Dk Roleplay

Da Jonas falder til jorden som Leon også havde intention om og mister sin balance for at istedet fokuserer på smerten ser Leon sit snit til at fortsætte. Han er slet ikke parat til at lade Jonas slippe af sted med det her, og slet ikke så let. Han tænker ikke helt klart, trods han kun er en smule beruset og ikke har fået så meget at drikke. Vreden samler sig bare, når han igen og igen i tankerne kan se Jonas beskidte hænder over Julians krop, Julian som var skide fuld da han sidst så ham. Han har sikkert ikke engang protesteret, da Jonas tog fat om ham. Han sparker ham igen i et hårdt og præcist sving mod maven, og læner sig ned over ham, svinger den venstre arm om og stikker ham et slag på siden af hans ansigt, lige ved hans kindben. "Ikke noget stort, hvad?" gentager han Jonas og ser ned på ham. Han vil bare have ham til at lide. Det er alt han kan tænke på. Han er fuldstændig ligeglad med hvad der sker med Jonas. Han føler ingen form for skyld. Han føler lyst til at gøre det, igen og igen, til Jonas er gul og blå, når hans tanke falder over billedet af ham stående med hans kæreste. Han løfter armen og slår ham igen og igen, gentagende gange forskellige steder, hovedsageligt mod hans ansigt. Han ser ikke sit snit til at stoppe før blodet rander fra Jonas ansigt.

Jonas tager i mod slagene, han kan ikke rigtig gøre andet. Men det gør fandens ondt, og han prøver virkelig også at skubbe Leon væk fra sig, og få rejst sig op men det hjælper over hovedet ikke. Som om Leons slag har slået alt energien ud fra Jonas. Jonas er normalt en flink og positiv fyr, og han har sådan set aldrig kommet op og slås før. Så at Leon pludselig går sådan amok på ham, kommer meget bag på ham. Han kan ikke undgå at komme med høje skrig af smerte, og han ender med at tage armene op over hovedet for at beskytte sig. Blodet er begyndt at løbe ned fra hans ansigt og ned på asfalten.
"Julian" En mørkhåret pige prøver at få kontakt til Julian, som prøver at drikke det sidste i sit glas. "Julian." Siger hun endnu engang, og Julian fjerner glasset og retter blikket på hende med et smil. "Ja? Kan jeg hjælpe?" Siger han charmerende og ligger armene over kors.
"Der er to der slåsser udenfor." Mumler hun, og Julian kigger på hende med et skeptisk blik. "Arh.." Siger han blot og bevæger sig ud igennem stuen, og åbner hoveddøren. Men ganske rigtigt, længere fremme kan han godt se to skikkelser. I et roligt tempo bevæger han sig hen i mod dem. Det irriterer ham, nu har han brugt energi på at få en god fest op og køre, og så skal to idioter ødelægge det.
Men da han ser det er Leon, og at han ikke holder slagene tilbage sætter han farten op. "Leon" Skriger han højt, og tager fat om hans håndled, og prøver virkelig at trække ham væk.
"Er du syg i hovedet?! Fjern dig fra ham!" Råber han højt, og prøver virkelig at få Leon væk.

Da blodet begynder at rinde ned langs Jonas kinder og mod den mørke asfalt på jorden smiler Leon veltilfredst. Han når lige at give ham et hårdt og præcist spark så hans krop vil jamre endnu engang af smerte, men mærker så et tag om hans håndled. Han drejer sig halvt rundt da han ser det er Julian og rynker brynene, da han siger, at han skal fjerne sig fra Jonas. Men villigt træder han en smule til side, og følger Julians ord som lov. "Om jeg er syg i hovedet? Han får bare hvad han har fortjent, skat" forklarer han i et højt toneleje, og smiler stadig en del, over resultatet af hans overmanding på Jonas. Han ser ind i Julians øjne, som oprigtigt igen ser bekymrede og bange ud og han retter sig lidt op, vrister sig ud af Julians greb. Han laver en håndfakt frem for sig. "Det er hvad han får, for at ligge sine hænder på min kæreste." forklarer han bare og ser tilbage mod Jonas, som stadig ligger på jorden. Han smågriner næsten af ham og ser så tilbage på Julian. Alt fornuft og skyldsfølelse har fuldstændigt forladt Leon.

