Dk Roleplay

Helluuu

Em tager et fast greb i geværet, for at fremtvinge en fornemmelse af at det høre hjemme i hans hænder. Han følger Eric og hurtigt er alle soldaterne spredt og igen går Eric og Em alene i skoven. Han prøver at skubbe en lille dreng der stadig er en del af ham, væk og fremtvinge den smule mand han har i sig, tvinger sig selv til ikke bare at sætte sig på jorden og holde sig for ørene. Han minder sig selv om at holde koncentrationen og holde øje med de små detaljer, bevægelser og lyde i skoven.

//Hvordan skal de blive væk fra hinanden?

//Hmm, måske kan Em høre en eller anden råbe efter hjælp, og han løber så efter vedkommende, og pludselig kan Marcel ikke finde ham?

//Uh ja, han reagere måske lidt for hurtigt og Eric når måske ikke at høre hvad Em siger før han allerede er forsvundet ind i skoven?

// Yea

Marcel pustr let ud i mellem sine læber, han føler de er helt alene i skoven, men han ved godt det ikke er sandt. For eksplosionerne er ikke forsvundet, og det er skudene heller ikke.
Marcel sparker til en sten i skoven, og følger hvor langt den når ind. Han er træt af det her, og han vil virkelig bare gerne hjem. Han stopper op da han hører skrig i det fjerne, og han kigger sig så lidt tilbage, men ryster på hovedet og sætter farten op igen. Han har ikke tid til at tage sig af det, vedkommende der skreg er enten ikke tysker, eller allerede død.

Em høre godt skriget, men en anden lyd har fanget hans opmærksomheden, lyden af nogle der græder og det er som om at han ikke tænker helt klart, for hurtigt begynder han at løbe mod lyden "Der er nogen der græder" siger han hurtigt, men er allerede forsvundet ind i mellem træer og buske.
Han går efter lyden, hans instinkter reagere blot på at nogen har det skidt, har brug for hjælp, for han ved jo ikke om det er en af hans egne eller en franskmand, men gråden skærer nærmest i hans hjerte og han føler han blev nødt til at hjælpe.
Han går igennem et par buske og bliver mødt at synet af en soldat der sidder oppe ad et træ, imens han holder sig for maven. Blodet strømmer langsomt frem mellem hans hænder og hans uniform er blevet helt mørkerød ved maven, fyren mumler hulkende - men Em forstår ikke det han siger, da han taler fransk. Em står lidt råvild, skal han hjælpe modstanderen? Han træder forsigtigt lidt tættere på fyren og sætter sig så forsigtigt i hug og studere kort fyren "Shh" tysser han så lidt beroligende til franskmanden og med rystende hænder tager han fat i fyrens blodige hænder for at kunne se hvor slemt det står til.
Men han når ikke at gøre mere før der kommer en fransk soldat frem fra buskene, som begynder at råbe af ad Em, som forskrækket tumler til siden "Ikke skyd! Ikke skyd!" prøver Em bedene og holder sine nu blodige hænderne oppe foran sig, hvilket måske for franskmanden ikke ser specielt godt ud - da det kan ligne at Em måske er skyld i at hans kammerat sidder og er døene "Please jeg prøvede bare at hjælpe!" beder han så, men franskmanden sigter sit gevær imod Em "Jeg ber' dig!" denne her gang er der gråd i Ems stemme, da han har givet op, lige om lidt er det forbi, han knuger øjnene i og mærker hvordan det svider i hans øjenkroge fordi tårnene er begyndt at presse på.

//ok lidt langt, men altså </3

// its good

Omg, havde skrevet et svar og trykket send, men mit net fuckede.. og var ned at spise i mens, sorry ;_;

Nooo </3

Det går lidt tid før det går op for Marcel, at han ikke har Em hos sig mere. Da det går op for ham, stopper han op med det samme og kigger sig forvirret rundt. "Em?" Siger han stille, og mærker hvordan hans hjerte banker hurtigere.
"Em?" Siger han igen, denne gang lidt højere. Da han ikke får et svar, holder han geværet oppe, for at være klar til at skyde hvis der kommer nogen. Hvor fanden er han? Em var her lige før. Tænk hvis han er død? Marcel ryster på hovedet over sig selv, og bliver ved med at gå mens hans øjne kører undersøgende rundt i skoven. Men pludselig hører han en velkendt stemme, og han kan med det samme høre det er Em. Hurtigt vender Marcel sig om, og løber alt det han kan i mod lyden af Ems stemme. Der går ikke lang tid før han kommer hen til Em, hvor en soldat står og peger på ham med en pistol. Marcel ved han skal tænke hurtigt, han bliver nødt til at dræbe soldaten, på trods af at det er en af hans egne. Han kaster sig over soldaten så de lander ned på skovbunden, og Marcel giver ham et hårdt slag på kæbepartiet. Soldaten kigger op på Marcel med skræmte øjne.
"Non.. Non Marcel!" Skriger soldaten med en tyk fransk accent, og Marcels blik flakker en smule, inden han hurtigt fisker sin pistol frem og placerer den i mellem øjnene på soldaten. Marcels hænder ryster, i sær fordi han sagtens kan genkende den sølle soldat, der ligger på jorden. Bare dét at høre sit eget navn blive sagt, går koldt ned ad ryggen på ham. "Marcel!" Skriger soldaten, inden Marcel lukker øjnene i, og trykker ned, og et højt skud overdøver hele skoven i et kort sekund.

