Dk Roleplay

Marcel bider tænderne lidt hårdt sammen, mens han blot holder blikket frem for sig. Han kan høre skud i det fjerne, og høje eksplosioner. Da eksplosionerne bliver højere og højere, kigger Marcel sig tilbage.
"Løb." Siger han så, og holder tæt om sit gevær og begynder at løbe ind i mod skoven. Lige nu går de på en lettere åben vej, og derfor er det nemmere at ramme dem. inde i skoven er de mere i sikkerhed. Hvis han skal dø i krigen, så skal det i hvert fald være på den sidste dag. Ikke første dag.
Han kigger sig lidt tilbage og sørger for at Em altid er med ham.

// Yea. Måske kunne det være en der angreb Em, og så skal Marcel beskytte ham?? idk.

// UH ja det kunne være ret fedt! Når de efterhånden kender hinanden godt//

Em adlyder uden brok Eric, han stoler allerede mere på ham end han egentlig vil, men han føler også at alt andet ville være dumt, nu hvor Eric tydeligvis virker en anelse mere 'hjemme' i alt det her end han selv gør.
De bevæger sig ind i mellem træerne som nu bliver tættere omkring dem, så de derfor også bliver sværere at se og ramme. Selvom det er koldt, kan Em alligevel mærke sveden i nakken fordi han er så nervøs.
Han stopper dog pludseligt op da han syntes at kunne skimte noget lidt længere fremme "Der ligger noget på jorden derover" siger han så lavmælt og peger på noget der let skinner i skovbunden. Langsomt begynder Em at gå hen imod det og bukker sig ned for at samle et emblem op med det franske flag på "Den må være røget af en af de franske soldaters uniform" han snakker stadig lavmælt, som er han bange for at nogen holder øje med dem.

// Yea. !!

Jo længere de kommer ind i skoven, jo mere sætter Marcel farten ned. Det er nu de skal tage det mere roligt, og gå forsigtigt så de ikke bliver opdaget. Han kigger sig godt omkring, og så alligevel ikke. Han vil helst ikke opdage nogen franskmænd, og så nærmest være tvunget til at pege dem ud. Han vil jo ikke skyde dem. Han retter blikket i mod Em da han hører hans stemme, og hans blik følger retningen af han peger. Lidt overrasket løfter Marcel begge øjenbryn.
"Godt spottet." Hvisker han, og retter blikket på emblemet som Em står med i hånden. "Lad mig se det." Mumler han stille, og trækker det til sig og kigger så ned på det. Han kan ikke lade være med at knuge hånden om det, inden han lader det diskret, dumpe ned i hans jakkelomme.

Em smiler kort, da han på trods af omstændighederne bliver glad over for en gang skyld at få ros "De må være løbet den vej der vil jeg tro" han peger fremme for sig "Det er ser ud som at grenene er knækket lidt ved busken der" siger han så stille og peger. Han begynder at gå, selvom han ikke rigtig har lyst til at stå ansigt til ansigt med en franskmand, føler han heller ikke at han kan lade Eric i stikken ved at holde sine tanker for sig selv og derved ikke hjælpe. Han må jo hjælpe hvor han kan vel? Han ser sig omkring, prøver at koncentrere sig og ikke svæve hen i sine egne tanker, som han har så let ved.

Marcel ved ikke hvorfor han føler sig lidt tryggere ved at have det franske emblem i sin lomme. Som om han er lidt mere hjemme nu, selvom ahn er på den helt forkerte side af krigen. Han går sammen med Em, som egentlig er hans fjende.
"Godt tænkt." Siger Marcel og er ret overrasket over Ems evner som soldat. Han virkede til at starte med en lidt naiv soldat, som ikke rigtig turde at tage stilling til tingene. Men det er i hver fald ham der fører an lige nu.
Marcel følger med Em, og kigger sig sikkert rundt omkring. Han prøver at lytte godt efter fodspor, men skud og eksplosioner overdøver egentlig det hele.

Em når lige at se halvdelen af en soldat, som helt sikkert ikke var fra deres egen side af. Han panikker næsten og med et let vindpust er den selvsikkerhed der ellers lige havde strålet ud af Em væk og han gemmer sig bare et træ "Der er noget gem dig" siger han så febrilsk og tager et hårdere greb om sit gevær og rigtig nok kan man pludseligt høre stemmer, stemmer der taler fransk, Em forstår intet af det der bliver sagt og tør ikke kigge frem fra det brede træ han står bag. I skræk for at miste hovedet i forsøget på at se hvor de står henne og han har samtidigt heller ikke lyst til at skyde dem.

