Dk Roleplay

Kevin ligger armene over kors, og da døren endelig bliver åbnet trækker han forsigtigt på smilebåndet. "Hej, undskyld jeg forstyrrer. Det er omkring din søn.. Leon? Jeg har haft et møde med ham, nogle dage tilbage. Det er rigtigt han er diagnoseret med et eller andet... Ikke?" Starter han ud med, og kigger manden i øjnene, da han helst skal virke troværdig og selvsikker i sin sag. Men han lyver jo heller ikke, så derfor er han ikke nervøs. Generelt så er det sjældent Kevin bliver nervøs.

Han hører på hvad fyren som står der har at sige og virrer lidt med øjnene, kigger op og ned af ham, med et ret arrogant blik. "Hvem er du?" spørger han først an, og kommer med et svagt suk. Han kan næsten ikke klare klager om Leon oveni alt det arbejde og stress han i forvejen har over firmaet. Den knægt er heller ikke til andet end problemer. Han læner sig lidt mod dørkarmen og har hænderne stoppet i lommen. "Hvad drejer det sig om?"

Kevin retter sig lidt op og sender manden et svagt smil. "Jeg hedder Kevin." Præsenterer han så sig selv, og et let suk undslipper hans læber. "Som sagt, drejer det sig om din søn. Han var ret voldelig overfor mig. Han slog mig flere gange, og tog kvæler tag på mig. Det var kun heldigt at jeg slap ud af hans greb. Det ikke fordi jeg vil være på tværs, men jeg synes det bedst du får det af vide, så du ved hvad din søn render rundt og laver.."

Han nikker langsomt da han hører hvad der er hændt, og en masse vrede tanker løber gennem hans hoved, men han forholder sig helt rolig og kølig på overfladen. Han ryster lidt på hovedet og ser ham ind i øjnene. "Ja, det er jeg ked af du har måtte overvære. Han lider af sociopatisme. Jeg skal nok få styr på ham." siger han bare overbevisende og kan godt se alvoren i Leons handlinger. "Hvad kan jeg gøre, for at ... undskylde hans opførsel? Ja, jeg håber jo ikke du har tænkt dig at melde det. Han er bare lidt ude af kontrol." prøver han at forklare.

Kevin ryster så bare på hovedet og stikker hænderne i jakkelommerne. "Nej har skam ikke tænkt mig at melde ham. Men det vil nok være godt for ham selv, og andre, at han fik lidt hjælp med det han render og døjer med. Måske få ham ind på en afdeling, hvor de ved lidt mere om det. Det vil jo også gavne ham senere i livet." Fortæller Kevin som om han rigtig ved noget om det, men for at være ærlig, så aner han ikke noget om det sociopatisme der. Nu taler han bare ud efter hvad han tror.

Han holder hånden op for hagen og ser eftertænksom ud, i det den unge mand står og kommer med et forslag. Han retter sig lidt op. "Ja, det kan sgu godt være. Jeg skal i hvert fald nok sørge for at han ikke prøver på at lange ud efter dig igen, det kan jeg godt love dig. Tak fordi du fortalte mig det, Kenneth." siger han med et smule anspændt smil og trækker sig lidt ind mod sit hus igen, og er på vej til at lukke døren.

Kevin kigger på Leon og han nikker så til ham, med et smil på læben. "Kevin.." Når han lige at rette ham, men tænker at det også er ligemeget, så længe der bliver gjort noget ved det.
Han vender sig om, og svinger lidt med sine bilnøgler, mens han bevæger sig ned i mod sin sorte Mercedes.

jeg tænker på, skal vi spole nu eller hvad :p

yea... Tager Leon hjem til Julian, or???

ja enten det, eller så bliver han indlagt og så finder julian ud af det og besøger ham måske eller noget, men det er hvad du lige synes

mhm tænker ikke Leon skal indlægges, men det kan han jo altid blive gjort senere maybe he

yesyes, der kan bare have været tale om det så

ye

Han står udenfor Julians dør nu, og han banker hårdt på den, selvom det er sent om aftenen, og han ikke engang kan vide sig sikker på, om han er hjemme. Han gennemgår frustration og vrede lige nu, på samme tid er han også skuffet. At Julian kunne finde på at fortælle det til hans far af alle mennesker, var nok hvad som sårede ham mest. For han ved, hvad han gør ved Leon, hans far. Og idag havde ikke været en undtagelse for slag, efter han havde hørt om, hvad Leon havde gjort. Han havde prøvet at dække for sit ansigt, men alligevel havde han fået et øje som var blåt. Han havde advaret Julian, at hvis han brød aftalen, ville Leon ikke længere beherske sig.

