Dk Roleplay

Julian bliver stående stille tilbage, selvom Leon står lige foran ham. Han kigger ham i øjnene. Ligeså så stille får han blanke øjne, som bliver helt fyldt med tårer. Han retter blikket væk fra Leon, og er begyndt at fumle med Leons trøje. Som om han er helt rastløs, eller som om han er urolig, eller ikke ved hvad han skal gøre af sig selv.

Leon når godt at se, hvordan hans øjne bliver følelsesladte og får et sentimentalt og melankolsk udtryk, som knapt kan beskrives. Da tårerne også begynder at vælde frem hos Julian og han forsøger at skjule det ved at kigge væk, sukker Leon lydløst. Han kigger lidt ned, hvor Julian holder om hans trøje og siger endnu ikke et ord, han prøver bare at fange hans øjne igen. "Hvorfor græder du?" spørger han hæst.

Julian ender med at knuge begge hænder om Leons trøje, og han trækker så på skuldrene. "Jeg ved det ikke.." mumler han stille, og et snøft kommer fra ham. "Jeg vil bare.. til tider ønske at alt var ligesom før. Dengang vi bar bedstevenner. Dengang vi gik i byen, kiggede efter piger.. hvor vi grinte sammen, uden ait det her... drama." Siger han og retter blikket på Leons øjne.

Han nikker langsomt. "Det var ikke min mening at alt det her skulle ske, Julian. Det håber jeg også du ved. Jeg havde jo ikke regnet med, at jeg ville falde for en ..." siger han men stopper sig selv i det han skal til at afslutte sætningen. Han kom til at få det til at lyde som om han også var forelsket i Julian og har været det længe på den måde. Han puster tungt ud gennem læberne og møder Julians blik. "Men hvis du ikke kan klare det, kan vi også godt bare gå tilbage til at være bedstevenner."

Julian ryster let på hovedet, og kigger ned på sine hænder der er stramt om hans trøje endnu. "Hvad føler du for mig Leon?" Spørger han stille, nærmest hvisker. Han kigger ham I øjnene, med tårerfyldte øjne. "Er jeg en du har lidt sjov med? Eller en du godt kan se som en kæreste?" Spørger ham og slipper så hans trøje. "Og jeg vil have sandheden." Ender han med at tilføje, og han ser ham alvorligt i øjnene.

Hans hals snøre sig sammen, da Julian igen bringer kortet om følelser på banen. Leon har ikke rigtigt flere veje uden om, han har allerede flygtet fra det her spørgsmål så mange gange, og forsøgt at undgå konfrontationen omkring hans følelser og alt det her med Julian. Han ville nok altid prøve at springe over hvor gærdet er lavest og han bryder sig bestemt ikke om at være presset til at sige det nu, men han har ikke nogle optioner tilbage, når Julian står der og har de vådeste øjne han længe har set. Han ånder tungt og en smule tirret ud og presser læberne lidt sammen. Han er ikke meget for at indrømme, hvad han nok er nødt til at indrømme nu. Han har svært ved overhovedet at få sagt noget. Han er ikke typen som bare melder ud om sine følelser.

Julian ser afventende på ham, og han bryder sig slet ikke om at han ikke siger noget. Hans tålmodighed er langsomt ved at slippe op, og det hjælper slet ikke på hans tårer. "Jeg ved ikke engang hvorfor jeg tog med dig hjem.." fnyser han og river sig væk fra ham. Han kan ikke mere, han vil gerne have en stopper for det, men Leon siger jo aldrig noget. Han er svær at finde ud af. Julian begynder at bevæge sig ud i gangen.

Er du på mobil?

Ja haha... why?

Det er bare fordi der står der kun er en person i chatten. Weird.

Bedst som han var ved at samle sig mod til at fortælle Julian om hvordan han følte, river han sig fra ham. Leon gisper lydløst efter vejret og sætter hurtigt efter ham på gå-ben. Han når lige op i hælene af ham, og ligger forsigtigt men bestemt sin hånd på Julians skulder, i håb om han vil stoppe op. Hans øjne er store og blinker desperat efter Julians tilgivelse, for han har ikke engang nået at sige hvad han gerne ville. "Du må ikke gå" siger han bare, lavt og desperat.

Hm... ved mig står der, at der er to

Julian stopper op da han mærker hans hånd på sin skulder. Han burde vel eegentlig gå fra ham, bare skride. Men Julian er så vild med Leon, at han ikke kan lade være. Han vender sig om og kigger så på ham. Han kan ikke lade være med at synke en klump i halsen. "Okay." Siger han stille, og presser læberne i mod hinanden. Nu står han stille, og venter blot på hvad Leon vil sige.