Jonas hiver efter vejret, og han har efterhånden valgt bare at ligge stille og dække sig selv så godt som han nu kan, selvom Leon stadig slår ud efter ham. Endelig hører han Julians stemme, og slagene stopper endelig, men det gør smerten dog ikke.
Julian kigger ned på Jonas og derefter på Leon. "Nu må du fandeme tage dig sammen." Vrisser han og skubber så Leon hårdt væk fra sig, og sætter sig ned på hug ved Jonas.
"Kom med indenfor så skal jeg nok hjælpe dig" Mumler han stille, og tager fat om Jonas' overarm og trækker ham op at stå. Jonas ligger armen om Julian. Det som om alt det Julian har indtaget i løbet af aftenen, ikke er er mere. Han er blevet lidt mere sig selv, nu hvor virkeligheden trådte til. Han kigger endnu engang irriteret på Leon inden han støtter Jonas og trækker ham med indenfor. Der er sikkert nogen der kan hjælpe ham, og så må de se om det er så slemt at de skal have ham på skadestuen. Det bliver de næsten nødt til.

Han ser overrasket efter Julian, efter han bare skuffer Leon fra sig, som om han ikke var vigtig længere, og istedet dedikerer alt sit fokus til Jonas, fyren som prøvede på at ligge an på ham før. Leon synes overhovedet ikke at han har gjort noget forkert, han er tvært imod tilfreds med at se Jonas halte ind mod huset og se forpint og knust ud. Han kigger bare efter Julian og ryster på hovedet. "Fuck dig, Jonas" råber han bare efter dem. "Jeg håber du brækker dine knogler." havde han også nerverne til at råbe efter dem, før han vendte sig om, og så lidt ud mod vejen. Han ved at Julian nok skal tilgive ham for det, så han bekymrer sig ikke. Han er bare glad for, at Jonas fik hvad han fortjente, og Leon føler sig igen magtfuld og er helt høj på triumf. Han er næsten stolt af hvad han har gjort. Det er længe siden han har haft sådan en følelse, men det er ikke noget, som han stiller yderligere spørgssmålstegn ved. Han går ud mod vejen og stiller sig på midten. Der kommer alligevel ikke mange biler i disse gader, og Leon nyder hvordan mørket og stilheden samler sig omkring ham. Han drejer en omgang rundt om sig selv, og ser tilbage mod huset.

Julian kigger kort tilbage på Leon, og han er egentlig ret så sur på ham. For Julian kan ikke huske at Jonas gjorde noget, som gjorde ham fortjent til at få flere utallige slag. At Leon altid skal ødelægge det med sit voldsomme temperament er han træt af. Selvom det godt nok er ved at være længe siden, at det sidste skete.
Han får Jonas med ind på sit værelse, og der går ikke lang tid før andre kommer ind. "Kan i ikke.. Tage jer af ham?" Mumler Julian stille, og går så ud i køkkenet. Han finder et glas som han hælder vand i, og finder så en klud han gør våd og derefter vrider. Han kommer tilbage i værelset og stiller tingene på bordet.
"Få ham på skadestuen hvis det er nødvendigt" siger han bare, og bevæger sig så ud fra værelset. I et hurtigt tempo går han ud af huset, og stopper op og kigger lidt omkring. Så får han øje på Leon og han går direkte hen i mod ham, og giver ham endnu et hårdt skub.
"Hvad fanden går der af dig? Hvorfor kan du ikke bare styre dit temperament og snak med mig i stedet for engangs skyld?" Vrisser han surt og irriteret.

