Dk Roleplay

Julian ender bare med at vifte lidt med sin hånd, for hvis Leon ikke engang gider at svare ham, hans bedsteven ja så gider han ikke engang lede efter svaret. Han ender med at hive en tyk bog ud, der er noveller i, og han går så hen og sætter sig på en stol, og bladre nogle sider igennem. Der er andre i biblioteket, og de kigger hen på ham kan han mærke. Julian skæver til Leon, og alt det her med at være falske kærester er ret udmattende faktisk. Julian troede bare det vil være nemt nok, men mennesker ser på en, på en helt anden måde nu, hvilket Julian har en smule svært ved at vænne sig til.

Han sukker en smule irriteret, da Julian bare prøver at skubbe det fra sig. Det er ikke fordi Leon gider snakke om den slags ting, men Julian bliver nok også bare fornærmet, hvis han ikke får afvide, hvad han gerne ville hører. Så han tænker sig kort om før han slår sig ned ved siden af ham, og kigger på ham. "Jeg synes ikke du virker.. du ved. Du har da været sammen med en del piger." siger han ærligt og trækker på skuldrene, inden han slår blikket ned på bogen, som Julian har fundet frem.

Julian kigger på Leon og han sukker så bare en anelse irriteret, og ryster på hovedet. "Bare glem det." Mumler han stille, og bladre siderne igennem inden han finder en novelle med en spændende titel. Selvom det er de færreste titler, der virker spændende for Julian. Så skal det virkelig også være en spændende titel, og den skal være fangende.
"Var det en god fest synes du? Var det lige det du drømte om, når du blev populær at komme til sådan en fest?" Spørger Julian lidt drillende mens han har blikket ned i bogen.

Han vælger bare at lade det ligge, da Julian tydeligvis ikke bliver tilfreds, uanset hvad det er Leon siger til ham. Han fnyser let af Julian og læner sig tilbage i sædet med armene bag hovedet. "Jeg er ikke helt tilfreds. Fik ikke hende pigen med hjem." siger han bare med et suk og ser en smule anklagende på Julian. "Faktisk takket være dig" siger han og ryster på hovedet, som om det var hans fejl. Hans blik flakker dog over mod bogen, hvor Julian har slået op på en speciel side. "Nåh? Hvad handler den så om?" spørger han ind.

Julian kigger på Leon og løfter så det ene øjenbryn over ham, og fnyser bare af ham. "Det sgu ikke min fejl." Siger han så og kigger ned i bogen, og skimmer den hurtigt. "Hende pigen var med i et væddemål. Hun skulle bare se om du var dum nok." Siger Julian med et grin, og bladre om på den anden side, og retter blikket på Leon. "Handler vidst om en fyr der tager til en fest, og der er så nogen der putter noget i hans glas og så ja... Så kører den derfra."

Han ligger armene over kors. "No way, hvor fanden skulle du også vide det fra?" spørger han skeptisk, for hun virkede som om hun virkeligt følte for det og var så godt som parat til at tage med ham hjem allerede tidligt på aftenen. Det ville i hvert fald være ret pinligt, hvis Leon rent faktisk ikke havde kunnet se igennem det, og det var et væddemål. "Mmh" mumler han bare, og kigger lidt ud af vinduet.

Julian griner bare let over Leons reaktion, og han ryster så på hovedet af ham og bladre videre igennem bogen. "Njah, hun var da hurtigt væk efter Shawn fortalte det om os to." mumler han og læner tilbage på stolen og sætter fødderne oppe på bordet foran sig. Han sukker så bare, og rækker Leon bogen, og tager sig lidt til hovedet. "Kan du ikke kigge? Jeg har ikke hoved til det der lige nu."

Han ryster let på hovedet af ham. "Det er sgu da kun til at forstå, efter den fucking scene der blev gjort ud af det." siger han en smule bittert og sukker. Han er ret irritabel over at det blev spoleret for ham. Ikke fordi hun var noget særligt på den måde, men bare det princip i, at han ikke fik én med hjem der og det ikke endte som han præcist havde forestillet sig det. Da han skubber bogen over bordet samler Leon den op i hånden og vender og drejer den lidt. "Vi kunne vel bare tage den du fortalte om før. Vi behøver vel ikke læse meget længere end titlen. Tvivler sgu på vores lærer kender så mange noveller alligevel." siger han og trækker på skulderen.

afk

Julian kigger på Leon og ryster så på hovedet af ham, og fører en hånd igennem sit hår. "Hvor lang tid siden er det, du har haft en pige med hjem? Eller generelt lavet noget med en pige?" Spørger han så undrende, og krydser sine ankler, mens de er oppe på bordet. Han kigger ned i bogen og ryster så på hovedet, og kommer med et lavt grin over Leons forslag. "Desværre, men vi skal jo fortælle hvilken novelle vi har valgt, og derefter vil vores lærer nok læse den, for at være på den sikre side. Lærer er nederen." Mumler han så.

Han bider sig let i underlæben, da spørgsmålet bliver stillet. "Godt en måned siden" siger han med et suk og bliver en smule mismodig ved tanken. Han ved ikke hvad der var gået galt for tiden. Det var heller ikke fordi han var verdens største player, men han plejede godt at have nemt ved at trække nogen med hjem, hvis han endelig var ude blandt nogle. "Hvad med dig selv?" spørger han så og har automatisk hævet stemmen lidt igen. Han ignorrere det med novellen for nu og ligger den tilbage på bordet.

