Dk Roleplay

Julian kigger på Leon og afventer svar fra ham. Heldigvis virker han ikke så vred og sur, at han har tænkt sig at gøre noget. Men han er nok mere skuffet end han er vred, og derfor er han ikke så voldsom.
"Kevin.." Gentager han så, og tager sig til hovedet og sukker dybt. "Leon jeg sværger jeg har ikke.. Sagt til ham, hvor du bor henne. Det må han selv havde fundet ud af, jeg har ikke bedt ham om at gøre det. Jeg ved hvor meget det sårer dig, og selvom jeg er sur på dig så.. Kunne jeg altså ikke finde på det." Siger han og holder blikket på Leon. "Men du skal ikke gøre Kevin noget.. Okay? Det virkelig vigtigt, du holder dig fra ham."

Han bider sig i læben, og ved ikke helt, om han skal tro på hvad Julian siger. Men på samme tid, er det svært bare at tro han står og lyver ham op i ansigtet. Det ville ikke ligne Julian på nogen måde. Han bider sig i underlæben, da han nævner, at han ikke skal gøre ham noget og han ser lidt til siden, og bliver en smule anspændt i kropsholdningen. "Han har ødelagt alt for mig, Julian. Jeg kan ikke se nogen grund til, at jeg skulle lade ham være." siger han så bittert og vender blikket tilbage på Julian. Han mener hvad han siger.

Julian kigger på ham med et sorgmodigt blik, og ender med at ryste på hovedet over ham.
"Han har ikke ødelagt alt for dig." Siger han og giver ikke Leon en chance for at sige ham i mod.
"Det mig der har det. Det mig der slog dig, så du gik fra mig. Det mig der har fundet en anden. Kevin er bare en brik i puslespillet.." siger han og forsigtigt fører han en hånd over Leons hår. "Du er dejlig Leon, det er du... og selvom du kan opfører dig som en idiot, så savner jeg dig. Det er mig der har tager valget om at være sammen med Kevin. Er du sikker på det ikke er mig, du er så sur på?"

Nat. ♡

godnat

Han lytter til hans ord, og får ikke engang plads til at kunne komme med en indvending, før Julian har tvunget sin pointe igennem. Han bider sig i underlæben og bliver en smule distraheret af at mærke hans hånd gennem sit hår. Han ser bare ind i Julians øjne. Han havde ikke tænkt over det på den måde. Han har heletiden givet Kevin skylden, fordi han ikke har ville indse, at Julian måske ikke havde brug for ham længere. "Du har ikke brug for mig." siger han bare med et suk. "Du har mere brug for en som Kevin. Og selvom jeg ikke kan få mig selv til at accepterer det, så passer det. Jeg er farlig for mine omgivelser. Farlig for dig." siger han og ser med et oprevet udtryk i øjnene på Julian.

Julian trækker sin hånd til sig, og kigger på Leon med et sorgmodigt blik. Han kan ikke lade være med at få lidt medlidenhed med ham, når han står der, sikkert helt fortabt, og med et blåt øje. Julian vil slet ikke vide hvad hans far har gjort ved ham, eller sagt til ham. Faktisk er han rigtig sur på Kevin, over at han har sagt det til hans far, han skal bare blande sig uden om.
"Du kunne ikke finde på at gøre mig noget, vel?" Siger han så. Det har Leon sagt før, og han tvivler på at Leon kan finde på at gøre ham ondt.

Han trækker på skuldrene, for han ved det ikke rigtigt. Han stoler ikke engang på sig selv længere. "Ikke af egen intention. Men jeg kan ikke altid styre det, Julian. Og det er bare blevet værre og værre siden vi blev mere ... involverede med hinanden. Jeg er alt for opslugt ..." siger han og afslutter ikke sin sætning helt, for han er ikke meget for at indrømme hvor forelsket han i grunden er i Julian. Han vil bare ikke have, at nogen anden end han, er sammen med ham, også selv, hvis han rent faktisk ikke kan være i et forhold med ham, fordi Leon er som han er, men alligevel. Han er egoistisk og vil ikke have at en anden får Julian uanset hvad

Julian nikker så lettere forsigtigt, for han kan vel ikke sige Leon i mod. Han kigger ned på sine hænder, og sukker dybt, og retter så blikke væk fra Leon. "Jeg ved ikke.." Mumler han så stille, og kigger ned i gulvet. Der er tavshed i et kort øjeblik, men han kigger så på Leon.
"Jeg savner dig." Siger han så stille, og retter lidt på sin trøje, lidt i nervøsitet. Det er svært at indrømme, efter alt det de har været igennem.

