Dk Roleplay

Spiser lige.

oki

Han har ikke tænkt sig at give Louie tilfredsstillelsen af at reagerer på hans kommentar, hvor intentionen tydeligvis var at sårer ham, eller tildels bare at have en undskyldning for sig selv. Han vender sig kort i dørkarmen og kigger sig lidt over skulderen og over på Louie, som sidder på sengen og ser noget så frustreret ud. Marcos blik løber ned over ham og han kan ikke lade være med at have lidt ondt af fyren. Marco er rimeligt sikker på, at han godt ved hvad Louie's opførsel bunder i. Han er bare ikke kommet til det punkt hvor han vil indse det.
"I stedet for at give os skylden burde du måske prøve at kigge lidt indad" svare han bare tilbage med en rolig stemme, for hans hensigt er ikke at provokerer Louie. Han er generelt ikke en stødende eller konfliktopsøgende person af natur, han holder sig hellere lidt i baggrunden.

Louie ved ikke helt hvem han selv er, hvilket forstyrrer ham. Han er bange for hvad end han gør og siger. Det er hele hans familie der presser ham, han vil så gerne gøre dem stolte. De er så glade for ham, det ved han. Det skal de helst blive ved med. Han er ikke dum jo, han ved godt han har et eller andet med drenge. Der er jo en grund til at han ender med at flirte med sit eget køn når han har fået noget indenbords. Så smider han hæmningerne, og tænker ikke over hvad det er han laver. Og det er jo fordi han inderst inde har lyst.
"Ja.. jeg ved ikke. Det bedst du går Marco." Mumler han og kigger så op på ham, og bider tænderne lidt sammen.

Marco trækker svagt på skuldrene men nikker så i enighed og forståelse for, at han har brug for tid med sig selv. Han vender sig om og tager et skridt frem men ender alligevel med at kaste et sidste blik over skulderen. "Hvis du har brug for nogen ... ja, du har jo mit nummer. Også selvom du nok aldrig har fået brug for det før. Måske gør du nu." tilbyder han og ser på Louies sammenbidte tænder, drejer rundt igen og går ud af døren og ud af Louies hus.

Louie retter blikket op på Marco og nikker så blot lettere forsigtigt. Han kan ikke være vred på Marco, han har jo ikke tvunget ham til noget. Han er bare vred på sig selv, fordi han har gjort den fejl. Men han kan godt huske aftenen med Marco. Hvordan han ikke kunne tage øjnene fra ham det meste af aftenen, og hvor godt det føles at være sammen med ham. Nok var det bare en one night stand, men det virkede som om der var mere end det. En usædvanlig god kemi.

Hvor skal jeg svare fra?

Hmm

Skal vi spole til den fest Louie tager fat i Marco igen?

Det kan vi godt. Havde bare glemt vi havde aftalt dettt

Heheheeh all fine ♡♡

Men hvem holder festen? Er det bare en random fælles ven eller hv

Ja det kan vi godt sige he.

Han læner sig op af væggen i den store stue hvor folk primært opholder sig. Han nyder ikke at være i centrum og har derfor trukket sig lidt tilbage. Hans veninde gik op for at finde noget mere at drikke, så nu er han ladt tilbage med sig selv. Hans øjne flakker rundt omkring i værelset, og han spørger endnu engang sig selv om, hvorfor han lod sig trække med til sådan en aften. Det er bare ikke hans scene. Han har altid synes det er ironisk at han ikke føler sig tilpas til en almindelig college fest, men tilgengæld altid har følt sig hjemme i scenen som bartender. Nok fordi han der kan få lov til at vise en anden side af sig selv og hans job der er at være udadvendt og leverer service.
Han trækker sin mobil op af lommen og scroller ned igennem en gammel samtale med hans eks. Han kan ikke helt lade være, på en aften som den her, hvor han føler sig alene, selvom han er omringet af en masse mennesker.

Efter hvad der skete i sidste weekend har Louie ikke kunne tænke på andet. Han har prøvet alt, sætte sig til at se en film, været ude med venner. Intet har hjulpet, han har virkelig bare tænkt på Marco. Han forstår det ikke, det skete jo bare. De har normalt ikke et særlig godt øje til hinanden, men den nat... der var det helt anderledes, han var helt vild med Marco. Han så fantastisk ud hele aftenen, da han dansede, da han røg, og da han lå nøgen hjemme i hans seng.
Så for at få tankerne lidt væk har han selvfølgelig taget til fest igen. Han har været hjemme nogle andre først og få en del at drikke, og nu er han på vej til næste hus med en gruppe venner.
Han drikker det sidste af sin flaske og stiller den udenfor hoveddøren, hvor det høje musik brager. Han træder indenfor og bevæger sig direkte ind i stuen, hvor han hæver armene op.
"Hey!" Siger han og går direkte hen til sofaen hvor han smider sig, og krammer en af sine venner.

