Der spreder sig en kort lettelse i Em da Eric kommer til syne ved hans side og han omfavner kort Eric "Tak" siger han så hurtigt og samler sit gevær op. Han prøver at arbejde så hurtigt hans forvirrede hoved kan "Jeg skal nok" siger han så og rejser sig op, han snubler kort da hans krop er helt rystet, men han har ikke tid til at havde ondt af sig selv for de første skud kan allerede høres fra de tilbage værende tyskere som prøver at få ramt på de franskmænd som er hoppet ned. Han når akkurat lige at skyde en franskmand i det han kommer til syne over dem og ser rystet på ham da han falder om med et pladsk i den mudrede grav.
Han fatter ikke at han lige sagde til Em at han bare skulle skyde. Det er hans egne mænd forhelvede. Er han ved at holde med tyskerne? Nej umuligt. Det Tyskland har gang i, er forfærdeligt.
Han rejser sig op, og lige da han ser frem ser han Em skyde en. Det kommer bag på Marcel, og han ser hvordan franskmanden falder om i mudderet. Det der kunne ligeså godt være hans skole kammerat.
"Okay.. Godt Em." Siger han lidt højt for at overdøve lydene. Han bevæger sig hen til kanten for at få fat i sit gevær, men pludselig mærker han en stor smerte i sin arm. Er han blevet skudt af en af sine egne? Han kigger hurtigt ned, og ser hvordan blodet ryger ned fra hans arme.
"Årh satans." vrisser Han I smerte og træder et skridt tilbage. "Em dæk mig lige." Siger han inden han finder noget bandage frem fra sin taske.
Han rejser sig op, og lige da han ser frem ser han Em skyde en. Det kommer bag på Marcel, og han ser hvordan franskmanden falder om i mudderet. Det der kunne ligeså godt være hans skole kammerat.
"Okay.. Godt Em." Siger han lidt højt for at overdøve lydene. Han bevæger sig hen til kanten for at få fat i sit gevær, men pludselig mærker han en stor smerte i sin arm. Er han blevet skudt af en af sine egne? Han kigger hurtigt ned, og ser hvordan blodet ryger ned fra hans arme.
"Årh satans." vrisser Han I smerte og træder et skridt tilbage. "Em dæk mig lige." Siger han inden han finder noget bandage frem fra sin taske.
Smutter i seng nu. Sov godt!!! Svarer i morgen tidlig 
Em vender sig hurtigt om da Eric snakker til ham, han opdager hurtigt blodet og ser fra hans arm til Erics ansigt et par gange "Er du okay?" spørger han så oprørt, selvom han jo egentlig godt kan se han ikke er okay. Han går lidt tættere på ham og tvinger sig selv til at se væk fra ham for at sikre sig der ikke er nogen der angriber dem. En franskmand løber så lige ind i dem nærmest og hurtigt når Em at få fat om hans gevær og peger det væk fra ham og Eric "Skynd dig Eric!"råber han så anstrengt da franskmanden jo selvfølgeligt med alt sin kræft prøver at få vredet sit gevær fri fra Ems greb. Franskmanden slipper dog grebet om geværet og giver så Em en knytnæve, som rammer ham lige over kindbenet. Han smider franskmandens gevær et par meter væk fra sig og inden at franskmanden kan nå at slå ham igen, affyre han et skud i maven på ham.
Omfg tjekker endnu engang lige efter du har svaret. !!!
Marcel træder et skridt tilbage, og begynder at binde forbindingen stramt om sin arm, så stramt at det næsten gør ondt. Det eneste han tænker på er at blodet skal stoppe.
Utroligt at det ikke gør mere ondt på ham, som om han slet ikke kan mærke at han er blevet skudt. Men det nok alt adrenalinen i hans krop, som overskygger smerten.
Marcel retter blikket op da Em pludselig råber, og han sætter blot tempoet op med sin forbinding. Han får lukket for den, så det ikke går op, og han retter sig så op, og når lige at kigge franskmanden i øjnene, inden han hører et højt skud, og ser hvordan han falder ned i vandet, og hiver efter vejret. Marcel blik flakker rundt efter hans eget gevær, som han så hurtigt får samlet op, og han peger så ned i mod franskmanden, og affyrer et skud i hovedet på ham. Tanken om at en af hans mænd ligger og lider, kan han ikke holde ud. Så hellere få ham skudt, så han får det overstået - Marcel kan jo ikke hjælpe ham nu.
Utroligt at det ikke gør mere ondt på ham, som om han slet ikke kan mærke at han er blevet skudt. Men det nok alt adrenalinen i hans krop, som overskygger smerten.
