Dk Roleplay

Marcel kigger frem for sig, og tager så nogle dybe indåndinger, han troede ikke det var så slemt. Han troede ikke det var så voldsomt, det troede han virkelig ikke. Han ryster let på hovedet og retter sig så lidt op, og kniber øjnene lidt sammen for at lytte efter om der kommer nogen. Men han tvivler. De to soldater ligger nok stadig på jorden og kæmper med at overleve. Marcel har stadig dårlig samvittighed. Han retter blikket til siden igen, og kigger på liget der ligger der. Manden er helt hvid i hovedet, og hans læber er blå. Da han pludselig rykker på sig, farer Marcel sammen og uden rigtig at tænke over det så løfter han sit gevær, og slår manden på siden af hovedet med det.

Em når ikke en gang at opdage at fyren bevæger sig, før at Eric slår og det giver et sæt i Em da han får et chok over Erics pludselige bevægelse. Han ser en anelse forvirret på Eric "Levede han stadig?" hvisker han en anelse skræmt, da han slet ikke kan forestille sig hvor forfærdeligt det må være at ligge og være nærmest død. Han håber bare, at hvis han skal dø i krigen, at det så bliver brat og hurtigt, uden smerter "Lad os finde tilbage til vognene" han taler selvfølgeligt stadig lavmælt,han syntes de har gjort deres del af arbejdet - men det er jo selvfølgeligt ikke sikkert Eric syntes det.

Marcel synker en klump i halsen og trækker så på skulderende. "Jeg ved det ikke.. Det tror jeg." Hvisker han stille, og kigger lidt på liget, som nu ligger mere ned i jorden. Marcel læner sig lidt over det, for at kigge nærmere på det, og han løfter begge øjenbryn da han ser et tysk flag på hans skulder.
"Det en af vores." Hvisker han så, og ender med at rejse sig op ligeså forsigtigt. "Ja. Lad os komme tilbage." Han rækker en hånd ned til Em og hjælper ham op, hvorefter han begynder at gå med rolige skridt ud fra skoven. Han kigger sig lidt tilbage. De to soldater ligger ikke nede på den kolde jord mere, i stedet har de nok fundet tilbage for at få noget hjælp.

Sorry det hele går så langsomt, mit net er virkeligt skidt i dag ...

Årh det ok. Kender det alt for godt. (

Em tænker at han nok ikke ville kunne blive reddet, så Eric gjorde vel en tjeneste ved at gøre ende på hans lidelser. Han tager imod Erics hånd "Tak" siger han så stille og går sammen med Eric videre. Men på trods af at de er på vej tilbage, skal de stadig være på vagt, de har jo kun såret to af fjenderne og der er med sikkerhed flere end de to. Han må dog indrømme at han har svært ved at koncentrere sig da den døde fyrs ansigt konstant skubber sig frem i hans hjerne og kræver opmærksomhed.
De går i lidt tid uden der egentlig sker så meget, indtil Em pludseligt falder over et eller andet på jorden og falder klodset på jorden i et bump "ugh" kommer det lidt utilfreds fra ham "Jeg er verdens mest uduelige soldat" sukker han så i en let latter, selvom han godt kan mærke det svider lidt på hans kind da han har fået en rift fra en lavtsiddende gren - tænk at hans første krigsskade skal være fra hans egen klodsethed. Han vender sig lidt for at se hvad han faldt over, i et kort sekund er han bange for at det måske var endnu et lig, men det var bare en gren der må være sprængt af med en håndgranat eller lignende.

Marcel retter blikket op i mod himlen, men han kan ikke se meget. Skovens trækoner skjuler det meste af himlen, men månen skinner igennem træernes grene. Han tager en dyb indånding, og retter så blikket frem for sig igen.
Eksplosionerne er der stadig, og det samme med skudene. Men de er ikke ligeså høje, og Marcel tror på at hvis de bevæger sig længere ind i skoven, så kommer de direkte ind til kernen af krigen. Der hvor flere dør i løbet af ti minutter. De er vel heldige med at de blev sat af her, i stedet for at de skulle længere ind i skoven.
"Forhelvede Em." Hvisker han da han får et ret stort chok da han falder, og det var lige før han selv hoppede til siden. Han sætter sig på hug, og lægger så geværet fra sig og kigger på ham.
"Er du okay? Du bør rejse dig op, vi skal hjem." Siger han stille, og kigger sig lidt tilbage. "Jeg tror franskmændende er på vej herhen." Hvisker han stille. Egentlig vil han bare genre væk herfra, for tænk hvis franskmændende faktisk kommer. Han kan ikke dræbe dem. Han tror egentlig ikke at han er klar til at dræbe overhovedet.

