvom han nu helst ikke vil virke alt for omsorgsfuld overfor ham. Men han kan ikke rigtig undgå det.

Han lytter for første gang ordenligt til hvad han siger. Han er stille et par minutter, mens de går, og så ryster han på hovedet. "Nej" siger han så bare, i en næsten hviskende tone og er på randen til bare at ville trække sig helt og skynde sig væk. Det er hårdt at gå sammen med Julian på den måde, når han har en kæreste. Han vender hovedet den anden vej og bliver tavs, selvom hans hjerne ikke står stille. Han tænker og tænker. På Julian og Kevin.

Julian kigger på Leon og vælger bare at lade være med at kommenterer på det, for han kan nok ikke få Leon til at indse det.
"Du er snart hjemme." Siger han og kigger på ham, og kan se Leons hus længere fremme. Han glæder sig til at få Leon ind i seng, og så selv komme hjem.
De ord han sagde skræmte ham virkelig. At han vil dræbe Kevin. Det forhåbenlig bare noget han siger, fordi han har fået for meget at drikke.

At han snart er hjemme, er ikke rigtig ord som beroliger Leon. For hjemme er ikke lig sikkerhed eller tryghed i hans verden. Han ville næsten hellere slentre rundt med Julian i mørket fuld og deprimeret, så, end at skulle tilbage dertil. Selvom det også er smertefuldt at gå sammen med Julian. Det er mindre smertefuldt end at være i sit hjem, synes han. Han bider sig i læben. "Du kom og hentede mig, betyder det at du stadig er forelsket i mig?" spørger han med glippende øjne og håber inderligt.

Julian kigger på Leon, lidt overrasket over hans spørgsmål og han ved virkelig ikke hvad han skal svare til det. For han ved det faktisk ikke. For et eller andet har han vel stadig for Leon. Han var hans første. Hans første alting, første drenge kæreste, første rigtige kærighed, og første gang med en fyr.
"Leon.." Siger han og kigger på ham. "Jeg har Kevin.. Okay?" Siger han og kigger ham i øjnene. "Kom du skal ind og sove nu." Siger han og trækker ham med op til hans dør.