Han ser godt Julian komme gående i hans retning, og han kan godt se han er sur, men Leon er egentligt fuldstændigt ligeglad med hvad han føler. Han er bare nærværende i sine egne følelser og han svælger i den tilfredsstillende følelse han fik af at sætte Jonas på plads. Da Julian kommer helt tæt på og skubber til ham, reagerer han en smule atypisk, og istedet for at blive yderligere vred, træder han bare udfordrende frem mod Julian igen. "Du er så fandens dejlig, selv når du er sur" siger han og ignorrerer Julians ansigtsudtryk. Han smiler over hele ansigtet og kigger en smule op og ned af Julian, og rækker frem mod ham. Han læner sig ind og kysser ham mod hans nakke, som er kold og blød. "Han måtte betale for hans handlinger" siger Leon så ligegyldigt, ude af stand til at sætte sig ind i Julians eller Jonas sted, og han lader hans hånd løbe ned over ryggen på Julian. Han ser ind i hans øjne og ser lidt rundt om sig. "Er det ikke en dejlig aften?" spørger han leende, og læner sig lidt frem, for at få Julian til at kysse ham.

Julian kigger på ham og han fnyser så bare over hans ord og rykker sig lidt væk da han mærker hans kys i mod sin nakke. "Det fandeme på tide at du får noget af det samme." Siger han så letter irriteret. Det gør ham ikke mindre sur at Leon ikke kan se hvad det er han gør galt. Det selvfølgelig synd for Jonas, men på længere sigt så gavner det jo heller ikke Leon. Han kan ikke gå og slå på alle mulige, og slet ikke så voldsomt. Det kommer ham ikke til gode, overhovedet.
"Nej det er fandeme ej, du har ødelagt den!" Råber han så og træder et skridt mere tilbage, og ser stadig rasende ud. "Gider du godt tage dig sammen?" Spørger han lettere irriteret, og slår så hans hånd væk, som tegn på at han skal droppe hans flirtende attitude lige nu. Og da det ikke virker skubber han ham endnu engang væk, da han læner sig frem for at få et kys.
"Hvad får dig til at tro at jeg gider at kysse dig?" Siger han så og ligge armene over kors.

Han rynker på brynene af Julians stærke reaktion, men det får ikke desto mindre Leon til at tørre det flabede smil væk fra sine læber. Han bevare det gode humør, og har svært ved at tage Julian seriøst, for han kan slet ikke mærke hvad han mærker, eller føle hvad han føler. Han kan ikke forstå, at han ikke er lige så tilfreds og glad, som han selv er. "Fordi du er min kæreste." svare han bare tilbage, tonløst og trækker på skuldrende, som havde han ikke den mindste bekymring i verden. Han træder modigt frem mod Julian igen, og bevæger sine hænder ind under hans kant på bukserne og trækker ham længere ind til sig. "Kys mig" foreslår han igen Julian og vipper hovedet lidt til siden, men med et fast blik i øjnene. Han ved godt hvad han vil have. Og han skal nok finde sin vej rundt til at få det. Leon har ikke tænkt sig at skrue ned for denne opførsel foreløbigt, så længe han er høj på den her følelse af slet ikke at have nogen bekymring.

Julian ryster let på hovedet, og løfter så sin hånd og placerer den i mod Leons brystkasse for at skubbe ham væk. "Hold nu kæft Leon.." Vrisser han irriteret, og prøver at fjerne sig væk fra ham.
"Nej jeg gider fandeme ikke kysse dig!" Siger han højt og vredt, og får revet sig ud af hans greb. Han retter lidt på sin trøje og bukser og ligger så armene over kors mens han holder blikket på Leon.
"Du skal ikke røre mig, okay?" Siger han så bestemt og besluttet. Han gider ikke have nærkontakt med Leon når han er så sur på ham som han er. Det nok bedst de bare holder sig fra hinanden, men Julian er fuld, og Leon er i et virkelig underligt humør. De begge to kunne finde på at gøre noget dumt.