Marcel retter blikket op da Em pludselig råber, og han sætter blot tempoet op med sin forbinding. Han får lukket for den, så det ikke går op, og han retter sig så op, og når lige at kigge franskmanden i øjnene, inden han hører et højt skud, og ser hvordan han falder ned i vandet, og hiver efter vejret. Marcel blik flakker rundt efter hans eget gevær, som han så hurtigt får samlet op, og han peger så ned i mod franskmanden, og affyrer et skud i hovedet på ham. Tanken om at en af hans mænd ligger og lider, kan han ikke holde ud. Så hellere få ham skudt, så han får det overstået - Marcel kan jo ikke hjælpe ham nu.
Sorry jeg har været fraværende er hos en veninde, men er hjemme i aften c:
Em står lidt og ser på franskmanden, men ryster så hurtigt på hovedet og vender sig imod Eric "Er du okay?" spørger han så og synker kort, skubber alt hvad der lige er sket væk, gemmer det væk til senere - han kan ikke bryde med de tanker nu. Mest fordi han må tænke på sin men også Erics overlevelse - han tænker egentlig ikke så meget over om han er en god soldat lige nu og at det gavnede Tyskland at han har skudt to franskmænd, det havde kun været for overlelses skyld.
Marcel kigger ned på liget der nu ligger i vandet. Franskmanden har et tomt blik, rettet direkte op i mod himlen, med blod rendende ud fra hans mave, samt hans pande. Han ryster let på hovedet, inden han retter lidt på forbindingen. Han ved ikke om han kan klare det her meget mere. Den her krig. At se sin egne mænd dø, det var hårdere end han havde regnet med. Godt nok kender han ikke ham der ligger der, nu helt død, men tanken om at det er en fra hans land, det gør ondt på ham.
"Jeg har de fint." Siger han så, inden han retter blikket ned langs skyttegraven. De er heldige. Længere nede kæmper de fleste soldater med franskmænd der har trængt ned - Men det hjælper ikke noget at de kommer herned. De bliver skudt alligevel, franskmændende har ikke en særlig stor chance her i skyttegravene. Men det sikkert en ordrer de har fået, som de bliver nødt til at følge.
"Jeg har de fint." Siger han så, inden han retter blikket ned langs skyttegraven. De er heldige. Længere nede kæmper de fleste soldater med franskmænd der har trængt ned - Men det hjælper ikke noget at de kommer herned. De bliver skudt alligevel, franskmændende har ikke en særlig stor chance her i skyttegravene. Men det sikkert en ordrer de har fået, som de bliver nødt til at følge.
Em har det ikke specielt godt med tanken om at Eric er blevet skudt, men han føler heller ikke at han kan gøre noget lige nu eftersom der er kaos omkring dem - han må bare stole på at Eric har det fint, nu hvor han siger det "Vi må forhindre flere Franskmænd at kommer herned i den anden ende" siger han så og vender sig for at gå ned imod den anden ende af skytsgraven hvor franskmændene endnu ikke er hoppet ned. Han regner med at Eric følger med, egentlig håber han lidt på at franskmændene aldrig når ned i den ende, sådan at han kan undgå at skyde flere mennesker for i dag - men sandsynligheden for at de slipper for at gøre brug af deres gevær mere i dag, er minimal, det er jo trods alt krig. Han holder et fast greb om geværet og er hele tiden på vagt, i tilfælde af at nogen skulle angribe dem.
Marcel skæver ned i mod sin arm. Bandagen er blevet rød, og han ved at han skal have det tjekket på et tidspunkt, og sikkert renses. Men det virker ikke til at kuglen kom særlig dybt ind, så en amputering kan nok godt undgås.
"Ja." Siger han så, og retter sig op, og kigger tilbage på franskmanden som ligger nede i vandet. Han ryster på hovedet og følger så med Em ned i mod den anden ende. Ham og Em har været heldige tror han. Der er så mange andre, som har været udsat for mere skade, end de to har.
"Ja." Siger han så, og retter sig op, og kigger tilbage på franskmanden som ligger nede i vandet. Han ryster på hovedet og følger så med Em ned i mod den anden ende. Ham og Em har været heldige tror han. Der er så mange andre, som har været udsat for mere skade, end de to har.
//håber det ok jeg spoler lidt 
Em og Marcel får placeret sig i den anden ende. De får skudt et par franskmand der er på vej hen i deres ende, men efter en god time begynder det at dæmpe af, men derefter går der ikke lang tid før der begynder at blive forholdsvist stille og de overlevende franskmænd har trukket sig tilbage imens det blot flyder med både franske og tyske soldater, enden døde eller hård sårede.
"Jeg tror det er sikkert at begynde at hjælpe de sårede, de kommer vel også snart med en vogn der kan få de værste tilfælde tilbage til hospitals teltet" siger han så og ser på Marcel med et udmattet blik i øjnene, han ligner lidt en der har siddet oppe en hel nat og tvunget sig selv til at være vågen ved hjælp af kaffe. Han har små sår i ansigtet og han er rød henover kindbenet hvor han fik et slag tidligere - som sikkert bliver blåt i morgen.
