Dk Roleplay

Spiste lige.

Yas

Julian stopper i sin bevægelse da han hører hvad Leon siger, og han retter sig langsomt op og retter blikket hen på Leon. "Du er utrolig.." Siger han så, og fører en hånd igennem sit hår, og ved ærlig talt ikke helt hvordan han skal reagere på hvad Leon siger. Bare Leons ord, og tømmermændende. Det er ikke en god kombi, og han er virkelig vred nu.
"Fuck mig?" Siger han så og vender sig nu helt om i mod Leon. "Fuck dig, Leon" siger han hårdt og træder frem i mod ham og skubber ham ind i mod dørkarmen. Leon får det til at lyde som om at Julian bare lader folk komme i bukserne på ham, men det gør han jo ikke. Han havde ikke regnet med så hårde ord fra Leon af, og når han har det dårligt i forvejen, tager han det nok lidt mere til sig.

Han kan godt mærke på det hele at han er gået langt over Julians grænse, da han kommer over og skubber til ham. Men Leon kender efterhånden Julian godt nok til at vide, at det lige så meget er fordi han er såret, at han reagerer så voldsomt på Leons ord. Hans hoved støder mod karmen og han rækker hånden om og stryger den over stedet den ramte, men sænker den så igen. Leon var måske også hård i sine ord, men det er ikke noget han føler sig skyldig over. Han fnyser bare og skæver ned mod stedet på sit bryst hvor Julian skubbede til ham. Han ryster lidt på hovedet og griner svagt. "Er det her tidspunktet i forholdet hvor du siger du har fået nok og slår op med mig? Kan du ikke klare mere, Julian?" spørger han i en hånlig tone med teatralskt medlidenhedsfyldte øjne.

Julian retter sig op og træder et skridt tilbage da han hører hvad Leon siger. Han synker en klump i halsen, og han aner ikke hvad han skal svare. Til tider så er han vel ved at få nok af Leon, men han ved også bare at han ender med at komme tilbage til ham.
"Er du ikke også pisse ligeglad?" Siger han så og kigger ham i øjnene, og knuger sine hænder sammen. Pludselig føler han en lyst til at slå Leon, og det skræmmer Julian. For selvfølgelig vil han ikke gøre sin kæreste ondt, og han har lige stået og sagt til Leon det er forkert at slå. Men når han står der, og smiler som om det hele var en leg, så gør det Julian arrig og ked af det på samme tid. En masse følelser, han bare ikke kan holde styr på.

Han kniber øjnene sammen af Julian, da han spørger om han er ligeglad. Han trækker blot på skuldrende. Han gider ikke give ham det tilfredsstillende svar, at han ikke er ligeglad. Hvis Leon ikke kan være den som er overlegen, undviger han helst bare hele situationen. Netop derfor, gider han heller ikke undskylde sig og sin opførsel overfor Julian nu. Han gider ikke tage stilling til den slags, for han føler ikke, at det er hans problem, at Julian ikke bare kan se på tingene, på den måde som Leon selv gør det. Han smiler fortsat, uden at afsløre nogen bestemte følelser overfor Julian. Bare et køligt, dominant smil. "Lad være at prøve på at give mig skylden, Julian. Du kommer alligevel ikke til at få mig til at ændre mening. Du kan bare lade være med at være så tilgængelig overfor andre fyre." siger han og hæver hagen lidt, bare for at kunne se yderligere ned på Julian.

Julian trækker vejret dybt, og han retter så blikket væk fra ham. "Det fandeme ikke min skyld!" Kommer det så fra ham og retter blikket på Leon. "Jeg kunne ikke drømme om, at være sammen med andre end dig Leon. Så du skal hverken sige jeg er tilgængelig overfor andre fyre, du skal slet ikke kalde mig luder, for jeg er fandeme ingen af delene. Det er din skyld, okay. Det er fucking din skyld at Jonas røg på skadestuen, det er din skyld jeg er så sur lige nu, og det er din skyld at jeg er bange for dig!" Ender han med at råbe, og frustreret fører han en hånd op i sit hår og går hen til opvaskemaskinen.
"Idiot." Mumler han for sig selv, og begynder igen at tømme opvaskemaskinen, så han ikke bare begynder at slå ud efter Leon lige pludselig.

