Dk Roleplay

Det føles som om hans hoved er ved at eksplodere. Det er som om et gammelt sår er sprunget op igen, delvist på grund af hvad skete, delvist over at se noget der engang var hans venner være i så forfærdelig tilstand, efter at have været væk i bare to måneder. Han sukker frustreret, og tager sig til højre kindben, der allerede er ved at hæve. Læben bløder ikke mere, men sviger bare.
Det bliver pludseligt for meget at skulle holde øje med vejen samtidig, og han holder ind til siden, så snart de er kommet ud af byen, og kører på en vej omringet af skov.
"Jeg skal nok køre tilbage, jeg skal bare lige..."
Han ruller vinduet ned, og famler febrilsk efter en smøg, som han placere i mundvigen, før han tænder den, læner sig tilbage og lukker øjnene.
"Undskyld, jeg ville have taget dig med hvis jeg vidste det ville ske."

Dannie holder sine øjne lukkede, og koncentrerer sig blot om at få en smule styr på sin vejrtrækning. Han har aldrig været med til sådan noget før, alligevel synes han at han klarede situationen godt. Det er med at holde hovedet koldt, når man kommer op i mod sådanne fyre som dem.
"Det er fint." Kommer det fra Dannie, da Leo holder ind til siden. Det var nok en god idé, og Dannie tænkte også lidt på om han mon skulle køre i stedet for. Han fører en hånd igennem sit hår, og kigger derefter på Leo, og ryster på hovedet.
"Leo det er fint. Jeg kom jo ikke til skade vel. Hellere at jeg var med, ind at du blev tæsket fuldstændig.." Mumler han og retter så blikket ud af vinduet.

Leo nikker da han siger han ikke kom til skade, måske mest for at minde sig selv om det. Der skete ikke rigtig noget med dem, ikke mere end hvad Leo kunne klare. Alligevel føler han sig rystet ind til knoglerne.
"Jeg havde virkelig ikke troet at de var sådan nu. De var ikke sådan da jeg var venner med dem. Det viser vel bare det er godt nok jeg blev på skolen. Er du sikker på er okay?"
Han ser undersøgende på Dannie. Han ved ikke helt hvordan Dannie normalt har det med Aidens forstyrrelser i hans liv, og endnu mindre hvordan han har det med at møde en som Hugo.
Nikotinen hjælper gevaldigt på nerverne, og idet han ånder røgen ud, begynder hans muskler ligeså langsomt at slappe af.

Dannie holder blikket ud af vinduet, og han ligner aller mest en der helt afslappet. Som om han ikke har nogen planer, hele verdenen ligger foran ham. Men han tænker gevaldigt. Var det dumt at få Aiden til at hjælpe ham? Der skal helst ikke være for mange, som finder ud af at Dannie kan et eller andet. Det skal helst bare være hans hemmelighed. Måske får de forkerte personer det af vide en dag.
"Ja.. Jeg er okay." Ender han med at sige, og han retter så blikket på Leo, og læner sig lidt ind i mod ham. "Hvad med dig? Han slog dig jo.." Mumler han en smule bekymret.

Shocket er langsomt ved at aftage, og pludselig føler han sig bare utroligt udmattet. Det er først nu han rigtig kan mærke den ømme følelse i kæben, og den svigende læbe. Alligevel ryster han hovedet.
"Det går nok, det er ikke første gang jeg har fået et par slag" siger han med et svagt, næsten umærkeligt smil. Nej, slagene kan han godt leve med. Det er nærmere Vincent's ødelagte glasblik der genere ham lige nu. Og så selvfølgelig at det første han får vidt Dannie af hans liv er noget det viste sig at næsten ynkeligt lavt.
"Du må altså ikke tro at jeg er så spasser agtig som Hugo. Det plejede at være meget anderledes, og så gik han bare over stregen."

Undskyld for det langsomme svar, er her nu. :]

Dannie nikker så og ender med at læne sig tilbage, men han fjerner ikke blikket fra Leo. Det var hårdt at se ham ligge der på gulvet, på trods af at han ikke har kendt ham længe. Men på kort tid er han altså blevet glad for Leo, og han ved faktisk ikke om han vil kunne overleve skolen hvis han ikke havde Leo hos sig.
"Det tror jeg heller ikke du er.. Jeg er glad for du ikke hænger ud med sådan nogle mere." Mumler han blot, og retter så blikket ud af forruden igen, og fugter sine læber forsigtigt. "Det er forhåbentlig overstået nu." Får han derefter mumlet.

