Dk Roleplay

Julian bliver lettere overrasket da Joe sådan krammer ham, men han krammer ham blot tilbage, med et svagt smil på læben. Han trækker sig så lidt væk fra ham, og kigger så på Joe.
"Tak..." Siger han stille, og skæver lidt ud i mod dansegulvet igen, hvorefter han retter blikket tilbage på Joe.
"Men jeg kan godt holde dig med selskab." Kommer det så fra Joe, og af en eller anden grund kommer det ikke bag på Julian, at Joe siger lige netop dét. Det var nok helt sikkert det, Joe havde i bagtankerne, lige siden han kom her hen.
"Dejligt." Siger Julian oprigtigt og sender ham et svagt smil. Måske skal han bar skubbe Leon væk, og i stedet koncentrere sig om at have ddet lidt hyggeligt i stedet. Joe trækker Julian med hen til en af sofaerne der er placeret i hjørnet, og de sætter sig begge to ned, og Joe holder sig ikke tilbage, med at sidde for tæt på.

Da de tilsidst har fået nok af at danse for en stund begge to, beslutter de sig for, at gå op og få noget at drikke. Det var Leons ide. For det første kunne han godt bruge noget at drikke efter at have valset sådan rundt med hende lige siden de kom, men for det andet tror han bare ikke han ville kunne klare at støde ind i Julian her uden alkohol i blodet, trods han for alt i verden vil prøve at undgå at støde ind i ham her. Men chancen er der stadig, og det er hvad der skræmmer ham. Han er så stærk udadtil, men tanken om at skulle stå face to face med Julian efter hvad der er sket, får kuldegysninger til at løbe koldt ned over hans ryg. Han læner sig mod baren.

Julian gnider hænderne lidt i mod hinanden, og kigger rundt i lokalet. Alle ser ud til at have det hyggeligt. Selv Julian ser nok ud til at have det hyggeligt selvom han er ved at brænde indvendigt. Han mærker Joes læber i mod sin hals, og han stopper brat i en bevægelse, og vender sig så om i mod ham.
"Hvor meget har du fået at drikke?" Spørger han nyserrigt. Joe løfter blikket og kigger så på ham med et svagt smil. "Nok til at jeg har mod nok til at kysse dig." Julian kigger på Joe med et blik der er anelse forvirret. Han ved faktisk ikke helt hvad han skal sige, om han skal skubbe Joe væk, der pludselig er meget anmasende. Lige siden han sagde ham og Leon ikke var sammen mere. Eller om han bare skal prøve at hygge sig for en stund.
"Nå, okay." Siger han med et smil, og skæver op i mod baren, hvor han får øje på Leon. Han synker en klump i halsen, og retter så hurtigt blikket på Joe og presser sine læber i mod hans.

Han venter med utålmodighed på at tjeneren kommer over til dem. Han kniber øjnene lidt sammen og bider ventetiden i sig, til tjeneren endelig vender blikket over på dem, men kigger mest på Rebecca, som tydeligvis har fået hans opmærksomhed ved hendes udseende. Leon har lyst til at grine. Hun er også en virkeligt smuk pige, det er der ingen tvivl om, men han føler sig ikke truet på nogen måde, af bartenderens sultne øjne, og han ville også være ligeglad, om de så stod og måbede over hinanden der. Han har ikke følelser for hende, som rækker længere end, at han synes hun er en sød pige. Han er bare ikke tiltrukket. Han har dog tænkt sig at beholde hende så længe det går så godt derhjemme som det gør lige nu. Rebecca bestiller til dem, og han sætter sig op på en stol, ligesom hun gør. Han læner sig lidt hen over bordet mens de venter og Rebecca småsnakker med bartenderen om noget, som Leon ikke lytter til. Han opfanger Julian sidde i sofaerne, kastet over en eller anden tilfældig fyr med hans mund. Leon kniber øjnene sammen i vantro.

