Julian følger blot med Leon, og han aner slet ikke hvad det her betyder. Hvad Leon har tænkt sig, hvad han selv har tænkt sig. Han skæver lidt til Leon mens de går ned ad gangen, og han aner ikke om han skal sætte sig ned og græde. Eller om han skal smile hele vejen ned ad gangen. Så han holder sig blot neutral, og træder med udenfor sammen med Leon. Han kigger kort ned i mod deres hænder. Han har altid synes de passede så godt sammen. Deres hænder. Han ved ikke hvorfor, for det er bare et par hænder, og de fleste mennesker kan jo holde hinanden i hånden. Men Julian har altid synes, at det så anderledes ud når han holdt i hånden med Leon, men han har aldrig kunne sætte finger på hvad der gjorde det.
Da de endelig kommer udenfor døren, og den friske brise møder dem, ånder Leon kort op og lukker øjnene i, bare for at tage det hele ind på en gang og kunne slappe af for bare et moment selvom han ved han er nødt til at træffe et valg hurtigt hvad angår Julian. Han kigger frem for sig og begynder at gå, og sniger lige så stille sine fingre ind mellem Julians, så de flettedes.
Julian stopper op udenfor ved siden af Leon, og han kigger lidt undrende på ham. Han vil gerne sige et eller andet, men han aner ikke hvad. Så han er forholdsvis glad for at Leon begynder at gå igen, så de ikke bare står og ikke ved hvad de skal gøre af hinanden.
Han følger blot med, og lader sine fingre flettes med Leon, og et let tilfreds suk kommer ud i mellem hans læber.
Han følger blot med, og lader sine fingre flettes med Leon, og et let tilfreds suk kommer ud i mellem hans læber.
På vejen hjemad skæver Leon over til Julian. Han puster svagt luft ud mellem hans læber, og overvejer, hvad han skal sige, for at bryde tavsheden. De havde jo egentligt gået fra at diskutere deres forhold til bare at gå hånd i hånd. De havde vidst begge to haft brug for bare at tænke et godt stykke af vejen. "Og det passer jo ikke helt, at vi ikke er kærester. Vi er da i et forhold ifølge samtlige 300 elever på skolen." siger han så, en smule kæphøj i tonen og trækker forsøgende på smilebåndet. Han ved virkelig ikke om det var klogt at smide den kommentar ind, men han gjorde det alligevel.
Julian retter blikket på Leon da han hører hvad han siger, og han løfter blot på det ene øjenbryn. "Tror du virkelig den stadig holder?" Spørger han så undrende. For Leon har jo været samen med Hazel, og Julian har været sammen med Kevin. Folk har vel lagt mærke til det ikke har gået så godt for dem. Ja Julian ved ikke engang hvorfor han går og holder i hånd med Leon. Måske fordi han tror der er et lille håb om at de kan finde sammen igen? Han håber i hvert fald. Ikke at de bare skal i seng sammen, men hvor de virkelig finder sammen. Som et kærestepar.
Han trækker på skuldrende, og kan godt mærke, at Julian er skeptisk overfor den påstand. "Vi har i hvert fald ikke annonceret at vi har slået op. Men det er vel, som folk ser på det. Jeg prøvede også bare at muntre dig lidt op." siger han med en ualmindeligt rolig tone, i forhold til alt der lige er sket. Måske er det bare fordi, at han går og holder Julian i hånden, at han automatisk bliver lidt mindre intens og lidt mere afslappet. Han kigger ind i Julians øjne.
Julian kigger så på Leon og han trækker så svagt på smilebåndet. "Det ved jeg godt.." Siger han så stille. Han ved godt Leon ikke sagde det for at bryde stilheden, eller bare for at få et emne at snakke om, men mere for at muntre Julian lidt op. Men han er usikker på hvor godt det virkede. For han er egentlig ikke just tilfreds med at der er nogen som faktisk tror de er sammen, når det slet ikke er rigtigt. Det irriterer Julian lidt, at det ikke er ægte. Men det gør ham dog lidt glad, at Leon prøver at muntre ham op.
