Dk Roleplay

Hvad synes du? Vi kan godt spole hvis det er.

Jah, hm. Jeg har en idé, for en gangs skyld. Det kunne være, at Julian og Leon havde gjort deres forhold officielt, og Leon ville fortælle det til sin far med Julian over en middag. Hvad tænker du?

Årh, det lyder nice.

Good. Skal vi bare starte fra, at faren kommer ind af døren-ish?

Yea lets do that.

.... Og havde ikke lige tænkt over, hvem skal spille faderen? Altså jeg kan godt, men du må også meget gerne

Jeg vil helst være fri tbh ahah :II

jeg spillede jo også kevin eheheh

True. Jeg ved bare ikke, om jeg så fletter det ind eller what even. Det må jeg lige finde ud af.

Bare flet det ind ja. Eller del det op, det hvad du synes er bedst.

Leon skubber en smule til de tre næsten færdig stegte steaks på panden, og vender den ene om på den anden side med palletten. Ikke langt fra ham står Julian, og selvom ingen af dem har udtrykt nervøsitet som sådan endnu, hvisker stemningen også en smule om, hvordan den snart må komme krybende. Leon er både nervøs og spændt på hvordan aftenen skal forløbe. Mest nervøs, men han kan alligevel ikke lade være at håbe, at hans far vil reagere pænt nok. Det er ikke til at sige, hvad der vil komme til at ske, men Leon regner heller ikke med, at hans far tør gøre noget overdrevet mens Julian sidder ved siden af. Leon gider bare ikke gemme på det mere, han vil bare gerne have det ud, uanset reaktionen. Han er trods alt hans far. Han skæver kort over mod Julian, men vender så blikket i retningen af døren da han hører den gå op, og ser hans far komme gående ind med rank ryg og hurtige skridt. Først da Leon hilser på ham, kigger hans far i hans retning og giver ham så et nik og vender derefter blikket over på Julian. "Aftensmaden er snart klar. Jeg vil gerne have, at du spiser med." annoncerer Leon bestemt og fanger hans fars øjne, som ser kolde og tøvende ud, men han accepterer det alligevel tilsidst, og går så over for at hænge sin jakke og sit halstørklæde over en knage.

Julian er ret så glad for at Leon har valgt at sige det til hans far. Endelig. Han tror også det er det bedste i længden, selvom hans far aldrig helt har været god ved Leon. Men Julian skal gemme hvem han virkelig er, bare fordi hans far ikke gider at accepterer ham. Hvis det går helt galt, så kan Leon også være hos Julian i et stykke tid. De kunne evt. finde en lejlighed sammen. De er jo gamle nok.
Men Julian er ret så nervøs, og han står bare ved siden af Leon og kigger ned på panden. Han husker dengang at Leon fortalte hvordan hans far slog på ham. Hvor ked af det Leon var, og Julian håber for guds skyld at aftenen ikke ender sådan. Han håber også, at Julians tilstedeværelse kan sætte en dæmper på farens reaktion. Lidt anstændig skal han vel opføre sig, når der er gæster i huset.
Julian vågner op, og træder så hen til Leon og kærtegner ham blidt på ryggen. Som for at sige det nok skal gå, uden at bruge ord. Derefter går han hen til et skab, og begynder at finde tallerkener frem. En lyd kommer ude fra gangen af, og Julian retter blikket ud og fanger farens øjne. Han sender ham bare et svagt smil, inden han bevæger sig ind til spisebordet for at sætte tallerkenerne på plads.

Leons øjne følger heletiden hans fars bevægelser. I realiteten gør det ham nok bare mere anspændt at være så bevidst over hans tilstedeværelse, men han kan ikke lade være. At Julian og Leon har skulle været hemmelige i et stykke tid nu har pirret ham. Ikke fordi han regner med at få sin fars anerkendelse, han ved godt hvad hans far mener om homoseksuelle, men fordi, at han bare gerne vil have at alle ved det, selv hans far. Så der ikke længere vil være nogen tvivl om det, selvom det også på en anden side er skræmmende: men Leon er homoseksuel, og det har han været nødt til at indse. Det må hans far også. Han tager steaksne af den varme pande og ligger én på hver sin tallerken og går kort over i køkkenet med panden igen, som han stiller fra sig ned i vasken og skynder sig så over mod bordet med skålen hvor der ligger ris i. Han stiller den på bordet, og trækker den ene stol ud for Julian, og ser over på den anden side, hvor hans far nu har sat sig ned. Han trækker en dyb indånding og sætter sig ned på sin egen stol overfor sin far og rækker forsigtigt hånden ud på midten af bordet for at skovle nogle ris op til dem omkring sig. Han starter med sin far, som har blikket på Julian. Han når derefter til Julians og så sin egen tallerken, og læner sig tilbage mod sin egen stols ryglæn. Han skæver først over mod Julian, og så over på sin far, som stadig har blikket på Julian. "Så, far, hvordan var din dag?" spørger Leon høfligt ad, men man kan tydeligt se nervøsiteten boble frem over hans ansigt. Normalt lader han sig ikke skræmme af andre mennesker, men Leon har utroligt meget respekt for hans far, og han tør ikke modsige ham. Han presser hænderne sammen mod hinanden for et øjeblik, og samler så bestikket op.