Marcel fugter sine læber forsigtigt, mens han blot følger Ems tempo. Han kan virkelig ikke lide det her. Det føles som om de er helt alene, og så alligevel ikke. Det føles som om en ånder dem lige i nakken, og bare venter på at de er lidt uopmærksomme, og derefter vil dræbe dem. Tænk hvis Marcel bliver dræbt af en af sine egne? Han ved at der er mange der ved at han er i forklædning - Men det jo svært at genkende ham. Det ikke alle franske soldater der ved hvordan Marcel ser ud.
"Hvad?" Siger han bare hurtigt, inden han skylder sig at følge med Em. Han holder geværet tæt ind til sig, og holder vejret et kort øjeblik. Han kan tydeligt høre det er franskmænd, for han forstår hvad de siger. Han kigger lidt tilbage, og bider sig så i underlæben. Han lytter til deres samtale. Snakker om hvordan de savner at være derhjemme. Sengene, maden, naturen, og kvinderne. De savner det hele.

Em knuger kort øjnene i, han aner jo ikke hvad de snakker om, men forestiller sig at de snakker om modbydelige ting "Hvad skal vi gøre" hvisker han så meget lavt og hans hænder ryster nærmest om sit tag i geværet. Det ville være perfekt at skyde dem, nu de ikke ved at de står her på lur. Han ser på Eric og det er tydeligt at se frygten i Ems øjne, men det er også tydeligt at han har en indre diskussion om hvor vidt han skal springe frem og skyde, som ville være det kommandøren ville havde eller forholde sig stille bag træet i, forhåbentligt, sikkerhed.

En masse tanker løber igennem Marcels hoved. Det typiske vil jo være at skyde dem.. Men nej det kan Marcel ikke få sig selv til. Det er hans egne mænd. Han bider tænderne hårdt sammen, mens han holder geværet ind til sig. Han kan høre de kommer tættere, og hans blik flakker rundt i den mørke skov.
"Jeg ved det ikke." Hvisker han stille og kigger så på Em. Åh gud, han kan se hvor bange Em er, og Marcel håber bare ikke, at Em kan se hvor meget i tvivl han er. "..Kast en granat." Hvisker han så stille, og ser opmærksom på ham.
"Bare.. Kast en." Mumler han stille. Han har egentlig ikke lyst til at give Em sådanne ordrer, for han ved hvad chancen er for at overleve sådan en granat. Og den er virkelig lille. Men hvad skal han ellers gøre? Han gider ikke fremstå som en soldat der vil skåne de andre. Så sætter folk nok hurtigt spørgsmålstegn ved hvad fanden Marcel egentlig laver her.

logger lige på mobil

Em ser kort Eric i øjnene og nikker så forsigtigt, han stoler på Erics dømmekraft "okay" svare han så næsten så lavt det ikke kan høres. Han finder en håndgranat frem og står kort med den i hånden, hans hænder sitre stadig og han ville ønske han kunne få det til at stoppe, men hans krop er fyldt af adrenalin der køre rundt i kroppen på ham. Han kan høre dem komme nærmere og han trækker derfor splitten af, men det er som om at han i få sekunder slet ikke kan få sig selv til at kaste - de vil jo dø? Han blinker dog hurtigt med øjnene da det går op for ham at hvis han ikke kaster, så dør de selv. Hurtigt kaster han den og ser efter den, selvom han egentlig godt ved, at han burde bukke sig, Granaten ville muligvis sprænge inden den når at lande, nu da han tog sig længere tid end han burde med at få den kastet.

Ok ♥

Marcel mærker hurtigt hvordan den dårlige samvittighed omfavner hans krop. Tænk at han sagde det. At han gav sådan en ordrer. Kast en granat? I mod hans egne mænd?
Han prøver at opmuntre sig selv lidt op, ved at tænke at de nok ville skyde dem hvis de ikke gjorde noget. Det var enten dem, eller ham selv og Em. Og hvis han skal fuldføre den her mission, bliver han nødt til at træde helt i karakter. Opfører sig som enhver anden tysk soldat vil.
"Em." kommer det vrissende fra Marcel da han ikke kaster granaten og bare holder den. "Em!" Råber han næsten, og da han endelig kaster den, tager han fat i armen på Em og kaster sig selv forover for dækning, og trækker Em med ned. Der går ikke særlig lang tid, få sekunder, før de hører en høj eksplosion, og et skrig.
"Jeremy! Er du okay? Nej nej.." bliver der sagt i baggrunden og Marcel tager hænderne op foran ørene for at lukke lydene Ude. Støn og klynk kan høres i det fjerne.