Han begyndte at finde overlevende tyskere og stopper diverse blødninger, han skyder et par stykker der ikke havde en chance for overlevelse. Han virkede næsten upåvirket, men det var nærmere en lettere chok tilstand han havde iført sig, som gjorde at han næsten ingen følelser påtog sig, men blot gjorde sit arbejde. Hans hjerne havde nærmest sat en blokade op for at beskytte ham selv.
Em og Marcel får placeret sig i den anden ende. De får skudt et par franskmand der er på vej hen i deres ende, men efter en god time begynder det at dæmpe af, men derefter går der ikke lang tid før der begynder at blive forholdsvist stille og de overlevende franskmænd har trukket sig tilbage imens det blot flyder med både franske og tyske soldater, enden døde eller hård sårede.
"Jeg tror det er sikkert at begynde at hjælpe de sårede, de kommer vel også snart med en vogn der kan få de værste tilfælde tilbage til hospitals teltet" siger han så og ser på Marcel med et udmattet blik i øjnene, han ligner lidt en der har siddet oppe en hel nat og tvunget sig selv til at være vågen ved hjælp af kaffe. Han har små sår i ansigtet og han er rød henover kindbenet hvor han fik et slag tidligere - som sikkert bliver blåt i morgen.
Han begyndte at finde overlevende tyskere og stopper diverse blødninger, han skyder et par stykker der ikke havde en chance for overlevelse. Han virkede næsten upåvirket, men det var nærmere en lettere chok tilstand han havde iført sig, som gjorde at han næsten ingen følelser påtog sig, men blot gjorde sit arbejde. Hans hjerne havde nærmest sat en blokade op for at beskytte ham selv.
All fine.
Marcel står lænet op ad skyttegraven, og ender med at trække sin hjelm af, for at føre en hånd, trættende ned over sit ansigt. Det har været en lang dag, og det værste er at de ikke engang kan komme hjem i hytten og sove trygt. De skal være herude indtil de bliver angrebet igen, så de kan forsvarer dem. De skal sove herude.
Med et frustreret suk ender Marcel med at sætte sig ned på jorden, og han ryster så let på hovedet.
"Du kan ligeså godt hvile dig lidt, Em." Kommer det fra ham, og han læner så hovedet tilbage.
Marcel står lænet op ad skyttegraven, og ender med at trække sin hjelm af, for at føre en hånd, trættende ned over sit ansigt. Det har været en lang dag, og det værste er at de ikke engang kan komme hjem i hytten og sove trygt. De skal være herude indtil de bliver angrebet igen, så de kan forsvarer dem. De skal sove herude.
Med et frustreret suk ender Marcel med at sætte sig ned på jorden, og han ryster så let på hovedet.
"Du kan ligeså godt hvile dig lidt, Em." Kommer det fra ham, og han læner så hovedet tilbage.
Em ryster på hovedet "Jeg bliver nødt til at hjælpe" siger han så og bukker sig ned til en soldat der sidder bevidstløst i det kolde vand. Han rusker lidt i ham, men man kan godt se at Em er en smule opgivende og blokade er ved at krakelere lidt, nu hvor det hele er overstået for denne gang.
Han retter sig op og ser hen imod Marcel, hvor han igen får øje på hans blodige forbindinger "Lad mig i det mindste hjælpe dig" siger han så stille og går hen til ham. Han sætter sig på hug foran ham og rækker med let dirrende hænder ud efter hans arm og men venter på hans tilladelse "Må jeg?" spørger han så forsigtigt og ser Eric i øjnene.
Han retter sig op og ser hen imod Marcel, hvor han igen får øje på hans blodige forbindinger "Lad mig i det mindste hjælpe dig" siger han så stille og går hen til ham. Han sætter sig på hug foran ham og rækker med let dirrende hænder ud efter hans arm og men venter på hans tilladelse "Må jeg?" spørger han så forsigtigt og ser Eric i øjnene.
Marcel kigger blot efter Em, og ser hvordan han prøver at hjælpe en bevidstløs soldat. Han er allerede død sikkert. Em er alt for god af sig, i forhold til han er krig. Første gang det gik galt, hor Marcel skød sin fætter, det var også fordi Em følte behov for at hjælpe en franskmand i nød. Han rækker sin hånd frem, og nikker let.
"Ja, det må du." Mumler han stille, og holder blikket på Ems ansigt.
"Ja, det må du." Mumler han stille, og holder blikket på Ems ansigt.
Em tog forsigtigt fat i hans arm og tog forsigtigt den forblødte forbinding af. Han kiggede kort på den blodige jakke "Du bliver nødt til at tage jakken af ellers kan jeg ikke se såret ordentligt" sagde han så roligt og så igen på Eric. Han fandt noget mere forbinding frem og nogle renseservietter fra sin taske og ventede på at Eric fik taget jakken af, så han kunne komme ind til såret.
Moderators: NoahVincent