Julian får sat resten af tingene på bordet, og går med ind til bordet. Han smiler let til Leon da han trækker stolen ud, og han sætter sig blot ned, og trækker sig ind til bordet. Han kan tydeligt mærke på Leon at han er nervøs, og lidt mere anspændt end han plejer at være. Julian bebrejder ham ikke, hans far er ikke til at løbe rundt om hjørner med, og han er ikke sådan direkte venlig. Nok ikke en man har lyst til at kramme, og fortælle om alle sine problemer.
Julian læner sig tilbage og fører en hånd igennem sit hår. Han kan tydeligt mærke farens blik på sig, og han aner faktisk ikke hvad han skal gøre af sig selv. At Leons far kigger sådan på ham, gør ham en del nervøs, og hans hjerte er efterhånden begyndt at banke i brystkassen på ham.
Han retter blikket på Leon, men vælger blot at lade som om han ikke har set, at hans far kigger sådan på ham. Så han skubber sin tallerken ind til gryden, og øser noget ris op på den, og trækker den til sig bagfter.
Da Leon spørger hans far om dagen, læner Julian sig tilbage i stolen og retter nu blikket på hans far. Det giver næsten et sæt i ham, men han bliver siddende, og kigger faren tilbage i øjnene. Dog fumler han en smule uroligt ved kanten på sin trøje.

Først da Leon har spurgt ind til noget direkte omkring hans far, tager han sit blik fra Julian og kigger ind i Leons øjne, så der opstår en øjenkontakt. Hans far blik er stift og udtryksløst, men han trækker alligevel på mundvigen en smule, i en grimasse, som nok skulle forestille et afbilde af venlighed, men som egentligt bare mere minder Leon om noget falskt og uægte, men Leon tager hvad han kan få når det kommer til hans far, og han er glad, når han overhovedet bare tager sig tiden, og rent faktisk bemærker Leon og kigger ham i øjnene. Han retter sig lidt op på stolen. "Jeg fik afsluttet en stor og vigtig handel. Det kommer til at bringe en masse penge ind til firmaet." siger han og hakker ned i steaken med kniven og vrider den fra hinanden med den, og vender blikket over på Julian igen, hvilket får Leon til at synke en klump, men han prøver at få problemet væk ved at overdøse sin far med komplimenter, som Leon underligt nok ikke engang får det godt af at sige. "Det var godt. Du er god til det med handel. Det må da skabe en masse muligheder for fremtiden, du er sådan en fant - ..." siger Leon forhastet og kigger på sin far, som ligger en flad hånd mod bordet, og vender blikket tilbage til Leon, mens han strækker sig lidt i stolen og afbryder så Leon: "Hvad med jer? Har i været produktive? Har du fundet en måde at bidrage til familien på, Leon?" ligger han hårdt ud med, men formår alligevel at beholde et næsten hånende smil over sine læber. Han svælger tydeligvis i sin egen overlegenhed, men Leon ser ikke rigtig på den del af ham. Han vil gerne imponerer sin far. Han smiler en anelse nervøst, og fugter sine læber, holder lidt tættere fast om bestikket. "Nej, men .."

Julian synker en klump i halsen, og han har nok aldrig nogensinde været til sådan middag før, med en så anspændt stemning før. Det bliver næsten for meget for Julian. Han plejer at spise med sine forældre og søster, som snakker så vældigt og griner og har det sjovt, det er slet ikke det samme som her. Derfor rækker Julian ud efter kanden med vand, og hælder noget vand op til sig selv, og det eneste han tænker på at han ikke må dumme sig. Ikke hælde for meget i, og ikke tabe kanden. Han får den stillet væk fra sig, og han trækker så glasset til sig og tager en stor mundfuld og stiller så glasset fra sig.
Han lytter til deres samtale, og tager en steak over på sin tallerken. Nu kender Julian ikke meget til Leons far, men han har været her hjemme ret mange gange jo. Ham og Leon har været venner længe, og de har brugt meget tid sammen. Men Julian har egentlig aldrig ført en samtale med Leons far. Det måske også meget godt, han virker heller ikke til at være interesseret.
Da faren stiller spørgsmålet, retter Julian sig lidt op. Han tænker virkelig på et eller andet at sige, der kan sætte Leon i godt lys. Men han er gået helt i stå, og faren er sikkert også ligeglad med hvad Julian siger. Han kigger lidt ned i tallerkenen, og bider sig lidt i underlæben. Han tager en dyb indånding, og retter så blikket op og kigger så på Leon. Han har ondt af ham, han har mest lyst til at omfavne ham og holde ham ind til sig. Men det kan han ikke tillade sig, i hvert fald ikke endnu. Ikke nu hvor faderen ikke ved noget endnu.

