Dk Roleplay

Leo ser et kort øjeblik lidt overrasket ud over Dannies ligeud måde at sige det på. Han ved ikke helt hvilken del af hvad Leo sagde, Dannie spurgte ind til det, for de omhandler alle sammen stoffer.
"Altså, med rehab mener jeg skolen, jeg ved godt det ikke er derfor de fleste er der. Men ja, hvis du mener hvorfor jeg er på skolen, så er det delvist på grund af stoffer, kan man vel sige."
Han ser over på Dannie for at se hans reaktion, men og skynder sig hurtigt at tilføje, med et lidt usikkert smil; "Men altså jeg er ikke ved at vise dig noget med stoffer, jeg var ikke ligeså meget inde i det som andre var. Mig og mine venner havde bare et sted vi altid sad og drak øl om aftenen og sådan, men jeg tror nok det virker som en slags cafe om dagen."

Det kommer ikke bag på Dannie, og så alligevel. Det skræmmer ham dog lidt at Leo faktisk har gjort sådan noget. Det kan jo ende med at gå galt, og han synes ikke selv det er just intelligent at gøre sådan noget. Han er faktisk begyndt at blive lidt glad for Leo, så derfor gør det ham måske en anelse trist at Leo gør sådan noget. Men Hey, nu er han jo på skolen. Så gør han det ikke mere.
"Det lyder hyggeligt." mumler han, mest fordi han ikke helt ved hvad han skal sige. Men han glæder sig da til at se hvor Leo plejede at holde til.

Han kigger på Dannie ud af øjenkrogen, og i et forsøg på at læse hans mening om det. Han ved ikke helt hvorfor det betyder noget hvad Dannie synes, når han normalt er helt ligeglad. Af en eller anden grund føler han en trang til at forsvare sig, men han ved godt der ikke er noget at forsvare, det er jo som det er.
Derfor lader han emnet ligge, og er egentlig glad for at han er forpligtet til at stirre ud af forruden. De er så småt begyndt at være i noget der minder om by, og han sætter farten lidt ned.
"Det lyder fedt nok" siger han og nikker mod radioen med et smil, for at ændre stemningen lidt. Normalt når der bliver snakket om stoffer er det med samme tone som man snakker om fester, og det er faktisk første gang han har nævnt det som et alvorligt emne, for nogen som ikke var en voksen.

Dannie ved ikke helt hvad an skal sige til Leo, det jo ikke fordi han kan give ham et klap på skulderen og sige at det er fedt nok. For det er det ikke. De fleste mennesker som er ude i noget stoffer, er nok heller ikke dem man skal omgås med. Leo virker dog som en af de gode af slagsen. Ikke at Dannie ved så meget om det miljø, han har trods alt holdt sig ude fra det. Men man hører jo historier, og man ser også om det i film og i serier.
"Godt du kan lide det.." Siger han så med et tilfreds smil, og det gør ham på en måde ret lykkelig, at Leo også kan lide det. Så har han nogen at dele oplevelsen med. Medmindre Leo bare siger det for at være flink. I så fald så vil det aldrig ændre Dannies meningen om bandet.

"Det er ihvertfald bedre end hvad de hører til fester på¨skolen" griner han. "Hvis ikke det var fordi du havde travlt med at blive chikaneret af mig, burde du have styret musikken." Et drillende smil spiller på hans læber.
Da Leo holder ind, må man gå ud fra de er der. Stedet ligger sådan set inde i byen, men de fleste ville nok ikke bevæge sig over i denne her del hvis de nogensinde 'skulle i byen'. Området er en mærkelig blanding af gamle, lurvede bygninger, og nyere, lidt alternative butikker. Det er nok hvad de fleste ville kalde den dårlige del af byen, men for Leo er det her 'stedet', og et imødekommende sted.
Et par meter fra bilen, på et gadehjørne ligger der noget som ligner en før i tiden fornem cafe/bar, men nu er ydersiden lidt forfalden og prydet af graffiti. Den ligger lidt nede i jorden, med en stentrappe ned til døren.
Leo laver en gestus som for at vise det er der de skal ind, før han går ned ad trapperne, og skubber trædøren op.
Stedet derinde er forholdsvist stort, og meget bedre passet end ydersiden. Det har en lidt dunkel stemning over sig, med træpaneler og borde. Ved endevæggen er der en scene, der dog lige nu står tom, og ved væggen til højre for en bar.
På trods af stedets størrelse er der ikke fyldt op herinde.

