Dk Roleplay

Julian ser chokeret på Leon. Det er en voldsom reaktion han kommer med, og det ligner ikke Leon at reagerer så voldsomt. "Leon." Siger han og ender med at rejse sig op. "Han har en kæreste, en pige. Han tager dig ikke fra mig, fald nu lidt ned, hvad går der af dig?" Siger han og sætte hænderne i siden, og ser lidt bekymret på ham.
"Hvorfor bliver du sådan?" Spørger han, og placerer sin hånd på hans skulder.

Han slår bare ud efter Julians hånd, da han sætter den på hans skulder og træder et skridt tilbage, nær ved at falde over spise bordet, men formår alligevel at opretholde sin balance. Han ser på ham, med blinkende, forvirrede øjne. Han forstår ikke hvorfor Julian ikke kan se hvilken en trussel det er. "Jeg vil ikke have at du ser ham. Jeg gider ikke diskuterer det, Julian. Du er min kæreste." siger han bestemt og ser på Julian med vilde øjne.

Julian trækker sin hånd til sig, men fører den i stedet op i sit hår, og ser blot på Leon. Et dybt suk forlader hans læber, og han ryster så på hovedet og vender sig om og går ud i mod køkkenet. Man kan høre han mumler nogle få bandeord.
"Leon forhelvede.." Siger han lidt irriteret, og stopper op og vender sig så om og kigger tilbage på ham. "Er du okay?"

Da Julian er ved at gå, er Leon lige ved at blive endnu mere stiktosset, end han i forvejen føler sig. Han vil ikke have, at han går fra ham nu. Han knuger sine hænder sammen, da han vender sig om og kigger på ham. Han ser skeptisk op og ned af Julian, da han stiller spørgsmålet. "Om jeg er okay? Nej fandeme ikke hvis du går og ser andre fyre bag min ryg." råber han. "Jeg troede vi var enige om, at du var min. Og så vil du hen og se ham der...-" siger han og synker en klump, kigger på Julian med store øjne og et oprevet blik.

Julian læner sig op ad væggen og lytter til hvad Leon siger. Det helt underligt at Leon opfører sig sådan, og han bryder sig bestemt ikke om det. Julian ved godt at Leon normalt ikke bryder sig om at Julians ser andre, men han plejer ikke at reagere så stærkt på det. Han kan huske Leon engang snakkede om det. Lægerne sagde noget med at han godt kunne finde på at reagere lidt voldsomt, men at han havde fået nogle piller for det, så det gik nok. Det lang tid siden Leon fortalte det, og det var bare sådan lige hurtigt. Fordi Julian havde spurgt om hvordan det gik hos lægen. Julian kan huske at Leon altid havde nogle med når de var sammen. Hvis de f.eks sov hos hinanden så havde han nogen med i en pose, men dem har han egentlig slet ikke set skyggen af.
Ligeså langsomt går det op for Julian hvad der er sket. Leon har jo ikke haft adgang til sin medicin. Derfor reagerer han så voldsomt nu, og derfor reagerede han også så stærkt på det til festen, og dagen efter.
"Har du ikke taget din medicin Leon?" Siger han så blot, og ser afventende på ham. Han ved godt det er lidt hårdt at sige, men det er jo vigtigt for at Leons opførsel.

Tankerne kører rundt i hovedet på ham. Han når næsten ikke at tænke en tanke eller teori om Julian og den fyr til ende, før en anden dukker op i hans tanker og overtager. Han ser alle mulige steder rundt i rummet, men låser sit blik fast på Julian, da han nævner medicin. Leon reagerer bare ved at rynke brynene lidt af ham og træde nogle småskridt til siden. "Medicin? Hvorfor snakker du uden om? Det er dig der vil være sammen med en anden fyr end mig, og så står du der og taler om medicin. Julian, jeg kan ikke lade dig tage afsted, jeg kender typer som ham, og han vil først bare starte med at invitere dig på middage, men efter det begynder han at invitere dig hjem til sig, og så kommer du ikke hjem til mig før morgenen efter, og jeg kan ikke have det. Jeg vil ikke lade dig hænge ud med sådan én ..." siger han og pauser kort "en." afslutter han det bare, forvirret over sig selv og sine hurtigt talte ord.

Julian holder blikket på Leon og prøver selv at forholde sig i ro. For Leon er ved at være ude af den, og hvis de begge to bliver det så er er ingen til at holde lav profil.
"Jeg snakker om din medicin, fordi jeg ikke har set du har taget den de sidste mange dage." Siger han og ignorere fuldkommen det andet Leon siger. Lige nu er han ret ligeglad med om Leons teorier og historier. Nu fokuserer han bare på medicinen, for det må være det eneste svar på hvorfor Leon reagerer så voldsomt som han gør. Det håber han i hvert fald.
"Du skal have din medicin.." Tilføjer han så og ligger armene over kors.

Leon ryster bare på hovedet af Julian. "Jeg har ikke brug for medicin. Jeg klare mig så godt her, sammen med dig. Det eneste jeg har brug for er dig, Julian. Jeg har ikke brug for dem længere. Jeg har det også meget bedre. Jeg føler mig surveræn." prøver han at overbevise ham om og skruer et smil om læberne. Han ser sig rundt omkring i rummet og undviger Julians blik.