Julian har lyst til at skubbe Joe fra sig, og styrte ud igennem danse gulvet, og ud herfra og så skynde sig hjem. Han føler sig virkelig som en taber, og en kujon. Han burde bare gå op til Leon og sige at han savner ham, at det hele var en misforståelse. Men han ved godt det ikke vil hjælpe på det. Leon er sammen med hende tøsen der nu, som hans far snakkede om. Det virker også til at Leon er glad nok i hans selskab. Som om at det er helt fint,at han er sammen med hende. Måske er han også glad for hende?
Julian har sin hånd placeret i mod Joes lår, men jo mere han tænker alt igennem, jo mere han tænker på Leon, jo vredere bliver han. Han presser sine negle ned i mod Joes lår, og det bliver vidst for meget for Joe til sidst, for han tager i hvert fald Julians hånd, og holder den i sin.

Han holder sit åndedræt, mens han følger med i deres sultne og desperate mundbevægelser. Leon genkender ikke fyren. Han har aldrig set ham sammen med Julian, så for Leon at se, er det bare en eller anden tilfældig fyr Julian må have opstøvet fra dansegulvet. Så vidt Leon vidste, var der dog ikke mere end Julian og Shawn på skolen som var homoseksuelle. Leon var jo efterhånden trådt ud af det mærkat. Han var startet på en ny. Han var også fint igang med at bilde sig selv ind, at det var det rigtigste og vigtigste at være hetro, for sådan virkede alle omkring ham mest glade. Hans far specifikt. Leon stirrer nysgerrigt, da Julian pludseligt ændre udtryk og ser vred ud, og fyren må holde hans hånd, for at køle ham lidt ned. Gad vide hvad der foregår?

Julian ender med at bryde kysset, og han retter så blikket på Joe, og kigger ned på deres hænder. Han skæver op i mod Leon, og da han ser at de kigger ned i mod dem, bider han tænderne sammen. "Fuck." Hvisker han stille, og river så sin hånd væk fra Joe i en ret drastisk bevægelse, og han rejser sig så hurtigt op fra sofaen.
"Hold dig væk." Vrisser han og kigger ned på Joe, som pludselig ser meget forvirret ud. "Hvad?" Siger han og slår ud med armene. Julian knuger den ene hånd sammen, og kigger på ham med et vredt blik, inden han så vender sig om, og kæmper sig igennem folkemængden, for at komme ud. Hvorfor mødte han overhovedet op? Han har ingen grund til at være her. Ikke når han ikke har Leon ved sin side.

Leon hæver øjenbrynet, da han ser hvad der fortsat sker. Det gik fra kærlighed til krig på fem sekunder. Det hele er meget forvirrende at se på for Leon, som slet ikke forstår Julians opførsel. Han fjerner ikke sit blik, da øjenkontakt opstår for et øjeblik, hans øjne følger ham blot hele vejen gennem rummet. Leon er ustyrligt nysgerrig, men han ved også bare det ville være et tegn på svaghed, hvis han løb efter Julian ved det mindste problem der opstår. Som en hund. Det vil han ikke. Han må bide det i sig, og holde det ud. De er ovre nu. Men derfor kan han stadig betragte ham over skulderen.

Julian træder udenfor, og læner sig så op ad væggen, og tager hænderne op foran sit ansigt, og tager nogle dybe indåndinger. Det er det værste der er sket for ham. At ham og Leon gik fra hinanden. Han mangler ham så meget, han vidste slet ikke at Leon havde sådan en stor virkning på hans liv, men det har det altså. Julian skæver ind i mod hallen igen, inden han så retter blikket frem for sig. Han hiver sin cigaretpakke frem, og placerer den i mellem sine læber, og tænder den. Han står der. Ryger for sig selv, mns han tænker over, hvad han skal gøre.
Han trækker sin mobil op ad lommen, og går ind på ham og Leons samtaler. De har ikke skrevet sammen, siden de gik fra hinanden. En samtale fyldt med søde ord, og hjerter kommer frem. Julian ved godt, at han ikke kan tillad sig at skrive sådan til Leon mere.
"Jeg har begået en stor fejl, Leon..." Skriver han i en sms, og kigger lidt ned i mod displayet, inden han trykker send og gemmer mobilen ned i sin lomme.