"Åh, det er da noget af en kompliment." Siger han så med et let grin. Dannie er sikker på, at musikken de spiller til festen er vildt fedt, hvis man er fuld og i fest humør. Så er der jo god bas i, og god rytme. Men ellers så er det altså ikke så meget ved. Så kan han bedre lide bands, hvor de også gør en del ud af teksten og hvor det hele ikke er lavet på en computer.
Han spænder selen op da de er nået frem, og han stiger så ud og lukker bildøren bag sig, og bevæger sig derefter hen til Leo. Han kigger sig omkring, og løfter begge øjenbryn kort. Han ved ikke helt hvad han skal sige, han har aldrig været sådan et sted før, og han ved ikke helt hvad hans indtryk er. Om det ser fedt ud, eller bare skummelt ud. Eller skummelt er måske for meget at sige, det ser okay hyggeligt ud. Men ja. Leo passer godt herind synes Dannie, ligepludselig falder hans udseende og hans ret smadrede bil, ret godt ind i mængden.
"Har du nogen venner her?" Spørger han, og retter blikket på Leo da de kommer indenfor.

Han kigger rundt i rummet, og ser et par bekendte ansigter, men ingen han rigtig kender.
"Næh. De plejer også kun at være her om aftenen." Han håber i virkeligheden der ikke kommer nogen han kender. Han har ikke været her i to måneder, og han efterlod ikke ligefrem gaden på gode præmisser. Der er helt sikkert delte meninger om ham blandt det gamle 'slæng'
Der sidder to typer mennesker derinde; Lidt ældre, lurvede mænd, i ensomhed, og unge med tømmermændsramte kroppe, der indtager deres medecin i en varm kaffekop, og gennem et filter.
"Kan du ikke finde et bord?" Han går op mod bartenderen, og det ser ud til de kender hinanden, at dømme fra den venskabelige skulderklap, og grinet på Leo's læber. Han bestiller to kopper kaffe, og imens manden bag baren laver dem falder de i snak, dog for lavt til andre kan høre det. På et tidspunkt peger bartenderen mod Dannie og spørger om noget, hvortil Leo griner, og ryster på hovedet.

Dannie kigger sig lidt omkring, og kigger så på Leo og nikker.
"Jo. Det kan jeg godt." Mumler han stille, og kigger kort efter Leo, inden han lader sit blik køre rundt i caféen. Hans blik falder hurtigt på et bord, der er placeret ind i mod vinduet, så der bevæger han sig hen i mod. Vinduespladser har han altid været glade for, så føler han sig ikke så lukket inde. Så har han stadig frit udsyn til verden udenfor, mens han er fanget i en anden. Han lyner ned i sin jakke, og sætter sig så ned ved bordet, og rykker sig ind til vinduet. Han kigger op på Leo igen, og han kan ret hurtigt fornemme at de snakker om ham. Det er ikke så svært at regne ud, når bartenderen peger hen i mod ham. Men Dannie virker ikke til at reagere på det, selvom han egentlig er ret så nysgerrig.

Leo går hen mod bordet, langsomt, med to varme kopper kaffe i hænderne. Med en let spidset mænd, balancere ham med de to kopper, forsigtig for ikke at spilde. Så sætter han dem ned på bordet, og sætter sig ned overfor Dannie.
Han læner sig ind over bordet, med albuerne på bordet, og hælder sukker i sin kaffe, før han rører rundt i kaffen, og kigger på på Dannie.
"nu ved jeg sådan se ikke om du kan lide kaffe, men jeg tog lige et skud i tågen" smiler han.
Han betragter Dannie nøje, for at læse hans reaktion på stedet. Hvad der for Leo er hyggeligt og rummeligt, kan måske bare være snavset og håbløst for andre.

Dannie retter blikket op da Leo kommer tilbage, og han smiler let over hvordan han koncentrerer sig om ikke at spilde. Han nikker let til ham, og hælder selv sukker i sin kaffe.
"Nej det fint. Med lidt kaffe er det i orden." Siger han med et smil på læben, og rører rundt i kaffen. Han kigger endnu engang lidt rundt i caféen, han ved ikke helt hvad han synes om stedet. Det som om han ikke rigtig har fået noget indtryk af det. Det er sjældent han tager på café, så han har ikke rigtig noget at sammenligne med.
Han løfter koppen og tager en lille tår, da det stadig er ret varmt.

Sorry jeg er så langsom, har været igang med stuff, er det ikke mere, so I have all the time, svarer nu.