Han rejser sig op og nikker "Ugh Ja, tak" mumler han så og imens han rejser sig op tager han sig kort til kinden, så ligner det måske at han i det mindste har lavet noget? "Ja lad os sætte tempoet lidt op" siger han lavmælt - Imens han følger med Eric videre, ser han lidt på den smule blod der er kommet på hans handsker, før han koncentrere sig lidt mere om hvor han træder henne, så han ikke falder igen "Hver sød ikke at sige til de andre at jeg faldt" siger han så stille imens han ser sig omkring for at sikre sig at de ikke pludseligt bliver angrebet. Han gider ikke høre på Albrecht der håner ham for at være klodset, men det er ikke alle det er født til at være soldat og Em er ligger i den kategori hvor han i hvert fald ikke er det.

Marcel retter sig op og trækker geværet til sig igen og nikker så til Em. "Så lidt." Mumler han stille, inden han kigger sig tilbage, og han begynder så at gå igen. Han håber de har set det værste nu. Marcel bliver ved med at bilde sig selv det ind. At nu har de set det værste, der er ikke flere overraskelser at hente. Men Marcel ved godt at det her bare er starten. Starten på en lorte bog, der bare bliver dårligere og dårligere for hver side du læser.
"Nej nej." Han retter så blikket på Em, og kigger kort op og ned ad ham. "Jeg er ikke dum." Tilføjer han så. Han ved godt at fyrene vil være lidt efter Em hvis det bliver nævnt at han faldt. Og det gider Marcel ærlig talt ikke at høre på, og hvis de bliver ved i nok tid, så går det Em for meget på til sidst, og så kan han måske ikke koncentrere sig. Så ergo, til sidst kan det gå ud over Marcel.


//Du siger bare til hvis du synes vi skal spole eller noget. xD

//lad os then xD

//Hvad synes du vi skal spole til? Vi har jo den idé med at Marcel skal dræbe en, men ved ikke om det for tidligt, eller hvad synes du?

//Tænker vi skal lade dem tage hjem også kan de måske snakke lidt, så de lige kan blive dét lidt tættere i hvert fald også næste dag kan det ske?

//Ok god idé!

//Good, spoler//

Vognen er kun halvfyldt da det ikke er alle der er kommet tilbage endnu, derfor er Em og Eric også de første i deres hytte til at ankomme. Em smider overtøjet med det samme og sætter sig på en af stolene i et dybt suk "Puh .." siger han så lidt træt og gnider hænderne ned over sit ansigt, selvom det sviger lidt i riften på kinden når han gør det - han burde rense det, men han orker det ikke lige nu og der er heller intet spejl i hytten. Han ved med sikkerhed at det bliver en svær søvn i nat, han vil sikkert drømme om liget og bragende.

Marcel har forholdt sig tavs på turen hjem. Han brød sig ikke om hele stemningen. Han hørte nogen hviske om, at der var nogen der ikke kom med tilbage. Altså de døde, kort tid efter de kom ud i krigen. Den tanke skræmmer Marcel, for det kunne ligeså godt være ham. Det kunne ligeså godt være ham der lå ude på marken, halvdød og gemt væk i mudder og blod.
Han smider overtøjet af med et suk, og sætter sig så ned på en stol, og læner sig lidt ind over bordet.
"Første dag overstået." Mumler han stille, og finder så sin cigaret pakke frem, og får placeret en cigaret i mellem sine læber. "Så mangler vi bare... Alle de andre." Mumler han og tænder cigaretten med en tændstik.

