Dk Roleplay

Marcel trækker så kort på skulderende og kigger lidt rundt i hytten. "Jeg havde set det komme." Siger han så og retter blikket på Em, og trækker så svagt på smilebåndet og tager et sug mere af cigaretten.
"Hun var virkelig.. Flot. En smuk kvinde, og hun kunne nok charmere sig ind på hvilken som helst mand. Hun fortjente bedre end mig. Så ja." Siger han og kigger så ned på sin cigaret, som han snart er færdig med.
"Jeg lod hende bare gå. Min egen skyld. Jeg glemte hvor meget hun betød før mig." Mumler han så, og ryster lidt på hovedet for at få tankerne ud. Han ender med at rette blikket på Em. "Men ja, hul i det. Hvad med din kæreste. Fortæl mig om hende." Siger han så, og læner sig lidt frem og skodder cigaretten, og læner sig så tilbage igen.

Em lytter til Eric imens han fortæller og er ret sikker på at han ikke ville havde kunnet charmere ham, men det siger han ikke "Det ingen undskyldning at man er smuk" indskyder han kort og trækker lidt på skulderen i det Eric smider bolden hen til ham og spørger indtil hans kæreste. Han har virkeligt ikke lyst til at skulle side og digte en pige op "Altså .. " siger han lidt tøvende og ved ikke helt hvad han skal sige, han prøver at komme på en sætning hvor han ikke skal sige hverken han eller hun ".. Min kæreste var nok den eneste jeg sådan rigtig stolede på .. men det gik ikke for nogen af os at jeg skulle være her" siger svare han så ganske tilfreds med at han alligevel fik kringlet den til ikke at skulle lyve, men uden at afsløre noget.

Marcel fører sin tunge hen over sine hjørne tunger mens han lytter til Em, og han nikker så let til ham og lægger så armene over kors.
"Det kommer vel ikke som en overraskelse." Mumler han så stille, og fugter sine læber forsigtigt. Han savner sin eks kæreste utrolig meget. Han var ligesom tryg i hendes arme. Her er han slet ikke tryg. Han er ikke engang tryg der hvor han sover, og hvordan kan man sove når man er så fandens utryg?
"Det er trist." Indskyder han så og retter blikket på Em, og læner sig så lidt ind over bordet mens han kigger på ham. "Hvad savner du mest ved hende?" Spørger han så, og retter hovedet lidt på skrå.

Em bevæger sig lidt usikker på stolen og tager et sug af sin smøg "Ehm .. trygheden, grin, kram .. generelt kærlighed" siger han så og sidder kort og studere sin smøg lidt, endnu en gang får han kringlet sig ud af at skulle sige for meget "Vi burde få langt os til at sove" siger han så og smiler lidt skævt. Hvilket egentlig ikke kun er for at redde sig selv fra flere spørgsmål, men også fordi det ville være klogt, de ved ikke hvornår de skal afsted igen jo. Han tager et sidste sug af sin smøg, før han rejser sig op og trækker sit tøj af, han tænker at chancerne for at de igen bliver jaget ud af sengen er lille - der er jo grænser for hvor meget en alt for træt soldat kan yde. Han beholder dog sin t-shirt på og kravler så ned i soveposen.

Marcel kigger på Em og han nikker så bare, for at vise at han er enig med ham. Han savner også tryghed og kram. Savner generelt bare det hele derhjemme, han savner at komme hjem med en skræmme fra boksningen, og hans mor så omfavner ham idét han træder ind af døren, og begynder at fable om at det er synd for ham. Ja, han har en meget bekymrende mor, så han vil slet ikke vide hvordan hun har det nu. Hun har det sikkert værre end Marcel har. Han burde skrive et brev til hende.
"Ja. God idé." Mumler han og klør sig lidt i håret, og rejser sig så fra stolen, og trækker også sit tøj af, men følger Ems eksempel, og beholder sin trøje på også. Der er ret koldt herinde. Han går hen til køjesengen, og kravler op i den øverste køje, og ligger sig ned i soveposen.

// Du kan bare spole til næste dag, hvis det er. xD

// Tænker de måske bliver væk fra hinanden næste dag også finder Eric måske Em imens han er tæt på at blive dræbt? så han så skal rede ham?//

Em sveder og vågner nærmest i chok da der bliver råbt at de skal op da der er en time til de skal afsted på deres næste patrulje. Han var midt i et mareridt og selvom hans hoved føltes tungt og hans krop længdes efter at sove videre, så var han glad for at blive vækket og komme ud af mareridtet. Han krøb ud af soveposen og gned sig kort i øjnene, før han tog sit tøj på. Han får kigget hen på de andre køjer og til hans lettelse er både Albrecht og Marc der stadig, selvom han ikke kan lide Albrecht, er det ikke fordi han håber at han dør. Han tager sig lidt til kinden hvor der på hans rift er dannet sig en lille skorpe.

