Dk Roleplay

Ved ikke om han skal komme tilbage om.. Aftenen, eller.. natten? I:

Tænker der er gået en to dages tid, når han kommer tilbage. Just to be hella dramatic.

Okay hehe det kan vi godt sige

Nu er der gået to dage. Og Leon har næsten talt timerne han har været ude, for han savner Julian vanvittigt. Han er også skide bange for, om han rent faktisk havde ringet efter Kevin, og nysgerrigheden og nervøsiteten fik ham eventuelt til at springes. Han er kun en blok eller to fra Julians hus nu. Han er ikke meget for at være den i forholdet som kommer kravlende tilbage på alle fire, men han kan ikke holde ud ikke at vide besked. Han kan ikke holde ud at ikke være sammen med Julian. Med hænderne i sine lommer passerer han de velkendte nabohuse til Julians' og han drejer op mod hans vej. Han har ikke givet Julian en advarsel om han kommer, men han håber at han vil lukke ham ind. For Leon er ikke god til at klare sig selv overhovedet.

drejer op mod hans hus*

Den dag Leon skred brugte Julian hele dagen på at gøre huset rent. Selvom han egentlig bare havde lyst til at ligge sig på sofaen og gemme sig væk i et tæppe, og håbe på at Leon kom tilbage. Han regnede med han kom tilbage, men da den første nat var gået og Julian vågnede op uden noget syn af Leon overhovedet, begyndte han for alvor at blive nervøs. Han tjekkede sin mobil hele tiden for at se om Leon mon havde skrevet noget, men nej. Der var ikke et eneste ord fra ham.
Julian prøver at tage den med ro, så han har sat sig ned i stuen med en kop kakao og er ved at se en serie i tvet. Men han kan ikke koncentrerer sig om den. Pludselig minder alt om Leon. Sangene de spiller, det tøj de går i, alt. Julian kan få alt til at minde om Leon, og han tænker også på ham hele tiden.

Han stiller sig op foran hoveddøren og trækker tøvende hånden op fra sin lomme og banker tilsidst på, en enkelt gang. Han synes det er flovt nok at komme tilbage, han har ikke brug for også at fremstå desperat og kime Julian ned ved hans dørklokke og banke voldsomt på hans dør, til han endeligt åbner den. Julian var sikkert også glad for at slippe lidt for Leon, kunne han forestille sig. Uden medicinen var Leon ret intens, ufølsom og hans intentioner kunne hurtigt bare blive til absolut ødelæggelse og katastrofe. Lidt som den måde han og Julians skænderi endte ud i, at Leon måtte gå. Han har dog ikke nævnt noget overfor Julian, og han vil heller ikke være ved det overfor sig selv, at han har brug for medicinen for at klare sig gennem dagene neutralt.

Julian retter blikket hen i mod døren da han hører en banke på. Han stiller hurtigt koppen fra sig, og i mens han går der ud beder han til at det ikke er postbudet. Eller en eller anden dum sælger, eller jehovas vidner for den sags skyld. Men Leon, han håber det virkelig.
Han låser op, og åbner så døren. Da han ser Leon er det som om alt hans nervøsitet fjerner sig fra ham, bare i ét. Det var næsten helt surrealistisk at se ham, når han bare har gået og tænkt på ham lige siden han skred. Det kommer så meget bag på ham, at han ikke aner hvad han skal sige.
"Hvor har du været?" Ender han med at sige, og tør næsten ikke fjerne blikket fra Leon, tænk hvis han bare forsvandt igen, hvis han kiggede væk.

Da døren åbner sig, stirrer han bare på Julian, akkurat som Julian bare stirrer tilbage på Leon, med store uskyldige øjne. Da han spørger indtil hvor han har været trækker han på skuldrende. Han har egentligt ikke lyst til at berette om hvor han har været, selvom Julian nok kræver at vide det. Han træder bare skridtet tættere på Julian og skubber sig forbi ham ved skulderen, og træder ind i huset. Af hvad han kan se, er Julian stadig alene hjemme om huset. Det foretrækker han egentligt også, nu når de nok skal tale ud på et eller andet punkt om de sidste to dage. Han træder ind i stue-rummet og kigger over på den efterladte kop, som står på sofabordet. Han ser sig over skulderen ud mod Julian. "Hvad har du lavet?" spørger han bare istedet og ignorrerer Julians spørgsmål.

Julian knuger hånden om håndtaget da Leon ikke svarer ham, men bare går indenfor. Som om det bare er en hel normal dag, men det er det jo ikke. Julian har ikke hørt fra ham i to dage. To dage er lang tid, når man elsker personen og er nervøs for vedkommendes vegne. Han vælger dog bare at lukke døren i, og vender sig så om i mod Leon. Denne gang vælger han at ignorere det faktum at Leon svarer på hans spørgsmål, ved at stille et spørgsmåls tilbage. Men han skal nok finde ud af hvor han ar været.
"Jeg har været her.. Ventet på dig." Siger han så og holder sit blik på Leon. Han er ved at dø af nysgerrighed over at vide hvor Leon har tilbragt sin tid.

Han ser sig over skulderen igen, tilbage på Julian, da han svarer ham. Han kigger skeptisk op og ned af ham. "Ingen Kevin?" spørger han, i så roligt et toneleje han kan, når han skal sige navnet 'Kevin' højt. Han fugter sine læber og venter på svaret, ret utålmodig. Han har været ved at dø af paranoia over de seneste to dage. Han havde ikke hørt fra Julian, så han var ved at blive bange for, at han rent faktisk kunne finde på at gøre det. Sove med fjenden, for at vise Leon, at det kunne han godt, hvis bare han ville.

