Dk Roleplay

Jaa c:

Marcel står i rækken med alle de andre soldater, med hænderne foldet omme bag ryggen og blikket direkte frem for sig. Han tænker på sin far, og han tænker på hvor farligt det her bliver. Hvis han laver én eneste fejl, og røber sin identitet så er han død med det samme. Fjenderne har bogstavligtalt omringet ham, uden de ved det. Selve tanken giver ham kuldegysninger ned ad ryggen, men han kan også se stjernerne i sin fars øjne, da Marcel fortalte ham første gang hvad planen gik ud på. Hans far har selvfølgelig ikke fortalt det til andre - Det kunne hurtigt blive slutningen på deres plan.
Heldigt at Marcel er blevet tæsket igennem det ene fag for det andet i skolen. Så han er god til tysk, virkelig god til det faktisk. Han kan det flydende, som om han var en rigtig tysker. Da han var yngre, før den her krig startede, var ham og hans forældre også tit på ferie i tyskland. Marcel har altid interesseret sig for sprog på en eller anden måde, så når han hørte tyskerne snakke lyttede han godt efter.
Men lige nu er han så fokuseret og koncentreret, at han ikke har tid til at være bange. Han er vigtig, han er en franskmand i forklædning og skal kæmpe for sit fædre land. Han skal få alle de informationer han kan, og sende dem hjem. Så måske er det godt nok, at der sker så meget rundt om ørene på ham hele tiden, for så tænker han ikke over det faktum, at han kan dø når som helst, ved den eneste lille fejl.
"Eric Beitel og Emmerich Jager træd frem!" Marcel vågner op med det samme, og retter sin ryg op, og tager sit gevær hen for an sig. Derefter træder han et skridt frem.
Han ved ikke hvad han synes om idéen med at han skal have en partner, han skal følge og beskytte, og tilbringe tid med. Marcel skal bare passe på med at han ikke slapper for meget af. Han er jo på arbejde, 24 timer i døgnet nu.

Em (Forkorter lige hans navn lul) føler sig helt malplaceret i hele den her militærverden, ikke at han følte sig mindre malplaceret hjemme i sin hverdag, men han har aldrig været interesseret i krigen eller skydevåben for den sags skyld. Så pludseligt at skulle tvinges til at være det, var noget af en omvæltning. Så selvom han trods alt er blevet trænet i et par uger, er han langt fra helt vant til de omstændigheder han befinder sig i - men der var heller ikke mere tid at oplære de nye rekrutter i da der var brug for flere mænd ude i felten.
Han måtte indrømme at han i dette øjeblik ville ønske, at han havde gjort sig mere umage med sin træning og lyttet bedre efter, måske gjort sig bedre venner med sin overordnede end han havde. For han havde i følge ham selv fået lidt for mange straffe armbøjninger for sin sløsethed.
Han er ikke sikker på hvad han håber ved at havde en makker, en der kan beskytte ham og måske gøre det meste af arbejdet måske? Men han ville heller ikke havde en der blev konstant sur på ham hvis han gjorde noget forkert. Alt hvad han ved, er i hvert fald at der ikke er lang tid før han skal se virkligheden i øjnene, se den krig i øjnene han ellers nænsomt har prøvet at undgå.
Han blinker lidt forvirret med øjnene da han høre sit navn og han fumler kort med sit gevær, før han får trådt frem og taget sit gevær hen foran sig. Han skæver kort hen på fyren der åbenbart hedder Eric, men ser hurtigt frem imod deres overordnede og sank kort.

