Dk Roleplay

Altså når de jo møder hinanden, dér.

Yeah. En måned måske? 3 uger?

Yep.

Jeg kan godt starte, hvis det er.

Yay

Regnen har sat sine spor på gaden denne dag - han ligger mærke til det, fordi det nu er anden gang han træder i en våd masse på fortovet som resultat af regnvandets nedfalden over natten. Han kigger ned mens han går. Hans sko glinser og skinner som var de nypolerede, når det ironisk nok bare er noget så banalt og ueffektivt som vand. Ikke desto mindre, er det hvad han kigger på, mens han tager skridt for skridt, mod stedet han i tre uger har forsøgt at tage sig sammen til at besøge. Han ænser ikke menneskene omkring sig som passere ham på fortovet, han går bare videre i sin egen tætlukkede bobbel, hvor der kun er plads til én person: ham selv. Han har stoppet den ene hånd ned i sin bukselomme. I den anden bærer han en lille buket af blomster og en Nirvana cd. Noget internt, som kun de fire ville forstå. Hver gang de kørte i Ashton's bil, havde de hørt Nirvana på et hørelsesskadende og ikke mindst truende højt volumen. Set tilbage var det nok ikke så klogt, og måske havde de, hvis ikke de havde hørt høj musik og været berusede på hver deres plan, nogle mere ædru end andre, ville de måske kunne have forhindret hvad der skete. En dyb indånding som mærkes helt fra brystet og ned til maven finder sted, da han tager sig selv i at tænke på, hvordan det /ikke/ kunne være sket, igen.
Han ser op og skubber lågen ind til landet af gravsten, buketter og vedligeholdte stier. Det tager ham ikke meget mere end to minutter, før han får gået sin vej frem til de to sten som står ved siden af hinanden, med samme døds-dato. De var alt for unge. Han standser brat foran gravstedet og glor på navnene som står indskraverede på hver sin sten. Han sukker og sætter sig ned på hug, og ligger tingene fra sig, imellem de to sten.

Skal lige spise ))

Yes

Louie har prøvet at lade være med at tænke for meget på det, selvom han tænker på det mindst én gang om dagen. Det er sådan set det sidste han tænker på, når han går i seng. Han kan også tydeligt mærke det på sine forældre. De kigger på ham med det der sorgmodige blik, som om deres øjne er ved at drukne i sorg. Siden den bilulykke har han tænkt på, om han overhovedet skal nærme sig en bil igen. Hans søster døde i en bilulykke, og nu to af hans bedstevenner hvor han endda var vidne til hele scenariet.
Louie kan huske da han vågnede op i bilen, og så sine venner helt tomme for liv. De havde begge to et tomt blik, og de sad bare der, med blod over sig. Der tænkte Louie at hans liv kommer til at blive et helvede. Han vil altid tænke at han var skyld i deres død. Hvis bare han havde sagt at de nok skulle holde med at drikke flere øl. For han havde tænkt tanken. Alligevel så lod han ikke ordene komme ud af hans mund, han vil heller ikke være en lyseslukker.
Men måske er hans liv blevet til et helvede. Men selv helvede kan man vænne sig til, når man lige har sat sig ind i det. Louie tror han har vænnet sig til det. Vænnet sig til de skumle tanker, og billeder der af og til kommer frem i hans hoved.
Nu er han på vej ned i mod kirkegården, med en buket blomster i hånden. Kirken hvor han kommer så tit. Førhen var det kun for at bede, og besøge sin søsters grav. Han havde aldrig regnet med at skulle besøge Ashton og Tylers grav. De snakkede altid om hvordan de skulle blive gamle sammen.
Louie træder ind på kirkegården, og bevæger sig hen i mod gravene. Han kan se en skikkelse allerede står derover, men fra den her afstand kan han ikke genkende den. Dog da han kommer tættere på, kan han sagtens se at det er Marco der står der. Han ender med at stoppe op, og et let suk forlader hans læber. Han kan jo altid komme senere? Men alligevel sætter han fødderne i bevægelse igen, og bevæger sig hen i mod graven. Da han kommer hen ved siden af Marco, rømmer han sig blot, og sætter sig på hug for at ligge blomsterne i mellem de to sten.

