Dk Roleplay

Sorry at build up har taget så lang tid, jeg havde ikke fundet på baggrundshistorien for gruppen endnu. Anyways, svarer nu. :]

Not sure if you are here, men kan slet ikke holde fokus lige nu, så det går lidt langsomt, men det kommer.

Det ok. c:

Med et blik på Dannies ubekvemte ansigtsudtryk, fortryder han at han sagde ja. Han kan godt se hvordan den her gruppe ligner det værste skidt på jorden, det værste er han også selv føler sådan om dem nu. Det er som om gruppen, der før i tiden bestod af unge, friske drenge, der fik gaderne til at blomstre op, var blevet til en sørgelig flok. Hugo, der engang havde den charmerende, men arrogante attitude, virker ekstremt ubehagelig nu, og Vincent der plejede at være det evigt glade blomsterbarn ser brugt ud som aldrig før.
Han kigger tøvende på gruppen. De står alle sammen op, og Hugo ser nærmest afventende på Leo. Han føler sig af en eller anden grund voldsomt udsat, som en gazelle blandt løver. Det var en dårlig ide at gå herop.
"Jeg tror mig og Dannie bliver nødt til at smutte tilbage. Men Vincent, jeg skal nok komme forbi en anden dag ikke?"
Så gør han front mod døren igen, og gør mine til at gå, men de to andre drenge står i vejen og gør ikke mine til at flytte sig. Leo kigger mistroisk på dem, og løfter øjenbrynene som i et 'hvad har i gang i blik', før Hugo siger med en skarp tone: "Ja, eller i kunne lige blive. Der er meget vi ikke har snakket om."
Den anspændte stemning er nu næsten til at føle på. Hugos smil når ikke øjnene, og virker mere truende end venligt. Leo stirrer på ham i vantro, og Vincent bakker nervøst et par skridt tilbage, og griber om hans skelet tynde håndled.

Kender du det når man bare er uendelig pisse irriteret, kører mental terapi med beroligende musik nu (

Dannie kigger rundt i rummet, mest fordi han ikke kan få sig selv til at se hverken Hugo eller Vincent i øjnene. De er ubehagelige at se på, på hver deres måder. Vincent som ser helt brugt og færdig ud, og Hugo virker bare som en dominerende og arrogant type, man helst ikke skal ligge sig ud med.
Leos ord får Dannie til at slappe en smule af, og han nikker så ivrigt for at vise at han er enig med Leo, og derefter følger han med ham hen i mod døren. Dog stopper han op ved siden af ham, da Hugo ikke virker til at vil flytte sig. Hans tone virker heller ikke bestemt venlig, lige pludselig virker han direkte truende.
"Så kan i vel snakke en anden dag, for vi skal tilbage nu." Prøver Dannie, og nu kigger han faktisk på Hugo. Han kan mærke hvordan stemningen pludselig har taget en ret ubehagelig drejning, og nu fortryder han virkelig at han sagde ja til at gå med derop. Men han havde sikkert ikke et valg alligevel.


Aww. Ja.

Han vidste godt der nok ville være en konfrontation på et tidspunkt, men ikke på den her måde. Han kan mærke hans muskler spændes, i lige dele vrede og nervøsitet. Hugo har altid været brandfarlig, men han havde ikke regnet med det ville være så seriøst. Han lukker øjnene et kort sekund, og ånder ud, før han kigger hurtigt over på Dannie. Hvor ville han ønske han ikke var med. Ikke desto mindre gør han forsøg på afslå Hugo, hvis smil bare bliver bredere. Hans øjne glider ned over Dannie, og op igen, på en nærmest sulten måde, vel vidende at det må være ubehageligt. Så bevæger han sig hen mod dem med langsomme skridt imens han taler.
"Nu er det sådan at Leo her har en tendens til at stikke halen mellem benene så snart det ikke lige går hans vej, så han kommer nok ikke tilbage for en snak og en kop kaffe."
Leo er vred og dum nok til at stirre provokerende tilbage. "Vi har ikke en skid at snakke om, du burde ikke engang fucking være her."
Hugos smil forsvinder, og blir til et ligeså vredt ansigtsudtryk som Leo's. "Du burde du heller ikke."

