Dk Roleplay

Nurh ahaha. Det også svært.

Har kun ca. 600 kr tilbage .........

Årh..

Em ser en anelse overrasket ud "Okay .. jeg ligger mig så" siger han så og ler let, selvom hvis man så godt efter godt kunne se en nervøs flakken i hans øjne i det han kiggede væk. Han lagde sig forsigtig i sin køje med ryggen væk fra de andre. Han lukkede øjnene og besluttede sig for at hvis han bliver vækket og skal ud og afsted, er det måske meget godt det sker pludseligt så han ikke skal tænke det for meget igennem. Em var egentlig ikke nervøst anlagt normalt, men alt det her med hæren var ikke noget han selv havde besluttet og det gjorde ham nervøs at han ikke følte sig klar - at han hele tiden lavede fejl eller havde svært ved ikke at komme med en lidt for kæk bemærkning og derfor konstant fik straffe armbøjninger, hjalp heller ikke ligefrem på modet.

"I aften?" Siger Marcel med sammenkneben øjne og kigger på Marc med et lidt skeptisk på Marc, som virker alt for rolig i forhold til at de måske snart skal ud i krig. Ud hvor de hverken ved om de kommer hjem igen uden skrammer eller ej. Tanken om at Marcel ikke ved om han er levende i morgen er egentlig forfærdelig at tænke på. Han skæver lidt op til Em som har lagt sig, og han bider så tænderne sammen. Han håber ikke at han får Em med på slæb.
"Ja. Min første dag herude ikk? Vi blev vækket midt om natten, og sendt direkte ud på krigsmarken. Ingen nåde der. To soldater døde samme nat." Siger han og tager et sug mere af cigaretten og trækker så på skulderende, og læner sig godt tilbage. "Men du virker til en som har styr på det hele, du skal nok klare det... Hvad var det du hed?"
"Beitel. Eric Beitel." Mumler han og klør sig så i håret, og tager det sidste sug af cigaretten, og skodder den ned i askebægret.
"Beitel.. Bare rolig, så længe du holder koncentrationen skal du nok klare den. De franskmænd ved alligevel intet." Siger han så og griner højlydt og skodder selv sin cigaret og rejser sig fra stolen.

Em er endnu ikke faldet i søvn og ligger og høre med, havde man kunne se hans ansigtstudtryk havde han lignet en forskræmt hundehvalp - specielt da Marc siger at så længe man holder koncentrationen går det fint og det ved Em godt han ikke selv er specielt god til, han ser alt muligt andet end det han normalt skal. Han tvinger sig selv til at lukke øjnene i igen og lader sine tanker vandre hen i alle mulige andre retninger, for at falde nok til ro til at kunne sove. og nogle minutter efter falder han alligevel udmattet i søvn - det har trodsalt alligevel været en lang dag.

Skal vi spole??

Jepsi!

Tænker de bliver vækket om natten??

Juss

Efter lidt snak med Marc faldt Marcel endelig i søvn. Men inden han lukkede sine øjne i, og lod søvnen overtage hans krop, lå han og tænkte på sin far og mor. De var sikkert syge af bekymring. Eller hans mor er nok. Hans far derimod er mere spændt og stolt. Han tænker nok slet ikke over at han kan risikerer at miste sin søn, sin eneste søn. Han tænker bare på hvor meget respekt han skaber hos sine venner, når de hører at hans søn er med i krigen.
Men Marcels søvn, og nok alle de andre i hytten bliver hurtigt spoleret da der bliver banket hårdt på døren, og der bliver åbnet.
"Så drenge!! Nu skal i ud, og det kan ikke gå for langsomt. De første granater er allerede landet, i skal være ude ved vognen om to!" Bliver der råbt inden døren smækkes i igen. Marcel sætter sig lidt op og gnider sig i øjnene, og kigger rundt i hytten. Der er halv mørkt, det er svært at se noget. Han rejser sig op og trækker sine tændstikker til sig, og får tændt et stearin lys.
"Em.. Skynd dig op." Siger Marcel lidt højlydt, inden han begynder at trække i tøjet, og finde sit gevær frem.

Em vågner lettere forvirret og begynder at tage sit overtøj på "Åh gud" hvisker han lidt kaotisk for sig selv og mumler nogle udtydelige utilfredse men også nervøse ord. Han tager sit gevær og gnider sig hurtigt i ansigt "Jeg er oppe, jeg er klar" siger han så, mest som en konstatering for sig selv for at få sig selv bedre overbevist.
Albrecht er allerede oppe og klar nærmest med det samme "Tag dig sammen" indskyder han lettere nedladende til Em før han forsvinder ud af hytten. Han har lyst til at sige eller gør noget, men Albrecht er allerede ude af hytten før han når det og må istedet bide det i sig.
Han forlader derefter kort hytten, der er mylder omkring dem de fleste soldater er på vej til deres vogne.

