Dk Roleplay

spiser lige

Blikket borer sig helt ind på Leon, hvis hjerte banker utroligt hurtigt, nu hvor han har sagt det til sin far. Han sukker en enkelt gang, fordi Julian er nødt til at gentage det, for at hans far måske vil lytte til dem. Han ser med triste øjne på sin far og presser svagt læberne mod hinanden og nikker anerkendene til Julians ord. Hans far bliver dog ved at kigge på ham, det kan han mærke, og Leon havde været nødt til at sænke blikket lidt, for han følte sig pludseligt overvældet. Det var tydeligt for Leon at se, at det ikke var noget, som behagede hans far overhovedet. Han kiggede på ham med et uforklarligt had og skam i øjnene. Først da han mærker en håndflade slå mod hans kind, drejes hans hoved ufrivilligt en smule og han sænker blikket ned mod gulvet. Hans refleks fortæller ham ikke engang at tage sig til stedet han blev slået, for han har været udsat for sådan en flad hånd mange gange før. "I skal ikke være sammen. Jeg ved ikke hvad i bilder jer selv ind, eller hvem i tror i er, men du er ikke homoseksuel, Leon. Sådan har jeg fandeme ikke opdraget dig!" råber han højrystet og med et buldrende tonefald.

Skulle også spise hehe

Julian kigger på Leon og derefter faren. Han aner ikke hvad han har tænkt sig at gøre, og Julian hader at han ikke kommer med en eller anden form for response, men bare bliver siddende der, som om han er konge over det hele. Det er han ikke.
Men da hans far lige pludselig hæver hånden, og han hører et klask rykker Julian på sig i ren chok. En ting er at høre om at hans far slår ham, en anden ting er at være vidne til det. Julian knuger begge sine hænder sammen, og han kan ikke lade være med at blive trist, men han er også rasende.
"Leon" siger han stille og retter blikket på ham, og vender sig så om i mod ham. Han tillader sig at placere sin hånd forsigtigt i mod Leons kind, inden han trækker hånden til sig og retter blikket på faren.
"En ting er at have noget i mod sin søns seksualitet, men en anden ting er at slå ham. Du skal ikke slå Leon, han har fandeme ikke gjort noget galt. Hvis der er nogen der er en idiot her, er det i hvert fald dig." Siger han med sammenbidte tænder, og han ved slet ikke hvordan han kan få sig selv til at sige sådan nogle ord, og så endda til Leons far. Men det var nok bare det, at se ham slå Leon. Det var for meget for ham.

Leon prøver som altid at have en stærk front og ikke lade sin fars ord påvirke ham, men at han ikke kan accepterer hans seksualitet, er som at få stukket en kniv i hjertet. Han tør slet ikke kigge op, og væsken som vælder op i hans øjne og gør dem blanke, gør at han ser uklart og hans syn bliver tilsløret og vandet. Han knuger hænderne sammen og siger ikke et ord, selv da han hører Julian forsvare ham og mærker hans hånd mod hans kind. Han er helt lamslået og trods slaget ikke kom som en overraskelse, er han bare ekstremt ked af, at hans far ikke bare kan indse det, som selv har været så hårdt for ham at indse. Især efter Leon har givet ham så meget tid til at fordøje det og bearbejde informationen, siden Leon første gang fortalte han var homoseksuel til sin far. I et øjeblik er der helt stille, og der bliver ikke sagt noget rundt om bordet, efter Julian slyngede de ord efter hans far, men det varer ikke længe, før stilheden igen brydes. Han kan hører lyden af en stol blive skubbet ud, og han løfter så blikket igen med angst i øjnene og kigger over på sin far, som har rejst sig og nu læner sig over bordpladen med blikket direkte på Julian. "Leon er forvirret. Han aner ikke hvad det er, han laver. Som jeg ser det er det dig der har forsøgt at hjernevaske ham i al den tid, og da han nåede bunden og hans lidelse blev værre, tog du bare fat om ham, og gjorde det endnu værre. Du har gjort det her ved ham. Jeg ved hvad der er bedst for min søn, og hvad jeg gør eller siger til Leon er ikke dit ansvar. Skrid, nu. Fucking bøsse." råber han højlydt og peger en finger mod Julian, truende. Hans blik er fyldt med had. Leon sidder tilbage som forstenet og er helt tavs.