Leo nikker, og kigger også rundt i rummet da Dannie gør. Det bringer gamle minder tilbage.
Han kigger så tilbage på Dannie, og betragter ham, imens han stadig kigger væk. Det er ikke fordi Dannie har et opsigtvækkende udseende, men der er noget ved måden han bevæger sig, og hans ansigtsudtryk der fascinerer Leo lidt, måske fordi det er så anderledes end hvad han er vant til.
"Okay, du ved nu at jeg kom på skolen fordi jeg har lavet noget dumt lort, og jeg går ud fra du er her på grund af Aiden, hm? Men jeg forstår det ikke helt, indtil videre har det ikke rigtigt påvirket mig, udover til festen, men det var jeg lidt selv udenom. Men altså, udover det virker du moderat harmløs...Altså, på en god måde" tilføjer han til sidst.

Dannie kigger ned i sin kaffe, som egentlig smager ret godt, på trods af at han aldrig rigtig har haft lyst til kaffe. Men sukkeret hjælper sikkert også en helt del. Han læner sig tilbage og retter så blikket på Leo, og lytter til hvad han siger.
En let latter kommer fra ham, og han retter så hovedet let på skrå. "Jeg er harmløs." Kommer det så fra ham, og han placerer så albuen i mod bordet og læner hovedet i mod sin håndflade. "Det er jo ikke mig der gør det, der er Aiden." Siger han så med et smil på læberne. De er vel delvis lige gode om det. Dannie kan jo sådan set fortælle Aiden hvad han skal gøre, og han gør det.

Leo tager en tår fra kaffen og sætter den ned igen. Han synker, og klør sig eftertænktsomt på næsen, mens han kigger på Dannie med det så karakteristiske intense blik, som var det et billede han forsøgte at analyserer. Efter et par sekunder stilhed, læner han sig så tilbage i stolen.
"Okay, hvad er det værste der er sket som Aiden har gjort? Det bliver vel nødt til at være slemmere end hvad andre går og laver, og andre går tit og laver noget rimelig slemt" siger han, med et lidt tvetydigt smil, før han kigger afventende på Dannie.
Han spørger ikke kun er nysgerrighed. Det kunne være rart nok at vide hvad det er han har med at gøre. På trods af Dannies ret uskyldige attitude, har han trods alt følt på egen krop at det ikke kun er småting. Men andre mennesker på hans alder er sluppet afsted med noget mere end at give nogen et ømt luftrør.

Dannie kigger på Leo, og møder endnu engang hans intense blik. I starten havde det Dannie tit sådan, at hanikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv, når Leo kiggede sådan på ham. Men nu har Dannie fundet ud af, at det nu er sådan Leo er, og han har egentlig allerede vænnet sig til det. Selvom de ikke har kendt hinanden i lang tid.
"Ehm." Han synker en klump i halsen, og han læner sig så tilbage. Han kigger ned i bordpladen, hvor hans øjne fanger en revne, som han med det samme begynder at kradse i med sin fingernegl.
"Han tog engang kvælertag på min far, da jeg var yngre. Fordi han skulle til at slå mig."

Leo's afventende angsigtsudtryk ændrer sig til shock over Dannies udsagn. Han havde forventet noget slemt, og det var ikke delen med kvælertag der kom bag på ham, nærmere den anden del. Det giver pludselig mere mening for ham hvorfor Dannie virker som en indelukket person. Han ved ikke helt hvad han skal sige, han ville gerne vide mere om det, men det virker ikke passende at spørge ind til det.
Den pludselige alvorlighed i samtalen er nok til at tvinge Leo's blik ned på sine hænder, der uroligt pilleder ved papiret fra sukkeret.
Han skal lige til at svare, da døren til baren åbner, og 3 unge mænd kommer ind. De ligner alle sammen Leo i tøjstil, men især den forreste, en dreng med kridhvidt hår, har det samme charmerende smil, og selvsikre gang som Leo har når han prøver at imponere nogen til fester. Forskellen er bare at den hvidhårede dreng har en nærmest doven arrogance over sig. Leo vender sig om for at se hvem der kommer ind, og hans holdning bliver mærkbart mere opspændt da han ser dem. Han vender sig om mod Dannie igen og forsøger at lade som ingenting. Da han sidder med ryggen til døren, ser de tre drenge han ikke med de samme, og de går op til baren.

