Dk Roleplay

Har du et godt navn for faderen? For jeg synes det er underligt at skulle skrive "leons far" hele tiden, haha

Ehmm.

Michael???

Michael sad egentligt midt i arbejdet, lænet en smule over desken for at nærstuderer papirene, hvori nye informationer i forhold til en kontrakt stod nedskrevet sort på hvidt, da han hører en banken på døren. Siden Leon ikke længere var hjemme, var der sjældent mange lyde i huset, så selv den simple lyd af en banken mod en dør var noget, som blev hørt. Dog lød denne banken også meget insisterende, så Michael tænkte, at det klogeste nok ville være at gå ud for at se, hvem det var. Måske Leon, som endeligt var færdig med at rende rundt og være midlertidligt homoseksuel. Han rejser sig fra sædet og går ud fra kontoret, gennem stuen til han kommer hen i entreen og åbner døren, og træder frem. Da han observerer at det er Leons homoseksuelle ven Julian istedet, får han dog et tirret udtryk i øjnene. "Du er ikke velkommen her."

Julian ved ikke hvad han håber på. Om hans far ikke er hjemme, så han skal finde en anden måde at komme ind på. I hvert fald, han tager ikke hjem uden medicinen. Han retter sig op og da han kan høre fodtrin inde i huset, tager hen en dyb indånding. Da døren endelig bliver åbnet retter han blikket op på Michael, Leons far.
"Det ved jeg godt." Siger han så med et svagt smil, og ligger armene over kors. "Jeg behøver heller ikke komme indenfor. Jeg skal bare have Leons medicin, og så går jeg igen." Siger han og prøver at få det til at lyde så enkelt som muligt.

Han hæver øjenbrynet, da han beder om Leons medicin. Han tøver, men ryster så bestemt og fattet på hovedet. "Leon må klare sig selv. Medicinen bliver sendt til dette hus, og eftersom Leon ikke kan rette sig efter de værdier og livssyn der er her i huset, kan han ikke længere være her, som du nok ved. Når han bliver god igen kan han komme hjem og få sin medicin, men indtil da vil jeg ikke dække hans behov." snerrer Michael, allerede galsindet, over at knægten i det hele taget tør vise sig her efter sidste episode. Han ligger armene over kors.

Julian tager en dyb indånding for ikke at blive alt for sur på faren. Det irriterer ham grænseløst at hans far har det syn på det hele. Han tager sig til hovedet, og bider tænderne sammen.
"Jeg er virkelig ligeglad, okay. Jeg skal bare have hans medicin, for det er vigtigt for mig, og Leon, og generelt hans omgivelser. Jeg går ikke uden at jeg får medicinen med mig, okay?" Siger han med sammenbidte tænder og fjerner ikke blikket fra Michael. "Så giv mig det nu bare, ellers spilder vi hinandens tid."

Han kniber øjnene sammen, da Julian tror, at han bare kan byde ham den snerpede kommentar. Han fnyser sippet og retter sig lidt op. "Her er hvordan det her kommer til at fungerer. Du får medicinen, hvis du lader mig rette lidt op på dig og Leons ... forhold." siger han og ånder koldt ud. "Jeg har allerede fundet en ung anstændig pige, lige noget for Leon. Ivrig efter at møde ham, også. Hvis Leon møder hende en enkelt gang er jeg sikker på, at de nok skal finde på noget sammen. I kan stadig gøre hvad der passer jer, men offentligt vil Leon få en ny kæreste. Kvindelig. Han vil gå med til det, fordi du overtaler ham, og fordi du nok ved hvilken trussel jeg kan udgøre mod din familie. Jeg har magten og pengene, og hvis jeg melder sag mod jer om den mindste lille ting ..." siger han og gør en kort pause for at se Julian alvorligt og truende i øjnene, "så er i færdige." siger han, uden at understrege, præcist hvad der ville komme til at ske.

Er et ondt geni:OOOO ej hahaha, du siger bare hvis det for dramatisk

it can never be too dramatic

Julian lytter blot opmærksom på hvad Michael har at sige, og jo mere han siger jo mere vred bliver han. Han skiller læberne fra hinanden, og ser blot på ham med et lidt måbende blik. Der går lidt tid før han siger noget, da han lige skal tænke det hele igennem.
"Hold kæft et svin du er." Siger han så stille og retter blikket væk fra ham, og tænker en masse tanker igennem. Hvad nu hvis Leon faktisk falder for pigen? Julian vil jo helst ikke miste ham, og han gider slet ikke se Leon sammen med en eller anden tøs. "Okay." Ender han med et sige, og retter så blikket på ham. "Men så skal jeg også have medicinen nu." Siger han prompte, og ligger armene over kors. Han kan ikke gå tilbage med ingenting, og så begynde at snakke med Leon om at han skal møde en pige. Det vil se underligt ud.

Han ligger hånden mod dørkarmen og ligger sin vægt i den ene side, mens han ser på Julian, og langsomt får et hånligt smil om munden. "Godt så, Julian." siger han og vender sig brat om, lukker døren i for et øjeblik, mens han går hen til skabet og låser op, og finder flaskerne med leons navn og diagnosen på etiketten, og ligger dem ned i en pose, som han slår en knude om. Han går hen til døren igen, og åbner den og rækker den stift frem mod Julian, og fanger hans blik. "Hvis du bryder vores aftale, og Leon ikke beslutter sig for at være sammen med hende, så bryder helvede først løs. Jeg mener det. Du skal ikke fucke det op." siger han så.