Julian kigger på Leon og nikker så forsigtigt. Han trækker let på skulderende og ender med at lægge armene over kors, og han retter blikket væk fra Leon. "Det faktisk længe siden." Mumler han så stille, og vipper lidt med sin fod, mens han har blikket på den. "Jeg kan ikke huske det." Siger han en smule overrasket, og retter så blikket på Leon. Han trækker så på skulderende som om det ikke er en stor ting, men han har faktisk ikke været sammen med en længe. Ikke at det går ham på, og det heller ikke fordi han plejede at være sammen med nogen hver måned. Men det underligt han slet ikke kan huske det. Kan det være det fordi det er Leon der er det eneste der fanger hans tanker lige nu?

Han rynker lidt på brynene. "Du kan ikke huske det?" gentager han ham og ser med et skeptisk blik på ham. Han ryster på hovedet af ham. "Det er fandeme trist, Julian" siger han med et let hånligt grin, og fryder sig over, når han kan hæve sig over ham i et eller andet. Men Julian og Leon går også efter vidt forskellige ting, når det kommer til piger. Han ser på ham og er lige ved at begynde at grine igen. "Måske er du rent faktisk homo" siger han drillende dog i en dæmpet tone, så kun de kan hører det.

Julian kigger på Leon og ryster så bare på hovedet af ham da han vidste han ikke skulle sige det. Han burde bare havde sagt, at han var sammen med en sidste uge så var samtalen nok sluttet her, fordi så var han selv lidt hævet over Leon. Da han nævner det med seksualiteten ender Julian med at trække sine ben til sig og rejser sig op. "Hold nu kæft. Det var ikke mig der kom op med den plan om at være kærester." Siger han så lidt til sit eget forsvar, og han begynder så at bevæge sig ud fra biblioteket. Han kan ikke koncentrere sig, han tænker alt for meget og han ved virkelig ikke hvad han skal gøre af sig selv, når alle de tanker om ham og Leon kommer frem.

At Julian reagerer så voldsomt, kommer lidt bag på Leon, men han har svært ved at tage det seriøst, for de skændes aldrig på den måde, og Julian plejer at kunne tage de små stødende kommentare som Leon engang imellem kan finde på at komme med. Han rejser sig med et suk og går efter ham. Han har bogen i den ene hånd, og han småløber en smule, for at nå op til Julian. Han ligger en hånd på hans skulder, selvom han stadig går videre. "Slap nu af Julian, hvad går der lige af dig? Hvorfor er du så skide følsom?" spørger han, nærmest hvæsende og skubber ham i ryggen, for at få ham til at stoppe op, da de kommer ud på gangen.

Julian holder blikket frem for sig og bider tænderne hårdt sammen da han hører Leons fodtrin bag sig, for han gider ikke til at diskutere med ham. Han gider ikke fortælle ham, at han måske er i tvivl om at han er homoseksuel, Leon vil helt sikkert grine af ham, og sige det bare er noget pjat; men han aner jo ikke hvordan det er at gå med sådan nogle tanker, når man aldrig har været vant til det.
Julian stopper op da han skubber ham, og han vender sig så om i mod ham og slår hans hånd væk. "Hvad?" Siger han så en smule irriteret, og slår lidt ud med armene. "Jeg gider ikke, jeg er træt." Mumler han så, da det gerne skulle være en god undskyldning. Eller noget.

Han tager hånden til sig igen, da Julian slår til den og ligger armene over kors. "Dig. Du har været fucking underlig hele dagen. Hvorfor er du så følsom? Man skulle tro du var en tøs nogle gange." siger han og ryster på hovedet opgivende. Han siger bevidst noget provokativt, fordi han vil have svar fra Julian, og det føler han ikke at han har fået endnu, ikke over den opførsel han har idag. Han ser ham direkte ind i øjnene, selvom han mest har lyst til at se væk. Han ved ikke hvorfor der er behov for sådan et skænderi, men det irriterer ham også, at Julian bare prøver på at gå fra det.

Julian ryster så bare på hovedet af ham, og ender med at lægge armene over kors. "Jeg har en dårlig dag, hvad fanden er problemet?" Spørger han så en del mere irriteret, for han synes ikke Leon tager det her særlig pænt. Hvis han synes der er noget i vejen, kunne han i det mindste spørge på en pænere måde. Julian kommer med et dybt suk, og ender med at rette blikket fra Leon, for han kan ikke klare hans øjne der bore ind i sine. Det som om Leons øjne bare sluger ham, og Julian ved at han bare ender med at sige sandheden til sidst, og han vil ikke have den ud.

Leon er virkeligt tæt på at svare offensivt igen og går truende frem mod Julian, da klokken pludseligt ringer og folk kommer strømmende ud, så istedet søger hans hånd mod Julians, da folk kigger på dem og han smiler let til ham, selvom det tydeligvis er anstrengt. Han trækker ham med ned af gangen tæt og klemmer hans hånd hårdt i sin. "Stop med at lyve, du ved godt jeg kender dig bedre end det" hvisler han stille mod Julian og prøver bare at styrer dem ud af skolen, nu de også har fået fri.

Julian retter blikket hen i mod en dør der bliver åbnet, og en del mennesker kommer ud en del højtråbende. Julian skæver til Leon da han tager hans hånd, og han vælger at lade være med at gøre noget men følger blot med ham ned i mod klassen for at få deres ting. På en måde vil han rigtig gerne holde Leon i hånden.. På den anden måde irriterer det ham bare grænseløst, for det minder ham bare om hvilke tanker han går og tumler med.
"Jeg lyver ikke." Vrisser Julian så en smule lavt, og prøver at lade være med at rive sin hånd væk fra Leons og skynde sig væk.