Han fnyser svagt ud i et smil og blinker bare lidt med øjnene, da Julian igen vrister sig fri fra hans greb og undgår fysisk kontakt. "Julian, er du helt seriøst sur på mig for at give sådan en klam stodder, hvad han fortjener?" spørger han ad med et hævet øjenbryn og stiller sig igen så tæt på Julian, at han kan mærke hans varme ånde på sig. Han ser ned i Julians øjne og er urokkelig. Han har ikke tænkt sig bare at give op. Han vil gerne have Julian. Han tænker på sine egne behov lige nu, og de skriger efter Julian. Han længedes hans hænder og hans læber. Han prøver at komme på noget, som han tror, ville gøre en som Julian glad i sådan en situation. Han er ligeglad med om han skal manipulerer sig sin vej gennem til Julians læber, det gør han hellere end gerne, for at få hvad han vil have. "Jeg elsker dig, Julian. Jeg blev bare lidt jaloux." siger han så i en uskyldig tone, men kan stadig ikke gemme det kække smil helt væk.

Julian kigger på ham og han nikker så. "Ja, jeg r virkelig fucking sur på dig." Siger han irriteret, og bliver stående hvor han er, selvom Leon har trådt tættere på. "Og han er ikke en stodder. Det er Jonas, han er virkelig flink." Siger han så og kigger Leon i øjnene og puster let ud i mellem sne læber. Han håber at Leon i morgen kan se at han har gjort noget forkert. For Julian bryder sig ikke om hvor høj han næsten bliver, når han har tævet en person. Det er ikke i orden, og det er underligt. Underligt at han ikke kan se det er forkert.
"Ja, det ved jeg godt du gør." Mumler han så stille, og retter blikket væk fra ham. "Men det hjælper ikke, jeg er stadig sur og irriteret på dig. Jeg er træt af dig." Tilføjer han så til sidst og retter blikket på Leon og kigger ham så i øjnene.

Han trækker sig en smule tilbage, da Julian afslører at han er træt af ham. "Træt af mig?" griner han mistroisk, som om, at det ikke var noget, der kunne lade sig gøre. Han ser sig kort over skulderen, men kigger sig så fremad igen, ind i Julians blå øjne, som virker så alvorlige, men Leon forstår ikke, hvorfor han spilder sin tid på at være sådan, og hvorfor han ikke bare kan tage imod Leon. Leon gjorde Julian en tjeneste ved at slå lidt ned på Jonas, synes han. På den måde forhindre han også, at Jonas vil prøve på det igen. "Wow." siger han bare, stadig vantro i sin stemme og har et svagt smil hængende om læberne. "Normalt ville det der gøre ondt, men jeg ved du elsker mig, så jeg tager det ikke tæt." forklare han så blot og hiver lidt ned i sin jakke med den ene hånd, før han placerer den i sin lomme. Han bider sig i underlæben og læner sig tættere frem. Han kan næsten ikke klare afstanden længere, og han forstår ikke, hvorfor Julian vil have ham til at føle sig skyldig. "Fuck Jonas, vi kan bare glemme det. Jeg vil så gerne have dig, Julian .." siger han så, og fortsætter i den flatterende og flirtende bane og ligger sin ene hånd omkring Julians nakke og læner sig ind, så deres læber kun er milimeter fra hinanden. Han ser ham ind i øjnene og venter på, at Julian tager imod ham.

Julian nikker så for at understrege at han er træt af ham. Lige nu er han i hvert fald træt af ham, og det gør ham også en anelse bange. At Leon kan finde på at slå en person så meget, og Julian ved at Leon ikke holdt slagene tilbage. Desværre.
"Det burde du." Siger han så. Hans kærlighed til Julian burde ikke overskygge alt andet, for han burde virkelig høre efter. Han er træt og sur over at Leon opfører sig på den måde han gør.
"Ja, men jeg gider ikje have dig." Siger han så blot, som om det var en hel normal ting at sige. Han vil gerne have Leon, han elsker ham jo, men lige nu så vil han faktisk bare gerne have afstand i mellem dem. "Leon stop, du gør mig utilpas." Siger han så, og træder endnu et skridt væk, og tager fat om hans arm og give den et hårdt skub for at få den væk fra sin nakke. Julian kan godt mærke at det her ikke fører til noget godt. For Julian er virkelig fuld, og er så lidt mere nærtagende, og så tænker han heller ikke rigtig over hvad han siger.