/sorry hvis jeg skifter lidt i nutid og datid, har skiftet lidt frem og tilbage i de seneste rp's </3/

No problem, det gør jeg også nogle gange. xD

Marcel kigger til siden, og får hurtigt øje på hans kommende makker. Marcel tænker ikke over hvordan fyren ser ud, han får faktisk slet ikke noget første håndsindtryk af ham, overhovedet. Men han tænker lidt, om han skal prøve at blive gode venner med ham, eller om han skal holde sig fra ham? Han skal ikke røbe sin identitet, og på trods af at det er første gang han skal i krig, er han sikker på at man bliver tættere venner her, end man gør hjemme i skolegården.
Da der bliver peget hen i mod det ene køretøj, nikker Marcel kort og begynder så at bevæge sig hen i mod det. Han ved ikke om han ser frem til det her? Det bør han ikke gøre. Det er krig, folk dør. Folk kommer til skade, mødre mister deres sønner, og koner mister deres mænd. Alligevel så har han en smule spænding i maven der ikke vil forsvinde. Men det er også det her, han er blevet trænet til i så lang tid. Nu skal han endelig bruge det til noget.
Da han kommer op til sin kommende makker, stopper han op foran ham og rækker så sin hånd frem. "Eric." Siger han med et svagt smil. Navnet ligger ikke særlig godt i munden synes han. Det underligt at præsenterer sig med et andet navn, men han prøver at vænne sig til det. Hvis han pludselig sagde Marcel.. Hvordan skulle han komme ud af den knibe?

Em nikker også selv og følger hurtigt efter sin nye makker hen imod køretøjet. Han stopper dog op da fyren stopper foran ham og ser ham kort i øjnene, han tager sig selv i at begynde at studere hans ansigtstræk nu hvor de står ansigt til ansigt, han ligger specielt mærke til hans læber og hans øjne selvfølgeligt, han ser godt ud. Han skubber dog hurtigt sine tanker væk og opdager lidt tid efter, akavet nok, at fyren står med hånden fremme. Han giver derefter hurtigt fyren hånden "Emmerich .. men det okay hvis du bare kalder mig Em" siger han så og prøver at kompensere den akavet tavshed han havde stået i, med et smil.
Men da han begynder at kunne mærke rødmen i sit ansigt over at havde stået og kigget på Eric, uden at tage hans hånd, beslutter han sig for at rede sig selv, ved at kravle op i vognen. Han sætter sig på en af de smalle bænke som er i hver side, så soldaterne kan se på red og række imens de bliver fragtet til det sted de nu skal hen.
Han er sikker på at det at være i militæret langt fra vil gøre ham mere mand eller omvende ham fra at kunne lide mænd, tværtimod, han er jo omringet af dem hele tiden? Han husker stadig sin fars ansigt den dag han fortalte ham at han var til drenge, han svor at han så ud som om, at han kunne havde slået sin egen søn ihjel. Men et par øretæve og en tur i hæren var straffen endt med - for han kunne ligeså godt havde sendt ham i koncentrationslejr, så hæren var vel bedre end det?

Marcel ender med at rette hovedet lidt på skrå og løfte det ene øjenbryn da der går lidt tid før han mærker et håndtryk. Men det kommer dog lidt efter, og han giver Em et fast håndtryk tilbage og han nikker så til ham.
"Okay... Em." Siger han med et roligt smil hængende om sine læber, og han trækker så sin hånd til sig, og kravler op i vognen efter Em. Han sætter sig overfor ham på en bænk, og retter sig så op og læner hovedet tilbage og tager en dyb indånding.
Han ved at han ikke skal lave noget nu, ikke før de ankommer til hytterne. Så tankerne kravler ligeså langsomt ind på ham. Tænk hvis alle godt vidste, at Marcel ikke hed Eric og ikke var tysker. Måske var de bare på vej til koncentrations lejren, uden Eric havde nogen anelse?
Men nej, han tvivler. Han tror ikke på at de vil gøre sådan et stort nummer ud af det, de vil nok bare skyde ham og så lade ham ligge. Spild af tid at gøre meget andet jo. Marcel bider sine tænder lidt sammen, og retter sig så op og retter blikket frem for sig og kigger så på Em.
"Har du været sendt ud før?" Spørger han nysgerrigt. Han ved at det ikke er alle der er nye her, der er også nogen som har været ude på krigs marken i et par måneder.

