Dk Roleplay

Julian kigger på ham og han trækker så på skulderende. "Hvis du ikke var ligeglad, havde du kke skredet fra mig den dag, og lod mig ligge der og tude mig selv halvt ihjel." Mumler han så stille, og fører en hånd ned over ansigtet. "Jeg aner bare ikke hvad du vil med mig.. Du virkede så glad og tilfreds over at vi var sammen den aften, alligevel vil du ikke blive hos mig..."

Han trækker på skuldrene over hans ord. "Du ved godt, at faste forhold aldrig har været min ting Julian. Jeg ved ikke hvad det er du vil have, det bliver du nødt til at fortælle mig." siger han så med et suk og ligger hovedet lidt på skrå, mens han stopper hænderne ned i sine bukselommer.

Julian kigger på ham og tager så en dyb indånding, og retter blikket væk. "Jeg vil gerne være sikker. Sikker på det er os to.. Jeg gider ikke vågne op, og så du ikke lige pludselig er der mere.Jeg vil gerne have det bekræftet, at du vil have mig.. Som kæreste, ikke bare som et eller andet trofæ... " Mumler han stille, da han synes det lyder som mange krav men så alligvel ikke. Han vil bare gerne være sikker i sin sag. "For jeg føle egentlig bare at.. Du vil i seng med mig, og intet andet."

Han fugter sine læber og tripper en smule irriteret og utålmodigt med foden, mens Julian forklare ham, hvad det egentligt er han vil. Han hæver øjenbrynene svagt. "Du virkede ret indforstået med, at det bare var sex." svare han, undrende. Han havde opfattet det som om, at de begge to havde savnet hinanden fysisk. Han retter sig lidt op og hæver hagen en smule mens han ser ned på ham. "Og det var dig, som havde en kæreste, da vi gjorde det. Jeg synes ikke du kan forvente at jeg bliver der til næste morgen, så."

Julian kigger på ham og han ryster så bare på hovedet. "Der var en grund til at jeg spurgte om du ville sove der.. Og i mens vi lå der, gik det op for mig jeg hellere vil have dig end Kevin. Men nu ved jeg i det mindste jeg fortjener bedre." Siger han og skubber sig væk fra væggen, og bevæger sig hen til håndvasken, for at få sig en tår vand. Han kan mærke at det her bare ender ud i en stor diskusson, og han gider ikke diskutere med Leon.

Han læner sig mod væggen, og lader sine øjne følge Julian hen til vasken, efter han har fortalt. "Jeg kan ikke læse dine tanker, Julian. Jeg kunne ikke vide, at der var en dybere grund til du spurgte mig om det." siger han så, en anelse overrasket over, hvor meget Julian lagde i det. Han fnyser så bare og vifter ud med hånden i luften. "Prøv du bare om du kan finde bedre. Vi ved begge to at du ikke finder én, som kan få dig til at føle de ting, som jeg gør." siger han, bittert.

Julian retter sig op og kigger sig kort i spejlet, inden han retter blikket tilbag i mod Leon.
"Føle de ting?" Siger han så og retter sig op og kigger hen på ham. "På det seneste har du kun fået mig til at føle jeg bliver udnyttet, og at jeg er påtrængende og en idiot. Jeg kommer ikke til at savne det." Siger han og vender sig så helt om i mod ham, og trækker let på skulderende.
"Jeg er bare træt af at blive såret, jeg gider ikke mere..."

Han sukker svagt af hans svar. Det er tydeligt at han gerne vil have at Leon skal føle sig skyldig over hans handlinger, men det gør han ikke. Og det burde Julian også vide. "Undskyld." siger han så endeligt og slår ud med armene. "Var det det, som du ville hører?" siger han så, en smule hysterisk i tonefaldet. Han regner med, at det er det, som Julian bare har ventet på, at Leon ville sige. Efter alle de ting som er sket.

Julian kigger hen på ham og han ryster så på hovedet. "Jeg vil bare gerne høre hvad du tænker, hvad du har lyst til." Siger han så og vender sig om i mod ham og lægger armene over kors. "Jeg mener omkring os. Vil du gerne have det bliver til noget.. Eller om du egentlig er ret ligeglad med, om vi er sammen eller ej?" Han ser nu afventende på ham. Han mener de bør finde ud af hvad de skal med hinanden. Det har efterhnden stået på længe, hvor de har været lidt on og off. De har jo aldrig været kærester som sådan, og det er vel nok det som Julian gerne vil have.

Han overvejer Julians ord nøje og presser læberne mod hinanden, og fugter dem. "Og hvis jeg ikke har lyst? Hvad så?" spørger han, roligere i tonen nu. Han vil gerne vide, om de så stadig kan blive ved at være venner, eller ikke. Han vil gerne være sammen med Julian et eller andet sted, men Julian har jo også sagt det selv: Leon sårer ham konstant. Og Leon stoler ikke rigtig på egne evner til at være kæreste materiale for en god person som Julian.

Julian kigger på ham, og lige præcis de ord ramt ham lidt hårdere end han havde regnet med. Forsigtigt trækker han på skulderende og træder et skridt tilbage.
"Det ved jeg ikke...?" Siger han så stille, og fumler med noget papir han har i sin jakkelomme. Han bliver ved med at knuge hånden om det og derefter prøver at folde det ud ved hjælp af sine fingre.
"Så skal vi vel ikke ses." Mumler han så stille. Han ved ikke om han kan holde til at være i nærheden af Leon i længden. For de ender sikkert med at lave et eller andet, og så bliver Julian såret bagefter. "Har du da ikke lyst?" Spørger han så, og ser nu lettere sørgmodigt på Leon.