Da han stopper op og vender sig om, trækker Leon lettet efter vejret, men det varer ikke længe, da presset igen overmander ham. Han ved at han er nødt til at handle nu, sige noget til Julian, ellers mister han ham nu, og det er Leon ikke klar til, det indser han nu. Hans læbe dirrer en smule og han er nødt til at sætte alt sin fokus på, at tage mod til sig, for at sige til Julian, hvad han har burde sige længe, men han først indser nu. Han ser ham ind i øjnene med et følelsesbetonet blik og mærker også hvordan de bliver en smule blanke. Han trækker hånden til sig igen og slår kort tid ud med begge arme i luften til hver sin side, som om han havde fået nok. Men han har også nået sin grænse. Nærmere Julians grænse, for Julian vil ikke mere, hvis Leon ikke melder ud om hans følelser, og Leon kan ikke bærer at miste Julian, så han er tvunget til det, uanset hvor bange han er for at sige, hvad han skal til at sige. Han åbner munden, og efter et stykke tid, kommer der endeligt noget ud.
"Jeg er fucking forelsket i dig." siger han så endeligt, med en hævet stemme. "Var det det, du ville hører? At jeg ikke kan fungerer uden dig? At jeg er så dybt væk i dig, at jeg ikke engang kan accepterer at se dig holde i hånd med en anden mand. At jeg er så væk i dig, at jeg føler jeg ikke længere har nogen kontrol." siger han så, næsten i et råbende toneleje og får nogle vilde men på samme tid skræmte øjne.

Julian kigger blot afventende på Leon, med sommerfugle i maven. Han ved ikke om det er gode sommerfugle, eller dårlige sommerfugle. Om han er spændt på at høre sandheden fra Leon. For den kan være god, og den kan være dårlig. Faktisk aner han ikke hvad Leon tænker om ham. Han har nok fået det syn, at Leon bare godt kan lide at være sammen med ham. Som sex, og nærvær. Men ikke som en kæreste, og det er lige præcis dét at Julian er bange for han vil sige. For så betyder det at i alt den her tid, har der ikke rigtig været noget.
"Ja..." Siger han stille da han hører hvad han siger, og han skal lige tænke igennem at Leon faktisk har sagt det han lige har sagt. "Ja." Ender han med at sige, og han kan ikke lade være med at trække på smilebåndet. Hans sommerfugle letter, og han kan ikke lade være med at smile stort. Han placerer sin ene hånd i mod hans kind, og kigger ham i øjnene. "Du aner ikke.. Hvor glad jeg er for at høre det." Siger han stille, og bliver ved med at kigge ham i øjnene.

Han beholder den intense øjenkontakt med Julian. Det er tydeligt at se, hvordan udtrykket og glimtet ændredes i dem, efter Leon endelig havde meldt ud omkring de følelser som han havde gået inde med i ret lang tid efterhånden. Han var egentligt ved at hidse sig helt op tilsidst, mest af alt fordi han følte sig presset, men da han så Julians smil, lagde det automatisk en dæmper på det vilde udtryk i Leons øjne. Han trækker vejret dybt da han mærker Julians hånd mod sin kind. Den er varm og blød, og den sender en behagelig følelse gennem Leon. Han blinker lidt med øjnene og trækker tøvende på smilebåndet, men ser lidt væk fra Julians øjne. Han kan slet ikke fatte, at han sagde det.

Julian ved ikke hvorfor det har været så svært for Leon at sige det. For chancen for at Julian afslog ham var jo ganske lille. Leon vidste jo godt at Julian var helt væk i ham, så at Julian vil afvise ham, vil være virkelig underligt. Men Julian tænker at det må vel være hårdt for Leon at erkende at han faktisk er til mænd.
Han placerer den anden hånd på Leons kind også, og presser så sine læber i mod hans. Han har ikke tal på hvor mange dage, måneder, han ha ventet på Leon. Bare ventet på at han skulle sige det, og nu sagde han det endelig. Og Julian der endda var ved at miste håbet. Nu er han helt lykkelig, som en varm følelse der har spredt i hele hans krop, og Leon har endnu engang formodet, at få Julian til at tro, at han aldrig vil fryse igen.

Julians læber overvælder ham så pludseligt, og sætter følelserne og behaget igang med det samme. Selvom han efterhånden har kysset Julian mange gange, føles det her en smule anderledes, på grund af situationen. Nu har de begge to anerkendt at de har følelser for hinanden, og det kunne ikke komme på et mere perfekt tidspunkt. Leon lader sine læber følge Julians bevægelser og lukker øjnene, og slipper spændingerne fra skuldrene som det føles som om han har haft hængende over sine skuldre i flere måneder nu, og endeligt føles det som om, at byrden lettedes fra hans skuldre. Han lister hans fingre omkring Julians hofter og holder lidt fast ved ham der, mens han fortsætter kysset.

Af en elleranden grund har Julian længtes efter Leons læber, mere end han plejer at gøre. Af en eller anden grund, så føles dette kys bedre end alle de andre har haft. Måske fordi at Julian nu er fuldstændig sikker på, at Leon vil have ham. Ikke bare noget med den ene gang, men nej han vil virkelig gerne have ham.
Han tager armene omkring Leons nakke, og lukker sine øjne. Endnu engang får Leon ham til at føle, at han er værdig og at alle hans problemer er væk for en stund. Han skiller sine læber ad i kysset, og lader forsigtigt sin tunge røre Leons underlæbe, og fører den ene hånd ned på siden af hans hals, og kærtegner den forsigtigt.

Spole eller blive?