Dk Roleplay

Julian ryster bare svagt på hovedet, og er ikke overrasket over at Leon ikke siger noget. Han fører en hånd igennem sit hår, og kommer så med et dybt suk, og retter så blikket på Leon. "Er Rebecca bedre end mig?" Spørger han så nysgerrigt, og retter så blikket på Leon, og bider tænderne sammen. Han ved ikke om han vil høre sandheden, men alligevel, brænder han for at høre det.

d

uhh det virker nu

Han ser interesseret på Julian, da han stiller ham lige præcis det spørgsmål. Han trækker på skuldrende. "Til hvad?" spørger han så, og vil have et mere specifikt svar. Han smiler svagt igen, og nyder deres samtale og at være i Julians nærvær, trods intensiteten.


Julian kigger på Leon og trækker så på skulderende, og ser lidt frem for sig, inden han vælger at åbne sin mund igen. "Bare.. Generelt?" Spørger han undrende, og kigger på ham, og synker en klump i halsen. Han håber egentlig at Leon siger, at Rebecca slet ikke når Julian overhovedet. Han håber virkelig, at Rebecca er en lorte kæreste. At hun er dum, og irriterende, og at hun bare behandler Leon dårligt, så han går fra hende. Men han ved godt, at Rebecca sikkert er skide sød, og dejlig.

Han vil ikke give Julian tilfredsstillelsen ved at sige at han er den bedste, så han nøjedes med at trække på skuldrene. "Det tænker jeg ikke så meget over" lyver han køligt, men tilføjer et sødt lille varmt smil i Julians retning.

Julian kigger så på ham, og han nikker så bare lettere forsigtigt, og læner sig så tilbage, og ligger armene over kors. "Så i er, virkelig kærester?" Kommer det fra ham, og han retter så blikket på ham, en smule spørgende. Han kan bare ikke forestille sig, Leon være sammen med en pige. Kan da godt være han er biseksuel, men stadig. Leon var bare så.. Opsat på at have Julian, dengang de var sammen. Nu er det som om han næsten er ligelad med ham. Det er en følelse han slet ikke er vant til.

Han nikker ivrigt, da Julian spørger om det kan passe. "Vi er virkeligt kærester, mig og hende." fastslår han så. "Hvorfor spørger du? Troede du bare det var et show for at gøre dig jaloux?" spørger han så, med et kærligt grin. Han bærer ikke nag, hvis det er hvad Julian tror, for det synes han næsten bare ville være komisk, hvis han troede. Leon har nemt ved at tiltrække folk.

Julian kigger så på ham og ryster så bare på hovedet af ham. "Nej, bestemt ikke." Tænk hvis Leon virkelig er forelsket i Rebecca? Og så er det Julians skyld at de er endt op sammen? Eller nok mere hans far, som havde haft den plan hele tiden. Bare når Julian tænker på Leons far, bliver han rasende, og har lyst til at slå flere ting i stykker.
"Det bare overraskende at gå fra at være homoseksuel, og så heteroseksuel, natten over. Men måske er du biseksuel? Du var jo også ret vild med Hazel."

Han tygger lidt på tanken, som om han ikke havde overvejet den selv. "Sådan har jeg ikke tænkt på det. Jeg vil bare være normal Julian." sukker han så opgivende og giver ham et lille undskyldende smil. Han piller lidt ved sine fingre.

Julian kigger på ham, og han kniber så øjnene sammen da han hører hvad Leon siger. "Normal?" Starter han ud med, og lader sin tunge køre hen over sine fortænder. "Hvad mener du med normal, Leon?" han læner sig tilbage, og ligger så armene over kors, og knuger hænderne let sammen.

Han sukker. Han vidste Julian ville reagerer på den måde. Nu vil han sikkert prøve at tale ham ud af det. "Ja.. At have et godt forhold til min far. At have en kvindelig kæreste. Ikke at have alle de problemer og syge tanker når det kommer til mænd. Jeg er træt af at være anderledes end de andre. Jeg vil bare gerne have en normal tankeløs opvækst. Det hele var så meget nemmere dengang jeg bare var Leon som ikke havde .. " han stopper, for han vil ikke have det til at lyde som om han fortryder alt med Julian. Han presser læberne sammen til en alvorlig streg og puster sukkende ud sekundet efter.