Da Julian forsvinder ud af døren kigger Leon igen frem for sig, og nipper lidt til sin drink. Rebecca falder han hurtigt i snak med igen, og de snakker lidt om den uddannelse, hun gerne vil på til næste år. Det er måske med alle de smukke kjoler i rummet, at hendes tanker viger tilbage til design. Det forestiller Leon sig i al fald. Og hendes familie har jo også fået success inden for den brance, må man sige. De tjener mange penge. Nok endnu en grund til Leons far så godt kan lide Rebecca. De er i samme økonomi-klasse, bigspenders. Han bunder glasset lidt efter lidt, og mærker pludseligt sin mobil vibrere i bukselommen. Han er hurtig til at fiske den op af lommen og da han ser hvem der har sendt en sms rynker han lidt på brynene. Rebecca spørger ind, men Leon vifter hende væk med en kort hånd-bevægelse, og ord om at det her er noget han gerne vil se på alene. Han drejer sig lidt rundt på stolen så hun ikke kan se hvad han svare. "Ja, det har du." svarer han tilbage, og ryster svagt på hovedet. Han gider ikke rigtig hører fra Julian, han er utroligt såret stadig.

Julian tager et sug mere af sin cigaret, og kigger blot frem for sig. Der er flere der er ude og få sig en smøg, eller bare for at få frisk luft. Heldigvis er der mørkt, så ingen kan se de triste blik, Julian har i sine øjne. Som om han er ved at knække sammen, ved hvert minut der går.
Da hans mobil vibrerer, er han hurtig til at få den op ad lommen, og da han læser Leons svar, kan Julian ikke lade være med at læne hovedet tilbage, og han tager så en dyb indånding.
"Hvis du bare vidste, hvad der virkelig foregår.." Skriver han tilbage, og sender de med det samme. Måske skulle han ikke have holdt pause med Leon. Måske skulle han bare have sagt det som det var? At Leons far truede ham, hvis Julian ikke gjorde noget. Men det er for sent nu, og Leons far har som godt som vundet.

Han forstår ikke helt budskabet i den nye indkommende besked han lige har fået fra Julian. Hvad der virkeligt foregår? "Der er ingen grund til forklaring. Du må hygge dig med dit rebound." svare han tilbage, kold i sindet, selvom han måske godt kan lyde jaloux, jo nærmere han tænker over den sendte besked. Han kunne sgu godt selv se, hvad der foregik. Julian er ved at komme over Leon, lige akkurat som Leon er kommet over Julian.

Julian kigger på smsen Leon har sendt ham tilbage, og han tager bare et sidste sug af cigaretten, og smider den så fra sig, og træder på den. "Okay, fint. Jeg vil bare minde dig om, at din far er et rigtig stort svin. Husk det." Skriver han tilbage, han er ligeglad. Det er praktisk set Leons far der er skyld i, at ham og Julian ikke er sammen mere. Han knuger hånden omkring mobilen, inden han bevæger sig hjem ad, i et ret så vredt tempo. Han skal i hvert fald ikke være derinde mere, selvom festen først lige er gået i gang. Han skal bare væk, langt væk.

Da han modtager sms'en, ved han ikke hvor Julian vil hen med det statement. Det kom bare ud af det blå. "Du skal ikke sige sådan noget om min far." svare han forsvarende tilbage. Når hans far pludseligt behandler ham pænt, er Leon med det samme tilbøjelig til at se op til ham igen, og holde af ham. Han er lige så stille viklet om hans finger igen. Han læner sig tilbage i sædet, og overvejer bare at spørge Rebecca om de ikke skal tage hjem. Pludseligt forsvinder det gode humør.

