Dk Roleplay

Ems øjne får et glimt af lettelse da han ser at han er trængt igennem hos Eric og han forhåbentligt har forhindret ham i at begå selvmord. Han nikker stille "Ja" siger han så lavmælt "Kan jeg flytte mig og ikke risikere at du tager dit liv?" spørger han så forsigtigt imens han fast holder Erics blik. Han vil gerne være helt sikker, for han ved ikke hvad han ville havde gjort uden Eric ved sin side i den her krig - Em kæmper nok med sig selv og han havde nok ikke en gang nået halvt så langt som nu, uden Eric ved sin side - Ja han ville jo nok være død eftersom Eric lige reddet ham fra at ende med en kugle i brystet.

Marcel kigger Em i øjnene, og er tavs i et kort øjeblik. De er bare her, midt inde i skoven med høje eksplosioner omkring dem og høje lyde fra skud. Af og til kommer der et skrig eller råben, men på trods af alt den larm så føler han at han kan hører Em klart og tydeligt. Som om der er en lille bobbel rundt om dem, hvor kun deres stemmer kan høres.
"Ja." Siger han så og sætter sig lidt op. Han rækker ud efter sin hjelm som faldt af i faldet. Han tager den på igen, og afsikre sin pistol.

"Godt" svare han så og fjerner sig helt fra Eric. Han rejser sig forsigtigt op og ser sig hurtigt omkring for at sikre sig at der ikke er nogen på vej hen til dem. Han ser så hen på den sårede franskmand, men konstantere at eftersom han sidder helt stille og slap, må være død. Han tager en dyb indånding "Lad os gå herfra" siger han så og ser hen på Eric, før han langsomt begynder at forlade de to døde franskmænd og håber på at Eric følger med ham - selvom han stadig har skrækken for at Eric pludselig skyder sig selv, liggende i baghovedet.

Marcel fugter sine læber kort, inden han følger med Em, og putter så sin pistol tilbage ned i hylsteret. Han fanger sig selv i at ryste på hovedet endnu engang. Men hvad skulle han gøre? Han kunne lade soldaten skyde Em, men så vil Marcel fejle i at være en god makker, og så vil han nok ikke falde i god jord hos tyskerne. Desuden så.. Var der et eller andet der sagde ham, at han ikke havde lyst til at give slip på Em. Han er blevet hurtigt glad for ham, men det kommer ikke bag på Marcel. Krigen bringer vel dem sammen, på en helt anden måde.
"..Er du okay?" Hvisker han stille, og prøver at fange sin hårde attitude igen. Han viser ikke just følelser, så det der lige skete var en ret stor omvæltning for ham. Det først nu det går op for ham, at han faktisk har reddet Em.

Em nikker lidt "Ja det tror jeg" svare han så forsigtigt "på grund af dig" tilføjer han så og ser på ham imens de går "Undskyld at jeg puttede dig i den situtation" siger han så forsigtigt og ser lidt væk. Han lader blikket glide lidt rundt i skoven og selvom det var det værste han havde prøvet, at side der og se sit liv passere forbi, føltes det næsten endnu værrer at han havde tvunget Eric til at skyde en anden mand, fået Eric til at tænke på selvmord. Tiden er gået hurtigere end de troede for det er allerede ved at blive mørkt igen og træerne er begyndt at kaste lange skygger.


//Tænkte på, Måske Marcel begynder at få mareridt, sådan nogle slemme nogle, og Em så bliver hans 'klippe' som hjælper ham ud af dem? agtig?//

Yea god ide. Havde også lidt tænkt mig at Marcel helt sikkert vil få nogle traumer af oplevelsen.

Præcis c:

Marcel kan ikke lade være med at trække svagt på smilebåndet, på trods af at han lige har sendt en anden soldat direkte til himlen, og sikkert bragt mange personer til tårer, fordi de enten har mistet deres bror, søn eller mand. Men han er glad for at han har reddet Em. De to er gode partnere, måske er de begge to ikke de bedste soldater der findes i hæren, men de har i hvert fald overlevet indtil nu.
"Jeg er gad for jeg gjorde det." Mumler han så, og tager geværet om på ryggen, da han kan se udkanten af skoven.
"Du skal ikke undskylde.. Det ikke din skyld. Men en anden gang... Lad vær med at går fra mig. Det var heldigt at jeg fandt dig." Indrømmer han og kigger så på ham.

//Sorry det sene svar

Em ser på ham og på trods af omstændighederne frembringes der et lille smil i hans mundvig, som tegn på at han værdsætter at han ikke begynder på en lang tale om hvor dumt det var eller ligende og at han godt kan se på Em at han allerede 'straffer' sig selv nok for at rende fra Eric "Det lover jeg" siger han så og selv inden han sagde det, havde han lovet sig selv at han ikke ville forlade Erics side.