Er kølet ned nu, livet er hårdt

Dannie presser læberne i mod hinanden, og kigger så tilbage på Vincent. Han virker ikke til at han vil deltage i det her, han ligner heller ikke en der kan komme med nogen specielle inputs. Han ser alt for skrøbelig ud, som om han vil falde bagover ved et enkelt pust.
"Hvad fanden sker der?" Spørger Dannie lidt irriteret og han skæver så i mellem Leo og Hugo. Dannie føler en trang til at beskytte Leo, og han ved at det er muligt ved hjælp af Aiden. Men lige nu må han holde sig tilbage, for indtil videre er der ikke rigtig sket noget, udover Hugos truende adfærd. Og han vil faktisk gerne vide hvad der foregår, og hvorfor Hugo pludselig sådan ændre adfærd.
Dannie træder et skridt tilbage, og lægger så armene over kors, og ser blot på dem begge to, afventende på en god forklaring.

Nurh. Godt.

Den sidste gang han så Hugo med det iskolde smil han har på lige nu, var da uheldet skete, og selvom Hugo ikke har gjort noget endnu, ved han hvad han kan finde på. Derfor er det så meget værre at Dannie er med. Leo kunne sagtens tage trusler eller tæsk, men Hugo leger ikke på den måde, hvis han for alvor vil skade nogen.
Hugo er hurtigere til at svare end Leo. "Der skete det at Leo fik os rodet ud i noget lort, og skred da det blev for meget så vi andre skulle rydde op efter ham."
"Det var ikke det der fucking skete, det er ikke min skyld at du er blevet syg i hovedet. Der er ikke mere at snakke om, vi er færdige her." Han vender sig om for at gå, men idet han gør et griber Hugo fat i hans krave, og med samme iskolde attitude rammer han Leo på kæben med en knytnæve. Slaget kommer bag på Leo, der ikke når at afværge det, og falder bagover in mod væggen, hvor Vincent forskrækket går endnu et par skridt tilbage, hans glasagtige øjne tågede, som forstår han ikke helt situationen.
Leo prøver at komme igen, for at give tilbage, i blindt raseri, men et knæ i mellemgulvet fra en af de andre sender ham tilbage på gulvet.
Hugo vender sig mod Dannie med et slesk smil på læben. "Jeg tror ikke Leo er noget for dig. Måske skulle du bare skride før du får fingrene i klemme."

Sig til hvis det er for meget, har ikke spillet aktionprægede scener (?) for too long

Synes det er godt. ♡♡♡

Men bliver nødt til at sove nu. Svarer i morgen.

Alright, sov godt.

Selvom Hugo svarede på hans spørgsmål, gør det ikke Dannie mindre forvirret. Han ligner sikkert et stort spørgsmålstegn, og skal til at åbne munden for at spørge om noget mere, men stopper sig selv da Hugo får fat i Leo og giver ham en knytnæve.
Det giver et sæt i Dannie, og han trækker et skridt tilbage helt automatisk. Det er sådan noget her der sker på film. Ikke i virkeligheden. Men nu står Dannie altså her, uden at vide hvad han skal gøre.
"Jeg går ikke uden Leo." Siger han så bestemt, hvorefter han sætter sig ned på hug ved Leo, og tager blidt ved hans overarm, hvorefter han retter blikket op på Hugo.
"Og hvis du rør mig eller Leo igen, bliver det værst for dig selv." Vrisser han hårdt, og det er tydeligt med seriøsiteten i hans øjne, at han mener hvert et ord.