Hans hjerte synker lidt ved det triste udtryk Julian får i øjnene, efter hvad Leon sagde til ham. Han kommer med en sukkende lyd og holder vejret for et øjeblik, før han træder skridtet frem mod Julian, som Julian ellers trådte sig væk fra Leon ved lige før. Han søger mod hans øjne. "Julian," starter han, i en blid tone og trækker splittet på smilebåndet. "Det er ikke fordi, at jeg ikke vil være sammen med dig. Men jeg er ikke ... jeg er bare ikke kæreste materiale. Du ved godt jeg ikke er god til at overholde sådan noget." siger han så, en smule mere dæmpet i stemmen, fordi han har ikke lyst til at skulle afvise Julian. "Jeg kan sikkert ikke finde ud af det. Og så sårer jeg dig bare" forklarer han og ryster lidt på hovedet.

Julian kigger på ham, og han bider så tænderne lidt sammen, og fumler lidt mere ivrigt med papiret i sin lomme, da han ikke helt ved hvad han skal gøre af sig selv. "Hvorfor er du ikk det?" Siger han så lettere stille, og trist til mode. "Hvorfor kan du ikke bare være det? Hvorfor kan du ikke bare lade være?" Spørger han, men det er nok mest til sig selv. Han retter hovedet den anden vej, og ender med at knuge hånden hårdt sammen om papiret, og prøver at lade være med at bryde sammen.

Han trækker vejret tungt ind, da Julian begynder at tale i triste og tågede baner. Han ser ham ind i øjnene, med det mildeste blik han nu kan fremkalde. "Julian. Jeg ville gerne være det for dig, men du ved hvordan jeg er. Jeg fucker ting op. Du sagde det selv. Du kan ikke tælle det på dine hænder, hvor mange gange jeg har såret dig. Jeg er ikke alt det værd." siger han og ryster på hovedet. Hvis han skal være ærlig, så ved han også godt ved sig selv, at Julian fortjente en anden. En der var lidt mere sensitiv og kærlig.

Julian kigger på ham og ved ikke helt hvad han skal sige. "Jeg ved det godt, jeg ved det godt.." Siger han så stille, og ender med at træde et par skridt tilbage, til han rammer væggen bag sig. Han læner hovedet tilbage, og puster let ud i mellem sine læber.
"Men jeg gider heller ikke uden dig, og det irriteret mig så grænseløst." Siger han og kigger så på Leon. "Jeg burde være så vred på dig, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på dig hele tiden, og jeg vil jo overgive mig til dig, når som helst..."

Han vipper hovedet lidt på skrå ved Julians ord, og skiller læberne lidt i overraskelse. Det burde jo ikke rigtig komme bag på ham, at Julian har det sådan, men det er alligevel noget andet at hører det direkte fra ham. Han kan ikke lade være at smile en smule, men han kigger lidt ned, for at dække over det. "Jeg vidste ikke, at du havde så mange følelser for mig" siger han lavt, næsten genert i tonen. Han kigger ned mod sine fødder og bliver en smule forlegen af at hører den slags komme fra Julian.

Julian kigger på ham og han ryster så på hovedet. Han er også lettere skuffet over sig selv, at han bliver ved med at have de samme følelser for ham, på trods af det de har været i gennem. "Men det har jeg." Siger han blot for at bekræfte det. Han hader at han nok er så glad og forelsket i Leon, men Leon føler nok ikke det samme. Han ved godt Leon er glad for ham, men han er nok ikke ligeså glad for ham, som Julian er for ham. Og bare tanken dræber ham, og tanken om at det nok aldrig har været sådan, dræber ham fuldstændig. Han vil bare ønske, at Leon var nemmere at finde ud af.

Han løfter blikket, da Julian bekræfter sine egne ord. Han smiler forsigtigt og træder skridtet længere hen til ham. Han læner sig det lille stykke frem og kysser Julian kort på kinden. Han ser på ham, en smule nervøs. "Vi skulle måske også snart komme ud her fra. De låser nok af snart." siger han og hentyder til at de har stået her et stykke tid efterhånden og skoletimerne sluttede for et pænt stykke tid siden. Han strejfer Julians hånd med sin, for at se, om han vil tage imod den eller ikke.

Julian presser sine læber lidt i mod hinanden da han mærker Leons læber i mod sin kind, og han kigger så på ham, stadig med det lidt sørgmodige blik. Men Leon har ret, de har efterhånden stået herinde i lidt tid, og de har sådan set haft fri længe. "Ja.." Siger han stille, og lader forsigtigt sin hånd fange Leons, og retter så blikket op på hans øjne. Han er ikke helt sikker på hvad det her betyder, men han håber det kan fører til noget godt. Og ikke endnu et skænderi.

Leon bliver helt varm indeni i øjeblikket Julian tager om hans hånd. Han møder hans blik, men han siger ikke noget. Han åbner bare døren op for dem, og går med ud, med Julian i hånden. Skolegangene er mørke og øde nu, og de når nok også kun lige at komme ud. Leon sørger for at styrer dem mod udgangen, mens tankerne pulserer inde i hans hovede. Hvad han skal stille op med Julian, og hans ord. Selvom det ikke er Julian, som er problemet, men ham selv. Han synker en stille klump ved tanken, og tager i dørhåndtaget, så de kan komme helt udenfor.