Dk Roleplay

Leo lytter opmærksomt efter. Aiden lyder som en skytsengel med lave morale i hans øre.
Han kan ikke lade være med at smile lidt over Dannie, pakket ind i hans dyne. Han sparker sine sko af, og ligger sig ned med hovedet på Dannies lår. Noget de fleste ikke bare ville gøre, men Leo er trods alt fuld, og tænker ikke så meget over hvad han laver. Havde han vidst Dannie ikke var heteroseksuel havde det været anderledes, men da Leo er åbent homoseksuel derhjemme, er der aldrig nogen misforståelse.
"For eksempel når en fuld idiot spilder øl ud over på et badeværelse." Han smiler med et glimt i øjet.

Dannie følger Leos bevægelser, og han bliver ret overrasket da Leo pludselig ligger med hovedet i hans skød. Dannie har ingen ide om hvordan han skal reagere på det, og det værste er, at det næsten sitre i fingrene på ham. Han har lyst til at ae ham over håret. Det ser så blødt ud, og Leo ser så fredfyldt ud mens han ligger der. Sådanne følelser har Dannie aldrig oplevet før. Det er første gang han snakker med ham for fanden, og han synes sikkert Leo er sød, fordi han er den første der har givet ham interesse på den her åndssvage skole.
"Ja.. Præcis." Siger han med et smil på læben, mens han kigger ned på ham. "Der var han ret Nyttig."

Bliver nødt til at gå i seng nu, haha. Skal fejre min venindes farmors fødselsdag i morgen, så ved ikke hvor meget jeg er på. Men jeg kommer i hvert fald på.
Sov godt.

I hans fulde tilstand opfanger Leo ikke rigtig andet end Dannies ord. Han lukker øjnene lidt, før han åbner dem, og kigger op på Dannie med et skævt smil.
"Hvis du havde fortalt mig hvad du har fortalt mig i aften i baderummet, så ville jeg ikke have troet på et ord du sagde." Han griner lidt for sig selv, før han fortsætter; "Men jeg ville nok snakke med dig alligevel. Skør er bedre end hvad resten af det her sted kan byde på. Jeg har en ven derhjemme med en psykose, han tror han har et juiceglas på hovedet hele tiden. Og hvis det falder af hans hovede dør han. Historien virker lidt malplaceret, men det går først op for han efter han har sagt det. Han kigger op på Dannie igen.
"Ud fra hvad du har fortalt går jeg ikke ud fra der er nogen der venter på dig?" Igen en ubehagelig ærlig kommentar, men igen lyder det ikke til at være ondt ment.

Fun fact vol 2: Det er faktisk en der har den psykose et sted i Aarhus, har aldrig mødt ham tho

Hov, havde ikke set du skrev godnat. Good 2 u. Jeg skal påskefrokost, og min familie har et meget anstrengt forhold til min mobil, så jeg kan ikke love noget. Men altså, I have no social life in weekends, så har sandsynligvis hele fredag /tear

Dannie holder sit blik nede på Leo, fordi han er det eneste der er spændende at kigge på, og så fordi det jo også er ren høflighed at kigge på vedkommende man snakker til.
Han prøver at lade være med at løfte øjenbrynet over Leo som kalder ham skørt igen, men det kommer nu ikke bag på ham. Han synes selv han er ret skør, og Leo mener det sikkert ikke med vilje.
"Et juice glas?" Siger han med et løftet øjenbryn uden at vide hvad han helt skal sige til Det. Det må godt nok være hårdt at leve med sådanne tanker. "Det lyder voldsomt." Mumler han stille, mens han kigger ned på Leo.
"Øh.. Nej... hvorfor skulle nogle vente på mig?" Spørger han undrende, og retter hovedet lidt på skrå.


Wow. Er godt nok glad for det ikke er mig.

