Dk Roleplay

Pas. Så skulle det være fordi han så ham i skolen med et forslået ansigt eller noget.

Yea det kunne vi godt sige. Skal vi så starte lige når de har fået fri, eller??

Det kan vi. Tænker dog, at du nok bliver nødt til at starte. Så jeg lidt har fornemmelse for hvordan jeg skal "sætte reaktionen"

Yes, havde jeg også tænkt mig eheheh.

Julian har hele timen siddet med blikket ned i bordet, prøvet at gøre sig så lille som han kan, så ingen vil ligge mærke til ham. Men han ved godt at folk har lagt mærke til ham, og han ved at speciel Leon har.
Han var hjemme hos Kevin i går, og han tænkte at man kom længst med sandheden. Men Julian har aldrig set Kevin så vred før, så vred var han ikke engang da Leon ligefrem angreb ham. Kevin blev ved med at råbe om at Julian kun lavede fejl, og han slog ham flere gange. Heldigvis har Julian fået skjult noget af det med noget make up. Han rodet bare i sin mors make up taske, og fandt noget der kunne virke. Men han ser stadig forslået ud, og det værste er, at han ikke engang ved om han skal blive eller gå fra Kevin. For det var hans egen skyld, og han bilder sig selv ind at han fortjente det.
Da klokken endelig ringer ud efter sidste time, rejser han sig op, og sætter stolen på plads, og får pakket sine ting, og derefter begynder han at gå hen i mod døren for at komme ud.

Da Leon var kommet i skole imorges, var det første som fangede hans øjne Julian. Han havde egentligt tænkt sig at se, om han kunne blive gode venner med ham igen, eller bare sige et eller andet til ham, efter at være gået den anden aften. For han kunne nu ikke lide tanken om, at Julian og ham skulle have hel kold luft imellem dem igen. Men det var noget andet, som havde fanget hans opmærksomhed ved Julian. Noget som skubbede alle tanker om alt det andet som var sket væk. En gammelkendt følelse skyllede ind over Leon, ved at have set Julians ansigt. Han kunne med det samme se, hvad der var sket, selvom det var tydeligt, at Julian havde prøvet at dække noget af det. Dog skinnede den blålige farve stadig igennem tydeligt, eller også var det bare fordi at Leon vidste at det var der. Det var ikke til at tage fejl af. Han havde mange gange siddet i Julians sted, men Leon havde altid kunne bortforklare det ved at han havde været oppe at slås i baren eller noget. For det lignede Leon, og det lignede hans temperament. Men ikke Julian. Julian slogedes ikke bare på den måde, han var fredelig. Hans hjerte var sunket ved synet af hans forslåede ansigt og han måtte virkeligt holde sig i sit skind gennem timerne for ikke at styrte over til Julian og bombarderer ham med spørgssmål. Da klokken endelig ringede ud, ventede han bevidst udenfor klassen, til Julian ville komme ud. Da han ser ham komme hen til døråbningen, tager han i et bestemt greb fat om hans arm og begynder at trække ham hen mod toilettet, for han ved, at der er ikke nogen tilbage. Han trækker ham med indenfor døren og venter til den smækker i, og ser så, med tydeligt oprevede øjne på Julian.

Julian ligger ikke mærke til Leon før han tager fat i ham. Han ser skeptisk på ham, og han bliver bare irriteret over at Leon bare trækker ham væk på den måde. Som om han regner med at Julian vil snakke med ham. "Leon" Vrisser han irriteret, og prøver lidt at trække sin arm tilbage, men Leon har fart på, og han holder godt fast i ham.
"Jeg gider ikke snakke med dig." Siger han så og retter blikket væk fra ham og stikker hænderne i lommerne. Han ved at Leon har en masse spørgsmål, og sikkert en masse han vil sige, men Julian har hverken overskud til at svare eller høre på ham. Han er indebrændt og ked af det. Så meget, at han ikke engang har lyst til at kigge på ham. "Og jeg mener det denne gang Leon. Jeg har virkelig, overhovedet ikke, lyst til at snakke med dig." Siger han med sammenbidte tænder, og retter så blikket på ham og kigger ham i øjnene, og det er tydeligt, at han ikke lyver.