De har efterhånden passeret mange gader og fortov, uden at slippe hinandens hænder. Leon har heller ikke lyst til at give slip på Julians hånd. "Det er så underligt at tænke på, hvordan alt det her startede, og hvordan vi har rykket os. Nu faker vi det ikke engang længere, det er sygt." siger Leon. I starten havde Leon jo bare gjort det for populairitet og trukket Julian med sig, men de havde klart udviklet nogle ægte følelser for hinanden gennem tiden.
Julian kigger på Leon mens han snakker, og han har ret i det han siger. Der er sket en hel del, og alt det der er sket, have Julian aldrig nogensinde regnet med ville ske. Men nu går han altså her, med Leons hånd i sin. Og det er ikke engang fordi de vil ligne de har noget sammen, men de gør det af helt egen vilje.
"Du har ret.. Der er sket meget." Mumler han så og retter blikket frem. "Det er sygt ja.."
"Du har ret.. Der er sket meget." Mumler han så og retter blikket frem. "Det er sygt ja.."
Han smiler lidt, da tanken strejfer ham. "Vi var bedstevenner." siger han så åbenlyst og ryster lidt på hovedet, og smilet vokser endnu over hans læber. Han kigger ikke længere på Julian, men bare frem for sig. Optaget om tanken af deres udvikling, og hvad der skal ske. For et halvt år siden ville han ikke have kunne klare tanken om at kysse sin bedsteven, Julian.
Julian kigger på ham og han undrer sig lidt over det han siger. "Hvad er vi så nu?" Spørger han så undrende. Han har selv ikke rigtig ord på hvad de to er for hinanden. De er nok ikke bare bedstevenner længere. Ja hvis de overhovedet stadigvæk er det. For de er vel heller ikke kærester, men alligevel så er de vel på en måde. Julian ved det ikke helt, men det kan jo godt være Leon har en tanke om det.
Han skal overveje spørgssmålet. Det var ikke fordi han selv havde sat mærkat på deres situation, men nu kommer han da til at tænke over det. "Det ved jeg ikke. Men du er min, Julian." siger han så, og prøver at få det til at lyde henkastet, men han mener hvad han siger. Han ville ikke lade Julian være sammen med nogen anden. Det har Julian vidst også erfaret omkring Leon, efter Kevin dukkede op. Det var ikke rigtig noget, som Leon kunne tolererer. Han drejer om et hjørne med Julian, og de er tæt på Leons hus.
Julian er en smule skeptisk over det Leon siger. For på den ene side vil han gerne have at Leon har den indstilling. At Julian er hans. Men han ved også hvas det indebærer. Så det skræmmer ham en smule, han ved at Leon kan finde på mange ting. Og bare det at Leon føler at han har det ejerskab over ham, gør det ikke bedre. Men Julian forholder sig tavs. Han ved ikke hvad han skal sige, for han gider ikke sige til Leon det ikke passer. For han vil jo gerne være Leons.
Da Julian ikke kommer med en indvending, regner Leon med, at det er fordi han er indforstået med, at det er sådan tingene står til. Han stopper ved porten der fører ind til hans hus og vender sig så en smule, så han kan se på Julian. "Skal du med ind?" spørger han, som om det var ret neutralt spørgsmål, selvom de ikke ligefrem har været meget sammen på det seneste. Ikke sådan, at de bare sad ned sammen, i hvert fald, og slet ikke mere end et par timer.
Julian nikker til ham, og kigger lidt på døren. "Ja. Hvorfor ikke." Mumler han stille. Nu er han her alligevel, og han vil jo gerne være sammen med Leon. Han træder indenfor og trækker sine sko af. Derefter stiller han sin taske på gulvet og lyner ned i jakken.
Moderators: NoahVincent