Julian ryster så på hovedet af ham og træder så tættere på ham. "Nej." Siger han så og prøver at fange hans blik.
"Du skal have din medicin. Du reagerer så voldsomt, og.. Du prøver at bestemme over mig." Siger han og fjerner ikke sit blik fra Leon. "Jeg vil gerne have du tager din medicin. Det er vigtigt Leon, ellers så kan vi blive ved med at komme op og diskutere.."

Han fnyser fornærmet ved Julians ord. "Hvorfor stoler du ikke bare på mig? Jeg prøver ikke at bestemme over dig, jeg vil bare ikke have du går ud og er utro." siger han, frustreret og ser ind i Julians øjne.

"Stoler på dig? Hvorfor stoler du ikke bare på mig? Jeg går sgu da ikke ud og er dig utro hvad fanden regner du med?" Siger han lidt frustreret og kigger nu også Leon i øjnene. "Bare svar mig. Det er enkelt, ja eller nej. Har du taget din medicin?" Han bliver ved med at presse på, og bider så sine tænder sammen. Leon må vel have medicinen hjemme hos sin far. Det heller ikke nemt at tage det, når hans far har smidt ham ud.

Han ser bare lidt op og ned af Julian med flakkende øjne, da han igen spørger ham. Han får et skyldigt blik i øjnene, som havde han stukket fingrene i kagedåsen og netop var blevet opdaget i at gøre det. Han har ikke lyst til at lyve overfor Julian, selvom han nok sagtens kunne. Han ville bare ikke tilbage og hente dem med vilje. Han var så sikker på, at han godt kunne klare sig uden. "Nej" mumler han lavt og ser væk fra Julian. Han vikler armene om sig selv.

Et suk undslipper Julians læber, og han holder blot sit blik på ham. Måske kunne de havde undgået alt det drama hvis Leon havde taget sin medicin. Men han gider ikke blive sur på ham over det, for han har det hårdt nok i forvejen. Desuden forstår Julian ham også godt, han er jo blevet smidt ud.
"Du bliver nødt til at hente din medicin Leon.." Siger han så og prøver at få øjenkontakt med ham. "Jeg kan også hente den for dig. Men vil du ikke nok være sød og tage den?"

Han ryster på hovedet, stadig uden at være i stand til at kunne se Julian i øjnene. "Jeg er ikke velkommen der. Vi kan ikke tage derhen Julian. Han går amok, hvis han ser mig der, eller finder ud af, at jeg har sat fod der." siger han og sukker opgivende, mens han ser ud i mørket.

Julian ryster bare let på hovedet, mens han holder blikket på ham. "Jeg er ligeglad. Jeg henter det gerne for dig, bare du lover mig du tager det." Siger han bestemt, og løfter sin hånd og aer ham kort over håret. "Please Leon" siger han så, og prøver at fange hans øjne, selvom det er svært når han kigger sådan væk.

Han tøver lidt, inden han svare og ser tilbage, en smule sky og flov, mod Julians øjne. "Han slår dig ihjel hvis han ser dig, Julian. Jeg er bange for hvad han vil gøre med dig, hvis jeg sender dig derhen." indrømmer han og ser ned mod gulvet.

Julian kigger på ham og han ryster så på hovedet. "Han slår mig ikke ihjel.." Siger han så, og tager sin finger ind under hans hage, og løfter hans ansigt lidt så han kan kigge ham i øjnene.
"Jeg er ikke bange for ham. Jeg er ligeglad med ham." Siger han så. Han forstår godt Leon er bange for ham. Det er hans far, de er noget tættere end Julian er med hans far, selvfølgelig. Derfor rammer Leons far også Leon hårdere. Derimod har Julian intet til overs for ham, og derfor tager han ikke hans ord så tungt.

Han møder Julians frygtløse blik, da han bliver taget ved hagen og han ser skiftevis en smule frem og tilbage på Julian. Han tøver. Men han ved også, at hvis han ikke får sin medicin på en eller anden måde, vil det kun gå yderligere ned af bakke, og så vil han såre Julian dybt. "Okay. Jeg tager min medicin." siger han så og overgiver sig til Julians ord. Han er dog stadig skamfuld over han ikke selv tør hente medicinen, så han slår blikket ned i gulvet igen.

Julian trækker lidt på smilebåndet over Leons svar, og han fører så en hånd over hans hår, og lader så sin hånd være i hans nakke. "Godt. Det er jeg glad for." Siger han og tager så Leons hånd i sin, og giver den et klem. Han må nok hellere afslå sin aftale med sin ven i morgen. De kan sikkert finde en anden dag. I morgen vil han hente medicinen for Leon.

"Undskyld, hvis jeg har såret dig i processen. Jeg har ikke helt kontrol over det, når jeg kommer af medicin. Men det er så længe siden jeg sidst var af det over en længere periode ... jeg havde glemt hvor elendigt jeg fungerer uden. Jeg roder mig altid ud i noget lort. Jeg vil ikke trække dig med ned, Julian" siger han, næsten hviskende og kigger med fortabte øjne op på Julian.