Em når lige at tage en dyb indåndig for at berolige sig selv, før han kort ser på Eric da han kommer op i vognen, men ser lidt væk fra ham da han sætter sig overfor ham. Det han hader aller mest ved hæren, er alt den ventetid der er hele tiden, så skal man vente på kommando, så skal man vente på det bliver ens tur til at komme i bad, så skal man vente på mad - han må indrømme at han kan være en smule utålmodig, specielt når man skulle vente på bad efter at havde kravlet rundt i mudderet ude på trænings banen.
Han ser hen imod Eric da han begynder at snakke og han ryster lidt på hovedet "Nej det første gang .. " svare han så roligt, han er egentlig forbavset over sig selv, at han ikke er mere nervøs eller bange. Måske er det bare ikke gået op for ham selv at han er på vej i krig? "Hvad med dig?" spørger han så, Eric kunne godt ligne en der havde prøvet det før - men han har sikkert også fået mere træning end han selv har.

Marcel fjerner ikke sit blik fra Em, på noget tidspunkt. Han skal huske ham, ikke at han tror at han pludselig glemmer hvordan Em ser ud, men han ved at Em er vigtig nu. I forhold til at de skal ud i krigen, og have eres makker med - Så er det jo Em han skal have ved sin side. Em virker måske heller ikke som den mest selvsikre fyr, og virker nok ærlig talt som en Eric godt kunne få nogle informationer ud af. Selvfølgelig skal det ikke være at Marcel begynder at spørge om hvordan tingene fungerer, fordi det tror folk jo godt at han ved. For han er tysker. Det er i hvert fald hvad de tror. Men han er sikker på at så snart de bare fører en almindelig samtale, så får han nok nogle informationer af vide.
"Også første gang her.." Mumler han stille og presser så sine læber sammen, og retter sig så lidt op. Egentlig har han været ude i krigen i fem dage, før han blev hevet tilbage og blev sat i forklædning. Han nåede ikke at opleve meget der, han hentede mest forsyningerne til soldaterne. Nu skulle han ud i den virkelig krig. Der hvor folk døde, og hvor ligene ligger og bliver ædt op af rotterne. Det mareridt, alle soldaterne helst ikke vil snakke om.

Em har hørt de mange historier fra nogle af de mere erfarne soldater og han indrømmer da også gerne, at han havde haft et enkelt mareridt eller to, men han har nu også overbevist sig selv om at de nok også havde overdrevet for at få historien til at virke mere spændende.
Han skal til at sige noget til Marcel da der begynder at komme andre soldater ind i vognen og han lukker munden igen. En af de fyre der sætter sig ind er en høj fyr som er bredere end hvad et barn er høj over skuldrene nærmest. Han griner lidt da han ser Em og skubber lidt drilsk til Erics arm "Held og Lykke med ham der" griner han så lidt og ser hen på sine kammerater for at få anerkendt sin flabede kommentar.
Selvom Em måske havde virket en anelse usikker før, kan man tydeligt se på hans ansigt at det ikke er ked af det han bliver, men sur "Hold din kæft Albrecht!" vrisser han så og det kunne næsten ligne at Em ville rejse sig for at give Albrecht en på tuden ved den mindste bemærkning der næste gang skulle blive sagt.

Marcel retter blikket til siden, og da der kommer flere soldater ind rykker han sig lidt til siden, og puster let ud mellem sine læber, og gnider sig let i det ene øje. Han har svært ved a se sig selv som makker med Em. Han sidder overfor sin fjende, og han burde egentlig løfte sit gevær og skyde ham med det samme. I stedet sidder han overfor ham, og snakker med ham som om de var to typiske mænd. Men det er de ikke. De er soldater, de skal dræbe. Ligge i mudderet og langsomt se hvordan hele verdenen falder sammen.
Marcel retter blikket til siden og løfter begge øjenbryn lidt overrasket over fyrens kommentar til Em. Marcel ender med at rette blikket på Em, og kan ikke lade være med at trække svagt på smilebåndet over hans reaktion. Det kom lidt bag på ham men han så helt klart en ny side af Em lige der. Marcel trækker bare kort på skulderene, og retter så blikket på fyren, ved navn Albrecht. Han sender ham et kort elevatoblik, og fnyser så bare let.
"Jo større man er, jo mere ondt gør det at falde." Kommer det så prompte fra ham, og han ligger så armene over kors, og læner sit hoved tilbage og lukker sine øjne.