Men okay, du må hygge dig. Er også hjemme hele weekenden haha

"Mej, jeg mener, der er ikke nogen venner at komme hjem til, hm? Sådan lød det ihvertfald på dig." Han ved han endnu en gang er inde på et emne der muligvis er lidt ømt, men han kan ikke finde nogen bedre måde at sige det på, end ligeud. Han bebrejder ikke Dannie, hvis mærkelige, eller skadelig ting sker omkring hver gang han bliver ophidset, men han kan samtidig ikke forestille sig et liv den sædvanlige nattelingo han er vandt til.
Hans betragter Dannie, med samme mine som ville betragte en sanger, så varsomt, med alligevel så opmærksom på alle detaljer han vil se hvordan Dannie reagere, og mest af alt har han besluttet sig for at han vil lære det ansigt at kende.

Dannie trækker på skulderende. Ikke fordi han ikke kender svaret på spørgsmålet, mere fordi det ikke rigtig rør ham. Han har aldrig været særlig social, mest fordi hans forældre aldrig rigtig lod ham komme ud. Psykologen skulle han altid snakke med, og ellers skulle han blive hjemme. For de havde set hvad der sker omkring ham, og de har set hvad han er i stand til. Af en eller anden, mystisk grund.
"Næh." Kommer det så fra ham, og han trækker let på smilebåndet, mens han kigger ned på Leo. "Men det er fint." Mumler han så stille. Han er jo aldrig alene, Aiden er her alligevel. Ikke fordi det er så meget selskab, det svært at kommunikere med ham. Men hvis han vil, kan han sagtens.

"Så du har slet ikke lyst til at have venner?" Spørger han mistroisk, idet han kigger på Dannie med et skeptisk blik.
Det er som om at hver gang han tror han har regnet Dannie ud, siger han det stik modsatte af hvad Leo forventede. Han sætter sig op, med den pludselig lodrette position, får hans hovede til at svimle, og han lade sig bombe ind i væggen, med "arg, fuck", før han retter blikket mod Dannie igen.
" hvis du i dybe alvor mener at du aldrig har lyst til at være nogen ynglinsperson, eller have nogen at lave dumme ting med, så mener jeg i dyb alvor at du er en stor fed løgner" griner han, og nikker afventede mod Dannie som i et 'hvad bliver svaret så?' Et drilsk smil spiller på hans læber.

Dannie ender med at nikke til det Leo siger, og han smiler så bare let. Han skal til at svare da Leo pludselig rejser sig op, og det virker til han er en smule svimmel. Men Leo virker til at have styr på det.
"Jo selvfølgelig. Altså jeg synes det hyggeligt at snakke med dig. Men jeg holder mig tilbage pga. Aiden." Siger han og holder dynen lidt tættere ind til sig, mens han kigger på Leo.
"Altså.. Jo det kunne være ret fedt. Jeg kunne lave nogle ret sjove ting med mine evner jo." Siger han med et smil på læben, og læner sig tilbage i mod væggen til sig. Eftersom Leos hoved ikke er i hans skød mere, trækker han bene ind til sig, så han nærmest sidder som en lille kugle.
"Så jo, jeg vil gerne have venner. Men jeg vil heller ikke gøre nogen ondt. Så det måske bedst at jeg holder mig væk."

Okay, jeg er hjemme n shit. Har været hjemme i længere tid, men skulle se film med min mor og så kom til jeg til at downloade en app og alt gik fra hinden, brugte 2 timer på den (

Shit haha. Men no probs.

Also Profile pic, gult as promised. Er igang med at skrive, skal bare lige igang, så det går lidt langsomt

Np.

Leo lader hovedet falde skråt til siden, så han hoved også bliver støttet op ad væggen. Han kan ikek lade være med at smile lidt, da Dannie siger han godt kan lide at tale med Leo, men det forsvinder igen da Dannie siger han hellere vil isolere sig selv for andres beskyttelse. Det er mere uselvisk end Leo nogensinde har været, men i hans hoved er det ikke en måde man kan leve på.
"Der er jo ikke nogen der ikke har såret deres venner på en eller måde. Om du kvæler dem, eller bare er en pik imod dem kommer ud på et. Tror jeg ville være her hvis alle mine venner var små engle?" smiler han, et lidt vemodigt smil.
"Hvis jeg fortalte dig om alle dem der hader mig, fordi jeg har lavet et eller lort. ville du ønske du var venner med hele verden."

