Han giver sig et øjeblik til at nyde Julians kys mod sin hud, og han lukker sagligt øjnene i i det øjeblik, men slår dem op igen, da han trækker sig lidt væk. "Nej, Julian, virkelig, tak. For at du tænker på mig og sørger for at jeg ikke kommer helt ud på det forkerte spor..." siger han dæmpet og ser på Julian med betagede øjne. Han er virkeligt begyndt at holde uhyggeligt meget af ham, trods de kun har datet officielt i omkring to måneder nu.
Julian kigger på ham og han smiler så over hans ord, og læner hovedet lidt tilbage. Han nikker så bare lettere forsigtigt, og giver hans hånd endnu et klem. "Du har hjulpet mig ligeså meget som jeg har hjulpet dig." Måske har Julian ikke haft så mange problemer, men han har uden tvivl blevet gladere for sit liv efter ham og Leon begyndte at være sammen sådan rigtigt. Og det har betydet meget for Julian. Han har meget mere lyst til at leve nu.
Han smiler varmt af Julians ord, selvom Leon føler sig ret ubrugelig. Han er ikke ligefrem empatisk, så det kan være svært for ham at være der for Julian, sådan rigtigt. Men han er glad for at hører netop det ord alligevel.
Ved ikke hvordan Julian skal sige det til ham.. Om han skal sige at hans far har forslået at Leon skal møde en pige og så må han godt bo hjemme, men han må godt ses med Julian??? Eller om Julian skal sige, at hvis Leon vil bo hjemme igen, kunne han evt. sige de ikke var kærester mere og så tage hjem, og så lader faren møde hhende er
Men den sidste virker bare lidt usandsynlig fordi.. Skal faren så bare komme og være like, hey du skal møde hende her, eller?
Or even more dramatic, Julian foreslår at de tager en pause, og Leon tager så hjem, hans far præsenterer ham for pigen, Leon prøver bare at skubbe det med Julian væk fra sig, er så sammen med den der pige offentligt, men Julian siger så at han gerne vil ses alligevel and then they do that anyway. Idk. Tænker over andre måder også
måske den der idé, og så er julian helt knust over det, og prøver at komme over det ved at finde en anden at være sammen med måske?
Altså Julian foreslår at de holder en pause, og så kommer Leon til at være sammen med hende der... og Julian tror at han faktisk godt kan lide hende, og så er han helt knust over det og prøver at komme over det?
Skal jeg bare starte et par dage senere?
De seneste par dage, har Julian egentlig bare kæmpet med at skjule sine tanker. Skjule at han er stresset og ked af det. For selvfølgelig går han og tænker på det Leons far sagde til ham. Han skal snart gøre noget, ligemeget hvor meget han ikke har lyst. Men han er kommet frem til en plan. Han skal holde en pause med Leon. Selve tanken skærer i ham, for det har han slet ikke behov for. Han elsker at have Leon omkring sig, og være tæt på ham hele tiden. Men han bliver nødt til det, det skal ikke gå udover hans forældre. Leons far er bare en idiot, gud hvor Julian dog hader ham. "Leon?" Siger han lidt højt, mens han står ude i køkkenet. Han har lige sat en opvask igang.
Over de sidste dage har Leon godt kunne fornemme på Julian, at noget ikke stemte. Han kunne ikke præcis sætte sin finger på hvad, og han undlod at spørge ham, fordi han tænkte, at det nok ville gå over sig selv. Det er nok bare alt det der er sket på det sidste som har overmandet og overvældet ham for et lille stykke tid. Heldigvis er der mere roligt nu, og Leon føler sig også mere stabil selv, nu han er på medicin igen. Det er nok også bedst for ham og hans omgivelser, det ved han inderst inde. Da han kører Julian kalde føjer han væk fra vindueskarmen han sad i, og sætter kursen mod køkkenet. Han ser på Julian da han kommer derud, med et spørgende blik, og læner sig lidt mod væggen.
Julian lukker øjnene da han hører Leons fodtrin hen over gulvet, og det som om jo tættere på han kommer, jo mere ondt gør det. For han ved hvad der skal ske. Måske om få minutter, et kvarter eller en time, så står Leon her nok ikke længere. "Jeg har... tænkt på noget." Siger han med en usikker stemme, der næsten allerede er ved at knække. Han vender sig om i mod Leon, og tager en dyb indånding.
At Julian ikke instinktivt vender sig om mod ham med det samme nu han er kommet ud i køkkenet, med spændte skuldre, får allerede Leons tanker til at sætte igang. Han bekymre sig allerede før Julian får sagt nogle ord. Han hører hvad han siger og retter hovedet lidt på skrå, og ser ind i Julians øjne, da han vender sig rundt. Hans tone er ikke lovende. "Er der noget galt?" spørger Leon med blinkende øjne som kun er rettet mod Julian og hans bekymrede næsten triste mine.
Moderators: NoahVincent