Dk Roleplay

Han lader sig trække afsted, og kan godt, trods sin tilstand, observerer at nu er de trådt ind på Sharmanernes grund. Før han ved af det når det op til hans dør og han ser over på Julian. Han er for træt og forvirret og fuld til at tage kampen op, og han ender bare med at svare med et sølle og trist: "ja" til hvad Julian sagde til ham. Hans skuldre hænger en smule og han dukker også hovedet en anelse. Han er ikke godt tilpas overhovedet humørmæssigt. Han føler sig sønderknust. Han går bare hen til sin dør og trækker i håndtaget, men kan ikke huske, hvor han har nøglen.

Julian kigger afventende på Leon, og retter hovedet lidt på skrå. Han kan tydeligt se at han ikke er glad, eller tilpas.
"Har du ikke nøglen?" Spørger han undrende, og håber virkelig han har den på sig. Ellers må han vel tilbyde Leon at sove hjemme hos ham, og det er vel også lige i overkanten. Han ved ikke hvad Leon kan finde på, når han er så fuld som han er.

Ej hvorfor opstår de dilemmaer hele tiden ))):

hahaahh true

ej han skal glemme nøglen for sure

Da Julian gør ham opmærksom på, at han måske kunne ske at have glemt sin nøgle roder han en smule fumlende og panisk efter den mellem både bukse- og jakkelommer. Han slår hænderne ud i luften og sukker tungt. "Fuck" siger han bare træt og læner sig mod sin dør med den ene skulder. Han forstår ikke hvordan han kunne glemme den nøgle. Han ser over på Julian med et bedende udtryk. "Jeg har den ikke ..." konkluderer han så til sidst og holder næsten vejret. Han ved ikke hvordan Julian vil reagere. Han var nok irriteret i forvejen ved at skulle hente Leon, så det ud til.

yas

Julian kigger på Leon og lukker øjnene i et kort øjeblik af frustration. Den knægt irriterer ham virkelig også lige nu.
"Så sover du hos mig." Det er en hurtig løsning, men hvad skal han ellers gøre? Det derfor han siger det så hurtigt, der er ikke nogen anden mulighed. Han går ned ad trapperne, og bevæger sig hen i mod sit eget hus. "Men du skal opfører dig ordentlit, okay?" Siger han lidt strengt.

Da chancen tilbyder sig, har Leon ikke tænkt sig at lade den gå forgæves. Han har heller ikke rigtig noget andet valg. Hans far ville bestemt ikke glad hvis han ringede for at få ham til at låse op i hvert fald, det er han sikker på. Så han er dybt taknemmelig over, at Julian sagde netop de ord. Han følger med ham ned af trapperne, i en hastig fart, for at kunne følge med ham, og løber ham nærmest i hælene, selvom han er virkeligt ustabil med sin gang på det her tidspunkt i den tilstand. "Jeg opfører mig da ordenligt hele tiden" siger han en smule fornærmet og når op på siden af ham, og går med ham mod hans hus.

Julian kigger på ham og løfter så bege øjenbryn. "Næppe. At sige du vil dræbe nogen, er ikke at opfører sig ordentligt." Siger han så og retter blikket frem for sig, og gemmer hænderne i sin jakkelommer.
"Med ordentligt mener jeg, at du skal holde hænderne for dig sselv, for du er vidst ret liderlig i aften." Det lød i hvert fald sådan, med den velkomst han fik i telefonen.

Han kører en hånd gennem sit hår, mens han desperat prøver at fokuserer på alt det, som Julian siger i så hastig en fart. Han genoptager øjenkontakt med ham. "Jeg har jo ikke gjort det, hvorfor er du vred?" spørger han i en høj og frustreret tone og han slingre en smule til den ene side, som kunne han ikke rigtig holde balancen mens han gik. Heldigvis bor de ikke mange gader fra hinanden, så det vil ikke tage lang tid at gå derhen. Han griner bare let og helt ligeglad med hans advarsel omkring hans hænder. "Ah, slap nu af, Julian" siger han bare.

Julian kigger på Leon og ryster på hovedet. "Det stadigvæk ikke i orden, du gjorde mig bange." Siger han og retter blikket frem for sig, og vælger at ignorere det sidste han siger. Han vil bare gerne hjem nu.
Han kommer op til hoveddøren, og finder sin nøgle frem og låser op. Han træder indenfor, og trækker sine sko af, og hænger sin jakke på plads.
Han lukker og låser døren efter Leon og går ind på værelset, for a gøre klar til at gå i seng.