//Yes I like it.

Marcel er allerede oppe af sengen, og er ved at trække i tøjet. Det lyder voldsomt i dag. Han hører vognene kører udenfor, og han hører eksplosioner som er højere i dag, end de var i går. Noget siger ham, at det her bliver en meget værre dag, end igår.
Marc tager sin hjelm på, og sikrer sig at han har nok ammunition med, og at hans gevær er i orden. "Okay sæt farten lidt op! Krigen slutter ikke af sig selv, vel?" Råber han i et højt toneleje, og bevæger sig så hen i mod døren.
"Albrecht du følger med." Siger han så inden han træder udenfor, og går hen i mod en af vognene.
Marcel skæver tilbage til Em, inden han selv tager hjelmen på, og tager geværet om på ryggen, og bevæger sig ud i mod vognene.

Albrecht er hurtigt i tøjet og har sin hjelm på og der går kun to sekunder før han er ude af døren efter Marc, han når dog alligevel lige at indskyde en bemærktning til Em "Skynd dig hellere, ellers ender det med at du får flere straffe armbøjninger".
Em vælger blot at himle med øjnene og tager sin hjelm på og tager geværet på ryggen, før han som den sidste forlader hytten.
Han sætter sig op i vognen til de andre og tager en dyb indånding i det de begynder at køre. Han kan ikke lide at det lyder værre end i går, for han syntes at det havde været slemt nok.

Marcel sender Albrecht et skarpt blik, han bryder sig overhovedet ikke om hans attitude, og i sær ikke at han er så meget efter Em. Har de ikke nok problemer i forvejen? Han sætter sig ind i vognen, og knuger hænderne sammen om stoffet på sine bukser, da vognen begynder at køre.
"Det er voldsomt i dag." Hører han en af de andre soldater sige, og han retter blikket hen på ham, inden han læner hovedet tilbage.Soldaterne blive ved med at snakke. De snakker om at en soldat allerede er blevet sendt tilbage igen, efter at han blev ramt af en granat. Marcel lukker øjnene i over at høre det, og prøver at lukke samtalen ud.

Em der ellers prøvede at berolige sig selv, bliver kun mere og mere usikker og bange i det de andre snakker og i det der lyder et brag tæt på dem, tættere end de andre, tager han hurtigt fat i Erics hånd uden at tænke over det. Han knuger hård fat og lukker sine øjne. Det skal nok gå, det gik jo i går, han skal bare koncentrere sig. Han ligger slet ikke mærke til at han holder fast i Erics hånd - heldigvis gør ingen af de andre soldater det heller ikke da de er travlt optaget af at snakke.

Marcel åbner øjnene da han hører braget, men det der nok får ham til at åbne hans øjne er at han mærker Ems hånd om sin egen, og han kigger lidt ned på den inden han retter blikket på Ems ansigt. Han ligner en forskræmt hundehvalp, og synet får Marcel til at bide tænderne sammen. Tænk at han faktisk er i mod Em. Han er slet ikke en god partner for ham, han er alt det som Em burde frygte. Et kort øjeblik får Marcel dårlig samvittighed, men han vælger at skubbe det væk.
"Det går nok Em." Kommer det så fra ham, og giver hans hånd et klem. Han trækker så sin hånd til sig, da vognen holder, og han kravler med de andre soldater ud af vognen.

//Ok for gæster om lidt thug leif

// årh okay

// Ja det blev ellers lige spændende, vi må gemme det til i morgen!!!

/ Sure. c:

Em blinker lidt med øjnene da det går op for ham at han har haft holdt fast i Erics hånd og ser kort efter ham da Eric forsvinder ud af vognen. Han sukker godt og knuger sin hånd, før han følger efter. Han ville ønske han var mere modig, men når han først bliver bange, er det som om at hans krop reagere uden at samarbejde med hjernen - den havde blot søgt tryghed.
Hans øjne flakker kort rundt, da stedet de blev sat af ved i går, ser værrer ud end før. Det er tydeligt at krigen også er nået hertil. Han løber hen ved siden af Eric, men de når ikke en gang at blive talt op før de bliver bedt om at løbe ind i skoven i deres par.

Heejjj

Marcel kigger sig kort omkring, og kan ikke undgå at synke en klump i halsen, da han ser hvordan stedet ser ud. Der er store huller rundt omkring, pga. granater, hvor der ligger lig i, hele stedet er bare hægret.
"Okay, fart på!" Bliver der råbt og Marcel kigger sig kort tilbage inden han skynder sig ind i mod skoven i et fast tempo, selvom han egnetlig bare gerne vil sætte sig tilbage i vognen. Han trækker geværet til sig, og sikrer sig det er ladt. Han holder stramt om de, som om han er bange for at det lige pludselig skal falde ud af hænderne på ham.