Han ryster bare voldsomt på hovedet, negligerer Julians ord fuldstændigt. "Der er ikke noget af det der du nævner, som er forårsaget af mig eller er min skyld. Det var dig og Jonas' skyld. Du prøver bare at få mig til at få det dårligt med mig selv, fordi du har det dårligt over, hvordan du bare faldt i armene på ham der. Jeg var den, som slog ned på fejlen. Det er der ikke noget galt i. Jeg gjorde det rigtige Julian. Jeg gør altid det rigtige for dig, for andre og for mig selv." siger han, overbevist og forblændet, helt væk i sin egen tale og utroligt selvsikker i stemmen. Hans øjne er hårde og pejler sig mod Julian heletiden, som tydeligvis er meget emotionelt påvirket af sådan et skænderi, som han selv har forskyldt. Leon ryster endnu engang på hovedet og retter sig helt op igen. "Hvis du er så skide bange for mig, er det fordi du ikke kan håndterer mig. Og det er din egen skyld. Du har ingen rygrad, Julian."

Julian begynder blot at stille tingene på plads, og prøver at lade være med at tage Leons ord alt for meget til sig. Men de gør ret ondt, i sær fordi det ikke passer. Han kan ikke huske noget fra i går, men han ved at hvis Jonas prøvede på det helt store så vil han bede ham om at gå. Det bare Leon der slet ikke kan se det, han tænker kun på at alt det han har gjort, det er i orden. Han laver jo aldrig fejl.
"Rend mig." Siger Julian så, for han gider ikke til at komme med et argument mere. Han ved de kan diskutere hele dagen hvis det skulle være, og Leon vil ikke give sig. Overhovedet. Så Julian vælger bare at ignorere hans ord, men fortsat være sur på ham.

Leon tager ikke Julians ord nært overhovedet. Han ved at selv hvis de slog op, ville Julian tage Leon tilbage ved et hjerteslag. Han har været forelsket i ham i lang tid og han vidste også hele tiden, hvad han gik ind til. Han er den som kender Leon bedst. "Whatever. Jeg kan hurtigt finde et andet sted at sove." truer han ham så og begynder at gå over mod hoveddøren. Han ved godt han allerede har passeret Julians grænse, men han er ikke villig til at stoppe, og han giver ikke en fuck for hvad end for nogle grænser Julian har. Leon tænker kun på sine egne behov lige nu.

Julian kigger tilbage på Leon, og han retter så blikket frem for sig. Han tager en dyb indånding, og kigger så lidt ned i bordet. Han ved ikke om han skal bede Leon om at blive, men det helt sikkert det Leon gerne vil have han gør. Og Julian er bare så sur på ham, at han egentlig mest har lyst til at han bare går for en stund.
"Mhm. Så må vi jo håbe din luder af en kæreste, ikke finder en at sove med i nat, så han ikke er ensom." Siger han lidt hårdt og begynder så at fylde i opvaskemaskinen. Han ved ikke om Leon vil betragte det som en trussel - Men måske skulle han det. Hvis Leon truer med at gå, som han ved at Julian ikke vil have, så kan Julian vel også true med det Leon frygter.

Da han hører Julians truende ord stopper han op for et øjeblik, imponeret over at Julian overhovedet turde slynge den bemærkning ud. Leon ved heller ikke, om Julian i alvor kunne finde på det, men det håber han ikke. Han ser sig over skulderen om på Julian, som står med ryggen til ham. "Gør det og du er en død mand, Julian." truer han ham tilbage. Han kunne dog nok alligevel ikke finde på at gøre Julian noget, af alle mennesker. Men han ville helt sikkert gå amok, og det ved Julian også. Det er derfor han kommer med så pirrende og stødende en trussel, fordi han ved, at det er noget som rammer Leon, når intet andet gør. Han er hans weak spot. Han går ud i gangen og tager fat i dørhåndtaget, nu vil han også bare ud. Han er bange for hvad Julian kan finde på og ikke kan finde på, men han er endnu mere bange for at miste sin stolthed og bøje sig i støvet for noget som nok nærmere er en tom trussel. Leon vil ikke se latterlig ud.

Julian hører godt hvad Leon siger og det kommer lidt bag på ham at han faktisk kommer med sådan en bemærkning. Men han gider ikke vise Leon at han er chokeret, så han kommer bare med et lidt højt grin.
"Ja sikkert. Godt jeg har gemt Kevins nummer i min mobil." Siger han blot, og lukker opvaskemaskinen i da han har fyldt den op. Han får den startet, og han bevæger sig så ud i gangen og kigger på Leon, og ligger armene over kors.
"Og godt han bliver ved med at skrive til mig. Så bliver det ikke akavet og invitere ham herhjem." Tilføjer han så, i en hånlig tone. Det ikke fordi Kevin skriver helt vildt meget til Julian, men han har da sendt et par smser afsted. De fleste har Julian valgt at ignorere.