Stilheden er næsten ved at kvæle Julian og han bryder sig slet ikke om stemningen. Leon plejer altid at være så stærk, og han plejer at have masser af selvtillid. Men Julian ved godt, at når det gælder hans far så er det noget helt andet. Julian bebrejder ham ikke, hans far er ikke just en behagelig mand.
Han synker en klump i halsen, og skæver lidt til Leon, og han kan godt skue tårene der er ved at samle i hans øjenkroge, hvilket virkelig dræber Julian at se. Han læner sig blot tilbage i stolen da hans far læner sig sådan ind i mod ham, og han kan ikke lade være med at tage ordene til sig. For til tider følte han næsten, at han bare hjernevaskede Leon. Før i tiden, da Leon ikke havde erkendet han var homoseksuel, så var det lidt ligesom Julian bare fik ham til at tro det. Men Julian er klog nok til at vide, at han ikke har tvunget Leon til noget overhovedet, og at Leon er som han er.
Eftersom Leon ikke kan være stærk på dette punkt, og det er egentlig ham der plejer at være den stærke af de to, så kan Julian godt mærke at det er ham der skal være det. I aften i hvert fald.
"Jeg er ikke bange for dig." Siger han så og kigger hans far i øjnene. "Og jeg har ikke hjernevasket din søn. Leon er klog, og han er stærk, han ved godt hvad han vil. Han lader ikke nogen hjernevaske ham. Desværre har han så meget respekt for dig, han har så fucking meget respekt for dig, og du udnytter det. Den eneste grund til han har så meget respekt for dig, er at du ikke kan holde dine hænder for dig selv. Måske skal du holde hænderne for dig selv, og se realiteten i øjnene. Din søn er homoseksuel, og du kan ikke slå det ud af ham!" Råber han så tilbage, og det som om jo mere Julian siger jo mere sur bliver han. Han er rasende over hans fars reaktion, og han er rasende over at han er så selvcentreret. Hvorfor han ikke kan se noget fra Leons synsvinkel, bare enkelt gang.

Leon kan ikke få nogle ord frem, og han kan ikke rykke på sig. Overvældelsen og skuffelsen i hans fars øjne holder ham tilbage fra at gøre noget overhovedet. Han har aldrig haft sin far til at kigge på ham på den måde før. Han har tit set på ham med vrede øjne, men det blik hans far sendte ham før, var et af de slags, hvor det lignede, at han ville ønske at Leon aldrig var blevet til eller havde haft en eksistens her på jorden. Og det gjorde ondt. Det er en smerte, som ikke kan beskrives med ord. Det gjorde mere ondt, end alle de gange, hans far har slået på ham. Psykisk.
Han hører hvad Julian siger, men han har ikke styrken til at støtte ham. Istedet rækker han hånden ud og griber fat omkring hans arm og ryster lige så stille på hovedet. Han vil ikke have konfrontationen med sin far, det skræmmer ham. Så er han næsten mere tilbøjelig for at bare give sin far hvad han vil have, end at kæmpe igennem det og bare stå ved Julians side. Han ser ned i gulvet og en enkelt tårer undslipper hans øje og falder ned over hans kind. Han kan hører sin far komme med et vredt brøl da Julian har afsluttet sin tale. "Bare fordi du ikke ændre dig, betyder det ikke, at Leon ikke kan. Nogle skal jo fikse de fejl du har påført ham, fucking faggot. Tag hjem, nu. Du ved udemærket godt, at jeg er i stand til at ødelægge alt for dig. Så vær klog og skrid tilbage hvor du kom fra." siger han, højt og faretruende og langer armen over mod Julian og tager fat om hans hals med en hånd.

Julian ryster på hovedet over faren og hvis det ikke var fordi han sikkert var en del kilo tungere og ældre, og stærkere, så havde Julian allerede slået ud efter ham. Han er så rasende på ham, og sur over at han ikke bare kan se at hans søn er god nok. Hvis Leon havde et valg, så vil han helt sikkert vælge det der gjorde hans far stolt. Julian ved at Leon ikke vil skuffe sin far med vilje, men det kan hans far selvfølgelig ikke se.
Da han mærker Leons hånd om sin arm, trækker han den blot til sig. Han nægter at holde sig tilbage, og han nægter at lade Leon bukke under for sin far. Bare fordi det ikke lige falder i farens smag, så skal Leon i hvert fald ikke rette sig efter ham.
"Jeg er så fucking ligeglad med det du siger." Sier han tilbage, og vil egentlig sige noget mere, men da han mærker hånden om hans hals, får det ham til at stoppe med det samme. Han tager begge sine hænder fat om håndledet på faren, i forsøg på at fjerne hans hånd. Han ender med at gå lidt i panik og rejser sig så hurtigt op fra stolen, så den vælter ned på gulvet bag ham. "Slip mig!" Skriger han højt, og borer sine negle ned i farens hud.