Han ignorrerer Julians ord om at han ikke vil snakke med ham fuldstændigt, for Leon har en masse tanker og spørgssmål, som han føler, at han er nødt til at få besvaret. "Hvad er der sket, Julian?" spørger han med en blid og blød stemme. Det er tydeligt at se, at Leon er sørgmodig og optøet ved synet af Julian. Hans hjerte banker, og han har virkeligt behov for at vide, hvem der har gjort det ved Julian og hvorfor. Han slipper ikke hans arm, men rusker bare lidt i ham, og ser ham ind i øjnene, en smule panisk i sit udtryk.

Julian ryster så ivrigt på hovedet og trækker så sin arm til sig. "Fatter du ikke, at jeg ikke vil snakke med dig?!" Ender han med at råbe, og han tager en dyb indånding for at få sig selv til at falde lidt ned. "Kan du ikke være skide ligeglad? Du skrider alligevel." Mumler han så, og retter blikket væk fra ham, og fører en hånd igennem sit hår en smule frustreret. Han kan godt mærke og høre på Leon at han rigtig gerne vil vide hvad der er sket, og Julian føler også trang til at sige det til ham, på den anden side er han også bare så irriteret på ham.

Han bider tænderne hårdt sammen og spænder i kæben, da Julian allerede begynder at råbe. Han kommer dog med et suk og synker lidt sammen i sin holdning igen. "Julian," siger han så, igen mild i stemmen, og forsøger virkeligt at nå ind til ham og hans fornuft. Han træder forsøgende tættere på ham, selvom Julian nok overhovedet ikke vil være i nærheden af Leon. "Jeg vil bare hjælpe dig" siger han så, beroligende i stemmen og kigger ind i Julians øjne.

Julian kigger på ham og han trækker så bare svagt på smilebåndet og nikker. "Du har allerede gjort nok. " Siger han og løfter sin hånd, som tegn på at Leon ikke skal komme nærmere. "Hvis du er så skide nysgerrig, så kan jeg fortælle dig, at det er Kevin der har gjort det." Siger han bestemt, og lader så sin arm hænge langs siden igen, og ender med at ligge armene over kors. Han har allerede snakket alt for meget med Leon synes han. Han havde ellers bestemt sig for at holde sig fra ham.

Det er tydeligt at Julian er sarkastisk i sine ord, og egentligt ikke gad Leons hjælp overhovedet. Men Leon tror ikke på, at Julian lige nu i sin tilstand ved, hvad der er bedst. Og hvis han tænker indad, ville han nok også vide, at Leon nok var den, som ville kunne hjælpe ham bedst igennem ved at snakke om det. Hans øjne bliver store og han retter sig en smule køligt op, da han siger, at Kevin har gjort det. Leon og Kevin havde slogedes, men det var også kun fordi de begge to havde provokeret hinanden. Leon havde aldrig i sin vildeste fantasi regnet med, at Kevin ville gå på Julian. Han skulle jo forestille at være den gode erstatning for Leon. Han skælver en smule ved tanken og ser bare med store fortabte øjne på Julian. Han ryster på hovedet. "Du skal slå op med ham, Julian."

Julian kigger på ham og løfter så det ene øjenbryn let, og han ender med at trække på skulderende. "Kan godt være han har slået mig, men jeg er ligesom selv uden om det." Siger han så stille, og er tavs i et kort øjeblik, og i mens har han rettet blikket væk fra Leon.
"Det min egen skyld, jeg skulle havde bedt dig om at skride den aften. Men det gjorde jeg ikke." Tilføjer han for at uddybe sine tanker, og han ryster så på hovedet over sig selv, og tager en dyb indånding. "Jeg forstår godt hvorfor han blev vred.." Mumler han. Kevin blev sikkert også så vred, fordi det var Leon. Ham som Kevin var oppe og slogedes med, og ham som kom og forstyrrede dem dengang de sad i parken sammen.