Em syntes nærmest at kunne mærke hvordan trykket rammerne dem, da den trods alt kun bliver kastet få meter væk. Han svor at det næsten føltes som om at han mistede hørelsen i få sekunder på grund af det store brag. Han føler at han har mistet pusten og han ligger først mærke til at han sidder på jorden, efter nogle lange sekunder og alt han kan tænke på at han måske lige har slået nogen ihjel, med et lille kast. Han ser hen på Eric og kommer lidt mere til sig selv "Vi må væk" siger han så endeligt "de henter sikkert flere soldater eller sådan noget, for at skyde de der havde kastet granaten" siger han så nervøst og tør ikke rejse sig fra jorden igen, bange for at blive opdaget og skudt.

Marcel ligger blot stille i mod den kolde jord, og prøver at lukke lydene ud fra de to soldater der ligger lidt bagud. Han kan hører hvordan de snakker til hinanden, hvor stresset og opgivende de begge lyder. Det lyder til at den ene er blevet voldsomt ramt, mens den anden prøver at redde ham. I hvert fald skærer ordene i Marcels hjerte, og han retter sig lidt op og kigger sig tilbage. Han havde ret. Den ene soldat prøver ivrigt at holde den anden i live.
"Ja." Hvisker han stille og kigger så på Em. De burde egentlig skyde de to franske soldater, men det kan Marcel ikke få sig selv til. I stedet begynder han at kravle hen i mod et stort hul der ligger længere henne. Hullet er ikke naturligt skabt, for det er ret dybt. Det er sikkert laver af en fra granat der er sprunget.
Marcel bliver ved med at kravle. Chancen for de bliver ramt hvis de rejser sig, er ret stor nemlig.

Em begynder at følge efter ham, men kravler også henover jorden, heldigvis er jorden hård på grund af kulden så de bliver ikke helt mudret og de har lettere ved at bevæge sig og da de når hullet ser han på Eric "Tak" hvisker han så lavmælt, som tak for at han trak ham ned, så han ikke ville blive ramt af splinter eller andet der kunne blive kastet ud til siderne i det granaten havde sprunget. Han er sikker på at han ville få mareridt om det her i nat og det var kun den første dag. Han ser lidt rundt i hullet, men bliver så forfærdet af en mand der ligger på jorden, fyldt med en mørkerød masse på uniformen, blod og sår i ansigtet, han anser ikke en gang om det er en fra hans egen side eller fjendernes. Em skal lidt til at sige noget, men holder sig istedet for munden og lukker øjnene og ryster lidt på hovedet. Det er første gang han ser et dødt menneske.

Marcel ligger sig næsten helt ned da de når hullet og han hiver lidt efter vejret. Ikke fordi det var hårdt, mere bare hele oplevelsen. Han skal lige sunde sig. Hvis det altså er muligt at sunde sig over sådan en oplevelse. Han læner hovedet lidt tilbage og kigger så på Em. "Du behøver ikke at takke." Mumler han så. Uden Em vil han nok være død. Utroligt nok. Men det er hans makker, og de skal jo passe på hinanden. Marcel retter blikket til siden og gisper let, da han ser en soldat ligge og nærmest svømme i sit eget blod. Han burde ikke kigge, men han kan ikke helt få øjnene væk fra det. "Så er vi virkelig i krig, hva'?" Hvisker han lavt og retter så blikket på Em.

Smutter i seng. Sov godt når du kommer der til. Vi snakkes

Em nikker til Eric stadig med hånden for munden, han fjerner dog forsigtigt hånden "Jep" svare han da lavmælt og slår blikket væk fra den døde mand. Han puster stille ud og må kort lige finde sig selv igen og det begynder rent faktisk at gå op for ham, at han har ingen vej tilbage - han er virkelig i krig nu og der er ikke tid til at være ukoncentreret og naiv - det er alvor. Han strammer grebet lidt om sit gevær og prøver at lytte efter om nogle skulle komme hen imod hullet, sådan at han kan være parat til at skyde. Lige nu ville han ønske at han lå hjemme i sin seng istedet, selv hans far savner han lige nu.