Svaret tilfredsstiller tydeligvis ikke Leons far, som blot ryster på hovedet af de to, og skyder blikket til side, med armene liggende over kors. Leons hjerte synker en smule ved det syn, og han ser skamfuldt ned mod bordet, efter den reaktion hans far havde. Han samler dog hurtigt sig selv sammen igen, for han ved, at han har et formål med denne aften, og han vil også bare ende med at skamme sig endnu mere, hvis han ikke får fortalt sin far det. Så han hæver sit blik igen, og kigger over på sin far, som er begyndt at læne sig frem mod bordet igen for at spise maden, som Julian og Leon har fixet. "Det var ikke det, jeg ville tale om i aften far. Jeg ved godt min fremtid og arbejde er vigtigt for dig, men der er noget andet, jeg gerne vil snakke om, i aften ..." siger han, usikker og en smule snublende i sin tale. Han krummer næsten tæer under bordet, og selvom han sidder og prøver at få sin fars opmærksomhed, opfører han sig fortsat bare koldt og kører maden ind, men Leon ved at han lytter. Han retter sig lidt op og griber fat om Julians lår under bordet og kan ikke undgå at borer sine negle en smule ned mod hans jeans. "Far .." forsøger han, for at få hans opmærksomhed. Han trækker tungt efter vejret, og synker en klump.

Julian løfter endnu engang sit glas og tager en tår af glasset. Han er ikke engang sulten mere, han er skide nervøs på Leons vegne. Vel også på sine egne, for det betyder også lidt for ham, hvordan Leons far vælger at reagere. Men det vil gå mest ud over Leon. Det er jo hans far forfanden, han bliver nødt til at acceptere ham.
Julian retter sig lidt op da han mærker Leons hånd på sit lår, og han bider tænderne sammen over at mærke hans negle. Men han sidder blot stille, og skærer et stykke af kødet hvorefter han spiser det.
Han kigger på faren, og skæver så til Leon. Julian kan tydeligt mærke at det er svært at fange farens opmærksomhed, hvilket irriterer Julian grænseløst. Det er hans søn der sidder og snakker til ham, og han burde vise noget interesse.
"Leon vil gerne sige noget vigtigt." Siger han så blot, og kigger hen på hans far. Han løfter sit glas og drikker det sidste, og forholder sig egentlig forholdsvis rolig, på trods af at hans hjerte banker derud af. Han læner sig tilbage i stolen og tager den ene hånd ned under bordet, og tager om Leons hånd, og giver den et klem.

Da Julian også bakker Leon op i at prøve at få hans fars opmærksomhed, bliver Leon en smule varm indeni og hans hjerte kan igen slappe lidt af for et moment, da han mærker Julians hånd omkring sin. Han trækker vejret dybt og trods hans far stadig ikke skænker dem et blik, ved Leon at han må sige det nu, ellers får han nok aldrig modet til at sige det. Det er nu det skal være. "Jeg er i et forhold med Julian, far. Vi er kærester." siger han så endeligt, viljefast og klart og tydeligt, så hans far ikke kan undgå at hører, hvad han siger. Da løfter hans far endeligt blikket, med et fuldstændigt fremmed og skuffet udtryk i øjnene. Han begynder at hoste og kigger så først på Julian og så på Leon. Leon bider sig i læben, og kort tid efter, da han igen kigger over på sin far, kan han hører ham sidde og smågrine, hæst og hånende. "Hold nu op med det der, Leon. Det har vi vidst allerede diskuteret en gang før." siger han i en hård og sammenbidt tone og ser med et dybt blik på Leon, som tydeligvis udgyder frygt hos Leon.

Julian kærtegner Leons håndflade under bordet med sin tommelfinger, mens han holder blikket på faren. Da Leon endelig får det sagt, giver han hans hånd et klem, ligesom for at sige at det var flot af ham. Julian er stolt af ham, han ved hvor hårdt det er for ham at sige det.
Men da faren ikke vælger at tage det til sig, eller tage det seriøst kan Julian ikke lade være med at bide tænderne sammen.
"Vi er kærester." Siger han så, for at sætte streg på det. Måske vil han ikke lytte til sin søn, men måske en anden. I så fald så skal hans far ikke blive ved med at skubbe det væk, som om det bare er en lille ting, for det er det jo ikke. "Det har vi efterhånden været i noget tid." Tilføjer han så, og rækker ud efter kanden og hælder mere vand op til sig selv. Det her bliver svære end han havde regnet med, desværre. Hvis hans far bare kunne acceptere det, og sige at han var glad på deres vegne. Det vil være perfekt