Julian retter hovedet på skrå og kigger så på ham med et hvem-tror-du-jeg-er? blik. Selvfølgelig kunne han ikke finde på at sove med Kevin bare for at ramme Leon. Han har slet ikke lyst til at være i nærheden af Kevin.
"Nej selvfølgelig ikke..." Mumler han og går så hen til ham. Han stiller sig foran ham og ser ham i øjnene. Han har virkelig savnet ham, på trods af at det var noget af en diskussion de havde den dag.
"Hvor har du været?" Spørger han så endnu engang, og fumler lidt med sin trøje.

Et lettelses suk falder fra hans læber, da han hører direkte fra Julian, at han ikke har lavet noget med Kevin. Leon burde nok også stole på ham - de er stadig i et forhold så vidt han ved, og Kevin var ikke en god kæreste overfor Julian. Men han kunne alligevel ikke lade være at bekymre sig over, om Julian dog alligevel ville kunne have fundet på at gøre det. Det ville have knust Leon med garanti. Han ser ind i Julians øjne, da han kommer tæt på. Da spørgssmålet igen bliver bragt på banen ved Leon godt at der ikke er en vej uden om. Han sukker svagt. "Bare rundt omkring, Julian." svare han. Han rækker ud efter hans arm, og stryger en tommel over den, uden at tage øjnene af ham.

Julian holder blikket på ham, men han er ikke særlig tilfreds over Leons svar. Bare omkring. Det kunne være så mange steder.
"Jeg har været nervøs for dig.." Mumler han så og kigger kort ned på Leons hånd da han rækker ud efter hans arm. Han kigger så op på Leon igen, og retter hovedet lidt på skrå.
"Hvor har du sovet?" Spørger han så, og ender med at trække sin arm til sig, men kun får at tage Leons hånd i sin. Han ser ham i øjnene, og det er tydeligt at han er ude efter et lidt mere tilfredsstillende svar.

Han slår blikket lidt ned, da han igen spørger. Han indser at han nok ikke kommer udenom, før han beskrevet sine to foregående dage i mere farverige detaljer end de sorte hvide som Leon bare har givet til Julian indtil videre. Han bliver for et øjeblik distraheret af følelsen af hans hånd i Julians. Noget han har savnet ufatteligt meget. Han presser sin hånd længere ind mod hans hud og lader sine fingre fumle sig vej ind imellem Julians. "Jeg sov ved Shawn den første aften. Men vi kom i et skænderi dagen efter, så jeg blev smidt på porten igen. Den næste nat var jeg på en bar det meste af aftenen, og så blev jeg der, til jeg blev smidt ud. Fucking stodder jeg sad ved siden af. Han blev ved med at tale om sin kone, der havde skilt sig fra ham. Til sidst gik det mig bare på nerverne, og så... det er også skide ligemeget. Jeg er her nu, Julian." siger han og kigger på ham med et bestemt blik.

Julian skiller sine læber fra hinanden da han hører hvad Leon har lavet. Han har hørt lidt om Shawn men ikke meget. "Slog du ham?" Spørger han ham så direkte, og kigger ham i øjnene.
"Slog du ham manden i baren?" Spørger han igen, for han vil gerne vide det. Om Leon er blevet lidt bedre, eller om han er ligeså dum som han var sidst. Men det vil ikke komme bag på Julian hvis han gjorde, og han gad heller ikke til at diskutere med ham om det. Nu er Leon her endelig, og det er jo sådan set også det der tæller.

"Selvfølgelig gjorde jeg det. Han var utaknemmelig. Det var hans egen skyld, det med hende. Nogen måtte jo sætte ham på plads. Man må kunne håndtere en skilsmisse som en mand og tage konsekvensen, hvis man har været hende utro med en eller anden billig tøs. Han var et røvhul, han gik mig på nerverne. Men jeg nåede ikke at komme særligt langt med det, for som sagt blev jeg smidt ud." siger han, bitter ved den sidste detalje og ryster lidt på hovedet. Han ser ind i Julians øjne og slipper hans greb i hånden og ligger armene omkring hans hals.

Julian lytter til hvad Leon siger, og han trækker så svagt på smilebåndet over ham. For han er jo delvis enig med ham. Man skal ikke være utro, for så er man virkelig en idiot. Så manden fortjente jo en eller anden form for straf, men Leon burde ikke have gjort det alligevel. Men Julian skubber blot tanken væk, og han tager armene om livet på Leon og trækker ham ind til sig.
"Jeg har savnet dig." Hvisker han så hæst, og kigger Leon tilbage i øjnene.

Han nyder det brændende nærvær, som han har til Julian, da han trækker ham ind til sig. Han lader sig blot synke ind i hans favn og stiller sig helt tæt ind til ham. Han ligger hovedet mod hans skulder, og kan mærke hvordan sommerfuglene blafre og hans hjerte hopper og danser, da Julian nævner, hvordan han har savnet Leon. Han begraver sin næse mod Julians skulder og ser ud i luften. Han føler sig en smule nede på jorden igen, nu han er i Julians arme.

Julian fører sin hånd op ad Leons ryg op til hans ene skulderblad, og ned ad hans ene side igen. De burde ikke være så lang tid væk fra hinanden igen, aldrig. Det var næsten uudholdeligt, men nok fordi han ikke vidste hvor Leon var. Hvis han vidste Leon var på ferie, eller over hos nogle venner var han nok lidt mere rolig.
Han knuger Leon lidt mere ind til sig, som om han er bange for at han går igen. Bare at stå sådan her sammen med Leon gør ham en del glad, og tryg.