Han kigger bare på deres navne, lader blikket løbe over dem igen og igen, som om, at hvis han kiggede længe nok på dem, ville de pludselig kunne poppe ud fra gravstenen i levende live, og den Ashton og den Tyler som de kolde sorte bogstaver blankt indikerer, ville pludselig have varme og krop og hjertebanken og stå lige foran ham. Lige godt som han var blevet paralyseret af ideén om de to stående foran ham igen, hører han en rømmen. Han rejser sig øjeblikkeligt, da Louie sætter sig ned på hug, og han træder et halvt og usikkert skridt tilbage. Han vidste godt inderst inde, at han nok ville støde på Louie før eller siden. De var der begge to den nat. Men de havde ikke talt sammen siden ulykken. Det var heller ikke fordi de havde vekslet for mange ord før ulykken. Det eneste han havde følt for Louie meget længe var indestængt vrede godt gemt bag en høflig facade. Men de vidste begge to godt hvad der stak under. Nu de begge to havde overlevet ulykken, virkede det dog anderledes. Hvorfor var det de to, som overlevede? Af de fire venner, var de indbyrdes dem som havde det allerværst med hinanden. Alligevel er det et held, at de to kom ud levende derfra, hvor lidt Marco end bryder sig om ham.
Han ser ned på Louies ryg og han ser lidt på blomsterne som Louie lagde ved gravstedet. Lige ved siden hans egne blomster og cd'en han lagde til dem. Fugten får hans tøj til at føles omklamrende, og han burde bare direkte gå hjem, men alligevel får Louie's tilstedeværelse ham til at blive hængende. Bare på grund af det faktum, at de begge to er i live. Han ser på Louie med et tomt melankolsk blik og skutter sig lidt til siden i stilhed.

Louie presser læberne i mod hinanden, i mens han får lagt blomsterne godt til rette. Han trækker sin hånd til sig, og hans blik fanger Nirvana cden som også ligger der. Han sidder lidt og kigger på den, inden han ender med at rette sig op igen. Nirvana lytter han næsten ikke til mere, det gør ham så fandens trist til mode. Det var ellers et godt band, og de lyttede altid til det sammen. Men nu minder sangene ham bare om Ashton og Tyler. Det minder ham om de tomme blikke de havde, da livet havde forladt deres kroppe.
Louie træder et skridt tilbage, og fører en hånd igennem sit efterhånden ret våde hår. "Så.." Starter han ud med, og stikker hænderne i jakkelommerne. Han finder det her en del akavet. Ham og Marco har aldrig helt været på talefod, og i sær ikke efter Louie endte op i sengen med hans daværende kæreste en nat.
"Er du okay?" Vælger han at spørge. Mest for at fremstå høflig, men også for at bryde isen.

Han vipper hovedet en tak til siden ved spørgssmålet. Normalt ville det være ud af empati og fordi man rent faktisk gerne vil hører svaret, men han er udemærket godt klar over, at Louie kun gør det af sin gode kristenhed og velvære. Han overvejer det kort. Han kunne svare ærligt, men hvad ville der komme ud af det? Han regner ikke med at Louie ville være hans skulder at græde på, og den sidste han har lyst til at gå til med noget som helst nogensinde, er Louie. Han ser op i hans grønne øjne under de sorte øjenvipper og han klemmer sin ene hånd en smule sammen, af ubekvemthed.
"Ja, - jeg er okay." svare han bare tonløst uden engagement eller overbevisning i stemmen og har egentligt bare mest lyst til at trække sig nu.

Louie kigger på Marco og han nikker så let til ham, inden han retter blikket frem for sig igen. "Godt." Mumler han stille, og klør sig lidt fraværende i nakken. Egentlig burde han bare vende sig om og gå, og få overstået den her akavet stemning, alligevel så kan han ikke rigtig få sig selv til det. Nu var han jo kommet for at besøge Ashton og Tylers grav, og så kan han vel ikke tillade sig at gå, efter blot fem minutter. Han fumler med noget papir i sin jakkelomme, og prøver at lukke sig selv ind i sine tanker, og glemme at han står ved siden af Marco. Han ved ikke om Marco er stadig sur på ham, efter det der skete i mellem dem. Men det er han sikkert, Louie vil i hvert fald være vred hvis det skete for ham.