Nu gik der lang tid igen, skulle hjælpe en med noget. Efterskolelivet. Svarer nu, og så skal jeg se film så der svarer jeg nok lidt langsomt.

I orden.

Leo skæver til Dannie. Han ved ikke helt hvad han mener med overstået. Hvis han mener med de to så ja, ihvertfald mens han er på skolen. For at være ærlig ved han ikke om han bare falder tilbage igen, han har ikke rigtigt andet at komme hjem til. Men i forhold til stofferne, er det jo ikke mindre end en dag siden han røg sig skæv, samme tidspunkt som han mødte Dannie, hvilket på sin vis er lidt ironisk.
"Det er det vel..." Det er stile et par sekunder, før Leo igen vender tilbage til emnet.
"Nogen af de ting Hugo sagde og sådan...Altså jeg var ikke med da det blev så slemt. Vi slog ikke på folk eller noget, og ham drengen der ejede lejligheden har ikke altid været så ødelagt." Et svagt smil bryder atter frem på hans læber, men det er nærmere ironisk end oprigtigt. "Men efter hvad du så er det storsindet nok af dig at du ikke bare skred."

Dannie trækker sine ben lidt op til sig, mens han holder blikket ud af forruden. Han er taknemmelig for at han ikke fik nogen slag, men det heller ikke fordi han ligefrem er glad for at Leo modtog dem alle. Men på den anden side, Dannie har slet ikke haft noget med dem at gøre, så hvorfor skulle det gå udover ham?
"Det er fint, Leo." Kommer det så fra Dannie og han retter så blikket på ham og nikker forsigtigt til ham. "Jeg tænker ikke anderledes om dig, det er fint." Mumler han, og synker lidt mere ned i sædet, og hviler hovedet op i mod ruden og lukker sine øjne.

Han sidder lidt ubekvemt, næsten på samme måde som en hund der ved den har gjort noget forkert. Han ved godt det er umodent at gå så meget op i hvad Dannie synes om ham, og Dannie er også den eneste han har det sådan med. Hos alle andre har han altid været ligeglad med de misbilligende blik, og stempler som flamboyante bøsser og larmende unge, men lige hos Dannie vil han virkelig gerne fremstå som et bedre end det. Derfor beroliger det ham også lidt da han forsikrer ham om at det er okay.
Han kaster skodet ud af vinduet, og starter bilen igen, for at køre hjemad igen, men denne gang kører han ubevidst langsommere, for at forlænge køreturen. Han ved ikke om han burde forklare situationen med Hugo eller ej, han ved ikke engang om Dannie er interesseret i at høre den, så han ender med at sidde tavs.

Hvis det var en hvilken som helst anden han havde været ude for med det her, så havde han helt sikkert gået ind på sit værelse så snart de kom hjem, låst døren og aldrig snakket med vedkommende igen. Men sådan er det ikke med Leo, han føler slet ikke en trang til at forlade ham. Tværtimod. Alting er anderledes med Leo, på en eller anden sær måde, han ikke helt kan forklare. Det er underligt, men det føles godt. Han holder sine øjne lukkede, for han ved ikke helt hvad han skal sige, og så tænker han. Alt det med Hugo, den stakkels Vincent, og Aiden. Var det forkert?

omg, Leo skal blive fuld på et tidspunkt, og så snakke med Dannie
Og så ender de med at kysse, og så næste dag, så det bare.. Ja idk, underligt for Dannie var ædru n such

Var præcis hvad jeg tænkte, hah. Dunno, skal vi bare skippe nu eller hvordan, hvad føler du?

Ja, det kam vi jo godt

Så hvad, der er næste uge eller hvad?

Ja, lad os sige det c:

Har de så bare snakket sammen casual i løbet af ugen? Måske har Leo taget lidt afstand fordi han er nede over det med Vincent, så de har kun haft sådan small talk ish samtaler siden?

Sounds good to me.

Svarer lige om lidt

Cool 8))