Et par sekunder kan Leo ikke trække vejret efter mavepusteren, og finder sig selv gispende efter luft på gulvet for anden gang på en uge. Han ånder hæst ind, og tager til læben hvor en lille smule blod drypper fra mundvigen. Det er ikke det værste Leo har taget, men manglen på luft efterlader hjælpeløs i en tid, og ude i stand til at fortælle Dannie han bare skal komme ud derfra. Han bliver overrasket over han ikke bare går. De kender knapt nok hinanden, og det her er tydligvis et ret stort problem, som egentlig ikke er Dannies. Alligevel bliver ham, og med hjælp fra hans støtte kommer Leo op ad stå, dog vel vidende at de ikke får lov at gå. Som forudsagt går det galt allerede før han har rettet sig op. Hugo med et det samme alarmerende iskolde smil mod Dannie. Leo forsøger at skubbe ham væk, men så snart han vender ryggen mod de to andre, bliver han grebet i kraven og igen sendt i jorden, men Hugo uforhindret griber fat i Dannie, og med voldsom kraft river ham fra Leo. Stadig med et fast greb i Dannie, svarer han i et ovelegent tonefald, hans ansigt få centimeter fra Dannies. "Forklar mig lige hvordan en fuckboy som dig skulle kunne vende den her situation."

Dannie holder godt fast i Leo, og hjælper ham op og stå. Man kan nemt se at Leo arbejder hårdt med at få vejret igen. Dannie kigger kort på ham, inden han retter blikket på Hugo. Men før han ved af det ligger Leo på gulvet endnu engang, og Dannie når slet ikke at reagere før han står med ansigt til ansigt med Hugo. Han stirrer ham ind i øjnene, og en masse tanker flyver igennem hans hoved.
Det underligt at han pludselig skal stå frem, og virke truende. Selvom det tydeligt at Hugo er større og stærkere end ham, men Hugo ved jo intet om Aiden.
"Jeg ved.. at du enten ender med at tigge mig om at stoppe, eller du ender med at løbe herud fra, som en eller anden tøsedreng." Han aner ikke hvor de her ord kommer fra, men han ved at Aiden er med og derfor er han egentlig ikke så bange.
Der går ikke mange sekunder før det hele begynder. Vinduerne slår op med et højt brag, som om der er det værste torden vejr der har været I flere uger. Døren åbner og smækker i.
Dannie skubber sig væk fra Hugo, og retter på sin trøje. "Så sidste gang. Enten lader du os komme ud, eller så bliver det værst for dig selv."

Leo's hoved snurrer, hovedpinen får det nærmest til at prikke i øjnene. Han ville ønske Dannie ville tie stille, for selv om han havde Aiden, ville det være Leo skyld, og hans skyld alene hvis der skete noget. Men Dannie tier ikke stille, han står op mod Hugo, mere frygtløst end Leo havde regnet med.
Hugo er dog slet ikke så imponeret som Leo er. Han løfter bare øjenbrynene i et skeptisk grin, og et blik det gør det klart han morer sig over Dannie.
"Hm? Det virker usandsynligt."
Hans greb i Dannies trøje når lige at strammes, som skulle han til at udøve vold, men han stopper sig selv, idet vinduerne og døren åbner med et brag, og smækker i igen, så glasset i ruderne næsten rasler, og Vincent kryber sammen som en fugleunge.
Leo ved godt hvad der sker. Han rejser sig langsomt op, ubemærket af de to andre drenge, men han ved ikke han burde gribe ind. Han vil helst bare ud herfra med Dannie, men han er ikke sikker på at Aiden vil det samme.
Hugo smil er faldet til jorden, og for første gang tøver han. Det virkede lidt for godt timet, men hele situationen virker så usandsynlig, og han beslutter sig for at Dannie ikke er andet end store ord
"Du går bare ud af døren" siger han med en kold stemme, som en opfordring til de to andre drenge, der allerede bag Dannie er på vej hen mod ham.

Dannie har fået kuldegysninger og det løber koldt ned ad ryggen på ham, da kulden fra udenfor rammer ham. Selvom Aiden kan beskytte ham til en hver tid, så er han stadig nervøs og ret så presset. Heldigvis ved Leo godt til Aiden, så derfor ved han hvad der foregår. Ellers vil han have en hel del at forklare ham, når de kommer ud igen. Hvis de kommer ud igen.
"I skal ikke røre mig, eller Leo." Siger han bestemt og knuger hænderne sammen, som om at det er ham der skal til at slå tilbage. Eftersom drengene blot bliver ved med at gå frem i mod ham, går der ikke lang tid Før Aiden tager fat i drengene. De stopper brat op og gør store øjne, og falder ned på knæ mens de tager sig til halsen. Dannie træder et skridt tilbage, og retter så blikket op på Hugo med et løftet øjenbryn. Aiden giver endelig slip på drengene, og de ligger nu på gulvet og hiver efter vejret.