Det er ikke kun Albrecht, men også Em der ser en smule overrasket på Marcel over hans kommentar, men de efterfølgende reaktioner er dog helt forskellige. Albrecht åbner munden for at sige noget, men ender med at komme med en lettere utilfreds mine for så at vælge at forblive tavs. Derimod er der næsten kommet et triumferende smil over Em's læber og det føltes næsten helt mærkeligt at der er nogen der holder med ham? Eric kender selvfølgeligt heller ikke Em specielt godt endnu, så det kan vel ændre sig - men i dette øjeblik har han alligevel tildelt sig en smule tillid til Eric.
Han ser lidt imod vognens åbning da der endeligt begynder at komme liv i køretøjet og de begynder at køre afsted. Vejen er ujævn så det bumler en del og Em har irriterende meget besvær ved ikke at blive enden kastet imod sin side makker eller imod Eric når der bliver drejet i svingene. På trods af at han holder fast i kanten af vognen "Undskyld" mumler han så lidt kaotisk til Eric da han denne gang rent faktisk ender med at tage fat i Eric fordi de laver et skarpt højre sving. Han håber bare at de snart er fremme til hytterne.

Marcel fugter sine læber let, og nyder hvor stille der bliver i køretøjet bare pga. hans kommentar. Selvom Marcel ikke selv er den største af slagsen, når det kommer til muskler, så er han i hvert fald ikke bange af sig. Han har lært meget af at gå til boksning, og han har slået flere store og brede mænd ned. Han ved at det ikke er så meget med musklerne at gøre, men meget med taktikken at gøre. Han er ikke i tvivl om at han sagtens kunne slå Albrect ned, hvis det endte i et slagsmål. For han er blevet trænet i taktik og udholdenhed. I trænings lejren bliver man ikke ligefrem lært om taktik, når det kommer til slagsmål. Marcel harhelt sikkert en fordel der.
Marcel kan ikke lade være med at spænde lidt i kroppen, da vejen er meget ujævn og vognen ikke kan lade være med at ryste engang i mellem. Men de fleste vænner sig hurtigt til det, og så stopper man egentlig med at reagerer på det.
Marcel ender dog med at rette sig lidt forskrækket op, da Em ryger ind i mod ham, og han løfter begge øjenbryn af ren overraskelse. "Det er okay." Siger han så i en rolig tone og nikker til ham.
"Bare gem dine undskyldninger til senere. Der kommer sikkert en del." Mumler han stille, og lægger så sine arme over kors, og kigger ud i mod vejen.

Em skal til at sige ham imod, men han har sikkert ret, der vil sikkert komme flere undskyldninger efterhånden "Sikkert" mumler han så og får sat sig selv på plads. Han prøver så at slappe en lille smule mere af og istedet prøve at følge bilens sving, istedet for at stride for meget imod, hvilket til hans held hjælper på det.
Han forholder sig tavs imens de køre afsted og lytter til de andre der igen er begyndt at snakke efter Erics kommentar gjorde dem stumme. Denne her gang holder de heldigvis opmærksomheden fra Em og selvfølgeligt Eric.
Han begynder da at betragte Eric, nu hvor han alligevel ser ud af vinduet. Han håber ikke at han er sur over at havde bragt ham i dårligt lys hos de andre allerede - det har aldrig været hans hensigt at få andre i dårligt lys fordi han selv er utilfreds med at være her.