omfg, jeg fuckede helt op i det der indlæg, ej hahah

//Nej Nej den ene fejl der er, kunne jeg gætte mig til hvad skulle være

Det giver et sæt i Em da den pludselige rumstering fra Eric forskrækker ham da han i et kort sekund tror det er lyden lige inden han bliver skudt. Han åbner forbavset sine tårevædet øjne og bliver fyldt med lettelse i kroppen og han ånder næsten forpustet ud, da han uden at tænke over det, har haft holdt vejret. Han sidder stadig på jorden og ser hen på Eric og den nu døde franskmand. Han rejser sig langsomt op og ser sig hurtigt omkring, før han kort ser ned på sine hænder hvor han hurtigt tørre blodet af dem i sin uniform. Han vil gerne takke Eric, takke og undskylde for bare at være løbet, for at bringe fare over sig selv og Eric "Undskyld" får han så en smule grådkvalt fremsagt "Det var ikke meningen at efterlade dig" siger han så fortvivlet og tør næsten ikke gå tættere på Eric, bange for om han er sur.

/ Godt.

Marcel bider tænderne sammen, og stirrer ned på franskmanden, som kigger op i luften med et tomt og dødt blik. Blodet ryger ned over hans øjne, og ned over hans tindinger ned på skovbunden. Marcel knuger hånden sammen om soldatens uniform, og holder vejret et kort øjeblik, inden han i en pludselig bevægelse rejser sig op, og tager begge hænder op til hovedet, og udstøder et højt skrig. Han vender ryggen til Em, og ryster så ivrigt på hovedet. Hvad har han gjort? Han har dræbt sin egen fætter. Marcel hiver lidt efter vejret, og hans blik flakker rundt i skoven. Han kan slet ikke få billedet ud af hovedet. Han ser bare det døde ansigt for sig hele tiden. Tænk han dræbe sin egen fætter, for en skide tysker. Marcel træder et skridt frem, inden han ender med at sætte sig ned på skovbunden, og tager sine rystende hænder op foran hovedet.
"Hvad har jeg gjort" hvisker han stille, og stirrer ned.

Em ser forbavset på ham, før han ser sig forskræmt omkring og han ved ikke helt hvad han skal gøre af sig selv, hvordan han kan hjælpe Eric til at komme tilbage til sig selv, så de kan komme væk derfra før der sikkert begynder at komme flere franskmænd. Det er jo Eric der er den modige, det ham der ved bedst, det går ikke at han går i chok nu. Forsigtigt træder han helt hen til Eric og sætter sig på hug ved ham "E-Eric" prøver han så forsigtigt og rækker en hånd frem imod ham, før han roligt med let sitrende hænder ligger armene om ham i et kram. Måske et kram, et betryggende kram, kan hjælpe? Han knuger om ham "Jeg ber' dig, vi må væk herfra, jeg kan ikke fortsætte uden dig" siger han så stille og knuger kort øjnene i imens han omfavner ham.

Marcel bider tænderne hårdt sammen, og knuger sine hænder. Det værste er at han ikke kan snakke med Em om det. Han kan ikke fortælle, at det er hans fætter der ligger der i skovbunden, omringet af sit eget blod. Han kan bare sidde her, og tænke situationen igennem igen, og igen. Men ingen kommer nogensinde til at forstå, hvad det er han går i gennem lige nu. Marcel er dog taknemmelig for at Em ikke satte spørgsmålstegn ved at soldaten faktisk sagde Marcel flere gange.
Marcel ryster let på hovedet da Em tager armene om ham. "Jeg kan ikke det her." Hvisker han så stille, og han river sig ud af Ems greb,og kravler hen til hvor hans pistol ligger. "Jeg kan ligeså godt dræbe mig selv." Siger han forvirrende, og rækker ud efter sin pistol.

Em spærrer øjnene op "Nej!" udbryder han så da Eric siger han ligeså godt kunne dræbe sig selv. Hurtigt er Em kravlet hen til Eric og har taget fat i hans håndled for at stoppe ham fra at række ud efter pistolen "Nej .. Bliv hos mig, jeg ber' dig" prøver han og skubber Eric ned i jorden og sætter sig oven på ham med et ben på hver side, da han godt kan regne ud at Eric godt ville kunne vriste sig fri fra Ems greb i hans håndled hvis han virkeligt ville - han føler derfor at det er lettere at holde ham nede hvis han kan bruge hele kroppen. Han sætter hænderne i Erics brystkasse for at kunne presse ham ned hvis han prøver at gøre modstand og ser ned i hans øjne "Kig på mig Eric!" befaler han så nærmest "Kig på mig, vi skal i igennem det her .. Du og jeg .. den her krig skal ikke være vores død okay?"

Marcel ryster ivrigt på hovedet da Em kommer hen til ham. "Em slip!" Vrisser han, men han ender med at slippe taget om pistolen, da han bliver skubbet ned i mod den kolde skovbund. Han kigger op på Em med lidt store øjne, mens han trækker vejret dybt. Det går pludselig op for ham, hvor vigtig han er for Em. I få sekunder er der helt stille, og Marcel ved slet ikke hvad han skal sige. Han burde have dårlig samvittighed over at have beskyttet en tysker på den måde, og han burde have dårlig samvittighed over at ... Betyde noget for en tysker. Men ligemeget hvor meget han vil prøve at benægte det, så betyder Em helt sikkert også noget for ham, på trods af at de ikke engang har kendt hinanden i to uger.
"Ja." Siger han så stille, og synker en klump i halsen mens han holder blikket op på ham. "Ja." Gentager han så, og puster ud i mellem sine læber.