Marc er også hurtigt oppe, og han finder også hurtigt en cigaret frem og får den tændt. Han kigger tilbage på Albrecht og Em og han fnyser så bare kort over dem begge to. Han har allerede lagt mærke til, at de to ikke er just glade for hinanden.
"Der er ikke tid til at være uvenner i krig!" Siger han så, som om det var det klogeste råd de kunne få i dag. Han bevæger sig så ud af hytten mens han ryger sin cigaret, og virker mere rolig end han burde. Men det slutter så snart han sidder inde i vognen, og er på vej til helvede.
Marcel retter lidt på sin jakke, og tager så geværet om på ryggen, og retter blikket på Em. "Det går nok Em. Bare stik dig til mig, og lad vær med at glo efter solnedgange. Jeg mener det." Siger han så en anelse alvorligt, inden han giver et let kast med hovedet. "Kom." Tilføjer han, og bevæger sig så ud fra hytten.
"Beitel og Jager! Vogn nummer 5, og det skal gå stærkt!" Bliver der råbt ligeså snart de begge kommer til syne. Marcel nikker, og skynder sig hen til vognen. Han kravler ind og sætter sig på bænken.

Alt hvad der køre rundt i Ems hoved lige nu, er at han ikke duer til krig og det hjælper ikke det Eric siger "Det kan du jo sagtens sige" er det eneste han kan få ud af sin mund da han prøver for alt i verden ikke at lave fejl. Han følger efter Eric ind i vognen og sætter sig den her gang ved siden af ham. Han føler han skal kaste op, men han prøver at lukke øjnene og få lidt styr på sig selv - det skal nok gå prøver han at tænke for sig selv, prøver at minde sig selv om at chancerne for at han er en af de to der dør ligesom de gang Marc var ude første gang, er minimal.

//Regner med at Em skal være herre god til at spotte ting, sådan f.eks . hvor fjenden ligger henne på afstand, spor og sådan <3 så han på den måde er en god soldat agtig//

Marcel kigger tilbage på Em og han nikker så let til ham. Det kan han vel, han er ligeså meget ude på dybt vand som Em er, han har aldrig været i krig før. Jo de fire dage hvor han var ude, men der var han ikke rigtig ude. Han var slet ikke der ude hvor det var slemt.
Han tager en dyb indånding, og der går ikke lang tid før vognen sætter i gang, og begynder at køre i et lidt hurtigere tempo. Han skal være forsigtig når de er derude. Han skal helst ikke skyde nogen franskmænd jo, det er jo hans land. Han skal bare lade som om.

// Yea !

//Uh har et godt scenarie for Marcel/Eric i hovedet!//

Den her gang føler han ikke han bliver kastet rundt på samme måde, men det er måske fordi han slet ikke koncentrere sig om hvor meget bilen nu bumler, men langt mere om hvad det er de går i møde. De køre ikke i så lang tid som da de skulle hen til hytterne, før vognen stopper og der blevet åbnet "To og To med jeres makker, ud og lede i skoven, der gemmer sig franskmænd som skal ryddes af vejen!" bliver der råbt og bedre forklaring er der ikke, den får de først senere, der er ikke tid til lange forklaringer. Em kommet ud af vognen og ser sig kort tilbage for at se om Eric er med ham da han begynder at gå imod skoven, den vej som lederen har peget dem hen, så de ikke alle ender med at gå i en flok. Hans ben følelse som gele imens han går, men han formår alligevel at holde sig selv kørende.

// Noget du vil dele, eller holde hemmeligt? xD

Marcel er hurtigt ude af vognen, og kigger sig omkring. Tanken om at han skal ud og lade som om han er en ildegal tysker der vil skyde franskmænd behager ham ikke. Han har ikke lyst til at se folk fra hans land, falde død om, men han ved at han skal være hård nu. Han skal ikke bukke under, han kan godt klare det her.
Han følger med Em og kommer op på siden af ham. Han kigger lidt på ham, inden han tager geværet i hænderne og lader det. Han puster let ud i mellem læberne, der er koldt, så koldt at man kan se ens åndedrag når man ånder ud. Han kigger sig lidt tilbage, og strammer grebet om sit gevær. Det skal nok gå. Han skal gøre sin far stolt jo.

// Hov lol .. glemte at dele det hahahha Men tænkte at senere kunne det være han blev tvunget til at slå en han måske havde mødt før ihjel or something//

Em har slet ikke lyst til at skyde nogen, end ikke deres fjender. Han kan ikke lide tanken om at tage en anden mands liv - men han ved også godt at hvis han ikke gør det, vil de blot tage hans istedet - og det er dét han kæmper for, overlevelse.
Han gør sit gevær klar og ser sig omkring, hans hjerte hamre hård bag hans brystkasse og det lige før at man kan høre det i skoven, som jo længere de går ind, jo mere stille bliver den og man kan blot høre diverse skud længere væk som var det fra et tv i et andet rum. Han er tavs, da han ærlig talt ikke føler der er noget at sige, selvom han egentlig gerne ville lære Eric bedre at kende nu hvor de skal være en hel del sammen.

//Wow det kunne være sygt. I'm on.

// Præcis, det ville være ret syret .. og godt spil for din fyr c: Kæmpe dilemma//