Ja mit blev ikke så langt er nemlig også til time xD
Når ja.. kunne jeg have sagt mig selv. Doh. 
Marcel retter blikket på Em og han nikker så til ham for at give ham ret. Det er vanvid, og utroligt at de faktisk står her med gevær og er klar til at skyde så snart de ser noget. "Der går lang tid før vi kommer hjem til hytten igen. " hvisker han og rykker lidt på sig, og synke en klump i halsen. "Jeg har hørt nogen skyder sig selv i benet for at komme væk herfra."
Em kigger hurtigt på Eric, men han ved ikke hvad han skal sige - det gjorde ham i hvert fald ikke mere tryg. Em når heller ikke at svare, før der begynder at blive skudt, både fra den ene og den anden side. Han dukker sig hurtigt lidt og i et kort sekund ved han ikke helt hvad han skal stille op med sig selv. Han får dog hurtigt tage sig sammen og tager et godt greb i geværet, før han begynder at prøve at sigte efter nogen eller noget.
Omfg igen tjekker jeg tilfældig rpr igen lige efter du har svaret xD
"Okay skyd, skyd!" Råber Marc højt da der pludselig bliver skudt i mod skyttegraven. Alle begynder med det samme at skyde, og der er jord og støv omkring dem fra skudene. Marcel kan næsten ikke hører sig selv tænke for de høje skud der bliver affyret. Marcel kigger på Em da han dukker sig, og han løfter kort det ene øjenbryn. "Granat!" Bliver der råbt fra den ene side, og Marcel spærrer øjnene op. "Duk!" Råber Marc og Marcel dukker sig med det samme og tager armene op over hovedet. Kort tid efter hører han et højt skrig fra den ene ende af.
Em dukker sig hurtigt og er lige ved bare at smide sit gevær fra sig, han bliver ramt af lidt mudder, men slipper heldigvis kun med det denne gang. Han retter sig op igen da der bliver sagt fri bane. Han har ikke lyst til at kigge hen på om der er nogen sårede, da han godt kan regne ud at der er det og det langt fra ville berolige ham at se blod. Han skynder sig istedet at sigte med sit gevær igen.
Marcel kigger til siden, og ser en soldat ligge nede i vandet, og skrige højlydt mens han presser ned i mod sin brystkasse for at stoppe blodet. Heldigvis er der hurtigt nogle over ham. Marcel gider heller ikke hjælpe ham. Den eneste han har lyst til at beskytte her, er Em. Han kigger lidt hen på Em, og i et kort øjeblik er han i sin egen verden, inden han retter blikket frem.
"De kommer tættere på os!" Råber Marc, mens han er ved at ladesit gevær. "Hvis vi ikke tager os lidt sammen, ender de med at trængen ned i skyttegraven" tilføjer han kort efter. Marcel ryster let på hovedet, inden han læner sig frem, og sigter igen. Han skyder, men han sørger for han ikke rammer nogen - Bare ingen opdager det.
"De kommer tættere på os!" Råber Marc, mens han er ved at ladesit gevær. "Hvis vi ikke tager os lidt sammen, ender de med at trængen ned i skyttegraven" tilføjer han kort efter. Marcel ryster let på hovedet, inden han læner sig frem, og sigter igen. Han skyder, men han sørger for han ikke rammer nogen - Bare ingen opdager det.
Em prøver hurtigt at koncentrere sig, specielt da der bliver sagt de kommer nærmere "Jeg tør ikke at skyde" tænker han så højt med usikkerhed i stemmen, selvom han sagtens kan se dem og sigte direkte imod. Men tanken om at skyde og slå de mennesker der kommer imod dem ihjel. Hans finger hviler tøvende, pirrende og usikkert på aftrækkeren. Hans gode øjne kan let se modstanderne og han er næsten sikker på at han ville ramme nogen.
Marcel kigger på Em med lidt overrasket øjne. Hvorfor skyder han ikke? Han er jo en soldat forfanden. Et kort øjeblik kan Marcel ikke lade være med at blive chokeret over at Em stadig er i live - Når han ikke engang tør at skyde fra sig. De kommer jo løbende i mod ham, så det enten skyde eller dø.
Marcel kigger op og han blinker kort med øjnene, da han ser en bombe flyve hen over himlen.
"Bombe!" Skriger han. Hans instinkt siger, at Em nok ikke når at rykke sig væk i tide, så han tager fat i hans arm, og hiver ham med sig til den ene side. Inden bomben lander og springer det meste ligger han sig ned på jorden, og trækker Em med ned også.
Marcel kigger op og han blinker kort med øjnene, da han ser en bombe flyve hen over himlen.
"Bombe!" Skriger han. Hans instinkt siger, at Em nok ikke når at rykke sig væk i tide, så han tager fat i hans arm, og hiver ham med sig til den ene side. Inden bomben lander og springer det meste ligger han sig ned på jorden, og trækker Em med ned også.
Em skal lige til at tage sig sammen, men når lige præcis ikke at skyde da han bliver trukket med ned i mudderet og bliver fuldkommen mudret til. I et kort sekund har han endda hovedet under vand og får noget af det beskidte mudrede vand i mund og øjne. Der går dog kun kort tid før et kæmpe brag lyder og i få sekunder føler Em sig helt døv og hele hans krop nærmest lammet af det store tryk. Han bemærker næsten heller ikke de små sten der rammer hans ansigt og efterlader små rifter. Da rysten er faldet, åbner han øjnene igen og ser sig hurtigt omkring "Eric, Eric!" råber han så, da han ikke rigtig kan finde hoved og hale i noget, selvom Eric er lige ved siden af ham.
Der går lidt tid før Marcel faktisk vågner op igen. Han sætter sig op, og hoster gevaldigt, efter at indånde støv.
"Forhelvede." Mumler han. Først tror han at alle er uskadte, og at de nåede at fjerne sig i tide. Men det viser sig, at det bare er hans hørelse der er i et øjeblik er væk. For langsomt kan han hører skrig, og høje råb. Soldater der råber frem og tilbage om at de skal have en læge.. Om at en er død, og flere soldater skriger bare.
"Ja.. Ja jeg er her." Siger Marcel, og rækker ud efter Em, og tager fat i hans skulder. Han retter så blikket på ham og vifter lidt med hånden for at få støvet væk. "Em, lyt til mig. Du skal ikke..." Han stopper et kort øjeblik, og bider sig så i underlæben. "Du skal ikke tøve med at skyde. Enten skyder du, eller så dør du, okay?" Siger han. Han ved at franskmændende er her nede snart, det bare spørgsmål om tid. Og selvom det er hans egne mænd, vil han ikke have at Em dør.
"Forhelvede." Mumler han. Først tror han at alle er uskadte, og at de nåede at fjerne sig i tide. Men det viser sig, at det bare er hans hørelse der er i et øjeblik er væk. For langsomt kan han hører skrig, og høje råb. Soldater der råber frem og tilbage om at de skal have en læge.. Om at en er død, og flere soldater skriger bare.
"Ja.. Ja jeg er her." Siger Marcel, og rækker ud efter Em, og tager fat i hans skulder. Han retter så blikket på ham og vifter lidt med hånden for at få støvet væk. "Em, lyt til mig. Du skal ikke..." Han stopper et kort øjeblik, og bider sig så i underlæben. "Du skal ikke tøve med at skyde. Enten skyder du, eller så dør du, okay?" Siger han. Han ved at franskmændende er her nede snart, det bare spørgsmål om tid. Og selvom det er hans egne mænd, vil han ikke have at Em dør.
Moderators: NoahVincent