Dk Roleplay

Yeah, sounds good

Men hvad spoler vi til nu?? Bare de er sammen??

I guess, vel?

Where? I: Leon kommer hjem til Julian maybe??

Hmm, ja!

Alright.

Julian tager den sidste bid af æblet, og smider den så ud i skraldespanden. Han står ude i køkkenet, med blikket ude på vejen. Han venter på Leon. Hvis han altså kommer. Det håber han virkelig, han har glædet sig lige siden de aftalte det. Og, så har han også været lidt nervøs for det. Bliver det akavet? Kan de ikke snakke sammen mere? Han håber virkelig at det bare kommer til at være ligesom i gamle dage. Hvor de bare snakker, griner og har det hyggeligt sammen.
Julian skal bare prøve at glemme, at Leon stadig har Rebecca. Bare hendes navn gør ham irriteret. Mon de sådan er sammen.. Som kærester? Julian bider tænderne lidt sammen ved tanken om det. Det håber han virkelig ikke.

Skriver lidt senere. Skal lige holde en pause fra skærmen. Får helt ondt i hjernen man.

Okaay, he.

Som aftalt, er Leon på vej over til Julian. Han havde ikke nogen problemer ved at lyve overfor både sin far og Rebecca, om hvor han skulle hen. Hvis ikke det var fordi han kunne lyve, ville det her heller aldrig komme til at fungerer. Heldigvis gør intet af det ondt på Leons samvittighed. Tvært imod har han det næsten helt godt over at skulle over til Julian, situationen taget i betragtning. Han er på vej over til sin eks, og alligevel har han det godt med det. Han prøver bare at ignorerer det faktum, at de jo egentligt burde være fortid, og banker så på døren.

Julian retter sig op, da han hører det banker på døren. Han skynder sig ud til hoveddøren, og åbner den.
"Hej.." Siger han så stille, og ved ikke helt om han skal kramme Leon, og kysse ham. Eller om han bare skal stå her, og bare byde ham ind. Men han vælger det sidste, han vil helst ikke gå over Leons grænser.
Han træder til siden, og træder lidt tilbage, så Leon kan komme med indenfor.

Stoppede med at kæle for min hund, fordi du skrev, så jeg skulle svare.. Hun kiggede på mig med et mega dømmende blik ha. ):

Haha. Giv hunden lidt kærlighed i mellem tiden.

Gør jeg også, ahha.

Da døren åbnedes, ser han øjeblikkeligt op og møder Julians evigt smukke blå øjne. Han kan godt se at Julian ikke helt ved hvad han skal gøre af sig selv, hvilket blot fremkalder et kækt smil for Julian. "Allerede anspændt? Det var tidligt" siger han efterfulgt af en kølig latter og går forbi Julian og hænger sin jakke op på en knage. Han går så ind mod stuen, i tanken om at Julian nok følger med.

Leon* hg

Julian kigger på ham, og presser så læberne i mod hinanden og trækker så på skulderende. "Ja.." Mumler han stille, og lukker døren bag Leon, og kigger så lidt efter ham.
"Jeg er ikke anspændt." Siger han så og bevæger sig efter Leon, og sætter sig så i sofaen, og trækker benene op til sig, og sætter sig i skrædderstiling.
"Så.. Hvordan går det?" Spørger han nysgerrigt, og kigger op på ham, og glatter sin trøje lidt ud. Han fik ikke helt fat i om de bare kunne være sammen som venner, eller om de også kunne kysse? Og sådan. Han vælger bare at holde sig lidt væk, og se hvad Leon har tænkt sig.

Leon følger Julians bevægelser og slår sig ned i sofaen ved siden af ham, men ikke for tæt på. Han hviler sine arme over armlænet og hviler fødderne mod gulvet. Hans egen plan er at udelukkende have et venskabeligt forhold til Julian. Han håber bare på de begge to kan overholde det. Leon har en kæreste, en pige også - og han tror selv fuldt og fast på, at det er bedre, at han gemmer den side af sig væk, som vil have Julian på et romantisk plan. Han kigger på ham med blinkende øjne, da han spørger hvordan det går. Han har lyst til at grine, for det er ikke længe siden at Julian slog op med ham, så spørgsmålet er helt bizart for ham. Men han har ikke tænkt sig at klynke eller virke svækket af det faktum. "Det går super, jeg skal jo snart giftes." siger han køligt, men med tilpas meget engagement i stemmen. Han smiler svagt og venter på Julians reaktion.

Julian læner sig tilbage i mod ryglænet, og han holder øje med Leons bevægelser. Han retter hovedet lidt på skrå, og bider så tænderne sammen, da han svarer ham. Et fnys kommer fra hans læber, om det var for at gemme, at det faktisk ramte ham, eller om det var fordi han bare vil svare med et eller andet.
"Mhm.." Siger han så stille, og retter blikket frem for sig, og hviler så hagen i mod sine knæ, og et suk undslipper så hans læber.
"..Er du glad for Rebecca?" Spørger han så med en lav stemme, men retter så blikket på Leon, og prøver på at få et sagt smil frem.

Han griner kynisk, da Julian tydeligvis ikke fandt hans sarkasme morsom. "Jeg skal ikke giftes Julian, rolig." skynder han sig at kommenterer da han hører hvordan han fnyser, og han smiler fredeligt. Han er utroligt nok i et godt velbefindende humør idag, selvom han sidder lige overfor hans eks. Men han har savnet ham, som menneske. Ikke kun som hans kæreste.
Han lader stilheden hænge et par sekunder, før han samler tråden op igen og vipper hovedet lidt på skrå, mens han ser på Julian, og hviler sin ene arm mod siden af hans hoved, for også at holde det oppe. "Jeg kunne ikke være gladere" siger han, uden helt at afsløre om han er sarkastisk eller ikke. Han ser seriøst på Julian. "Hvordan har du det med hende?" spørger han. "Jeg skal nok være ordentlig, og respekterer din mening, og sådan noget. Du kan bare sige det ærligt til mig." tilføjer han så. Han vil bare gerne se om det at hun er i hans liv har en effekt på Julian.