Da Julian uddyber, går det hurtigt op for Leon, at han bebrejder sig selv for hvad der er sket. Han ryster gentagne gange på hovedet og har et nærmest arrigt udtryk i øjnene, da han igen kigger på Julian, selvom han ikke længere kigger på ham. "Det er ikke din skyld, Julian. Han er et svin. Det fortjente du ikke, forstår du?" siger han, og prøver at se, om han kan finde bare den mindste smule fornuft ved Julian. "Det må han ikke gøre ved dig, nogensinde." siger han med en hård stemme og borer øjnene mod Julian. Han burde have regnet ud, at det var hans skyld. Leon og Kevin kunne ikke døje hinanden. Men han havde ikke regnet med, at Kevin ville gå amok på Julian. Nærmere på ham selv, kunne han forestille sig. Det hele virkede meget forskruet. Han træder hen ved siden af ham, og ligger en arm omkring ham.

Julian kigger på ham og han ender bare med at ryste på hovedet over ham. "Du er et svin" Siger han så lettere irritabel, og skubber ham væk fra sig, da han ligger armen om ham.
"Det kan ikke tælles på én hånd, hvor meget du har såret mig. Og jeg er ved at være træt af det, jeg kan ikke holde til det mere." Siger han og retter sig så lidt op, og stikker hænderne ned i sin jakkelomme, mens han holder sit blik på Leon. "Og du kan sige undskyld så mange gange du vil, men du mener det sikkert ikke. Og du kan komme hjem til mig, og fortælle hvor meget du savner mig, men det passer nok heller ikke. Så jeg er kommet frem til, at jeg ikke gider at se dig mere." Han presser læberne i mod hinanden, efter sine ord. Det var ret hårdt at sige, og han ved også det er en smule ondt at sige. De to har været udadskillige i flere år, men efter de begyndte at være falske kærester, er det hele bare gået ned ad bakke for deres forhold.

Han fnyser irriteret, da Julian slår hans hånd væk, og derved også hans tilbud om at hjælpe ham og være der for ham. Han ligger armene over kors. "Hold op med at være sådan en tøs Julian. Du bliver så skide fornærmet og følsom over ingenting. Hvorfor kan du ikke bare accepterer tingene, for hvad de er? Vi to havde ingen aftale om mere end sex den aften, så jeg ved ikke hvorfor du bliver så vred. Det er ikke min skyld, at du opfører dig som en lille pige." siger han så og ryster på hovedet af ham. Han er ikke bange for at svare fra sig, og Leon mener højt og helligt heller ikke, at det hele kan være hans skyld. Han kniber øjnene lidt sammen.

Julian kigger på ham og retter så hovedet lidt på skrå. "Nej, men du giver mig falske forhåbninger hver gang. Tror du bare jeg var liderlig den aften eller hvad? Jeg havde lyst til dig, ikke bare sex." Siger han så, og føler sig mere og mere dum, jo mere det går op for ham, at Leon ikke tænker det samme.
"Problemet er, at jeg stadig væk er forelsket i dig.. Og du siger at du savner mig, og det ene og det andet, men det gør du slet ikke, du er skide ligeglad, og det er det der gør så fandens ondt." Han lukker armene om sig selv, og læner så hovedet tilbage og lukker øjnene.

Var lige væk.

Det ok he

Julians ord overrasker faktisk Leon en del, på et eller andet plan. Han vidste jo godt, at Julian havde noget for ham, men ikke at han var så forelsket, som han beskriver det. Han blinker lidt med øjnene, og overveje sine ord nøje. "Hvis jeg var ligeglad, så havde jeg ikke trukket dig herud. Hvis jeg var ligeglad, havde jeg ikke slogedes for dig. Hvis jeg var ligeglad, havde jeg efterladt dig meget længe før det her. Hvordan kan du tro jeg er ligeglad?" siger han, og lyder en smule ramt og ryster svagt på hovedet.