Leon hører hvert et ord der bliver udvekslet mellem hans kæreste og hans far, men han lukker dem ude. Han er næsten som paralyseret og han vender bare ryggen til problemet, mens de står og diskuterer, men da han hører stolen falde til gulvet og Julian skrige er det som at få et wake up call, og Leon ser med skræmte øjne fra sin far og over på Julian. Han farer frem og skubber også til sin fars hånd, som til sidst giver op, og han trækker den til sig. "Far, stop" siger han panisk og i en skælvende tone, og han skubber Julian en smule tilbage med hånden, så han kan stille sig foran ham, for at beskytte ham. Han ser hans far i øjnene, og tårerne får frit fald, da han ser hans fars vredesfyldte blik. Han ved at han har mistet alt empati for Leon nu, han tænker kun på sig selv og hvad han synes. Han er kommet for langt ud til at det kan ende på en god note, men Leon kan ikke lade være at forsøge. Han rækker bedende hånden ud efter sin far, men han trækker sig væk i afsky og væmmelse. "Undskyld" siger han i en svag og stille tone fyldt med smerte.

Julian træder hurtigt et par skridt tilbage da hånden endelig fjernes fra hans hals, og han tager hånden op for at ømme sig. Selvom Leon står foran ham, har han mest af alt lyst til at fare frem og slå utallige gange på Leons far. Han er så rasende på ham, han kan slet ikke sætte ord på det.
Han ryster så bare på hovedet og tager fat i Leons overarm og trækker ham lidt ind til sig.
"Du skal ikke sige undskyld til ham." Siger han så, og kigger på faren. Man kan tydeligt mærke på Julian, at på trods at han for få sekunder siden havde en hånd om sin hals, at han er blevet ret så modig. Synet af faren der slog Leon, og Leons tårer, fik hans humør på et helt andet niveau. Lige nu finder han sig slet ikke i noget som helst.
"Den der skaber de største problemer her, er fandeme dig." Siger han så og holder sit hadefulde blik på faren. Han retter lidt på sin trøje.

Han læner sig ind til Julian, da han trækker ham ind mod sig. Han føler sig helt svækket på alle måder, og han læner bare sin pande ind mod siden af Julians hoved, mens tårerne falder ned over hans kinder, nogle ned over hans hals, mens helt tredje lander på Julians skulder. Han hiver lydløst efter vejret, og har nået sin grænse, uden tvivl, i forhold til hans far. Han ved ikke hvorfor han lader sig blive slået ned på, på den måde af sin far, og hvorfor han finder sig i alt han gør og siger, men Leon ville vel bare ønske, at hans far var stolt af ham for en gangs skyld. Men det ser ikke ud til, at det nogensinde kommer til at ske. Sådan kan Leon i hvert fald ikke lade være med at tænke nu. Der går ikke længe, inden han kan hører hans far gale et ophidset svar tilbage til Julian. "Hvis du havde været min søn skulle du fandme have så mange slag at du ..." siger han galsindet og hurtigt, men trækker så vejret en smule, før han fortsætter. "Hvad du er, er dit problem. Men jeg nægter at lade Leon ende ud med at være sådan en skændsel som dig." siger han vredt og næsten spyttende. "Leon, kom herover." beodrer han så, og Leon løfter hovedet fra Julians skulder igen og ser på sin far.

Julian holder blot blikket på faren, og han er kommet til det punkt at han ikke engang er bange mere. Han er så skide ligeglad, han er bare rasende. Hans far kan sige hvad han vil, og han kan true med hvad han vil, men det vil ikke ændre Julians synspunkt overhovedet. Han tager sin arm om Leon, og kærtegnerh am forsigtigt på ryggen.
"Du kan ligeså godt vænne dig til at Leon ikke kommer til at være præcis det du ønsker. Jeg ved ikke hvad der er med dig, hvorfor du er så skide uintelligent. Det eneste der kan give mening er, at din far har været en ligeså stor idiot, som du er overfor Leon." Siger han, og han ved godt han bruger lidt hårde midler lige nu. Da han siger Leon skal gå hen til ham, retter han blikket på Leon og ryster på hovedet. "Lad vær' Leon." Siger han stille, og fører sin hånd fra hans ryg, op over hans hår og aer ham forsigtigt. "Du fortjener ikke en far som ham." Hvisker han stille, og placerer blidt et kys i mod hans tinding.

Efter Julian har sagt de ord, blev Leons far helt stille. Det var helt underligt, og Leon kunne godt se, hvordan de ord ramte hans far, men han prøvede stadig på ikke at udvise andet end sit had. Hans mund blev dog lukket for et øjeblik, og det var noget, Leon ikke havde set før. Hans far blive sat på plads. Og så endda af Julian. Han tager blikket fra sin far og kigger op på Julian, med et glimt af beundring i øjnene over hans heroiske opførsel. Han har forsvaret Leon, og han var slet ikke bange, for noget tidspunkt, for hans far. Han bider sig dog i underlæben da Julian siger at han skal lade være at lytte til sin far. Han skæver over mod sin far igen, som prøver at sende signaler om at han skal gøre hvad han siger. Han kigger på Julian, og er i tvivl om hvad han skal gøre. På en måde virker det som om Julian har ret, men Leon har også bare så meget respekt for sin far, at han næsten føler sig tvunget eller trukket til at tage sin fars side. Han bliver dog stående, og ser ned i gulvet. Han kan hører hans far fnyse højlydt. "Fint. Du er ikke velkommen her længere, Leon. Så kan du skride og komme tilbage, når du er færdig med det der."