Hugo's mund står halvt åben i mistro, da de to drenge falder til jorden, gispende. Hans logiske sans fortæller ham at det her ikke kan ske, og alligevel sker det foran ham. Derfor går der også et par sekunder før det går op for ham at det er op til ham. Han ved han ikke kan løse det her, ihvertfald ikke med vold, men han har heller ikke lyst til at stå tilbage, med ydmygelsen. Tanken om dette driver ham mere end hans fornuft, og selvom han bare burde lade dem gå, kan han ikke lade være med at gøre et sidste forsøg på et modangreb. Selvom han ikke tør gå tættere på, kan han lige mønstre et vindende smil, og han formår at skjule sine nervøse træk i det han siger; "Så det er derfor du går den skole hm? Jeg troede kun det var det var for dem der ikke lavede deres lektier, men du er en vaskeægte freak."
Leo ved ikke om Dannie reagere på sådan noget, og endnu mindre om Aiden gør, men han ved at det ufatteligt dumdristigt, og situationen let kan udvikle sig til det endnu værre. Men de to andre drenge stadig gisper efter luft på gulvet, fuldstændig lammet af situationen, går han over til Dannie, og griber om hans håndled, i et forsøg på at trække ham ud af døren, og komme væk, nu hvor de har muligheden.

Dannie føler sig nok ikke specielt stolt over at han nok har givet de to drenge et traume for livet, og en oplevelse de aldrig vil glemme. Men hvis det var nødvendigt for at få sig selv sat i respekt, så blev han jo nødt til det.
Dannie åbner munden for at sige Hugo igen, da hans ord egentlig rammer plet. Selvom han egentlig burde være vant til at blive kaldt en freak, så sårer ham det mere end noget andet. Men han når ikke engang at lukke et ord ud, før Leo har fast i hans håndled, og han skynder sig blot at fælge med ham. Men Aiden lader ikke Hugo komme tættere, og før man ved af det er Hugo skubbet hårdt ind i mod en reol, og i et split sekund er Dannie bange for om reolen vil vælte af det hårde skub.

Leo ser sig ikke tilbage, men hamrer døren i bag sig, sekundet før det høres et voldsomt brag, og en eller anden råber 'fuck'. Leo har ikke tænkt sig at se om nogen er kommet til skade eller ej, om Hugo lige brækkede ryggen er han bedøvende ligeglad med, han skal bare ud, og væk herfra. Uden et ord, og uden at kigge tilbage, trækker han Dannie mod bilen. Han holder hårdt fast om Dannies håndled, uden rigtig at være bevidst om han har fat i det, før de er nået til bilen, hvor han sætter sig ind, stadig uden at have sagt noget. Først da Dannie er inde i bilen, og det begyndet at køre væk går det rigtigt op for ham hvad der lige er sket, og han læner hovedet, tager en dyb indånding, og et spinkelt 'fuck' undslipper hans læber. Det er svært for at fokuserer på vejen, og har føler det at sidde stille i en bil ikke rigtig er passende i hans oprevede tilstand.

Dannie kigger sig kort tilbage, inden han bliver nødt til at rette blikket frem for sig, så han ikke vælter forover, eftersom Leo har ret meget fart på. Dannie tænker slet ikke over, at ha lige har været skyld i at give nogle mennesker en oplevelse for livet de helt sikkert aldrig vil glemme. Han har bare beskyttet Leo, som enhver anden ven ville havde gjort. Dog har han kun kendt Leo i et par dage, alligevel følte han at han burde beskytte ham. Leo er også den eneste som har taget godt i mod ham, og ikke dømt ham til at være en stor freak, som de fleste andre har.
Dannie lukker bildøren da han får sat sig ind, og derefter trækker han blot selen på. Det er først nu, hvor han sidder ned og er i trygge omgivelser, at han kan mærke hvor meget hans hjerte banker, og hvor meget han hiver efter vejret. Han læner hovedet tilbage i mod sædet, og lukker så sine øjne. Hvis han ikke havde Aiden.. Ja hvad så? Så var de helt sikkert stadig derinde.