Dannie skæver kort op til Leo, det var ikke fordi han sådan vil ødelægge stemningen. Det heller ikke fordi han er sur på sin far, han var meget frustreret dengang. Ligemeget hvad de gjorde, så blev Dannie bare ikke bedre. Lige i det øjeblik gik hans far ud af det gode skind, og vidste ikke hvad han skulle gøre. Det må også være forfærdeligt for ham.
Dannie kigger på Leo, og løfter så det ene øjenbryn, da han pludselig bliver så anspændt.
"Hvad er der?" Spørger han nysgerrigt, og skæver kort op til de nyge der er kommet ind i baren. Han læner sig tilbage, og ser afventende på ham.

Leo dækker et kort øjeblik ansigtet med hænderne, før han gnider sig frustreret i øjnene, kun for at lade dem falde tilbage i skødet på ham selv. Han prøver at slå det hen, med et halvhjertet smil.
"Ikke noget, bare gamle bekendte" siger han så, i et lavere toneleje end før.
Det hvidhårede dreng, også kaldet Hugo er nok den Leo har mindst brug for at se overhovedet. Det var ikke Leo's skyld at tingene gik galt til sidst, men hvis der er en person der ville bare nag over ham alligevel ville det være Hugo.
Men uanset hvor stille Leo sidder, i håbet om at forsvinde i baggrunden, fæstnes Hugo mørkegrå øjne alligevel på ham, idet Hugo vender sig fra disken, på vej ud.
Han vender sig om, og siger noget uhørligt til de to andre, før han går hen mod dem med et smil på læben der ikke rigtig når øjnene.
"Hvad fanden, det ansigt har man ikke set i lang tid" siger han med et underligt flat grin, idet han når deres bord.
Leo kigger op, med et anstrengt smil. "Det er vel bare din lucky day idag, Hugo?"
Hugo vælger at ignorere hvad Leo, og kigger istedet over på Dannie.
"Du har skiftet præferencer kan jeg se."

Dannie kigger på Leo, og kigger derefter over på fyrene igen. "Ja okay." Kommer det fra ham. Det undrer ham ikke, at det er nogen Leo kender. De minder lidt om hinanden, deres tøjstil. Men eftersom Leo ikke springer op for at snakke med dem, gætter Dannie på at det er fordi de nok ikke er særlig gode venner.
Så i stedet for at tænke mere på det, retter han blikket ned i mod sin kaffe og tager endnu en tår af den. Det er faktisk ret hyggeligt at være på café, og det burde han nok gøre noget oftere. Måske kunne det være en ting ham og Leo havde sammen? At gå på café. Det vil være ret hyggeligt. Sådan en gang om ugen, eller måneden. Bare engang i mellem, i stedet for at være fanget på skolen.
Dannie retter dog blikket op på den hvidhårede dreng da han kommer hen i mod dem, og han finder ret ud af at fyren hedder Hugo. Dannie ved ikke helt om han skal finde ham provokerende, eller imødekommende. Men han forstår dog ikke rigtig hvad Hugo mener, angående præferencer.
Faktisk ved han slet ikke hvad han skal sige, om han skal præsenterer sig selv, eller bare blive siddende som en stille mus. "Jeg hedder Dannie." Kommer det så endeligt fra ham, og han læner sig så tilbage med et løftet øjenbryn, og tager en tår af kaffen.

Leo smiler et stille smil til Dannie over hans præsentation. Dannies umiddelbare rolighed i situationen hjælper lidt på Leo's midlertidige nervøsitet.
Han ryster umærkeligt på hovedet som svar til Hugo. "Bare en ven, fra sko... Jah. Dannie, det her er Hugo."
Hugo løfter øjenbrynene og ser skeptisk fra Dannie til Leo. "Aha. Hey, Vinceent er flyttet op i lejligheden ovenpå. Vi var på vej derop, i burde komme med. Jeg tror også gerne han vil se dig igen."
Der er noget underligt koldt i Hugos stemme, og hans smil virker påtaget imødekommende.
"Det ved jeg sgu helt Hugo, jeg er jo ikke med alt det der..."
Hugo afbryder ham, i et venligt, men insisterende tonefald.
"Der er ikke noget 'det der, vi er bare sammen som vi plejede. Du kan da godt lige hilse på, efter at du bare stikker af. Dannie her vil sikkert heller ikke have noget imod at møde dine venner, vel?"
Leo er splittet. Som altid kan han ikke regne Hugo's intentioner ud, han har altid været en stor gåde. Men samtidig ville det også være rart at hele anspændtheden imellem dem klaret ud.
Han kigger på tvivlsomt på Dannie, og venter på hans reaktion.