Smutter lige hurtigt i bad !!

sååå

Det kommer selv bag på Julian at han formoder at lukke munden på Leons far. At han bare står der uden at vide hvad han skal sige, men faktsik er Julian fuldstændig ligeglad med om han ramte ham på et ømt punkt. Det kan slet ikke måle sig med alt det han har gjort i mod Leon. Julian kunne ikke være mere ligeglad.
Han kigger på Leon og aer ham kort over håret endnu engang, og kigger ham i øjnene. Selvfølgelig vil han stå op for Leon. Leon er hans bedste ven, og kæreste. Nok hans et og alt, nok det der er vigtigst i hans liv. Han vil ikke give ham væk for noget.
Han retter blikket på Leons far, og han kan ikke lade være med at ryste på hovedet over ham. Men han tager så Leons hånd og giver den et let klem. Leon er selvfølgelig altid velkommen hjemme hos ham. Men det selvfølgelig ikke sjovt at blive smidt ud hjemmefra.

Leon ligger armene rundt om sig selv, da hans far i teorien lige har smidt ham ud. Anspændt i skuldrene og i sin holdning viger han lidt fra Julian efter han har givet hans hånd et kærligt klem. Han knuger hænderne lidt sammen og ser endeligt op på sin far. "Fuck dig" siger han bare, udmattet, men det er tydeligt at hører, at Leon oprigtigt har fået nok af sin far. Han ryster på hovedet af ham og styrter mod døren i en hastig fart. Han gider ikke engang bruge tid på at få noget med, lige nu tænker han bare på, at komme fra det hus, og væk fra sin fordømmende far. Han sørger ikke for at få Julian med efter sig, for han ved, at Julian nok skal komme med ud før eller siden. Han kan hører hans far råbe noget efter ham, men han bider ikke fat i hvad. Han skynder sig ned af trapperne, og når lige at støtte sig til gelænderet da han næsten falder på vej ned af det sidste trin. Han trækker vejret hurtigt og går ud mod gaden.

Julian kigger på Leon og derefter på hans far. Han trækker sig stille væk fra Leon, da han begynder at gå ud fra spisestuen. Julian kigger kort hen på bordet, og nåede knap nok at blive færdig med maden. Julian kigger blot kort på faren, og sender ham så bare et svagt hånligt smil inden han skynder sig efter Leon. Han trækker i sine sko, og tager blot jakken over armen og skynder sig ud efter Leon.
"Leon.. Leon vent lige." Siger han og skynder sig op foran ham, for at stoppe ham. Han tager så armene om ham, og knuger ham ind til sig, og holder sin hånd på hans hoved.
"Det var godt du sagde det." Hvisker han så stille, og fører en hånd op og ned ad hans ryg.

Som Leon havde forventet, kan han hører Julians stemme tydeligt bag sig og han ville dreje hovedet en smule, men når det ikke, før Julian allerede er nået op foran ham, og han stopper, da Julian står i vejen. Han lader sig omfavne og nyder at mærke Julians arme omkring sig. Han er blevet helt vant til den kærlige opførsel imellem ham og Julian, så hvor han før i tiden nok ville have trukket sig væk, accepterer han nu istedet at Julian gerne vil trøste ham, og han læner sig ind mod hans skulder, med hænderne lagt omkring hans hofter. Han sukker ind mod stoffet på hans jakke og skæver op mod Julian, stadig med hovedet vippet ned mod hans skulder, som han hviler sig ved. "Tror du nogensinde han vil blive stolt af mig?" spørger han.

Julian kommer med et let suk, det hele blev meget mere kaotisk end han havde regnet med. Leon har nok at bøvle med, så at han også skal bøvle med hans far der er sådan en idiot må være hårdt.
Da han hører hvad Leon siger, synker han en klump i halsen, men trækker sig så lidt væk så han kan kigge på ham. "Hvad skal du bruge det til? Han er en idiot Leon, og du er vel ikke stolt af ham som far vel? Du behøver ikke få hans bekræftelse. Jeg er stolt af dig." Siger han og placerer sin hånd i mod hans kind, og kærtegner den forsigtigt med sin tommelfinger. "Lad aldrig nogen sætte en dæmper på hvem du er. Ligemeget om i er i familie eller ej. Du er den du er, og ingen skal lave om på det."