Em nikker "Ja .. første dag" svare han så og det er tydeligt at høre at han ikke ligefrem glæder sig til de næste der kommer "Jeg har altid været glad for spænding, men ikke på den her måde" siger han så og det egentlig ikke løgn, han har været god til at skabe lidt spænding hjemme i den lille rolige by han normalt boede i før "Jeg har ikke lyst til at dræbe nogen" siger han så stille imens han studere sine hænder, det lyder næsten som om at han undskylder for det, men det er mere en konstantering "Jeg forstår ikke hvorfor frankrig vil havde krig" sukker han så og har jo fået at vide det er franskmændende der er de onde som skaber krigen og ødelæggelsen "Men jeg forstår heller ikke alt det der sker i Tyskland" tilføjer han så med hensyn på alt det med jøderne og sådan, han er jo kun blevet fortalt halve historier med henblik på at sætte Tyskland i bedre lys - ellers havde han måske direkte nægtet at tage del i krigen.

Marcel tager et sug af cigaretten og læner så hovedet tilbage mens han lytter til hvad Em siger. I et kort øjeblik virker det som om Em bare snakker. Ikke rigtig tænker, men bares snakker, som om han er den eneste i rummet. Et let suk kommer fra Marcel, og han puster så røgen ud i mellem sine læber, og kigger så hen i mod døren.
Han har egentlig lyst til at fortælle hvordan det hele står til. At det ikke er Frankrigs skyld, derimod Tyskland. Men han kan ikke sidde her og forsvare Frankrig, for så vil Em sikkert sætte spørgsmålstegn.
"Stop." Mumler han så og læner sig lidt ind over bordet med blikket på Em. "Hvis vi skal overleve det her, så lad os prøve at være lidt positive. Lad os snakke om noget andet." Foreslår han, og tager et sug mere af cigaretten, og tripper lidt med sit ene ben.
"Hvad med derhjemme? Har du en kæreste der hjemme?" Spørger han nysgerrigt, og retter sig så lidt op.

Han stopper i det Eric siger han skal, hvilket nok er meget godt, for han kunne godt mærke at han var tæt på at blive en anelse sur - han kæmper jo i en krig hvor han ikke en gang er sikker på hvorfor. Han bliver en smule overrasket over spørgsmålet og bevæger så kort lidt usikkert på sig selv. Han havde egentlig en kæreste, Ben, men de valgte at slå op eftersom Em skulle i hæren "Nej, vi slog op inden jeg tog afsted" svare han så og synker kort "Må jeg få en cigaret?" spørger han så og ser kort ned på Erics tænde smøg, lige nu ville være et godt tidspunkt at ryge en afslappende smøg.

Marcel kigger overrasket på Em da han nævner at han slog op med sin kæreste, inden han tog i krig. Han løfter hagen lidt og ser ham lidt an inden han nikker. "Ja. Gid jeg stod i samme situation." Siger han så og griner let, og uden at svare Em på hans spørgsmål, sider han cigaretpakken og tændstikkerne hen til ham.
Han læner sig tilbage og lægger det ene ben over det andet under bordet, og tager et hiv mere. "Min kæreste blev gravid med en anden mand." Mumler han så og ryster let på hovedet, mens han puster røgen ud i mellem sine læber.
"Kvinder mand.." Hvisker han stille, inden han retter blikket op i loftet og kommer med et let suk.

Em tager en cigaret fra pakken og putter den roligt mellem sine læber, han tænder den så og lukker øjnene i det han tager et sug - ja det her ville helt sikkert gøre ham en smule nikotin skæv eftersom det var sjælendt at han røg "Wow" svare han så i det Eric fortæller ham at hans kæreste blev gravid med en anden mand "Det eddermame trist" svare han så og puster røgen ud mellem sine læber, han kan mærke det kræsser en smule i halsen, men smøgen dæmper hurtigt hans nerver lidt og lader ham kort glemme lidt alt det der er sket. Han siger ikke noget da han siger det med kvinder. Han har lyst til at fortælle Eric at han slet ikke er til kvinder, men mest fordi han føler at Eric ville være helt okay med det .. han vil dog samtidigt også undgå det modsatte at han pludseligt bliver skubbet helt væk, det er ikke okay at være homoseksuel i nutidens tyskland.