Han stopper brat i sin handling og slipper dørhåndtaget øjeblikkeligt, da navnet Kevin bliver sagt højt. Det navn har han ellers ikke hørt længe, og slet ikke mens Julian og ham har været sammen. Han modstår fristelsen til at vandre ud med stolthed, og han lader armen falde slapt ned langs hans side igen, og døren selv gå i. Han vender sig halvt rundt og ser på Julian, som har stilt sig i gangen. Han kan ikke skjule overraskelsen over sit ansigt, blandet med vemodighed og melankoli. Men Julian ser seriøs ud, og han tør endda bruge samme tone, som ellers kun plejer at blive brugt af Julian, i deres forhold. Han kigger bare på ham, helt ude af stand til at vide hvordan han skal reagere. Hans læbe skælver en smule og han har munden åben, men han kan ikke få nogle ord ud. Han sænker blikket lidt og kigger på Julians korslagte arme. "Kevin slog dig" siger han blot i en hysterisk og frygtfuld tone, pludseligt føler han sig ramt. Han ser ind i Julians øjne. "Hvis du lukker ham ind, så ser du mig ikke igen, Julian." siger han så, og ændrer sin tone tilbage til en mere truende og bestemt. "Nogensinde" tilføjer han hårdt og prøver at dække over hvor ramt han blev blot få sekunder før, af Julians ord.

Julian ved godt at det nok ikke er fair af ham at nævne Kevin, men lige nu var det det eneste han havde. Han kunne sige så meget andet, men intet vil fange Leons opmærksomhed. Det ved han. Han kender Leon, og han kender også godt hans svagepunkt.
"Måske slog Kevin mig, men jeg er sikker på at du kunne finde på det samme." Kommer det fra ham, og han bider tænderne sammen over sine egne ord. Han ved godt Leon ikke kunne finde på at gøre ham noget og så alligevel. Han gav ham en trussel lige før, som mindede meget om at han vil gøre Julian fortræd. Han hører godt hvad Leon siger, men han bliver blot stående og prøver at ignorere det. Han har dog ikke tænkt sig at lukke Kevin ind, selvfølgelig vil han ikke lave noget med ham. Men det var det eneste han lige havde, som kunne prikke lidt til Leon.

Julians ord ryster Leon. At han efter alt hvad de har været igennem stadig tror, at Leon ville gøre ham fortræd på den måde. Han ser stift på ham, og når at fange en tårer fra hans øje, inden den undslipper og ville trille ned over hans kind. Han ryster på hovedet. "Nej" siger han bare bestemt, og slår ud med hånden "det kunne jeg fandeme ikke," siger han og hæver blikket, "ikke så længe jeg har kontrol over min egen krop." afslutter han og ser med et stadig overvældet blik på Julian. "Du.. nej, bare nej, forhelvede." bander han arrigt, og er tydeligvis opstemt igen. Han tænker uklart, og alle minderne med Kevin vælder frem. Da han så dem i parken. Og de gør bare Leon mere vred. Han vender sig om og tager fat i dørhåndtaget igen, og styrter ud af døren.

Julian presser læberne i mod hinanden og kigger på Leon. Han burde nok sige undskyld, og han burde nok sige at det ikke passer. Men tanken har strejfet Julian nogen gange. Hvis de bare gik hinanden på nerverne nok, og at Leon til sidst endte med at slå ham. Med deres diskussioner, hvor ret så hårde ord er med, kunne det vel godt se.
Julian retter blikket ned i gulvet da Leon træder ud af døren, og han lukker så sine øjne og kommer med et suk. Han ved at han kommer til at være nervøs for Leon hele dagen, men han ved også at han bare må vente til at han kommer tilbage. For det gør han vel, det bliver han nødt til. Julian vender sig om og går ind på sit værelse for at trække i noget tøj.

Overvejer næste træk. Men ved ikke helt, tja, (regner jo med vi spoler til.. well something)

Har du da et næste træk eller???

... øhhh-høh. Et eller andet ja, men tænker jo mere på om han skal komme tilbage straight away eller ej. Eller hvad der skal ske hah