Da tavsheden brydes, og Julian siger at han savner ham, er han næsten lige ved at grine. "Hold nu kæft Julian. Det var dig der havde så travlt med at jeg ikke måtte kontakte dig og nu står du og siger at du savner mig?" siger han undrende og vantro og hæver det ene øjenbryn. Han ligger armene over kors og virker ikke meget nåde overfor Julian, som virkede ret nervøs i sin holdning og ved at sige det. Han synes næsten det er sjovt, at han vil prøve at bilde ham det ind, når han er sammen med Kevin, stadigvæk.

Julian kigger på ham og nikker så. "Selvfølgelig gjorde jeg det Leon. Du ringede til mig, og sagde i telefonen du vil skære halsen over på Kevin. Næste dag kvælte du ham, til han var ved at miste bevidstheden. Jeg kunne da ikke bede dig om at komme igen vel?" Siger han så, og ligger nu selv armene over kors, og kigger skeptisk på ham. "Der var vel en grund til jeg tog dig med hjem den aften. Jeg kunne også bare lade dig være ude hele natten."

Han skiller bare læberne ad en smule overrasket, og Julian er i stand til næsten at gøre ham målløs, for han har ikke rigtigt et godt modstridende argument, selvom han ikke er meget for at sige, at Julian har ret. "Nej, det kunne du vel ikke. Det var heller ikke fordi jeg ville gøre alvor af det med Kevin, før han sagde det, om dig. Det brød jeg mig ikke om at hører." siger han og vrider lidt på kæben. Han puster lidt ud og læner sig tilbage mod væggen. "Så koldt et menneske er du nu ikke. Det tror jeg du ville have gjort for hvem som helst." siger han og rynker lidt på brynene. Julian er en god person. "Men tak for det, alligevel."

Julian kigger på Leon og trækker så lettere på skulderende over ham. "Måske, måske ikke. Men jeg havde nok ladet de fleste sove på sofaen. Det burde jeg også havde gjort med dig." Kommenterer han så, og lader armene hænge langs siden, og træder så et lille skridt væk fra Leon.
"Men den skade er sket jo.."

Han fnyser let ud gennem læberne, og smiler svagt. "At kalde det en skade er nok at overdrive det. Så vidt jeg husker, kunne du godt lide det." siger han med en triumferende og flirtende tone og trækker endnu mere på smilet. Han forstår dog ikke hvorfor han går længere væk fra ham, som om han havde gjort ham ondt nu.

Julian kigger på Leon og han trækker meget svagt på smilebåndet. "Det er rigtigt." Siger han så en anelse stille, og stikker hænderne ned i lommerne, og retter hovedet på skrå. "Men du kunne også lide at have hænderne om Kevins hals, og det var ikke just en god ting. Bare fordi det føles godt, betyder det jo ikke at det ikke er forkert."

Han rynker lidt på brynene, men smiler alligevel lidt, også bare over han indrømmede det. "Der er forskel på kærlighed og Kevin." siger han som om hans handling overfor Kevin var ligegyldig. Men han føler heller ikke, at det var noget, som burde gå ham på. Kevin havde selv startet det, Leon endte det bare. "Jeg kan godt kende forskel" siger han så overbevist og smiler svagt.

Julian kigger på Leon og han ryster så bare på hovedet over ham. "Du er så klog på det hele, hva'?" Siger han så lettere irriteret, dog med et smil på læben. Han ligger armene over kors, og skæver hen til hoveddøren, men retter så blikket på Leon.

Han retter sig lidt op efter et stykke tid. "Så. Det her var en misforståelse. Vil du have mig til at gå?" spørger han, som en konklusion af hele deres lille snak. For det var jo ikke for at være sammen med Julian, at Leon oprindeligt var kommet herover, og han ved heller ikke, om han burde tage chancen, for det kan på den anden side også bare ende med at gøre Julian pisse sur hvis han gør

Julian ryster bare lettere på hovedet, og tager så en dyb indånding. "Nej du må godt.. Blive hvis du har lyst." Siger han så stille, for han burde egentlig bede Leon om at gå. Kevin bryder sig ikke om at han er sammen med Leon. På den anden side, så skal Kevin slet ikke bestemme hvem Julian er sammen med eller ej, og desuden som sagt tidligere, så har han savnet Leon.