Dannie burde snakke med flere mennesker, og få udvidet sin horisont på den måde. Få nogle indblik i hans liv, i stedet for at bare se så almindeligt på det hele. I hvert fald, hans samtaler med Leo i aften har gjort indtryk på ham. Måske ikke sådan at han springer ud fra værelset og vil opleve det ene eller det andet, men han har helt klart fået blod på tanden. Han har ikke lyst til at sidde og stirrer ud i luften på sit værelse, han vil rigtig gerne opleve noget. Det vil Aiden sikkert også.
"Mhm. Sikkert." Siger han med et smil på læben, og rykker lidt på sin dyne så han bedre kan sidde op. "Jeg vil gerne være med til at lave noget sjovt, så længe det ikke går udover andre." Siger han så, og læner og vender sig lidt mere om i mod Leo.

Leo ligner næsten et barn der har fået et stykke slik. Han er et stort ivrigt smil, og han nikker et par gange, for opmuntre Dannies ide.
"Ja, det er præcis sådan det skal være. Korrekt ide, den skal bare føres ud i livet." Han ved ikke om Dannie mente nu, men Leo har lyst til det nu. Han savner dengang det at lave noget var så naivt. Sådan var det meget i starten af hans New York eventyr, men det viste sig at være en glidebane ind i stoffer, og i nogle tilfælde, værre ting. Det er dog ligemeget nu, han er godt nok stadig skæv, men han er sammen med Dannie, og ikke nattelivets rotter.
Han kigger rundt i rummet, som skulle svaret på hvad der skulle ske nu være hængt op på væggen, ved siden af tegningerne.
Så begynder han at tage sine sko på igen, og kommer så op at stå.
"Der er så mange mennesker der bare siger de har tænkt sig at leve livet..." Han snurrer rundt et par gange, tilsyneladende stadig søgende efter noget inspirerende.
"...Men de gør det aldrig, det er en tragedie at se på."
Det er selvfølgelig noget dumt, prætentiøst lort at sige, men Leo er på mange måde også en dum, prætentiøs person.

Dannie bliver på en eller anden måde ret glad, og smigret over Leos ord. Som om han har givet ham en stor kompliment, og Dannie føler at han har gjort noget rigtigt. Derfor kan han ikke rigtig tørrer smilet af sine læber, og hans blik følger blot Leos bevægelser. Måske er Leo ikke den bedste indflydelse, men det tænker Dannie ikke over. Han synes Leo er vildt spændende, og sjov. Så hvad Leo gør, vil Dannie også gerne prøve.
"Vil du afsted nu?" Siger han da han ser han tager sko på, og det kommer lidt bag på ham. For ja han regnede med han snart skulle til at sove, da han godt kan mærke hans øjenlåg er ved at være lidt tunge. Men Leo virker til at have masser af energi, men nu er han jo også påvirket. Det hjælper måske en smule på energien. Dannie ved det ikke helt, han har drukket før. Han bliver bare glad når det er. Nogle af hans venner siger at de bliver trætte, og andre bliver kede af det.

Leo's flakkende blik standser ved vinduet. Han går, med hurtige skridt, over og åbner vinduet, hvorefter han stikker hele overkroppen uansvarligt langt ud af vinduet, før han dukker op igen, vinder sig om, og læner sig tilbage, så han kigger opad, igen hængende ud af vinduet. Hans ene fod løftes et par centimer fra gulvet, men han har et fast greb i vindueskarmen. Så læner han sig tilbage, i tide til at besvare Dannies spørgsmål.
"Ja. Bare rolig, vi skal ikke ud i hvem ved hvor til kl. halv fem. Små skridt." Han smiler et skævt smil, der ikke helt kan skjule hvor oplivet han er blevet ved tanken om at lave noget der ikke er spild af tid i hans hoved.
Han hiver sin jakke på, og kigger afventende på Dannie.
"Kommer du?"