Skiftevis med at han kigger mod døren og ned i sine beskeder diskret, som om han ventede på at nogen skulle skrive til ham, knuger han den ene hånd sammen en smule utålmodigt, da han stadig venter på veninden kommer tilbage. Da hun endeligt kommer gående tilbage og Marco burde kunne fjerne sit blik fra åbningen ind til stuen, har Louie Royle trådt ind og hans øjne klistrer sig i retningen af hvorend han går. Han aner kun lige sin veninde med et smil og tager imod flasken, og når at se tilbage i tilpas tid til, at han ser Louie sætte sig i sofaen. Han blinker knapt med øjnene. Han ser glad ud, trods den tilstand af vrede og frustration Marco sidst så ham i.

Marco elsker at socialiserer sig, så derfor har han også venner en del rundt omkring. En del kender ham.
"Hva så, hvordan går det?" Han falder hurtig I snak med nogle fyre der sidder i sofaen, og der går ikke lang tid før de bliver højlydte og griner.
Louie tager i mod en øl som en ven rækker ham og han læner dig tilfreds tilbage, og tager en mundfuld af den. Han lader blikket glide rundt, men da han får øje på Marco, bliver hans udtryk mere alvorligt. På trods af at han er fuld, så kan han godt mærke den følelse der opstår i kroppen af at kigge på ham. Lysten efter at røre ved ham kommer frem igen, men han bør holde sig tilbage. Allerede nu ved han dog, at det bliver svært for ham.

Marco har aldrig rigtig haft forståelse for den slags menneske Louie foregiver at være. Den evigt glade, evigt ekstroverte, sociale og totalt fungerende i alle sammenhæng type af menneske, med et overskud til alle omkring sig. Marco er selv ret tilbageholdende og holder sig kun til de mennesker, som han er vant til og han ved, forstår ham. Han både beundrer og føler sig intimideret af mennesker som Louie Royle. Han tager en nervøs vejrtrækning, jo tættere på han synes Louie kommer. Hans tilstedeværelse fylder mere, end Marco troede den ville. Gad vide hvad Louie har tænkt siden da? Gad vide om han har sagt noget om dem, til nogen? Nysgerrigheden pulserer. Han får øjenkontakt med Louie, og ser hurtigt væk, genert.

Louie presser læberne lidt i mod hinanden, og et smil breder sig på hans læber da de får øjenkontakt men Marco ender med at kigge væk af ren generthed. Han overvejer kort hvad hans træk skal være. Om han skal tage et andet sted hen, for så ved han i hvert fald at han ikke er i nærheden af Marco mere. Eller om han skal gå op til ham.
Han tager en mundfuld mere af øllen og stiller den så på sofabordet, hvorefter han rejser sig op og bevæger sig målrettet hen i mod Marco, med er svagt smil på læben. Da han kommer hen til ham, placerer han en hånd i mod væggen ved siden af Marcos hoved.
"Du skal da ikke være genert når det kommer til mig..." Siger han mens han ser Marco i øjnene. "Er du genert over hvordan du stønnede den nat?" Han har lænet sig lidt ind i mod ham, og hviskede det i hans ører.

Det giver et jag i kroppen af ubekvemthed og flovhed, da han ikke kan få sig selv til at kigge på Louie. Han tager sig et øjeblik hvor han bare fokuserer på at trække vejret diskret for sig selv og kigger ned mod jorden. Dog flakker hans blik op igen, da han fornemmer en skikkelse kommer gående tættere på ham. Han bliver forskrækket, da han ser at det er Louie og hans krop reagerer på den måde, stigende hjertebanken og en varm bredende fornemmelse, mens han udadtil måske bare får udspilet øjnene lidt mere, ved synet af ham, som pludseligt kommer gående direkte imod ham. Han kan se det i hans blik. Det er Marco han vil hen til og ingen anden. Han flår hurtigt blikket til siden da en hånd skubber sig mod væggen og han retter sig lidt op, tættere ind mod væggen. Han blinker som en forskræmt lille hare ved Louies ord og ryster på hovedet. "Du er fuld, Louie." konstaterer Marco bare. Det eneste han kunne finde på at sige, og måske håbe på, at det får Louie til at gå sin vej igen.