Han ser overrasket på Julian, da han endda modstår Leon, når han kom så tæt på. Han ryster lidt på hovedet af ham, og kigger bare på sin arm, da han får den skubbet tilbage til sig af Julian. Han stirrer bare på den for et øjeblik, men ser så op i Julians øjne. "Nå." siger han så bare, men lyder ikke overrasket eller påvirket af at Julian virker utilpas overhovedet. Han tager fat om Julians hånd og begynder at trække ham ind mod hans hus igen. Han kan ikke forstå Julians opførsel og handlinger, så han vælger bare at ignorere det og trække ham med indenfor. Han ser lidt omkring sig, og går hen for at tage noget mere at drikke. Han kan godt mærke de dømmende blik i nakken, men han er ligeglad. Han slipper Julians hånd og tager en flaske og hælder direkte fra den og ned.

Julian kigger undrende på ham da han tager fat i hans hånd. "Leon hvad vil du?" Siger han lidt irriteret, men han vælger at lade være med at stå i mod. Så han følger bare med indenfor, og med hen til drikkevarene.
Han kigger på Leon og bider sig lidt i underlæben over hvor hurtigt han går igang med at drikke. Julian tager sin hånd til sig da Leon slipper den. Han rækker selv ud efter en flaske, og hælder det op i et glas og tager en mundfuld. Han vender så ryggen til Leon og kigger ud over stuen. Der er mennesker over det hele. Nogen sidder i stuen og snakker, nogen danser. Og så er der vel et par stykker inde hos Jonas, og sørger for at han har det okay. Det håber Julian virkelig han har. Tænk hvis Jonas melder ham?

Han hælder og synker, til flasken, da han fandt den var halvtom, nu er helt tømt. Han stiller flasken fra sig og tørre sig med håndryggen over munden og klapper Julian på skulderen. "Kan du ikke bare holde op med at være sur, og give mig et kys?" spørger han igen, og blinker med øjnene. Han stiller sig i vejen for Julians udsyn så han er tvunget til at kigge på ham, og han forsøger at fange hans øjne. Han har ikke tænkt over konsekvenserne med Jonas. Han er også ligeglad.

Julian tager en tår mere og holder blikket frem for sig, men han retter blikket på Leons øjne da han træder ind foran. "Næh." Siger han så ligegyldigt, og drikker det sidste og stiller så glasset fra sig.
"Kan du ikke holde op med at være en idiot, og så lade mig være?" Siger han blot og sender ham et svagt smil, inden han skubber Leon væk fra sig, og bevæger sig igennem stuen og går ud i mod toilettet. Han går forbi sit værelse, og han når lige at skimte Jonas derinde. Han har fået fjernet blodet fra sit ansigt, men det får ham ikke til at se mindre hærget ud. Julian drejer ind på toilettet, og stiller sig foran håndvasken, og tænder for vandet.

Han tøver lidt ved Julians ord, men ser det bare som en invitation til at blive ved. Leon forstår ikke hvorfor Julian er så pisse sur og spiller kostbar, men han har ikke tænkt sig at give op uden en fair kamp. Han følger blot efter Julian og banker på døren, da Julian har lukket den derind til. "Julian, åbn op" kalder han i en legende tone og banker lidt på døren med en knyttet hånd.

Julian kigger på sig selv i spejlet og himler så med sine øjne. Han går hen til døren og åbner den, og går så hen til håndvasken igen. Han laver en skål med sine hænder, og tager så noget vand op til ansigtet. Han trækker et håndklæde til sig, og tørrer så sit ansigt og ligger det derefter væk fra sig. Han vender sig så om i mod Leon og læner sig op ad væggen og ligger armene over kors.
Han siger ingenting, venter blot på om Leon har noget at fortælle.