//Du kan bare spole hvis det er, smutter i seng nu i hvert fald

Ok, sov godt

Marcel kigger på Em og nikker så til ham, og retter så lidt på sin hjelm. Tænk hvis han var blevet makker med Albrecht. Det vil slet ikke gå, de vil nok skændes mere end at de vil kæmpe i mod franskmændende. Marc vil nok bare hundse rundt med Marcel. Marc virker som en god soldat. En der har styr på tingene.
Da de endelig når trygt hjem i deres hytter igen, trækker Marcel overtøjet af, og sætter sig ved bordet med et tomt blik, og kigger frem for sig.
"Jeg er smadret.. Jeg går i seng." Mumler han stille, og rejser sig op og begynder at trække resten af tøjet af.
"Hård dag, huh?" Kommer det fra Marc som er ved at ryge en cigaret. "I morgen er det vidst skyttegravene vi skal ud til. Så kommer der action til. God idé at få noget søvn."
Marcel kigger tilbage på Marc, og kigger på ham med et lidt bedrøvet ansigt. Han ender dog med at kravle op i køjesengen, og ligge sig ned i soveposen.

Em er tavs, han ved ikke helt hvad der er at sige, han glæder sig ikke til skyttegravene, men måske de i det mindste ikke bliver væk fra hinanden. Han følger Erics eksempel og kravler selv i seng. Kort tid efter har Albrecht også lagt sig, han er tydeligvis utroligt udmattet eftersom han ikke har fyret nogle tåbelige bemærkninger af - Marc har sikkert hundset ham rundt så han er blevet helt udkørt.
Der går ikke lang tid før Em falder i søvn og han for en stund kan glemme han er i krig.

Så ikke du havde svart, he.

På trods af at det havde været en lang dag for Marcel, og nok den værste af slagsen så faldt han hurtigt i søvn. Men det betød ikke at han vil få sovet igennem. Mareridt har han prøvet at få før, men de her mareridt var helt anderledes. De var så virkelige, som om Marcel virkelig var til stede. Pludselig måtte mareridtene blive for meget for ham, for pludselig sætter han sig op i sengen, og udstøder et skrig, inden han tager de rystende hænder op foran sine ører. Hans vejrtrækning er dyb og hurtig. Han sveder, og hiver en smule efter vejret, mens han ryster hele over kroppen. Ligemeget hvor meget han ryster på hovedet, kommer soldatens ansigt frem for Marcels øjne. Billedet af soldaten som kigger op på Marcel med bedende øjne, forsvinder slet ikke fra Marcels tanker.
Marc vågner uden tvivl at skriget, og han sætter sig lidt op og kigger hen på Marcel. Et lavt suk undslipper hans læber. Det har han set før - Han har trods alt været i krig før. Så det kommer ikke bag på ham. Nogen bliver ramt af traumer, andre gør ikke. Marcel er vel bare en af de uheldige, at blive ramt af det. Marc skæver ned til Ems køje, inden han så vender sig om med ryggen til Marcel og prøver at falde i søvn igen. Han kan alligevel ikke gøre megt.

Em vågner nærmest med et sæt i det han høre Erics skrig og der går ikke mere end et par sekunder før han har rejst sig fra sin seng. Han når lige at se at Marc bare vender ryggen til og sover videre. Han ser hurtigt hen på Albrecht som har lagt sin pude for ørnene - tydeligt kun irriteret over at han skal larme.
Em derimod har ikke bare tænkt sig at lade ham være fanget i sit eget mareridt. Han kravler op i køjen til ham "Shhh" prøver han så at tysse beroligene og ligger kærligt en hånd på hver side af Erics ansigt for at stoppe ham fra at ryste det"Rolig, Det skal nok gå" prøver han så trøstende men det lader ikke til at hjælpe. Han ligger så armene om ham i et kram, sidste gang havde det jo hjulpet ikke, han knuger ham ømt indtil sig i et betryggende kram "Træk vejret" siger han så stille, i et forsøg på at få ham til at stoppe med at hyperventilere.

Det er vel godt nok at Marcel blot kigger frem ad, så han ikke kan se hvordan de to andre ignorer hans udbrud. Det ikke fordi han vil lægge så meget vægt i det, men hvis det skete for nogen af de andre, havde han sikkert reageret anderledes.
Han retter blikket på Em da han pludselig kommer til syne. Han ser på ham med et taknemmeligt blik, inden han læner sig ind i mod ham og lukker sine øjne. Det mareridt føltes så virkeligt, at han virkelig troede at han var på vej til at dø. Væk fra alt det her - væk fra Em.
"åh gud.." hvisker han stille og lukker så sine øjne mens han holder sig ind til Em. "Undskyld. "

Gik tilfældigt ind på rpr fem sekunder efter du svarede. Sker der. xD

Wowowow totalt skæbnen haha!

Em lukker kort øjnene, da han på trods af omstændighederne og grunden for krammet, ikke kan lade være med tage sig selv i at nyde at havde Eric så tæt på sig "Det okay" mumler han så stille og nusser ham lidt uskyldigt i siden, før han kommer lidt til sig selv og forsigtigt trækker sig lidt ud af krammet og ser Eric i øjnene "Mh . . Er du okay?" spørger han så og er glad for at der er mørkt i lokalet, så Eric ikke kan se at Em er helt rosa farvet over sine kinder fordi han havde kommet til at tænke på Eric på en måde han havde lovet sig selv at han ikke måtte med nogen her i hæren.

Svarer omkring halv 16:30 ♡