Han holder sin kæft resten af vejen hjem, efter Julian sagde, at han gjorde ham bange. Det bryder Leon sig jo ikke om at hører. Han vil også bare være sammen med ham. Det var ikke at skræmme ham, han prøvede på. Han følger efter ham hen til huset og indenfor. Han er for træt til overhovedet at bekymre sig om sit overtøj, så han vader med Julian ind på hans værelse, med det på. Han sætter sig ned på gulvet, da han kommer derind, og læner ryggen mod væggen. Han havde lige brug for at sidde ned. "Jeg ville bare have dig for mig selv" siger han så, som om hvad han sagde tidligere var uskyldigt.

Julian kigger tilbage på Leon, og han ryster så svagt på hovedet overrasket over han er så hjerteknust.
"Leon, tag dit overtøj af så vi kan gå i seng." Siger han og får reddet sengen. Han går hen til sit skab og åbner det, og begynder at knappe sine bukser op, som han derefter trækker af sig. Han er faktisk også selv blevet ret træt efter at passe på Leon, at han nu bare gerne vil sove.

Han er for udmattet og forvirret til overhovedet at modsige sig Julians kommando, så han støtter sig mod væggen og rejser sig derved langsomt op igen. Han har heldigvis ikke nogen problemer med at træde ud af skoene, og jakken lader han også bare falde til jorden. Han skæver lidt over mod Julian, da han trækker bukserne af. Han ved godt, at han sagde han skulle opfører sig pænt. Men det er alligevel svært, når Leon tænder på Julian. Han begynder at afklæde sig og går hen og sætter sig på sengen. Han kigger over mod Julian, som står med ryggen til.

Julian lader blot bukserne ligge på gulvet, og derefter trækker han sine strømper af, og trækker trøjen op over hovedet. Han kigger tilbage på Leon, og vender sig så om og bevæger sig hen til sengen.
I det mindste er Leon ikke så vanskelig; han gør da hvad han beder ham om. Han kravler hen over sengen, og løfter dynen hvorefter han ligger sig ned under den.

Da Julian kommer hen og ligger sig, beslutter Leon sig også for, at ligge sig ned under dynen. Han trækker den op over sin skulder og gemmer næsten hagen under dynen. Han vender sig, så han kan kigge på Julian. Han siger ikke noget lige nu, Julian virker også ret sur. Han tænker på, hvordan han kan muntre ham lidt op igen. Han rækker sin hånd over mod Julians side, og slipper ikke blikket på ham.

Julian kigger på Leon og ser lidt afventende på ham, da det virker som om Leon vil sige et eller andet. Men det virker ikke sådan. Julia skæver ned i mod hans hånd, og tager så sin arm om bag nakken, og ser blot på ham.
I Leons selskab plejer der aldrig at være tavshed, men nu aner han virkelig ikke hvad han skal sige. Så han vælger bare at tie stille.
Det helt underligt at have Leon liggende ved siden af sig. Det er lang tid siden.

At han ikke tager imod hans hånd, kommer ikke bag på ham, efter alle de afvisninger i aften, men alligevel kunne han ikke lade være at forsøge sig. Han har ikke helt tænkt sig at give op endnu, og han savner Julian og hans krop og hans stemme. Generelt, så savner han bare Julian. Og det er virkeligt svært at holde hænderne for sig selv, som det er lige nu. Han bider sig i underlæben og sniger diskret en hånd hen til hans mave, og kører hånden ned af den, og kan mærke hans mavemuskler. Han ser ham ind i øjnene, tydeligvis med et blik, der gerne vil noget.

Julian bider tænderne sammen da han mrker Leons hånd på sin mave. Men han skubber den ikke væk, af en eller anden grund. "Leon.." Siger han stille, og kigger ham i øjnene, da han tydeligt kan se på ham, at han er ude på et eller andet, og Julian kan godt gætte sig til hvad.
Det værste er, at det ikke fordi Julian ikke har lyst. Men det fordi han er bange for han kommer til det. Bange for at Kevin finder ud af det, og hvad hans reaktion så må være.