Julian synker en klump i halsen, og kigger så lidt ned. Hvorfor gik han med til det her? Der må vel være en anden måde at få fat på hans medicin. Et suk undslipper hans læber, og han retter blikket op da døren åbner igen. Han tager i mod posen og kigger lidt ned på den, inden han kigger på Michael og kniber øjnene sammen. "Ja, sikkert." Mumler han stille, og ender med at vende sig om, og begynder at gå tilbage. Han gider slet ikke sige farvel til ham, egentlig er han rasende, men han ved at han skal bygge en facade op når han kommer hjem. Nu skal han også lyve for Leon, det bryder han sig ikke om..

Leon venter så tålmodigt som han kan i huset, mens Julian er væk. Han vipper sig frem og tilbage på sin fod fra tid til anden, og går frem og tilbage mellem køkken og stue. Han har snart ikke tal på hvor mange glas med vand han har hentet og drukket, bare for at holde sig i beskæftigelse og ikke gå helt ud af sit gode skind. Det gør ham nervøs, at Julian er taget over til hans far. Han er bange for, om hans far kunne finde på at gøre Julian noget fysisk efter at se ham efter den episode de tre havde i huset. Han sætter sig igen ned i sofaen og stryger en fugtig hånd over sit baghovede og ned over sin nakke.

Julian holder stramt om posen, han er glad for at han endelig har medicinen til Leon. Det vil nok forbedr deres forhold en del. Så vil Leon nok ikke tage alt så nærtagende som han gjorde før. Ja måske vil Julian faktisk få lov til at møde nogle af hans venner.
Han går op til hoveddøren og åbner døren og træder indenfor. "Leon?" Siger han lidt højt, i mens han trækker sine sko af. I mellemtiden har han stillet posen på gulvet.

Da han hører døren gå op har han allerede rejst sig fra sofaen og går i en hastig og næsten flyvende bevægelse ud mod Julian. Da han ser ham, ånder han lettet op, da han ser, at Julian ser uskadt ud. "Hvordan gik det?" spørger han, og kan end heller ikke dække over for sin ængstelighed og nervøsitet. Han ser spørgende på Julian med store øjne.

Julian smiler ved synet af Leon, det lyder som om han har været nervøs men det forstår Julian godt. Han var selv en del nervøs for det hele, men det gik anderledes end han havde forventet. Han er dog ikke særlig glad for det, egentlig føler han sig ret meget under pres.
"Jeg har din medicin. Det gik fint." Forsikrer han så Leon om, og trækker sin jakke af og hænger den op på knagerækken. Han løfter posen og rækker den så til Leon. "Her." Siger han med et svagt smil.

Leon føler sig straks mere rolig, idet Julian smiler og ser ud til rent faktisk at have haft en vellykket oplevelse ved det. Han kigger lidt på posen da den bliver rækket over til ham, og tager så imod den. "Hvad sagde han?" spørger han efter et stykke tid, i en lav tone. "Savnede han mig?" spørger han, og kan ikke lade være at være en smule forhåbningsfuld, trods han godt kender sin far. Men måske ville al den tid separeret få ham til at indse noget.

Julian retter sig op og kigger så på Leon, og presser læberne i mod hinanden. Han vender hovedet lidt på skrå og ved ikke helt hvad han skal sige til det. Han træder tættere på Leon og kysser ham blidt i mod hans pande. "Det er jeg sikker på han gør." Siger han så stille og sender ham et smil. Derefter bevæger han sig ind i stuen og fører en hånd igennem sit hår, og sætter sig så ned i sofaen.

Leon blinker en smule overrasket med øjnene, da Julian bekræfter ham i det, istedet for at afkræfte det. Trods alt hvad der gennem tiden har været mellem Leon og hans far, havde han også brug for at hører at han savnede ham. Hvorfor er han ikke helt sikker på, men uanset hvor meget han også nyder at være sammen med Julian, er der en lille del af ham som er tom, og har brug for et eller andet fra hans far. Han ser sig over skulderen da Julian går forbi ham og følger få sekunder efter ham ind i stuen og sætter sig ned ved siden af ham i sofaen. Han rækker øjeblikkeligt ud efter hans ånd og fletter dem sammen med hans. Med den anden arm stiller han posen ved siden af sig. "Tak" hvisker han og kysser Julian på hånden.

Julian sukker let, han ved ikke helt hvordan han skal sige til Leon, at han skal mødes med en anden pige. Han læner sig tilbage i sofaen og stirrer frem for sig. Først da Leon kommer hen kigger han op på ham og sender ham et stille smil. Han prøver at fokuserer på det vigtige. Han har fået Leons medicin, og det kommer nok til at gavne dem begge to en del. Det gør ham ret glad, og lidt mere rolig.
Han giver Leons hånd et klem og retter så blikket på ham. "Så lidt." Siger han med et smil og læner sig ind i mod ham og kysser ham på kinden.