Marcel tænker ikke så meget over hvad folk tænker om ham, udover at han gerne vil have at Em føler sig tryg hos ham. Ja, det sikkert en god idé, for jo tættere de kommer på hinanden jo flere informationer kan Marcel skaffe. Han skal bare passe på med at han ikke bliver for glad for den fyr. Følelser skal han slet ikke spille med, han skal være så kold som mulig, uden at fremstå som en kold idiot.
Marcel ender med at falde i søvn på resten af turen, og på trods af bumlerne på vejen, så får han sovet nogenlunde igennem, inden dørene til vognene bliver åbnet.
"Ud og stå på række!" Bliver der råbt op, og Marcel når lige at gnide sig kort i øjnene og vågne lidt op, før han træder ud af vognen.
Han stiller sig på linje med de andre, med rettet ryg og et blik frem for sig. De skal sikkert tælles, så de ved hvor mange mænd de har at gøre med - Og om nogen har været så dygtige og heldige at de hoppede ud. Men det har Marcel nu aldrig hørt om før. At nogen flygtede.

Em har ikke lavet andet end at betragte Eric og ellers sidde i sine egne tanker og da de endeligt stopper og der bliver åbnet op. Ånder Em en smule lettet op, da han efterhånden var ved at blive træt af at køre. Han kravle ud af vognen sammen med resten af flokken og stiller sig ret på rækken.
Udenfor er det efterhånden ved at blive en smule mørkt og solen er ved at gå ned i horisonten, så der er spredt de smukkeste gyldne farver henover himlen. Em ender med at stå og betragte himlen og ligger slet ikke mærke til at hans navn bliver råbt op, ikke før Kommendøren står lige foran ham og råber hans navn i ansigtet på ham. Det giver selvfølgeligt et lille sæt i Em og der kan høres et par grin langs rækken "Ja, Undskyld sir" svare han så og bider tænderne sammen for ikke at komme til at sige noget dumt "Ned og lave 20 armbøjninger Jager!" vrisser kommandøren og folder hænderne bag ryggen afventende.
Da Em får lagt sig på jorden for at gå i gang, begynder kommandøren at holde en mindre tale "Man skal være opmærksom! På vagt når man er i krig, fjenden kan være om hvert hjørne og er man uopmærksom, kan man ligeså godt erklære sig selv død før man overhoved træder ud i marken!"
Da Em efter en del anstrengelser får kæmpet sig igennem de 20 armbøjninger rejser han så lettere forpustet op og stiller sig ret "Nu, Forsvind ind i jeres tildelte hytter!" kommandere overhovedet så.

//Sorry jeg er så langsom og sådan </3 håber det er okay det jeg gør og sådan ellers må du råbe op/

Marcel er sikker på at han burde være nervøs lige nu. Hænderne burde ryste på ham, og han burde have vejrtræknings problemer. Men nej, han står blot ligeså flot på rækken som de andre soldater gør. Måske en undtagelse når det kommer til Em, som virker til at have interesse i solnedgangen. En ting er sikkert: Marcel lader ikke Em rive ham med ned.Men hvem ved? Måske er Em en udmærkeet soldat, men lige nu virker det som om han er ret uopmærksom. Og det kan koste dig en patron i hovedet. Det skal i hvert fald ikke ske for Marcel. Han vil overleve det jer. Han vil komme hjem og fortælle som far Hvordan han har overlevet, dag efter dag. Han vil gøre ham stolt. "Ja sir." Råber han med de andre soldater, da de bliver henvendt til at gå til deres hytter. Marcel skæver lidt til Em, som lige har taget de tyve armbøgninger. Noget siger Marcel, at det ikke er første gang han får sådan en straf. Marcel vender sig om og bevæger sig i mod hyttern.

Jeg synes altså du er dygtig!!! Don't worry. Kan godt lide det du laver hehe. <333 jeg bliver nødt til at smutte i seng, men vi ses forhåbentlig i morgen?

Godnat og sov godt når du kommer der til!!!