Som forventet bliver der ikke vekslet mange ord mellem de to. Han vil i hvert fald helst undgå at skulle snakke med Louie, og han er ret sikker på, at Louie har det på samme måde med ham. De havde ikke noget at snakke om. De har i princippet noget de kunne snakke om nu, men Marco er ikke klar til at få genkaldt alle gode så vel som dårlige minder vedrørende Ashton og Tyler endnu. Hvis han kunne, ville han helt have ignoreret og glemt, hvad der skete. Men det er ikke sådan noget man kan, selvom alle der går igennem tab og sorg nok ville ønske, at det var noget som kunne lade sig gøre. Han ånder dybt og føler en næsten stikkende smerte i brystet, ved tanken om, at det her virkeligt er realiteten. Han vil aldrig komme til at hører deres stemmer igen.
"Jeg savner dem -" indrømmer han og ved ikke hvorfor han siger det til Louie. Nok bare fordi han havde brug for at sige det til nogen, en eller anden. Selv hvis terapi havde været en mulighed, havde hans forældre ikke kunne betale for det.

Louie retter blikket hen i mod lågen, hvor en ældre dame er kommet til syne. Hun har dog sat kurs hen i mod den anden ende af kirkegården. Det skulle dog ikke undre ham, hvis hun var kommet for at besøge de to drenge som han står og kigger ned på. De var ret populære, og elsket af mange. Man kan næsten ikke se jorden af blomster der ligger på jorden for dem. Louie ryster let på hovedet, og presser sine læber i mod hinanden. Lidt overrasket retter han blikket på Marco, da han indrømmer at han savner dem.
"Mhm. Det gør jeg også." Mumler han så stille, og puster let ud i mellem sine læber. Det er synd at ham og Marco ikke er så meget på talefod. Det vil sikkert være godt for dem at få snakket, nu hvor de begge to var med til den frygtelige oplevelse.

brb <

"De kunne have levet så meget længere," konstaterer han med et suk og falder en smule sammen i sin positur. Han ser ned på blomsterne, uden at kigge på en bestemt buket. Han kigger ikke rigtigt på dem. Hans øjne har registreret dem, men de har ikke opmærksomhed. Det eneste som har hans opmærksomhed lige nu er hans negative tanker og dybdegående savn, som han ikke kan ryste af sig.
"De kommer aldrig til at blive gift. Ashton kommer aldrig til at få sit eget firma. Tyler kommer aldrig til at blive gammel. Det er der ingen af dem der gør." svare han, mørkt af sind og med en opgivende og melankolsk stemme, bitter. Han lukker øjnelågene hårdt sammen og fumler med den ene hånd ved sit neglebånd på den modsatte hånd.

Louie kigger nu endnu engang på Marco da han begynder at tale igen. Forhelvede, Louie vidste ikke at den fyr kunne være så følsom, og være så trist når det kommer til ord. Louie vil ønske at han kunne sige et eller andet positivt. At de sikkert har det bedre hvor de er nu, men det var jo ikke fordi de var syge eller noget. De var sunde og raske, glade og søde mennesker.
"Himlen tager godt i mod dem, det er jeg sikker på." Kommer det så troværdigt fra Louie, selvom han tvivler på at hans kristendom vil smitte af på Marco. "Og hvis de så os lige nu, vil de sikkert ønske at vi lever vores liv, i stedet for at tænke på hvordan deres ville havde været. Ashton og Tyler var jo altid så gode af dem."

Louie's ord får Marco til at himle med øjnene før han overhovedet selv ved af det. Som ateist køber han overhovedet ikke Louie's naive og godtroende kristne ord. Han kigger på Louie med et oprevet blik og udstråler tydelig vantrohed. "Der findes ikke nogen himmel -", han strækker sin arm ud foran Louie og peger skeptisk på de to gravsten foran dem.
"De er døde. Der er ikke noget levende over dem. Hverken åndeligt eller fysisk. De går ingen steder. De ligger her nu, og de vil stadig ligge her 100 år herfra endnu. De kommer aldrig til at tænke en tanke igen, eller åbne deres øjne igen. De er væk." siger han med en hårdfør stemme og får blanke øjne. Han sænker armen igen og ser sig langsomt til siden, væk fra Louie.

Louie kniber øjnene lidt sammen over Marco der pludselig skal virke så bedrevidende, og generelt irriterende. Han vender sig om i mod Marco, og trækker så kort på skulderende.
"Det fint du tror på det Marco. Men du behøver ikke opfører dig som en idiot, bare fordi jeg tror på noget andet. Når alt kommer til alt, så har jeg bare en lidt mere positiv indstilling på det hele, i modsætning til dig. Så kan du jo gå og være trist til mode, til du ender med at ligge der også. Det skal jeg ikke stå i vejen for,men du skal ikke kritiserer det jeg tror på." Siger han hårdt tilbage, og retter blikket ned i mod graven, og trækker så skulderende op over sine øre.