Julian trækker sin mobil op ad lommen da han hører der bliver banket på døren. Det er ret sent, og Kevin har ikke snakket om at besøge ham. Julian rejser sig op, og ligger sin telefon fra sig, og bevæger sig ud til hoveddøren. Han holder håndtaget oppe, og får låst op og åbner så døren. At det er Leon der står der, kom virkelig bag på ham, og han kan mærke det giver ham et stik i hjertet af at se ham med det blå øje. "Leon? Hvad er der sket?" Mumler han, for han er ret bekymret for Leon, på trods af at han er virkelig sur på ham, over hans opførsel overfor Kevin.

Da døren går op, og Julian lige frem sender ham et bekymret udtryk, irriterer det Leon, når han ved hvad han har gjort og er skyld i det. Han ryster bare på hovedet og ser så ind i Julians øjne. "Hold dog kæft. Du ved godt hvad der er sket." han trækker en dyb vejrtrækning ind og ser afventende på ham. Han vil have at han skal forklare ham hvorfor, at han sagde det til hans far. Julian havde kendt Leon hele sit liv, han burde vide, at han ikke er farlig i hvert fald ikke overfor ham, og nu havde han været til psykiater, og de overvejede at sende ham til indlæggelse. "De gik helt amok alle sammen. Nu er jeg måske rent faktisk en psykopat. De taler ikke om andet end at lukke mig inde nu." siger han og fjerner ikke sit blik fra Julian, som borer sig vej ind til ham. Han skubber til Julian, men kan ikke få sig selv til at gøre det vildt hårdt, for han er tydeligvis også såret på samme tid.

Julian træder et skridt tilbage da Leon skubber til ham, og han ser blot undrende på ham, og rynker brynene. "Hvem siger det? Hvad er det du snakker om Leon?" Spørger han undrende, for han ved slet ikke hvad Leon fabler om. Han har slet ikke været sammen med nogen i dag faktisk, og i går var han bare sammen med Kevin. Så han har ikke gjort noget, og i hvert fald ikke noget der har forbindelse til Leon i den forstand.
"Vil du ikke slappe lidt af, og fortælle mig hvad der foregår?" spørger han og ligger armene over kors.

"Hvad jeg snakker om?" siger han, med munden åben og fnyser. Han ryster på hovedet, og selvom han er utroligt vred, så er det alligevel sværere at få sig selv til at gøre noget ved Julian, som han har et eller andet for, tydeligvis stadig væk. Han skubber sig ind forbi Julian og læner sig mod væggen i entreen. Han ligger armene over kors, og knuger dem hårdt for ikke at bruge dem. "Jeg ved du har fortalt min far, hvad der skete forleden. Jeg troede du vidste bedre, end at fortælle det til ham af alle mennesker. Han blev så fucking vred.. og nu skal jeg hele tiden omkring lægen for at få medicin og de vil indlægge mig, hvis jeg fortsætter på den her måde. Jeg kan ikke fatte at du gjorde det." siger han og kniber øjnene sammen. "Jeg troede, vi havde en aftale." siger han så og ser på ham.

Julian træder til side da Leon skubber sig forbi, og han følger hans blik, og lukker døren bag ham. "Jamen Leon.." Starter han så ud med, og retter sig om i mod Leon. "Jeg ved godt hvordan din far er. Jeg ved godt hvordan de vil reagere på at få sådan noget af vide." Siger han og ligger armene over kors, og ser lidt på ham uden at sige noget.
"Det derfor jeg ikke har sagt noget." Siger han og træder nu tættere på ham og kigger ham i øjnene. "Du bliver nødt til at tro på mig nu. Jeg har ikke sagt noget til din far, jeg har slet ikke været i nærheden af ham."

Han prøver at undgå Julians øjne en smule, da han kommer tættere på. Det er helt uvant at han taler så blidt og sagligt til ham, sidst han var der, blev han jo pisse vred, fordi Leon havde hænderne om Kevins hals. Han virrer lidt med blikket, men ender med at kigge ham ind i øjnene. Han ved ikke om han skal tro på ham, eller stole på ham. Leon ved ikke hvem han kan stole på længere, for han har lidt en oplevelse af, at han konstant bliver dolket i ryggen for tiden, så selv Julian tvivler han på. Han trækker vejret tungt. "Kevin" siger han så efter et stykke tid, som en åbenbaring og lukker irriteret øjenlågene i, mens han presser læberne sammen.