Julian tager sin mobil op og læser smsen fra Leon. Han fnyser bare af ham, og ryster så på hovedet. "I to har to ting tilfælles. I er begge to skide manipulerende. Men du opdager nok på et eller andet tidspunkt, at din far er en stor idiot. Det håber jeg i hvert fald." Skriver han koldt tilbage. Hvad har han at miste? Leon virker allerede til at have kommet videre, så hvorfor skal han overhovedet prøve på at få ham tilbage? Selvom det er noget af det, han aller helst vil have. Han vil bare gerne have Leon tilbage.

Leon læser sms'en et par gange. Ordene ramte ham hårdere end han havde forventet, og i vrede og nysgerrighed, kan han ikke lade være at fortsætte diskussionen, selvom han nok bare burde lade det ligge. "Manipulerende? Glem ikke hvem der sendte mig derhjem i første omgang. Og jeg lyttede til dig. Jeg synes ikke du kan tillade dig at blive sur over noget, som faktisk var din ide. Og ved du hvad? Det er meget bedre at være sammen med ham end dig. Jeg har ikke brug for alle de her bøsse-problemer i mit liv. Jeg har også Rebecca nu." svare han tilbage og trækker sig lidt væk, ud mod toilettet for at få noget ro og fred fra Rebecca ved siden af.

Julian stopper op da han får endnu en sms, og han kigger sig så tilbage og ender med at træde til siden. Han læser smsen, og bider tænderne sammen over Leons sms. Det ramte hårdt, i sær det sidste. Leon plejede altid at være så opmærksom på at Julian var hans, og ingen andres. Nu virker han ret så ligeglad med hvad Julian laver, og det er en følelse han slet ikke er vant til. Han bider tænderne hårdt sammen, og ender med at ringe Leon op, og tager så telefonen op til øret.

Da han ser at Julian ringer ville det rigtige at gøre nok bare være at ignorerer ham, men han ender alligevel med at tage den. "Hvad vil du?" siger han bare, bitter og irriteret i stemmen, som svar på opkaldet. Han læner sig mod væggen med den ene skulder.

Julian bider tænderne sammen ved at høre Leons stemme. I et kort øjeblik aner han ikke hvad han skal sige, og han står så bare og stirrer frem for sig. "Jeg sendte dig hjem, for din egen skyld, Leon. Du ved slet ikke hvad der har foregået. Og jeg ved, at din far ikke er en skid bedre end mig! For han kan kun lide dig nu, fordi du er sammen med hende tøsen der. Okay? Ellers er han fucking ligeglad, der var en grund til han smed dig ud da vi tog kom sammen, ikke? Det har måske slet ikke faldet dig ind, at han tager dig til sig igen, fordi du ikke er sammen med mig længere? For det fandeme ikke fordi han er blevet klogere." Vrisser Julian, og knuger hånden hårdt sammen.

Julians ord virker så oprigtige og insisterende, som om han gerne vil have Leon til at indse noget, men Leon vil ikke indse det, som Julian prøver at få ham til at indse. Hans fars rigtige følelser. Hans hjerte banker hårdt i hans bryst og han ser med svagt udvidede pupiller ud i luften, og synker en klump lydløst, før han svare. "Nej, det passer ikke. Han har ændret sig nu, Julian. Jeg har selv set det. Han elsker mig. Det du siger passer ikke, han kunne ikke bare tage mig til sig af den grund ..." siger Leon febrilsk, lidt som om han også bare taler til sig selv, for at overbevise sig om, at Julian ikke har ret. "Han er ikke ligeglad med mig. Han sagde han var stolt af mig. Vi har et godt forhold sammen igen .. han kan også godt lide Rebecca, men det er ikke det.. han kan godt lide mig, sådan som jeg er nu. Og jeg kan godt lide ham, sådan som han er nu .. hvorfor vil du ødelægge det?" siger han, rundt på gulvet, panisk men også angribende og bitter i stemmen.