Julian kigger på ha og han fnyser så bare, og retter blikket væk fra ham. "I get it. Med normal, mener du heteroseksuel. Det ikke normalt at være homoseksuel, i følge dig." Siger han og nikker så og ligger armene over kors, og retter så blikket på Leon.
"Men ligemeget hvor meget du så hader det Leon.. Så har du været det. Og jeg er sikker på du stadig er det, du skubber bare alle dine følelser væk, og i stedet prøver du at bilde dig selv ind at du elsker Rebecca." Siger han i en hård tone, og kigger ham i øjnene.

Julians ord tager Leon overraskende nært til sig lige i det øjeblik, de bliver sagt. Han sidder bare og kigger på ham med store øjne, og har lukket sine læber helt, siger ikke noget. Hans ord fik Leon til at tie. Han kigger ned på sine hænder og piller ved neglebåndende på den ene hånd med den anden hånd, bare for at beskæftige sig med et eller andet, nu han ikke vidste hvad han skulle gøre. Hans ryg er en smule bøjet, og han føler sig lille under Julians ord, som af en eller anden grund føltes så oprigtige. Han ved slet ikke hvad han skal sige.

Julian kigger blot på Leon og han nikker så bare forsigtigt, og retter blikket frem for sig. Det overrasker ham ikke at Leon ikke har noget at sige, for det sikkert fordi det passer det Julian lige har sagt. At han har taget ordene ud af munden på Leon.
Han kigger lidt rundt i stuen, og vælger bare at lade være med at sige mere, og lade Leon få lidt luft i stedet for.

Stilheden varer et pænt stykke tid, før Leon endeligt vælger at sige noget. "Nu prøver jeg bare det her, okay? Rebecca er også en sød og smuk pige. Så må jeg vel også være hetero," forsvare han blot sig selv. Defensiv og benægtende som altid. Han ligger armene over kors i en svag stilling og bliver en smule duknakket.

Julian retter blikket på ham, og han nikker så til ham. "Mhm. Sjovt at du møder din far med åbne arme, og han inviterer dig med indenfor, og pludselig møder du hende der Rebecca? Men det har du ikke tænkt over vel?" Siger han og synker lidt mere ned i sofaen, og kommer så med et dybt suk.
"Men fint, hvis det er det du vil Leon. Så hyg dig. Jeg håber bare du finder ud af, hvor du er henne, før det er for sent."

Han hæver øjenbrynet ved Julians ord. "Hvad er det du ved? Du bliver ved at hentyde til et eller andet, Julian" siger han så undrende, han er ikke i tvivl om der er et eller andet som Julian går og vrider sit hovede om. Han bliver ved at sige ting om hans far. I starten troede Leon bare det var fordi han ville skylde skylden på en anden fordi de slog op.

Julian kigger på ham, og han ryster så på hovedet, og tager en dyb indånding. "Nej undskyld." Siger han så stille, og retter blikket ned, og presser tungen op i mod sin hjørnetand. "Jeg ved ikke noget." Hvisker han så stille, og placerer fødderne nede på gulvet.

"Du virker ellers som en, der ved noget." slår Leon fast. Han tror ikke på, at det kan være tilfældigt længere. Men han vælger at lade emnet gå. "Men helt seriøst Julian, hvordan har du haft det?" spørger han så, og kan pludseligt godt være alvorlig og kærlig.

Julian ryster så let på hovedet og kigger på Leon. "Det ved jeg ikke." Hvisker han så stille, og kigger frem for sig, og puster så luft ud i mellem sine læber, og lukker så sine øjne. "Jeg er meget.. Rastløs." Ender han med at sige, og kigger så på Leon, og gnider hænderne i mod hinanden. "Og sur. Og vred. Og ensom.." Kommer det så fra ham, og han ryster let på hovedet. Hvor er han ynkelig.